Mandag d. 11 november lød startskuddet til dette års COP29, hvor verdens ledere mødes i FN-regi for at snakke og forhandle globale aftaler, der skal afhjælpe de klimaforandringer, vi alle står midt i.
Mødet var dog knap skudt i gang, før de første kritiske røster lød. Det vakte blandt andet opsigt, at flere prominente skikkelser som Joe Biden, Olaf Scholz og Ursula von der Leyen blev væk, mens der var utilfredshed med, at den olieproducerende og autoritære stat Aserbajdsjan var vært for klimaforhandlinger, der skal lede os væk fra fossil energi og ind i en mere bæredygtig fremtid.
Det var altså med en vis skepsis, mange gik ind i COP29. En skepsis, der ikke blev mindre af, at man i år skulle lande en aftale af de helt store – nemlig hvor mange penge rige lande skal betale i klimakompensation til udviklingslande, den såkaldte klimafinansiering.
Og forhandlingerne om klimafinansiering blev da også et stort stridspunkt mellem de to fronter, ikke mindst i forhold til beløb, og hvad pengene skal gå til.
På den ene side stod udviklingslandene, som er hårdest ramt af klimaforandringer. Baseret på vurderinger fra FN’s ekspertgruppe, krævede de et beløb på 1,3 trillioner dollars – eller hvad der svarer til 9,18 billioner kroner – i klimabistand og argumenterede for, at pengene burde gives som donationer og hovedsageligt til beskyttelse mod klimakatastrofer.
På den anden side stod så de rige lande, der slet ikke nævnte et beløb før klimamødets sidste dag, og da det så endelig kom, var det noget mindre end kravet fra det globale syd – nemlig 250 milliarder dollars. De rige lande var desuden mere tilbøjelige til at give pengene som lån og til grøn omstilling som solceller og vindmøller.
Aftaleparterne var med andre ord langt fra hinanden, og nærmest traditionen tro landede de også først en aftale i sidste øjeblik. Her lød det, at de rigeste lande skal betale 300 milliarder dollar – svarende til 2.100 milliarder kroner – om året i 2035 i klimahjælp til udviklingslande.
Knap var aftalen kommet i stand, før kritikken strømmende ind. For udviklingslandene var det ikke bare et skuffende resultat, men direkte forræderi.
“[Vi er] forargede og dybt sårede over resultatet af COP29. Endnu en gang har de lande, der er mest ansvarlige for klimakrisen, svigtet os. Dette er ikke bare en fiasko. Det er et forræderi”, lød det blandt andre fra repræsentanter fra de mindst udviklede lande.
Samme toner kom fra afrikanske forhandlere, der kaldte aftalen for “for lidt og for sent”, mens Indien i en rasende tale til COP29 omtalte beløbet som “sølle”.
“Det beløb, der foreslås mobiliseret, er afgrundsdybt ringe. Det er en sølle sum”, rasede den indiske repræsentant Leela Nandan.
Også en lind strøm af miljøorganisationer var ude med hårde ord. I en pressemeddelelse kalder WWF Verdensnaturfonden eksempelvis aftalen for utilstrækkelig og et tilbageskridt for klimaet.
Det kan da også være svært at se retfærdigheden i aftalen. En måned inden COP29 kunne FN’s miljøprogram i en rapport konkludere, at den globale udledning af drivhusgasser er steget i 2023, og at G20-landene minus den Afrikanske Union er ansvarlige for 77 procent af den udledning. De mindst udviklede lande udleder til sammenligning blot tre procent.
Til trods for, at det er de rigeste lande, der udleder mest, er det det globale syd, der betaler prisen. En sætning, vi har hørt mange gange før, men som stadig er vigtig at understrege. Bare lige nu lider en række afrikanske lande kraftigt under oversvømmelser eller tørke, mens lande i Asien rammes af den ene tyfon efter den anden.
Set i det lys virker aftalen ganske rigtig too little, too late.