Åbner i en ny fane

Afrika-brevet

Dagens Afrika-brev bygger på et interview med den rwandiske menneskerettighedsaktivist og dissident Carine Kanimba, der i maj besøgte København i forbindelse med konferencen Copenhagen Democracy Summit. 

Vi skal også forbi Tanzania og Den Afrikanske Udviklingsbank, inden vi kort runder Tchad, Burundi og Mozambique.

Tak for at læse med.

Spyware hotel rwanda
Carine Kanimba er en af de mest prominente kritikere af regimet i RwandaFoto: Mariam Zuhaib/AP/Ritzau Scanpix

05/06/2025

Rwandas tyranni kender ingen grænser

Med jævne mellemrum får Carine Kanimba sin telefon tjekket for virus hos en canadisk specialist. 

“De kan heldigvis gøre det fra distancen, så jeg downloader en fil med alle informationer fra min telefon, og sender den til dem, så de kan tjekke, om alt er, som det skal være”, forklarer hun. 

Den rwandiske dissident og menneskerettighedsaktivist Kanimba er klog af skade: I 2021 blev hendes telefon inficeret med den såkaldte spyware Pegasus, der gav hackere mulighed for at overvåge og aflytte hende døgnet rundt. Rwandas regering har nægtet at stå bag, men ifølge Amnesty International, der oprullede overvågningen af Carine Kanimba, tyder alt på, at rwandiske myndigheder var involveret. 

Afrika-brevet møder 32-årige Carine Kanimba i København, hvor hun er inviteret til at tale ved Copenhagen Democracy Summit. 

Hendes historie er fascinerende: Hun og hendes søster mistede deres forældre i folkedrabet i Rwanda i 1994, men blev adopteret af Paul Rusesabagina, den navnkundige hotelbestyrer, der inspirerede Hollywood-baskeren Hotel Rwanda, og som efterfølgende blev en af præsident Paul Kagames største kritikere fra sit eksil i Belgien og USA. I 2020 blev Rusesabagina narret på et fly til Rwanda og idømt 25 års fængsel, og Carine Kanimba blev fuldblodsaktivist. Hun sagde sit job op hos et investeringsselskab i New York og drev kampagnen #freeRusesabagina. 

“Jeg har set på nærmeste hold, hvad Rwanda er i stand til, så jeg er altid på vagt og føler mig aldrig 100 procent sikker. Der er steder i både Europa og Afrika, hvor den rwandiske diaspora er stærk, som jeg ikke kan rejse til, og jeg er løbende i kontakt med politi og efterretningstjenester. Men jeg er meget bevidst om, at jeg har en platform, der forpligter. Hvis ingen stiller sig op og fortæller en anden historie end Rwandas egen propaganda, så vil repressionen kun blive endnu stærkere”, fortæller Carine Kanimba, der i foråret 2023, efter stort amerikansk pres, kunne juble over løsladelsen af sin far. 

Hendes historie viser, hvordan Rwandas tyranni – bogstaveligt talt – ikke kender nogen grænser. Går man mod Kagame, kan man aldrig vide sig sikker, heller ikke i udlandet. Hans regering afviser rutinemæssigt, at de forfølger regeringskritikere, men mønsteret er påfaldende og veldokumenteret af organisationer som Human Rights Watch:

I 2014 blev eksil-politikeren Patrick Karegeya likvideret i Johannesburg. I 2021 led partifællen Seif Bamporiki og forretningsmanden Révocat Karemangingo samme skæbne i henholdsvis Cape Town og Matola, Mozambque. Og i 2022 blev oppositionsfiguren Emmanuel Munyaneza fundet død under mystiske omstændigheder i Kampala, Uganda. Derudover kommer adskillige kidnapninger, afpresninger og intimideringer. 

Carine Kanimba mener selv, at hun i perioder bliver skygget fysisk af den rwandiske regering: 

“De har fulgt efter mig på gaden i Bruxelles og sat sig ved bordet ved siden af mig og en ven på en café i Chicago. De har ikke gjort mig noget, men de vil gerne sende et signal om, at de holder øje med mig. Mit bedste forsvar er at forblive en offentlig person, så alle ved, hvad der foregår”, siger Carine Kanimba.

Trods de mange beskyldninger om Rwandas klapjagt på regeringskritikere arbejder Danmark på at åbne ambassade i Rwanda. Carine Kanimba anerkender, at det ligger i diplomatiets natur også at have dialog med lande, man er uenige med, men hun advarer om danske dobbeltstandarder. Ikke mindst når det kommer til Rwandas støtte til oprørsgruppen M23 i det østlige DR Congo. 

