18. november 2015

Slaveri til havs: Retssag påbegyndt i omfattende indonesisk fiskeriskandale

Indonesien har indledt en retssag mod otte mænd, der er anklaget for menneskesmugling og brug af slavearbejde. Sagen trækker tråde til flere Sydøstasiatiske lande.


Anklager om menneskesmugling og slaveri er kommet frem, efter en undersøgelse fra Associated Press i marts 2015 afslørede omfattende og systematisk misbrug af migrantarbejdere fra blandt andet Myanmar, Bangladesh, Cambodia og Laos i den indonesiske og thailandske fiskerisektor.

De otte anklagede er kaptajner fra det thailandsk- og indonesisk-ejede firma Pusaka Benjina Resources, der er en af de største fiskerivirksomheder i Indonesien.

 

Afviser slaveri

Fiskerbådene er til havs i flere måneder ad gangen, og når de en sjælden gang lægger til kaj, er det på afsides øer uden mulighed for flugt. Aung Naing Win, der er en af de arbejdere, som AP har interviewet, fortæller, at flere arbejdere begik selvmord ved at kaste sig over bord. Han beskriver, hvordan han selv arbejdede i skibets fryser uden tilstrækkeligt udstyr:

“Det var så koldt at mine hænder brændte. Ingen bekymrede sig for, om vi døde eller ej”.

Ifølge lokale medier, anerkendte driftschef Herman Wir Martino i april, at Pusaka Benjina Resources havde mishandlet arbejdere, men afviste at de anvendte slavearbejde. Hvis de anklagede bliver kendt skyldige, risikerer de fængselsstraffe på op til 15 år.

Ifølge Jens Aarup, konsulent for LO’s ulandssekretariat i Thailand, kan frygten for at miste det lukrative europæiske marked være en af forklaringerne på, at de indonesiske myndigheder indtil videre kun retsforfølger kaptajner og ikke ledelsen i Pusaka Benjina Resources, fordi de derved kan underspille problemet.

EU advarede i april Thailand om, at hvis de ikke gjorde op med ulovligheder i fiskeribranchen, herunder anklagerne om menneskesmugling, så kunne det afføde sanktioner mod import af thailandsk fisk og skaldyr i EU.

“EU gav en relativt kort frist på seks måneder til Thailand, om at bringe forholdene i fiskeribranchen i orden i overenstemmelse med internationale standarder, så frygten for et forbud fra EU kan forklare, hvorfor indoneserne handler, men ikke kører sagen op”, vurderer Jens Aarup.

 

“De snød og løj for mig”

Thailand er en af verdens førende fiskerinationer med en årlig eksport af fisk og skaldyr til en værdi af mere end 50 milliarder kroner, ifølge den internationale arbejderorganisation (ILO), men landet er samtidig også centrum for et netværk af menneskesmuglere, der strækker sig over hele Sydøstasien.

Fiskeri i regionen er både hårdt og farligt arbejde, som derfor har haft svært ved at tiltrække tilstrækkelig arbejdskraft. Det har ifølge AP ført til, at fattige migranter fra de omkringliggende lande bliver lokket til Thailand med løfter om lukrative jobs i blandt andet byggebranchen for derefter at blive bortført eller på anden måde tvunget til at arbejde på thailandske fiskerbåde. Årtiers overfiskning i thailandske farvande har fået kaptajnerne til at søge udenlands i jagten på den næste fangst, hvilket altså tilsyneladende har ført slavearbejdet til Indonesien.

En af arbejderne fortæller AP, at han tog et job på en thailandsk fiskerbåd, på den betingelse at han ikke ville forlade thailandsk farvand, fordi han havde hørt, at man ikke vendte tilbage fra Indonesien:

“De snød og løj for mig, og nu er jeg her i Indonesien”.

Undervejs fik han udstedt falske papirer og fik et falsk thailandsk navn, så myndighederne ikke skulle opdage, at han var der mod sin vilje.

Ansporet af AP’s afsløringer, igangsatte de indonesiske myndigheder deres egen efterforskning, hvilket i april 2015 førte til, at 320 arbejdere blev befriet fra Pusaka Benjina Resources områder på den afsidesliggende indonesiske ø Benjina. De nyligt befriede arbejdere kunne ifølge AP fortælle om kummerlige forhold, der blandt andet omfatter systematisk vold, ingen eller meget lav løn, underernæring, arbejdsdage på op til 22 timer i døgnet, ufrivillig indespærring og ingen mulighed for at forlade firmaets varetægt.

 

2.000 migranter befriet

Som følge af afsløringerne er Pusaka Benjina Resources blevet lukket af de indonesiske myndigheder, og over 2.000 migrantarbejdere er indtil videre blevet genforenet med familie og venner i deres hjemlande i Sydøstasien, som mange ikke har haft kontakt til i årevis, skriver Cambodia Daily.

Den Internationale organisationen for Migration (IOM) arbejder sammen med indonesiske myndigheder om at behandle og give krisehjælp til befriede arbejdere, mens de venter på, at de kan vende hjem. De går dog en usikker fremtid i møde, ifølge IMO, da arbejdet både har sat sine fysiske og psykiske spor, og da det stadig er usikkert, hvorvidt og hvordan de kan få kompensation. Kieran Gorman-Best, der leder IOM’s arbejde i Myanmar, understreger de befriede arbejderes skrøbelige situation:

“Vi ved, at mange af arbejderne vender tilbage til deres familier med gæld og med medicinske og psykiske behov. Vi må ikke glemme behovet for, at disse mænd får kompensation, og at bagmændene skal holdes ansvarlige”, siger han på IOM’s hjemmeside.

Læs også

Danwatch har tidligere sat fokus på de omfattende problemer i produktionen af varmtvandsrejer fra Thailand.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram