42-årige Nyayob Bol Gai kender alt til livet som krigsflygtning.
For ti år siden flygtede hun fra borgerkrigen i Sydsudan til nabolandet Sudan. Nu er hun vendt hjem, igen på flugt fra en borgerkrig, men denne gang i Sudan, der siden april 2023 har været sunket ned i en voldsom blodig strid mellem den nationale hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF).
Hun sidder i et blikskur i en FN-lejr i Renk i det nordlige Sydsudan med sin ene datter på skødet. Hun kigger ned i jorden, og hendes læber er trukket sammen til en spids mund. Uden for løber en gruppe børn om kap med et rullende dæk. En lille dreng med udspilet mave sidder og ser på, mens fluerne sværmer om hovedet på ham.
Det lyder som en kliché på en afrikansk flygtningelejr. Men sådan er virkeligheden i Renk knap to år efter krigens udbrud i Sudan.
Danwatch har besøgt byen, hvor FN’s flygtningeorganisation UNHCR hver dag modtager nye flygtninge. Siden april 2023 er mere end 900.000 mennesker flygtet fra Sudan til Sydsudan, og som den første by man når til efter grænseovergangen, er Renk et knudepunkt for flygtningestrømmene.
I byen møder man grufulde fortællinger om forbrydelser begået af begge krigens parter i Sudan: Voldtægter, plyndringer, kidnapninger, tortur og likvideringer. Men det bliver værre endnu, for flygtningene – hvoraf over 600.000 er tilbagevendte sydsudanesere som Nyayob Bol Gai – skal nu finde fodfæste i et land, hvor forudsætningerne for at genetablere sit liv er ufatteligt brutale.
Måske der ikke er krig i Sydsudan. Men så er der så meget andet. En oliekatastrofe, eksempelvis.

Danske feriepenge involveret
Nyayob Bol Gai falder resignerende sammen, mens hun fortæller. Og man forstår hende: Efter hun kom over grænsen i juni 2023, søgte hun sidste år mod sin hjemegn i Unity State. Men nu er hun allerede tilbage i Renk uden nogen idé om, hvad hun og hendes fire børn nu skal stille op.
“Man kan ikke leve et godt liv i Unity State. Olien har ødelagt alt. Vandet er sort, jorden er død, og både mennesker og dyr er syge. Sådan var det ikke, da vi rejste”, fortæller Nyabob Bol Gai.
Selvom FN’s lejre i Renk er overfyldte, og der er mangel på mad, medicin og arbejde og ingen uddannelsesmuligheder, vil Nyabob Bol Gai hellere bo her end i Unity State. Så slem er olieforureningen, siger hun.
Det er den sydsudanesiske stat sammen med selskaber fra Kina, Indien og Egypten, der står for olieproduktionen, men som blandt andre organisationen Global Witness tidligere har beskrevet, har vestlige investorer i mange år medfinansieret olieudvindingen i Sydsudan.
Nu kan Danwatch fortælle, at danskernes feriepenge siden 2021 er blevet investeret i det indiske olieselskab ONGC, der siden 2003 har opereret i netop Nyabob Bol Gais hjemegn, Unity State.
Det er sket, selvom en række danske pensionsselskaber, kommuner samt verdens største pengetank, den norske Oliefond, har ekskluderet ONGC.
“Vores ESG-samarbejdspartner er opmærksom på selskabets aktiviteter i Sydsudan og de dertil knyttede problemer”, skriver LD Fonde, der forvalter 46 milliarder kroner i dyrtidsmidler og feriemidler fra det offentlige, i en mail til interview.
LD Fonde har knap 7 millioner kroner investeret i ONGC.
Hvem er ONGC?
- Oil and Natural Gas Corporation er et statsejet indisk olie og -gasselskab. Deres forretning i Sydsudan drives af datterselskabet ONGC Videsh.
- ONGC Videsh deltager i to oliekonsortier i Sydsudan, The Greater Pioneer Operating Company (GPOC) og The Sudd Operating Company (SPOC). Begge opererer i Unity State.
- Den indiske virksomhed ejer cirka 25 procent af begge selskaber. Resten af aktierne er ejet af kinesiske CNPC og det statslige olieselskab Nilepet. I 2024 trak malaysiske Petronas sig fra begge konsortier.