“Danmark er meget kritiske over for Ruslands invasion af Ukraine og taler igen og igen om menneskerettigheder og respekt for international lovgivning. Men i det østlige DR Congo har Rwanda gang i sin egen invasion af en selvstændig stat. Ambassadeåbningen antyder en manglende konsistens i Danmarks udenrigspolitik”, slutter hun. 

Den danske ambassade i Kigali åbner efter sommerferien. Ny ambassadør bliver Casper Stenger Jensen, der kommer fra en stilling som souschef i Udenrigsministeriets kontor for Afrika, udviklingspolitik og finansiering. 

Danwatch har forelagt Carine Kanimbas kritik for Rwandas ambassade i Stockholm, der også er akkrediteret til Danmark. De er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Hvad ellers?

Tanzania 🇹🇿 Da de prominente menneskerettighedsaktivister Boniface Mwangi og Agather Atuhairei maj landede i Tanzania for at overvære retssagen mod oppositionsleder Tundu Lissu, blev de ikke bare nægtet indrejse og tilbageholdt. Aktivisterne blev udsat for gentagne seksuelle overgreb af tanzaniansk politi. Ugandiske Agather Atuhaire fortalte sin historie til BBC kort efter sin løsladelse, mens kenyanske Boniface Mwangi tirsdag afholdt et pressemøde i Nairobi, hvor han beskrev, hvordan han blev afklædt, banket og seksuelt forulempet under sin tilbageholdelse i Dar es Salaam. 

Den tanzanianske oppositionsleder Tundu Lissu er – som nævnt i seneste Afrika-brev – anholdt under anklager om højforræderi. Han nægter sig skyldig og har modtaget opbakning fra en række østafrikanske menneskerettighedsforkæmpere, som advarer om Tanzanias autoritære tendenser under præsident Samia Suluhu Hassan, der ellers tidligere blevet rost for sin progressive kurs. Tundu Lissu skal for retten igen den 16. juni.

AfDB 🌍 Det er ikke mange ting Frankrig og Mali kan enes om i disse år, men da de 54 medlemslande og 27 ikke-afrikanske aktionærer – herunder Danmark – i sidste uge skulle vælge ny præsident for Den Afrikanske Udviklingsbank (AfDB) stemte begge lande på den mauretanske økonom Sidi Ould Tah. Med mere end 76 procent af stemmerne indtager den tidligere finansminister i Mauretanien Ould Tah præsidentsædet i Afrikas vigtigste finansielle institution med overvældende bred opbakning. Det er en bedrift på et kontinent med mange modstridende politiske og økonomiske interesser.

Efter fem år med nigeriansk – og engelsktalende – lederskab af banken, får AfDB nu en præsident med bredest mulige kontinentale rækkevidde. Udover engelsk taler Ould Tah både fransk, arabisk og det vestafrikanske sprog wolof. Hans udgangspunkt synes stærkt, men i en krisetid for banken havde alt andet også varslet ilde. USA planlægger at trække sig fra AfDB, der dermed vil skulle lukke et hul på 555 millioner dollars. Det er en monumental opgave i et Afrika, der i forvejen befinder sig i en kronisk finansieringskrise. I første omgang har Ould Tah annonceret, at han vil kigge mod Den Arabiske Golf for at rejse ny kapital.

Holde øje med...

Tchad 🇹🇩 Oppositionsleder Succes Masra er blevet arresteret for at “opildne til had”. Det sker efter voldelige kampe i det sydvestlige Tchad, som kostede 42 mennesker livet. Myndighederne beskylder Masra for at være involveret, mens hans eget parti kalder tilbageholdelsen for en kidnapning.

Burundi 🇧🇮 I dag, den 5. juni, går Burundi til parlamentsvalget. Eller ifølge den ledende oppositionsfigur Agathon Rwasa er der snarere tale om et “show” end et regulært valg. Regeringspartiet CNDD-FDD, der har siddet på magten i årevis, forventes at vinde et klart flertal.

Mozambique 🇲🇿 Det franske energiselskab TotalEnergies forventer at genoptage deres stort anlagte gasprojekt i det nordlige Mozambique i løbet af sommeren. Projektet har været suspenderet siden 2021 på grund af et islamistisk oprør i Cabo Delagdo-provinsen.

Det var alt for dette overblik.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

De bedste hilsner

Oscar Rothstein

54 lande, ét kontinent, uendelige perspektiver. Skriv dig op til mit nyhedsbrev AFRIKA-BREVET her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.