Åbner i en ny fane

MONEY MONEY MONEY

Så blev det endelig sidste bankdag i måneden! Læs MONEY MONEY MONEY –  nyhedsbrevet, der udkommer sammen med din løn.  

Klimakrisen fortsætter med at spidse til, men verdens udledninger af drivhusgasser fortsætter med at stige. Gæt hvilke nationer, der bremser global grøn omstilling?

En stor dansk pensionskasse tager et opsigtsvækkende skridt og siger farvel til investeringer fra Israel.  Og så tilbyder nyhedsbrevet også en afsløring af en stor danske bank, der lover guld og grønne skove, men stædigt holder fast i udlån til den fossile sektor.

Velkomment til nyhedsbrevet, hvor kapital og klima kolliderer.

Bb web
Donald Trump: "Klimaforandringerne er det største fupnummer verden nogensinde er blevet udsat for". Photo: Giada Papini Rampelotto/SIPA/Ritzau Scanpix

30/09/2025

USA holder verden fast i den fossile tidsalder

I bund og grund retter alle klimatiltag sig mod et kernemål: At reducere verdens samlede udledninger af drivhusgasser.

Det er reelt det eneste, som kan stoppe den globale opvarmning, der verden over forårsager hyppigere ekstremt vejr, som medfører stadig større ødelæggelser med alt, hvad det indebærer for mennesker, planeten og den globale økonomi og velstand.

10 år efter klimaaftalen fra 2015 i Paris fortsætter verdens samlede drivhusgasudledninger med at stige. Især øgede udledninger fra USA’s fossile sektor udligner effekten af reduktioner i andre lande. Det viser nye tal fra Climate TRACE for første halvår af 2025.

Climate TRACE er en uafhængig, non-profit koalition, stiftet af den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore. Climate TRACE offentliggør udledninger af globale drivhusgasser på et hidtil uset detaljeret niveau gennem brug af droner og anden intelligent teknologi. 

Siden Parisaftalen blev indgået i december 2015 af 196 lande under FN, er det stadig ikke lykkedes at vende udviklingen fra stigende til faldende udledning af drivhusgasser. 

Det er en klima- såvel som en politisk katastrofe med potentielt meget store konsekvenser for mennesker og planeten.

Parisaftalen er bindende, vel at bemærke kun så længe et land bakker den op, og har til formål at begrænse den globale opvarmning til maksimum to grader celsius over det førindustrielle niveau. 

Ifølge FN’s miljøagentur, UNEP, er verden på vej mod en temperaturstigning på op mod 3,1 grader i dette århundrede. Det vil ifølge videnskaben medføre store negative konsekvenser på mange forskellige områder for både mennesker, dyr og økosystemer. 

Det eneste middel til at bremse udviklingen, vi med sikkerhed ved virker, er øjeblikkelige radikale reduktioner af drivhusgasudledninger fra afbrænding af fossile brændsler.

Ifølge Climate TRACE udledte verden 30,99 milliarder ton CO2 fra januar til juni i år. Det er 0,13 procent mere end i samme periode sidste år.

Dermed er verden fortsat meget langt fra at være i reel grøn omstilling. Målet fra Paris i 2015 er ikke indfriet, og situationen forværres fortsat måned efter måned. 

Ct releases 202509 visuals figure 3 a1105cf6b2
Verdens samlede udledninger fortsætter med at stige. Kina, USA, Indien, Rusland og Brasilien er verdens største udledere. Kun Ruslands udledninger falder. Kilde: Climate TRACE.

Uanset hvor tilfredse og glade Danmark eller danske virksomheder er – og skal være – for egne grønne bedrifter, ændrer det ikke på ret meget, før verdens samlede drivhusgasudledninger falder. Det er et faktum! 

Tallene fra Climate TRACE viser ikke overraskende, at det er fossil afbrænding, der driver klimakrisen og den faretruende stigende globale opvarmning. 

Olie, kul og gas stod alene for stigende udledninger på 77,65 millioner ton CO2 i årets første seks måneder.  Det er en stigning på 1,5 procent i forhold til samme periode sidste år, hvoraf halvdelen alene kan tilskrives udledninger fra den amerikanske fossile sektor. 

Det harmonerer ironisk vis på den amerikanske præsident Donald Trumps ord ved FN’s Generalforsamling i sidste uge, hvor præsidenten i sin tale slog fast, at “klimaforandringerne er det største fupnummer verden nogensinde er blevet udsat for”. 

Donald Trump på talerstolen ved FN’s Generalforsamling: UN Web TV/Youtube/United Nations

Udtalelsen fik da også Danmarks klimaminister, Lars Aagaard (M), til at reagere. 

“Den amerikanske præsident er jo fri til at have holdninger – det er vi allesammen – men jeg synes måske, at grænsen mellem fakta og holdninger blev lidt udvasket i går”, sagde Lars Aagaard. 

Modsatrettede bevægelser globalt

Som beskrevet i MONEY MONEY MONEY #3 står Kina for de største reduktioner i drivhusgasser med et fald på 0,5 procent.  Men den positive kinesiske udvikling bliver globalt set mere end udlignet af stigende udledninger fra især USA, Indien og Brasilien.  

