2. juli 2021

“De sulter ikke bare. De bliver sultet”. I Etiopien er hungersnød et våben

Otte måneder efter Etiopiens premierminister Abiy Ahmed erklærede krig mod Tigrayfolkets Befrielsesfront, står det østafrikanske land i den største enkeltstående sultkatastrofe i et årti.

Krigen i Tigray har fået mange etiopere til at flygte ind over grænsen til Sudan. Her står nogle af dem i kø for at få udleveret mad i lejren Um Raquba.

Etiopien skælver. Mandag aften, den 28. juni, genvandt oprørere fra Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF) kontrollen over Mekelle, den regionale hovedstad i Tigray, som premierminister Abiy Ahmeds tropper indtog for otte måneder siden. Få timer efter annoncerede den føderale regering en våbenhvile, der vil løbe til såsæsonens afslutning i september og efter sigende give de lokale farmere mulighed for igen at passe deres jord. 

Udviklingen bliver budt velkommen af det internationale samfund, som i månedsvis har opfordret parterne til netop at indstille kampene. Men belært af krigens konstante propaganda er mange iagttagere endnu forsigtige med konklusionerne; Er våbenhvilen i virkeligheden kun et udtryk for, at regeringsstyrkerne taber terræn? Og vil den overhovedet blive respekteret? 

En af dem, der tvivler, er Alex de Waal, direktør for forskningsinstitutionen World Peace Foundation og en af verdens førende Etiopien-forskere. 

“Våbenhvilen forbedrer ikke den humanitære situation i Tigray. For det første er den tidsbegrænset og dermed næppe meget mere end en anledning til at opruste og gøre sig klar til nye kampe. For det andet er det slet ikke våbnene, der er skyld i de største lidelser. Det er manglen på mad, og der er for eksempel ikke noget, der tyder på, at nødhjælpskonvojerne vil få lov til at komme i nærheden af områderne kontrolleret af TPLF”, siger han.  

Premierminister Abiy Ahmed insisterer ellers på, at der er mad nok. “Der er ingen sult i Tigray”, sagde han til BBC Africa for et par uger siden. Men det er løgn. Ifølge FN har vi at gøre med den største enkeltstående sultkatastrofe i minimum et årti, og lige nu anslås det, at op mod 900.000 mennesker i Tigray lider af hungersnød. Millionvis balancerer på randen.

“De sulter ikke bare”, siger Alex de Waal. “De bliver sultet. Vi er vidne til en systematisk udsultningskampagne fra den etiopiske stat”. 

“Fødevaresituationen i Tigray minder mere og mere om den landsdækkende hungersnød i 1984, hvor over én million etiopiere mistede livet. Forskellen er bare, at denne er menneskeskabt”, siger han.

Fløjlshandskerne er røget

Det er mildest talt svært at få til at stemme overens med det aktuelle Etiopien, men for ikke længe siden var landet - og særligt Abiy Ahmed - lidt af en international darling. Premierministeren tiltrådte i 2018, og bare året efter fik han tildelt Nobels fredspris for at have bilagt den årtier lange strid med nabolandet Eritrea. I dag står fordømmelserne i kø, og komitéen bag Nobels fredspris bliver opfordret til at træde tilbage. 

Hvad er der sket? 

Faktisk ikke det store ifølge Alex de Waal - paradoksalt nok: 

“Abiy Ahmed var aldrig den storslåede demokrat, som han blev udråbt til, og fredsaftalen med Eritrea aldrig det behjertede dokument, som det blev hyldet for. Det er ikke Abiy Ahmed eller Etiopien, der har ændret sig. Det er bare først nu, at han, legitimeret af Nobels fredspris, har smidt fløjlshandskerne”, siger han. 

“Abiy Ahmed er uddannet i den etiopiske hær, han er ikke demokratisk valgt og står i spidsen for det, der altid har været en autoritær stat. Det fornægter sig ikke”, siger Alex de Waal.

Forholdet til Eritrea er nok mest sigende. Fredsaftalen blev markedsført som...ja, en fredsaftale, men i virkeligheden, bemærker Alex de Waal, var det snarere en “militær pagt” møntet på bekæmpelsen af en fælles fjende: Tigrays lokale magthavere, TPLF.

Fra 1991, da det såkaldte Derg-regime blev væltet, til Abiy Ahmed blev premierminister i 2018 havde TPLF stor landspolitisk magt. Selvom Tigray kun udgør 6-7 procent af den etiopiske befolkning, havde befrielsesfronten kontrol over landets militær og efterretningsvæsen. Det har Abiy Ahmed - der selv tilhører Oromo-folket, en anden af Etiopiens mange etniske grupper - gjort op med. Han er centralist og vil samle så meget magt som muligt hos den føderale regering i hovedstaden Addis Ababa.

I november 2020 blev spændingerne til regulær krig. Et par måneder forinden havde TPLF trodset Abiy Ahmeds udsættelse af parlamentsvalget og afholdt deres eget lokalvalg, og da tigrinerne så angreb en statslig militærbase uden for Mekelle, svarede Abiy Ahmed, støttet af Eritrea og militsgrupper fra Amhara-regionen, resolut igen. Siden er over to millioner blevet drevet på flugt, og tusindvis har mistet livet.

Der er tre overlappende konflikter på færde, forklarer Alex de Waal:

“Efter at have været en dominerende koalitionspartner i 27 år er TPLF blevet marginaliseret, og det har skabt splid mellem Tigray og Addis Ababa. Dernæst er der et mere grundlæggende spørgsmål om Etiopiens føderale struktur; altså hvor meget magt skal de enkelte regioner have i forhold til centralregeringen? Og så handler det om, at Eritrea vil hævne sig på TPLF, som de i slutningen af 1990’erne udkæmpede en blodig grænsekrig med”, siger han

Tiden er inde til handling. Vi står over for et jugoslavisk scenarie, hvor ikke bare Tigray, men hele Etiopien falder fra hinanden, og så bliver det først rigtig, rigtig svært at genetablere en politisk orden

Alex de Waal, direktør i World Peace Foundation og Etiopien-forsker

Fødevaresituationen i Tigray minder mere og mere om den landsdækkende hungersnød i 1984, hvor over én million etiopiere mistede livet. Forskellen er bare, at denne er menneskeskabt.

Alex de Waal, direktør i World Peace Foundation og Etiopien-forsker

Udsultning er et effektivt og billigt våben

Efterhånden er det bredt anerkendt, at Abiy Ahmeds styrker ikke kan hamle op med TPLF. “Hvis det ikke var for hjælpen fra Amhara og især Eritrea, havde premierministeren tabt Tigray for længst. Det er derfor, at eritreanerne stadig er i landet, selvom det flere gange er blevet meddelt, at de vil trække sig ud”, siger Alex de Waal. 

Men borgerkrigen i Etiopien er altså mere end en guerillakrig. Det er også en krig på forsyninger, som norske Bistandsaktuelt blandt andet har afdækket. 

“Abiy Ahmeds går målrettet efter at udsulte tigrinerne. Det er et effektivt, billigt våben, og så er det også en måde at sikre sig, at regionen ikke kommer på fode igen lige foreløbig. Tag ikke fejl, det er ambitionen: at eliminere Tigray én gang for alle”, siger Alex de Waal. 

Han minder om, at Tigray for bare otte måneder siden var anset for at være fødevaresikkert. Godt nok lige på kanten, men trods alt sikkert. Det hører også med, siger han, at Etiopien fik afværget en truende hungersnød, da landet i 2015 blev ramt af en historisk tørke og høsten slog fejl. 

Med andre ord: hvis man ville have undgået en sultkatastrofe i Tigray, så havde man gjort det. 

“Den etiopiske hær og dens allierede har fordrevet tigrinerne fra regionens mest fertile områder og truet bønderne til ikke at dyrke jorden. De har systematisk plyndret og ødelagt enhver slags infrastruktur; landbrug, elektricitet, butikker, hospitaler, vandforsyninger, fabrikker med mere. De har begået voldsomme seksuelle forbrydelser mod kvinder, så de ikke har turdet gå til markedet for at skaffe mad. Og sidst men ikke mindst har de blokeret for den humanitære hjælp, der ellers ville kunne kompensere for nogle af alle uhyrlighederne”, siger Alex de Waal.

Geopolitiske implikationer

Den 21. juni afholdt Etiopien det parlamentsvalg, som Abiy Ahmed i efteråret udskød. Normalt ville det være en begivenhed med stor, international opmærksomhed, men situationen i Tigray fik visse oppositionspartier til at boykotte og flere observatører har erklæret afstemningen illegitim.  

“Det er en uhyggelig udvikling, som jeg ved, at mange afrikanske statsledere virkelig er bange for”, siger Alex de Waal.

“Et ustabilt Etiopien vil slå sprækker i store dele af Afrika og også kunne mærkes i Europa. Etiopierne er den største bidragsyder til fredsbevarende indsatser i Afrika, og deres diplomati har været vigtigt for fredsforhandlinger i lande som Sudan og Somalia. Jo længere Tigray-konflikten trækker ud, jo færre midler vil de have til den slags”, siger han. 

Det samme gælder håndteringen af flygtninge:

“Etiopien huser millioner af flygtninge fra nabolandene og har de seneste år bragt mange mennesker ud af fattigdom. Pludselig er situationen vendt på hovedet. Nu producerer Etiopien sine egne flygtninge, og mange af dem vil med al sandsynlighed kigge mod Europa”, siger Alex de Waal. 

Derfor undrer han sig også over, at det internationale samfund - navnlig USA, FN og EU - endnu ikke er gået videre end de sædvanlige fordømmelser:

“Tiden er inde til handling. Vi står over for et jugoslavisk scenarie, hvor ikke bare Tigray, men hele Etiopien falder fra hinanden, og så bliver det først rigtig, rigtig svært at genetablere en politisk orden”, siger han. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Leave this field blank
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram