Åbner i en ny fane

Afrika-brevet

Velkommen til årets første Afrika-brev, der – naturligvis – handler om den eskalerende krig i det østlige DR Congo. 

Efter oprørsgruppen M23 med assistance fra nabolandet Rwanda angreb Goma i det østlige DR Congo i slutningen af januar, er de internationale fordømmelser væltet ned over Rwanda. Også fra Danmark. Én ting er dog kritik fremført i FN’s Sikkerhedsråd og på sociale medier, noget andet er, om regeringen er parat til at straffe Rwanda økonomisk? 

Vi runder også genoptagelsen af olieproduktion i Sydsudan og valgudskrivelse i Gabon. 

Lad os komme i gang. 

M23 Rebel Group Takes Over Goma, Dr Congo
Flere hundredetusind mennesker er på flugt fra krigen i det østlige DR CongoStringer/EPA/Ritzau Scanpix

05/02/2025

Trods Congo-invasion: Rwanda får lov til at beholde dansk bistand

Rwanda risikerer at miste 285 millioner kroner i britisk udviklingsstøtte, hvis de fortsætter deres støtte til oprørsgruppen M23 i det østlige DR Congo. Det advarede den britiske udenrigsminister David Lammy om i sidste uge, efter at M23 havde erobret millionbyen Goma

“Vi vil ikke acceptere, at lande udfordrer andre landes territoriale integritet. Det vil vi ikke i Europa, eller noget andet sted i verden”, sagde Lammy. 

Også den danske regering langer ud efter Rwanda ovenpå M23’s invasion af Goma. Den danske FN-ambassadør har gjort det i Sikkerhedsrådet, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort det på sociale medier, og i et svar til Afrika-brevet gentager Udenrigsministeriet, at Danmark har “kraftigt opfordret” Rwanda til at trække sig ud af det østlige DR Congo. 

Når det kommer til den danske udviklingsstøtte til Rwanda, er SVM-regeringen imidlertid ikke ligeså offensiv som briterne. Det fremgår af en mail fra Udenrigsministeriet til Afrika-brevet:

“Sammen med andre EU-lande kigger Danmark på hele paletten af værktøjer, der kan bringes i spil for at sikre fred og stabilitet i regionen. Konflikten har mange nuancer, hvorfor det vurderes, hvordan man bedst bringer parterne sammen i en politisk dialog om en fredelig løsning på krisen. Der er for nuværende ikke planer om justeringer af dansk bistand til Rwanda”, lyder det fra Udenrigsministeriet med henvisning til de 150 millioner kroner, der aktuelt er afsat på finansloven til Rwanda.  

En dansk beslutning om at trække Rwanda i bistand kan ikke standse M23 og Rwandas fremfærd i det østlige DR Congo. Men det ville alligevel sende et signifikant signal til den rwandiske regering, der indtil videre er blevet skånet for konkrete politiske eller økonomiske konsekvenser af angrebet på Goma. Over hele verden står fordømmelserne i kø, men egentlige modsvar lader vente på sig. Således også fra Danmark. 

Imens fortsætter den rwandiske præsident Paul Kagame sine rutinemæssige afvisninger af, at han overhovedet har noget med M23 at gøre. Det gør han selvom, FN-eksperter forlængst har slået fast, at gruppen er “de facto” styret af Rwanda, der beskyldes for at forsyne M23-soldaterne med blandt andet våben, penge og efterretninger. Rwanda skulle ligeledes have sendt tropper fra den nationale hær ind over grænsen til DR Congo for at kæmpe side om side med oprørerne. 

Paul Kagame indrømmer gerne, at Rwanda har store interesser i det østlige DR Congo, men spørgsmålet er hvilke? 

Præsidenten hævder at ville forsvare congolesiske tutsier samt forsvare sig mod FDLR, en rwandisk rebelgruppe, primært udgjort af hutuer, der var aktive i folkemordet mod tutsierne i Rwanda i 1994, og som de seneste år har allieret sig med den congolesiske hær. Adskillige iagttagere peger dog på, at Kagames fortælling i virkeligheden dækker over nogle mere vidtgående territoriale ambitioner i en af verdens mest mineralrige regioner. 

