Ulv i fåreklæder eller klimaets redning? Kontroversielle kreditter skaber debat i Afrika

Sidste år slog en rapport fra Climate Policy Initiative fast, at Afrika kun modtager 12% af den finansiering, kontinentet har behov for at kunne håndtere klimakrisens enorme konsekvenser. 

Og hvad gør man så ved det?

Svaret virker i stigende grad til at være klimakreditter, altså lovede CO2-reduktioner, som virksomheder (i princippet også stater og enkeltpersoner), der har svært ved at sænke deres egne udledninger, kan finansiere – eller købe om man vil – et andet sted i verden. I Liberias skove, Nigerias mangrover eller Kenyas højland, eksempelvis. 

I forbindelse med det globale klimatopmøde, COP27, i november sidste år blev den FN-støttede alliance Africa Carbon Markets Initiative dannet, og på Afrikas eget klimatopmøde i sidste uge, det første af sin slags, annoncerede alliancens indtil videre otte lande, at de vil intet mindre end 19-doble udstedelsen af klimakreditter frem mod 2030.  

For virksomheder er klimakreditterne attraktive, fordi de gør det muligt at fremvise en CO2-reduktion uden, at de behøver at omlægge hverken det halve eller det hele af forretningen. 

Og for de afrikanske lande kan kreditterne skaffe netop noget af den klimafinansiering, som Climate Policy Initiative viste, at der er så hårdt brug for. 

Umiddelbart ligner det en god løsning for alle parter. Hvis klimakreditterne kan hjælpe virksomheder med at minimere deres CO2-udledninger og samtidig sikre finansiering til nogle klimatiltag, de afrikanske lande måske ellers ikke ville have råd til, er det vel ubetinget positivt? 

Så simpelt er det dog ikke, siger blandt andre den kenyanske miljøorganisation Power Shift Africa. I anledningen af det afrikanske klimatopmøde i Nairobi udgav de en rapport om Africa Carbon Markets Initiative, der beskriver alliancen som en “ulv i fåreklæder”.

Power Shift Africas kritik er, groft sagt, todelt:

1. Klimakreditterne fungerer alene som et aflad for forurenende virksomheder i verdens rigeste lande, der dermed får en undskyldning for at fortsætte business as usual. En lignende kritik lancerede flere danske eksperter, da Danwatch i maj afdækkede en sag om Udenrigsministeriets støtte til en serie udskældte klimakreditter i Kenya.
2. Kreditterne udstedes alt for ofte på bekostning af lokalbefolkningernes rettigheder. Familier bliver fordrevet, og jord bliver inddraget – som i DR Congo, hvor hundredvis af mennesker er blevet fortrængt af en træplantage, der skal kompensere for den franske oliegigant Totals udledninger. 

Kritikken fra Power Shift Africa og andre lignende organisationer ændrer dog næppe på, at klimakreditterne er kommet for at blive i Afrika.  

“Vi står med en guldmine uden lige”, sagde William Ruto, Kenyas præsident, til det afrikanske klimatopmøde. “Vi kan absorbere millioner af tons CO2 hvert år til en værdi af milliarder af dollars”.