Ingen øjne og gennemsigtig hud
Sydsudan blev selvstændigt fra Sudan i 2011 og er verdens yngste land. Det er også et af verdens absolut fattigste. 80 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, og 2,3 millioner mennesker er internt fordrevne, primært på grund af oversvømmelser eller væbnet konflikt. Borgerkrigen endte i 2018, men fredsaftalen er yderst skrøbelig, og et udskudt valg i slutningen af 2024 har spredt frygt for, at kampene vil blive genoptaget inden længe.
Landets store trækplaster er olien. Sydsudan har Afrikas tredjestørste reserve, og industrien udgør op mod 90 procent af statens årlige indtjening.
“Olien kunne have skaffet vækst og udvikling i Sydsudan. I stedet er det modsatte sket”, siger Timo Olkkonen, EU’s ambassadør i landet, da Danwatch møder ham i hovedstaden Juba.
Egbert Wesselink, Sydsudan-ekspert hos PAX, en hollandsk menneskerettighedsorganisation, er mere direkte:
“Sydsudan er den største oliekatastrofe i moderne historie”, siger han.
For sydsudanesere som Nyayob Bol Gai er olien blevet en decideret forbandelse. Undersøgelser viser, at olieforurening har øvet massiv skade på både mennesker og natur.
Forskere har blandt andet fundet høje koncentrationer af både bly og barium – et kemisk stof, der er hyppigt anvendt i olieproduktion – i hårprøver fra folk, der lever nær Tahr Jath-oliefeltet i Unity State, som ONGC er med til at drive. Jo tættere folk boede på oliefeltet, jo mere kontamineret var deres hår.
I en ny BBC-dokumentar beskrives det, hvordan Sydsudans mange oversvømmelser, som bliver stadig flere og voldsommere i takt med temperaturstigningerne, spreder forureningen længere og længere ud i landet.
Nyabob Bol Gai fortæller, at børn i Unity State er begyndt at blive født med deformiteter – hvis kvinderne overhovedet fuldfører deres graviditeter. Hverken lokalbefolkningen eller myndighederne er sikre på, hvad det skyldes, men man mistænker, at olieforurening er årsagen.
“Nogle af børnene har ingen øjne, andre har små hænder, og nogle har næsten helt gennemsigtig hud”, siger hun.
Lignende beretninger dukker løbende op fra de olieproducerende dele af Sydsudan. Et hospital i Koch County, også i Unity State, registrerede 15 babyer født med deformiteter mellem 2019 og 2013. Og i Ruweng blev fem børn på fire måneder sidste år født med uforklarlige defekter.
Der findes ingen undersøgelser, der påviser en sammenhæng mellem babyer født med deformiteter og olieforurening i Sydsudan, men i 2020 skrev nyhedsbureauet AP, at den sydsudanesiske regering tilbageholdte fire miljørapporter, der alle pegede på, at olieindustrien er skyld i en række sundhedsproblemer, herunder både aborter og fødselsdefekter.

Hvor der er olie, er der konflikt
Olieproduktionen i Sydsudan er ikke kun skyld i omfattende forurening. Olien er også en konstant kilde til etnisk og politisk uro.
Det kender Duot Koag Chai alt til. Han er tidligere mekaniker for Dar Petroleum, et af de tre store oliekonsortier i Sydsudan.
ONGC er ikke en del af Dar Petroleum, men det er det satslige olieselskab Nilepet, som den indiske virksomhed også samarbejder med.
Danwatch møder Duot Koag Chai i Renk, hvor han, ligesom Nyabob Bol Gai, er flygtet til fra Sudan efter at have rejst den modsatte vej under den sydsudanesiske borgerkrig. Han er iklædt en løs blå skjorte og bærer en stor rund sølvring. Hans pande er dækket af gaar, nuer-stammens karakteristiske ansigtsudsmykning, hvor man ridser panden i seks horisontale linjer.
“Olien har skabt splid mellem sydsudaneserne. Hvor der er olie, er der konflikter”, siger han.
Han sidder sammen med to andre mænd, der også er flygtet til Renk fra Sudans hovedstad Khartoum. De er alle nuer – en af de største etniske grupper i Sydsudan – og stammer fra byen Faluj ved oliefeltet Palogue.
Med Sydsudans skyhøje fattigdom og stadig flere småbønder truet på deres levebrød af klimaforandringer, er der kamp om at få del i pengene fra olieindustrien.
“Vi blev alle tre fyret, da vi fik en chef, der kom fra en anden stamme. Sådan fungerer olieindustrien her. Den er ødelæggende for landet”, siger Duot Koag Chai.
Olieselskaberne i Sydsudan er også anklaget for omfattende korruption og finansiering af vold mod civile.
I 2018 – tre år før LD Fonde investerede i ONGC – skrev The Sentry, en amerikansk organisation, der efterforsker forbrydelser begået af multinationale selskaber i udviklingslande, at den sydsudanesiske regering havde brugt Nilepet til at dirigere penge til militser hos Padang-folket i det nordlige Sydsudan kendt for alvorlige overgreb på civile.
“Olieindustrien i Sydsudan har bidraget til død og fordrivelse. Sådan har det været siden begyndelsen af borgerkrigen i 2013, hvor regeringen og oprørerne kæmpede om adgangen til oliefelterne, der blev centrum for væbnede kampe”, siger Egbert Wesselink.
Dialog med selskabet
LD Fonde har ikke ønsket at stille op til interview om deres investering i ONGC og selskabets olieudvinding i Sydsudan.
I en mail skriver de, at de har udliciteret overvågningen af de selskaber, de investerer i, da de med deres “begrænsede størrelse” ikke selv har de fornødne ressourcer.
“Ifølge vores ESG-samarbejdspartner har ONGC formuleret en strategi for due diligence vedrørende menneskerettigheder, som nu skal implementeres. Vores samarbejdspartner fortsætter med at overvåge og gå i dialog med selskabet. Hvis vores ESG-samarbejdspartner på et tidspunkt skulle vurdere, at selskabet ikke længere gør fremskridt som ventet, vil det blive ekskluderet fra vores investeringsunivers”, lyder det videre.
Tilbage i Renk kan Nyabob Bol Gai ikke se andre muligheder end at vente til at krigen i Sudan er drevet over. Hendes mand er stadig i landet, og forhåbentlig kan de genforenes, når freden kommer.
Hun skal i hvert fald ikke tilbage til Unity States oliebefængte land. Så er selv den overfyldte lejr i Renk at foretrække.
Danwatchs rejse til Sydsudan var arrangeret af FN’s flygtningeorganisation UNHCR. Danwatch dækkede alle udgifter selv.