Mere end 900 mennesker har mistet livet efter M23’s erobring af Goma, og tusinder er på flugt. Sent mandag aften erklærede oprørsgruppen en våbenhvile og afviste samtidig, at de har intentioner om at indtage Bukavu, provinshovedstaden i Syd-Kivu 200 kilometer fra Goma. 

Den congolesiske regering har fortsat ikke kommenteret udviklingen.

Hvad ellers?

Sydsudan 🇸🇸 Efter næsten et års pause som følge af krigen i Sudan har Sydsudan genoptaget landets olieproduktion. Det annoncerede regeringen i Juba i begyndelsen af januar. Sydsudan eksporterer sin olie via en rørledning, der løber gennem Sudan og ud til kysten ved Det Røde Hav. I februar 2024 blev rørledningen ødelagt af kampe mellem den sudanesiske hær og den paramilitære gruppe RSF, og først nu er skaderne blevet udbedret.

På den ene side er genoptagelsen af olieproduktionen fuldstændig vital for Sydsudan. Over 90 procent af landets indtjening kommer fra eksport af olie. Siden februar 2024 har regeringen derfor ikke haft penge til at betale lønninger til sine offentligt ansatte. På den anden side er olien i Sydsudan en konstant kilde til altødelæggende forurening af både jord og vand. Netop det – og hvordan danske investeringer er knyttet til problemerne – sætter Danwatch for tiden fokus på.

Gabon 🇬🇦 Den 12. april skal Gabon til valg – omsider. Det centralafrikanske land har siden august 2023 været ledet af en militær kupregering, men nu får gaboneserne mulighed for at vælge deres egen præsident. General Brice Clotaire Oligui Nguema, der afsatte præsident Ali Bongo og har ledet en overgangsregering siden, kan dog meget vel fortsætte ved magten. Op til valgudskrivelsen har Nguema fået vedtaget en ny forfatning, der giver medlemmer af militæret lov til at stille op ved præsidentvalg. 

Kuppet i Gabon har ikke været genstand for nær samme kritik som kuppene i Mali, Burkina Faso og Niger de seneste år. Formentlig fordi Nguema ikke har brudt med Vesten på samme måde som hans kup-kolleger i Sahel-landene, og fordi han afsatte et regime, der selv havde meget beskeden demokratisk legitimitet – hvis nogen overhovedet. Man skal dog næppe tage fejl af Nguemas motiver. Forberedelserne til valgudskrivelsen lugter af, at kup-præsidenten vil blive på posten,og kritikere peger på, at han er ved at følge sit militære kup op med et konstitutionelt et af slagsen. De kommende måneder vil vise, om den civile opposition – ledet af Albert Ondo Ossa, som efter alt at dømme blev snydt ved valget i sommeren 2023, kort før kuppet mod Ali Bongo – bliver levnet nogle chancer. Man kan frygte det værste

Hold øje med

Elfenbenskysten 🇨🇮 Alassane Ouattara tager tilløb til en fjerde embedsperiode. Den 83-årige præsident blev genvalgt under kontroversielle omstændigheder i 2020, og bliver hans kandidatur en realitet, er der lagt op til et dramatisk valg, når ivorianerne skal stemme til oktober. 

Sydafrika 🇿🇦 Bare to uger inde i Donald Trumps andet præsidentskab er USA og Sydafrika havnet på kollisionskurs. Trump beskylder Sydafrika for at konfiskere land fra hvide sydafrikanere og vil standse økonomisk støtte til regeringen i Pretoria. Den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa afviser anklagerne.

Mali 🇲🇱 Sammen med Burkina Faso og Niger har Mali nu officielt trukket sig fra den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS. De tre lande, der alle er ledet af anti-vestlige militær-regeringer, er i stedet fundet sammen i Alliance des États du Sahel (AES). Trods bruddet med ECOWAS vil de tre lande fortsat være en del af organisationens frihandelsaftale.

Det var alt for dette overblik.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

De bedste hilsner

Oscar Rothstein

54 lande, ét kontinent, uendelige perspektiver. Skriv dig op til mit nyhedsbrev AFRIKA-BREVET her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.