Også EU, der ofte præsenterer sig selv som en grøn frontløber, så i første halvår 2025 en mindre stigning i drivhusgasudledninger på 0,15 procent. 

På positivsiden er det værd at nævne, at det globale drivhusgasudslip fra energisektoren faldt med 0,8 procent, svarende til 60 millioner tons CO2. 

Det er ifølge Climate TRACE det største fald på tværs af alle sektorer i den opgjorte periode. Forklaringen skal især findes i Kina og Indien, hvor udledninger fra elproduktionen isoleret set faldt med henholdsvis  1,7 og 0,8 procent i forhold til første halvdel af sidste år. 

Her spiller de to landes hastige tempo i udviklingen af sol- og vindenergi en stor rolle. Det er her – trods fortsat fossil ekspansion – håbet om en samlet global grøn omstilling lige nu skal placeres.  

Mens tal fra energisektoren giver håb om, at global grøn omstilling er undervejs, afslører det samlede billede, at verden fortsat er fanget i den fossile tidsalder, hvor den nuværende amerikanske præsident er kronvidnet på den realitet.  

Piktogrammer 14

AkademikerPension ekskluderer staten Israel

AkademikerPension har besluttet at ekskludere staten Israel som investeringsmulighed. Begrundelsen er, at Israels militære operation i Gaza overtræder pensionskassens politik for ansvarlige investeringer.

Eksklusionen sker på baggrund af en vurdering af,at den igangværende konflikt ikke er i overensstemmelse med de internationale principper om proportionalitet, beskyttelse af civile og adgang til humanitær bistand.

“I AkademikerPension har vi en systematisk tilgang til at monitorere stater, når det kommer til overholdelse af vores politik for ansvarlige investeringer. I denne situation har monitoreringen konstateret vedvarende brud på menneskerettighederne, og derfor har vi ekskluderet staten Israel og statskontrollerede virksomheder fra vores investeringsunivers,” udtaler administrerende direktør Jens Munch Holst i en meddelelse om sagen. 

AkademikerPension oplyser, at de pr. dags dato ikke har beholdninger i staten Israel eller i statsejede israelske selskaber.

Piktogrammer 10

Rapport: Danske Bank har ikke nedbragt fossil finansiering

NGO’en Reclaim Finance har udgivet en ny rapport om forholdet mellem grøn og sort finansiering hos verdens 65 største banker – herunder Danske Bank og Nordea.

I et klimaperspektiv er konklusionen nedslående, da Reclaim Finance konstaterer, at bankerne sender mere end dobbelt så mange penge til den fossile sektor, som de gør til udvikling af vedvarende energiforsyning.

Det afspejler naturligvis den globale markedssituation på energimarkedet. For klimaet er det dog  ingen trøst, ogtallene udstiller samtidig, at bankernes “storytelling” om grøn omstilling er mere eller mindre fordrejet – i bedste fald et pænt stykke fra hele sandheden.

Det gælder blandt andet for Danske Bank, som ifølge Reclaim Finance på positivsiden har øget sine bankforretninger inden for bæredygtig finansiering – det gælder  eksempelvis grønne obligationer og lån til energioptimering, som er steget med 25 procent fra 2023 til 2024.

Men rapporten blotlægger samtidig, at Danmarks største bank i samme periode overhovedet ikke har nedbragt sine udlån og bankkreditter til den fossile sektor. De forbliver på samme niveau. 

Sagt på en anden måde: Danske Bank skruer op for grøn finansiering, men lader samtidigt de sorte investeringer køre videre på samme niveau. 

2023 var ellers året, hvor Danske Bank lancerede en ambitiøs klimaplan, som med bankens topdirektør Carsten Egeriis’ ord skulle sikre, at banken ikke er “eksponeret over for virksomheder, hvis forretningsmodel udgør en risiko på grund af manglende omstillingsvilje”.

Man kunne derfor med rimelighed forvente, at netop udlån og kredit til fossile virksomheder i den efterfølgende periode ville falde. Forventningen er ikke blevet indfriet.  

Ifølge Reclaim Finance har bankens klimaplan ikke haft konsekvenser for en eneste af bankens kunder i det fossile segment. Banken har hverken øget eller reduceret sine udlån eller kreditgivning til den fossile sektor.

Konklusionen vil nok ikke overraske læsere af Danwatch-undersøgelsen “Store huller i Klimaplanen”, der over to år i flere artikler har dokumenteret, at Danske Bank trods grønne ambitioner fortsætter med at finansiere olieselskabernes ekspansionsplaner og øvrige aktiviteter, der forværrer klimakrisen. 

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

Hold øje med din løn på sidste bankdag i måneden. Der udkommer næste udgave af MONEY MONEY MONEY – nyhedsbrevet hvor klima og kapital kolliderer.

Joachim Kattrup

Læs meget mere om klima og kapital
i mit nyhedsbrev MONEY MONEY MONEY. Skriv dig op her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.