“Sådan har du aldrig set Mary før: Klædt på af afrikanske kvinder”.
Sådan lød en af de mange presseomtaler, da Kronprinsesse Mary og daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i november 2018 rejste til Kenya for at besøge Northern Rangelands Trust, en naturbeskyttelsesorganisation, som Udenrigsministeriet har støttet siden 2012.
Ved ankomst blev kronprinsessen og ministeren iklædt traditionelle kenyanske dragter og smykker, og imens kunne de begge fortælle den medrejsende presse, at den danske donordarling Northern Rangelands Trust gør en forbilledlig indsats for at involvere lokale kvinder i deres arbejde.
Fem år senere er Danmark stadig en af Northern Rangelands Trust hoveddonorer med små 39 millioner kroner udbetalt til organisationen i siden 2021.
I dag støtter Udenrigsministeriet blandt andet projektet Northern Kenya Carbon Project, der lover at trække 50 millioner tons CO2 ud af atmosfæren over de næste 30 år ved at “forbedre” græsningen for kvæghyrder i det nordlige Kenya.
Det lyder godt, men også for godt, vurderer danske eksperter samt en ny rapport fra den internationale ngo Survival International. Evidensen bag Northern Kenya Carbon Project er så usikker, at der ikke kan dokumenteres en klimaeffekt. Projektet kan ligefrem ende med at skade det globale CO2-regnskab.
“Det er godt, at vi er så rigt et land, at vi kan smide penge væk efter ren varm luft", siger Jørgen E. Olesen, professor på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
Danwatch henvendte sig første gang til Udenrigsministeriet fredag den 21. april, men har endnu ikke modtaget svar på spørgsmål til finansieringen af Northern Rangelands Trust.
I en pressemeddelelse sendt ud kort efter publiceringen af Survival Internationals rapport afviser Northern Rangelands Trust selv kritikken af Northern Kenya Carbon Project.
“Vi stoler fuldt ud på dataen og dokumentationen bag projektet”, skriver Northern Rangelands Trust.
Northern Kenya Carbon Project er en del af et voksende marked for såkaldte klimakreditter.
En klimakredit er en form for aflad. Selskaber, stater eller personer, der har svært ved at reducere deres egen CO2-udledning, kan kompensere ved at finansiere - eller købe om man vil - en CO2-reduktion et andet sted i verden. For eksempel i det nordlige Kenya hos Northern Rangelands Trust.
Siden 2012 har Northern Kenya Carbon Project tilbudt klimakreditter, og de har nogle af verdens største virksomheder som deres kunder. Både Netflix og Meta - virksomheden bag Facebook og Instagram - har investeret i projektet.
I sig selv er der intet galt med klimakreditter, mener Torben Chrintz, seniorkonsulent ved den grønne tænketank Concito. Så længe dem, der udbyder kreditterne, rent faktisk sikrer reelle CO2-reduktioner.
“Klimakreditter kan være en fin måde at skaffe finansiering til den grønne omstilling på”, siger han. “Men det kræver selvfølgelig, at der kan dokumenteres en positiv klimaeffekt på de konkrete projekter”
Og ifølge den britiske ngo’en Survival International er det netop, hvad Northern Rangelands Trust ikke kan. I deres rapport, der udkom i marts, kalder Survival International klimakreditterne for “vildledende, potentielt farlige og formentlig dømt til at fejle”.
Efterfølgende har Verra, den største certificeringsordning for klimakreditter, midlertidigt suspenderet Northern Kenya Carbon Project, ligesom den kenyanske regering har iværksat en undersøgelse af sagen.
Professor Jørgen E. Olesen bakker op om Survival Internationals konklusioner. Han har læst deres rapport igennem for Danwatch.
“Der er ikke skyggen af dokumentation for, at der rent faktisk sker en klimaforbedring”, siger han.
Der findes forskellige typer af klimakreditter. Der er dem, der slår sig op på beskyttelse og dyrkning af skov, og så er der dem, der vil lagre kulstof i jorden og altså reducere mængden af CO2 i atmosfæren.
Northern Kenya Carbon Project hører til sidstnævnte kategori.
Projektet baserer sig på en præmis om, at de lokale kvæghyrders gammeldags græsningsmetoder har udpint jorden og ødelagt vegetationen. Ved at modernisere og systematisere græsningen mener Northern Rangelands Trust dermed at kunne beskytte jorden bedre og forbedre dens evne til at lagre kulstof.
Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, finder ambitionen sympatisk, men også uden hold i virkeligheden.
"Projektet refererer til, at den traditionelle kvægdrift ødelægger jorden, men det er alene en antagelse. Der er ingen ordentlig dokumentation for, at det rent faktisk er sket”, siger han.
I Survival Internationals rapport beskrives det, hvordan Northern Rangelands Trust kun kan fremvise data på udviklingen af vegetationens kvalitet fra 2000 til 2012. Og selv i den periode er der ingen entydig forværring at spore.
“Der er blevet græsset uden problemer på de her arealer i tusinder af år. Hvorfor skulle det lige pludselig være et problem?”, siger Kåre-Press Kristensen.
I en udtalelse til certificeringsordningen Verra gør Northern Rangelands Trust opmærksom på, at hyrderne siden 1970’erne har udviklet sig fra at være fuldtonede nomader til i dag at bo i mere stillestående samfund. Ifølge organisationen har det ført til en nedbrydning af vegetationen.
Så længe der er så stor usikkerhed om selve projektets præmis, kan der ikke dokumenteres en positiv klimaeffekt, vurderer Kåre Press-Kristensen.
“Når det handler om klimakreditter, taler man om additionalitet, altså at de projekter, der investeres i, sikrer en klimaforbedring, vi var gået glip af, hvis det ikke havde været for investeringerne. Ellers er kreditterne jo intet værd i et klimaperspektiv”, siger han.
Netop derfor mener Jørgen E. Olesen også, at Northern Kenya Carbon Project allerede skulle være stoppet i “fødselsfasen”.
“Man har sat sig for at løse et problem, der formentlig slet ikke eksisterer”, siger professoren fra Aarhus Universitet. “Der mangler dokumentation for, at ændret græsning faktisk vil have en effekt på kulstoflagring i området, og der mangler især dokumentation for, hvordan der i dag overhovedet bliver græsset, herunder hvordan kvæget migrerer til andre græsningsområder.
Ifølge Kåre-Press Kristensen risikerer Danmark at støtte et projekt, der vil have en decideret skadelig virkning på klimaet.
“Opkøberne af kreditterne - Netflix og Meta for eksempel - vil typisk øge deres egne udledninger i troen på, at de har lavet en reel reduktion i Kenya. Hvis de ikke har det, kan sådan et projekt her i værste fald føre til en forøgelse af CO2-udledningen på globalt plan. Det må selvfølgelig ikke ske”, siger seniorrådgiveren fra Rådet for Grøn Omstilling.
Oscar Rothstein
