En Danwatch-undersøgelse

Jagten på Kwabena: En pakke med udskåret frugt fortæller en vigtig historie om bæredygtighed

Jagten på denne ananasfarmer, der var posterboy for en bæredygtighedskampagne, ledte til en overraskende historie. Foto: Olivier van Beemen

Redaktør: Jesper Hyhne | Executive Editor: Jesper Nymark | Vil du vide mere om denne undersøgelse, kan du kontakte Danwatch her

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
14. december 2020
Coop har i gennem flere år solgt udskåret frugt, der er fløjet ind fra Ghana i kølede containere. Det er den mest bæredygtige måde at gøre det på, siger producenten, et britisk firma ved navn Blue Skies, der prises for dets arbejde med udvikling. Vi fulgte frugterne til Ghana for at finde ud af, om det kunne passe – og for at finde en mand ved navn Kwabena, som ifølge en reklamekampagne har fået et bedre liv takket være Blue Skies.

“Åbn munden, luk øjnene og nyd noget lækkert,” står der på pakkerne, der en efterårsmorgen ligger og frister i Irmas kølemontre.

Inde i pakkerne ligger der mango, ananas og blandet frugt. De er skåret i sirlige tern, så man hurtigt kan stille den lille sult med en sund snack. 

Det, der ikke står på pakken, er, at frugten har været på en 6.000 kilometer lange rejse med fly og lastbil, inden den landede i kølemontren, hvilket ifølge eksperter udleder væsentligt mere CO2, end hvis frugten var blevet sejlet. 

Få dage inden har frugten befundet sig på plantager i Ghana, hvor den er blevet høstet af markarbejdere. Kort efter er den blevet kørt til en fabrik lidt uden for landets hovedstad Accra.

Inde på fabrikken står fabriksarbejdere på lange rækker og skærer mangoen i tern, inden den føres ind i et tilstødende nedkølet lokale, hvor andre fabriksarbejdere i store vinterjakker pakker den i bakker, som bliver pakket i kasser af bølgepap, der bliver pakket i en container sammen med tøris, der bliver pakket i en kølevogn.

Kølevognen kører frugten til Kotoka Lufthavn i Accra, hvorfra den bliver fragtet med fly til Amsterdam. Lige så snart frugten har ramt jorden igen, er den blevet transporteret videre til Danmark med lastbil og sendt ud i Coops butikker. 

Medarbejdere står på rad og række i Blue Skies fabrik i Ghana.
Foto: Olivier van Beemen. 

På under 48 timer er frugten blevet høstet, skåret, pakket og har rejst 6.000 kilometer, mens små sensorer har sikret, at temperaturen er mellem 0 og 5 grader, for ellers vil den skårne frugt nå at blive dårlig, inden den rammer supermarkedshylderne. Det er den mest bæredygtige måde at gøre det på, forklarer de i Blue Skies, det britiske firma, som får høstet, udskåret og fragtet frugt fra seks afrikanske lande. 

Faktisk har bæredygtighed været virksomhedens drivkraft, siden den blev stiftet i 1997, og  den har vundet flere priser, der beviser det. Sådan skriver Blue Skies med store typer i rapporter og strategier, og sådan siger den administrerende direktør Hugh Pile, når man taler med ham. 

“Da Blue Skies blev dannet for 22 år siden, var det med bæredygtighed som kernen i den måde, der blev tænkt på, og sådan gør vi det stadig”, siger Hugh Pile på en forbindelse fra Storbritannien, hvor virksomheden har hovedkvarter.

DOKUMENTATION

Pakken viser kun, at Blue Skies har hjemme i England. Ikke at frugten er høstet og skåret i Ghana.

Spørgsmålet er så bare, hvor bæredygtigt det er at skære frugten ud i Ghana, så man er tvunget til at flyve den i store kølede containere. Forskning fra bl.a. FN’s klimapanel IPCC viser, at CO2-udslippet bliver mange gange større, når man transporterer varer med fly i stedet for med skib. Samtidig beskylder tidligere ansatte Blue Skies for at have dårlige arbejdsforhold på fabrikken i Ghana, hvor de fleste angiveligt skulle være ansat i midlertidige, dårligt betalte stillinger og knap kan få lov at gå på toilettet.

Irma og Coop har for nyligt opsagt deres aftale med Blue Skies, men det er ikke på grund af klima eller arbejdsforhold. Tværtimod var Coop imponerede, da de besøgte fabrikken, og Blue Skies afviser selv beskyldninger om dårlige arbejdsforhold i stærke vendinger. Men når man ser nærmere på den lille pakke med frugt, så gemmer den på en større historie om, hvordan vores mad finder vej til køledisken; hvilke konsekvenser det har, at vi vil have lækker frisk mango, der er skåret ud for os; og hvad det overhovedet betyder, når vi siger, noget er bæredygtigt.

Jagten på Kwabena

Historien om Blue Skies begynder et lidt andet sted. Med en plakat i butikkerne hos en hollandsk supermarkedskæde ved navn Albert Hejn. 

På plakaten står en ghanesisk ananasfarmer ved navn Kwabena og smiler. Nedenunder står der “Dubbel Lekker” med store typer, og nedenunder det forklarer teksten, at ananasen “ikke bare smager godt, den giver også en “god følelse”, fordi Albert Hejns leverandør sammen med Albert Hejns egen fond “bidrager til bedre leveforhold” for de ghanesiske lokalsamfund, hvor frugten kommer fra. Den leverandør, som plakaten henviser til, er Blue Skies.

Albert Hejn

“Vores frugt smager ikke bare godt, det giver også en god følelse. Det er fordi vores producenter sammen AH Foundation bidrager til bedre leveforhold for lokalsamfundene”, står der på plakaten.

Albert Hejn er den største supermarkedskæde i Holland. AH Foundation blev stiftet i 2007 og er en udviklingsfond, der laver forskellige projekter i de lande, der forsyner Albert Hejn. I 2019 havde fonden et budget på 2,6 millioner euro.

Da den hollandske graverjournalist Olivier van Beemen så plakaten, besluttede han sig for at undersøge, om det kunne passe. Var de skårede frugter virkelig med til at udvikle lokalsamfundene? Var det virkelig “Dubbel Lekker”? I slutningen af 2019, drog han ud på en rejse for at finde Kwabena og høre, hvordan hans liv var blevet ændret af Blue Skies.

Lad os bare sige det, som det er: Turen bød på en række interessante afstikkere og ledte til en historie, som Blue Skies modsætter sig og kritiserer, fordi de synes, den er misvisende og ubalanceret. Direktør Hugh Pile, er ganske enkelt “såret”, siger han. 

Den artikel, du læser nu, bygger på den ene side på Olivier van Beemens research og på den anden side på interviews og korrespondancer med Hugh Pile og Blue Skies.

Drøm videre

Blue Skies blev dannet i 1997 af Anthony Pile, der er far til Hugh Pile. Han var allerede direktør i frugtbranchen, da han fik ideen om at importere færdigpakket frugt til Europa. Men hans daværende arbejdsgivere i Orchard House Foods synes, det var urealistisk, eller blue sky thinking, som briterne kalder det. 

I dag, 23 år senere, er Blue Skies en succes på flere fronter. Selskabet omsatte ifølge deres årsberetning for næsten 900 millioner kroner i 2018 og havde et overskud på mere end 35 millioner kroner før skat. De har kontorer i seks lande og beskæftiger omtrent 4.000 mennesker. Anthony Pile har modtaget en orden af det britiske kongehus for sine internationale forretninger, Blue Skies har en hel side dedikeret til alle de priser, de har vundet, og firmaet har et godt rygte i udviklingssektoren.

Ligesom andre virksomheder har Blue Skies været ramt af corona, men ellers nyder virksomheden godt af, at flere og flere i flere og flere lande gerne vil have sund og nem mad. 

Da Danwatch taler med Hugh Pile, vender han flere gange tilbage til en tanke om, at “værdien skal tilbage til kilden”. Ved at frugten bliver skrællet, skåret og pakket lokalt, skaber Blue Skies beskæftigelse i en lille gruppe udviklingslande, hvor de også bidrager til den lokale økonomi og udvikler områderne teknologisk. I Ghana alene har virksomheden ansat mere end 1.000 medarbejdere.

Størstedelen af virksomheden ejes af familien Pile, mens den største eksterne aktionær med 19,5 procent af aktierne er investeringsfonden 8 Miles, der ejes af den irske sanger og filantrop Bob Geldof, der er kendt for at arrangere LiveAid-koncerten i 1985 – men også har  fået kritik for at placere netop 8 Miles i et skattely.

Afsted til Ghana

Blue Skies’ ghanesiske fabrik og hovedkvarter ligger 30 kilometer nord for hovedstaden Accra i en by ved navn Nsawam, der fungerer som en økonomisk frihandelszone. Det betyder, at Blue Skies ikke har skulle betale skat de første ti år og siden da har fået en pæn rabat, så de betaler 15 procent virksomhedsskat i stedet for 25 procent.

Det var her, at Olivier van Beemen ville gå jagt efter Kwabena, den lykkelige ananasbonde fra plakaten.

Det begyndte godt. På dagen hvor den hollandske journalist landede i Accra, hvor der bor mere end fire millioner mennesker, satte han sig ind i en taxi med en chauffør, der tilfældigvis kendte en tidligere ansat på Blue Skies’ fabrik ved navn Sarah Nortey.

Sarah Nortey boede i en landsby ved navn Fotobi blandt farmere, der også leverede til Blue Skies. Fotobi ligger midt i en frodig dal, hvor farmerne udover ananas dyrker papaya, bananer, rød peber, majs og tomater. 

I Fotobi blev Olivier van Beemen igen tilsmilet af heldet. Kort tid efter ankomsten til byen, var der en mand, der genkendte Kwabena fra plakaten.

“Det er Attakra”, sagde han overbevisende.

“Han bor i Pokrom, et par landsbyer herfra”.

Olivier van Beemen får hjælp af en lokal ghaneser i sin jagt på Kwabena. Foto: Olivier van Beemen.

Dalen, som Fotobi og Pokrom ligger i, er et af de steder, der skal give en god følelse, når man spiser frugt fra Albert Hejn og Blue Skies, fordi det er med til at sikre bedre leveforhold. 

I 2019 år brugte Albert Hejn og Blue Skies ifølge deres fælles fonds årsrapport 1,2 millioner kroner på forskellige projekter i Ghana, hvor de især byggede skolebygninger og toiletblokke. I 2010 var fonden med til at rejse skolebygninger i Fotobi, som Olivier van Beemen var havnet i, mens der i Pokrom var blevet bygget toiletter. Lignende projekter fandtes i de omkringliggende landsbyer. 

Ifølge Blue Skies og Albert Hejn er det ikke dem, der står for vedligeholdelsen af bygningerne, og da Olivier van Beemen slog et smut forbi dem, lod det til at være gået, som det nogle gange gør, når nogle bygger et projekt, mens det er andre, der skal passe det. Da Olivier van Beemen besøgte skolen, så han tavler, der var gået i stykker, maling der var ved at ryge af og klasselokaler, der slet ikke blev brugt og andre klasser, der var overfyldte.

Ifølge Blue Skies overleverer de projektet til skolen og lokalsamfundet for ikke at skabe en afhængighed af deres hjælp. Ifølge deres evalueringer har skolen gjort en stor forskel i Fotobi. Blue Skies har siden besøgt projekterne, og de siger, at de er fuldt funktionelle. 

Den forsvundne Kwabena

Ved boderne langs med vejen i Pokrom kendte de ikke manden på plakaten.

“Tag ud til farmen lige uden for landsbyen – de burde kende ham, hvis han lever heromkring”, blev Olivier van Beemen i stedet rådet til. 

Uden for Pokrom på en kæmpe farm ved navn Golden Riverside mødte Olivier van Beemen en ananasfarmer ved navn John Akafia, som var ansvarlig for et lille stykke af gårdens samlede land, der bredte sig over 250 hektar til højderyggene på den anden side af dalen. Bag ved farmeren stod en traktor og i marken var syv arbejdere i gang med at plukke ananas. Ifølge John Akafia tjente de omkring 600 kroner om måneden. Det er 50 procent mere end mindstelønnen i Ghana.

billedtekst billedteksst

John Akafia var godt tilfreds med Blue Skies, sagde han:

“De har skabt et større marked for os. Og produktionen er vokset takket være gødning og de nye teknikker, vi har lært”. 

Men Kwabena? Ham kendte han ikke. 

En omdiskuteret fabrik

Olivier van Beemens besøg i lokalområdet var ikke gået ubemærket hen. Sidst på eftermiddagen modtog han en sms fra Alistair Djimatey, der er ansvarlig for Blue Skies fond og samtidig står for virksomhedens PR i landet. Han tilbød Olivier van Beemen at komme forbi virksomhedens fabrik nogle dage senere.

Det samme tilbud får Danwatch, da vi i november 2020  taler med Hugh Pile. 

“Du er mere end velkommen til at komme på besøg. Vores døre er altid åbne for folk, der vil se, hvordan arbejdsforholdene er. I burde virkelig komme og tale med folk og opleve stedet”, fortæller han.

Andre medier som Haarlems Dagblad i Holland og Northamptonshire Telegraph har taget turen og er blevet mødt med brede smil fra medarbejderne og en ledelse, der stolt beretter, at  “vi taler om folk, ikke arbejdere. Alle er vigtige”. Eller som der stod i Haarlems Dagblad:

“Lige meget om du står med Anthony Pile i en af frugtplantagerne eller på kontoret, bemærker du nu og da, hvor taknemmelige de folk er, der før stod uden en krone på lommen, men nu har en stabil indkomst”. 

Uden for fabrikken hørte Olivier van Beemen dog også andre historier om Blue Skies. Han interviewede tolv tidligere og en nuværende medarbejder. Hver og en af dem var kritiske. 

På fabrikken tjener de lavest lønnede medarbejdere omkring 825 kroner om måneden, oplyser Blue Skies. Selvom det er dobbelt så meget som mindstelønnen i Ghana, så er det ifølge de tidligere medarbejdere ikke nok til at få tingene til at hænge sammen. I OECD opfordrer man da også multinationale virksomheder som Blue Skies til at se bort fra mindstelønnen og i stedet give en såkaldt leveløn, der dækker basale behov. Organisationen Global Living Wage Coalition, beregner levelønnen for en person, der bor alene i et område, som det fabrikken ligger i, til 1570 kroner om måneden. Nogle af medarbejderne på fabrikken tjener mindre end halvdelen.

Lønnen var dog ikke det største problem, da Olivier van Beemen spurgte de tidligere ansatte. De fremhævede i stedet lønnens usikre eller ustabile karakter. Størstedelen af de ansatte på fabrikken er i usikre midlertidige ansættelser eller arbejder i tilkaldevagter, sagde de. Efter seks måneder må medarbejderne ofte stoppe for at gøre plads til nyansatte, lød det fra de tidligere medarbejdere.

Indgangen til Blue SKies’ fabrik i Ghana Foto: Olivier van Beemen 

Da Danwatch taler med Hugh Pile, fortæller han en anden historie: Blue Skies har en stabil base af medarbejdere, som er fastansatte. Da der er et stort udsving i, hvor meget frugt der skal skæres ud, så er der også en del sæsonarbejde, men det er ofte de samme medarbejdere, de bruger sæson efter sæson.

“Fordi vi går meget op i tillid, forholdet til medarbejderne, og det, som vi selv mener, er fantastiske arbejdsforhold, så sker det ofte, at det er de samme, der kommer igen”, fortæller Hugh Pile og tilføjer:

“Vi vil gerne kunne vælge fra den samme pulje af folk, fordi vi ikke vil miste de kompetencer, de har fået hos os. Derfor bliver de på enhver mulig måde behandlet som fastansatte hos os”.

“En kultur fuld af frygt” 

En af de tidligere ansatte, som Olivier van Beemen mødte, var Firestone Banini, der fortæller, at han var ansat i 16 år, inden han i 2016 sagde op som leder af den tekniske afdeling. Han følte ikke, at hans loyalitet og engagement blev værdsat ordentligt.

“Forholdet mellem ledelsen og medarbejderne er dårligt”, sagde han til Olivier van Beemen. 

“Der er en kultur fuld af frygt, hvor der bliver råbt og intimideret meget, men der er ingen, som tør tage det op. Det er ikke en del af vores kultur. I skolen lærer du at adlyde og ikke tænke selvstændigt. Medarbejdere får ofte at vide, hvor nemme de er at erstatte. De er skrækslagne for at miste deres job”.

Andre tidligere kolleger fortalte lignende historier til Olivier van Beemen, men turde ikke stå frem med navn.

“De råber af dig, og du skal bede om tilladelse til at gå på toilettet, nogle gange må du vente lang tid, og så får du maksimalt to minutter, mens de holder øje med tiden på et ur”, fortalte en ung kvinde, som ønsker at være anonym, selvom det er to år siden, hun var ansat.

Blue Skies understreger, at det er mod deres sociale og etiske regler at mobbe og intimidere folk. Folk skal heller ikke forhindres i at gå på toilettet. 

“Det var faktisk en ting, vi blev gjort opmærksom på og løste for mange, mange år siden. Enhver virksomhed vil have problemer, men vi adresserede det hurtigt og handlede derefter”, siger Hugh Pile. 

Generelt har han dog svært ved at genkende det billede, som de tidligere ansatte tegner af arbejdsforholdene og afskriver dem i store træk som folk, der af andre årsager er utilfredse eller ude efter Blue Skies. Hos Blue Skies forklarer de blandt andet, at modsat hvad Firestone Bandini selv fortæller, blev han fyret på grund af dårlige præstationer og under store uenigheder.

Hugh Pile opfordrer i stedet gentagne gange Danwatch til at komme og besøge Blue Skies.

“I kan få lov til at gå frit rundt og tale med lige dem, I vil”, siger Hugh Pile.

Det lader sig selvfølgelig ikke gøre under de nuværende omstændigheder med en global pandemi, men Hugh Pile forsikrer, at Danwatch ville se, hvor meget Blue Skies gør for deres ansatte.

Der er sunde måltider til nedsatte priser i kantinen. Der er internetcafe og bibliotek til de ansatte og en klinik med fuldtidsansatte sygeplejersker og sportsfaciliteter. 

Blue Skies er begyndt at producere juice, som de sælger i Ghana. Blandt andet fra den juicebar, der ligger ved siden af fabrikken. Foto: Olivier van Bemen.

Der er også en fagforening ved navn Blue Skies Staff Association. De tidligere ansatte mener dog, at den er skalkeskjul for en manglende ret til at organisere sig, og Blue Skies ligger da også i en årelang konflikt med fagforeningen FAWU (Food and Allied Workers’ Union). Men ifølge Hugh Pile står det de ansatte på fabrikken frit for at vælge den fagforening, de ønsker.

Et afgørende bevis?

Hugh Pile og Blue Skies har også papir på, at de har gode forhold på fabrikken. Virksomheden får årligt undersøgt arbejdsforholdene på fabrikken, og det seneste besøg, hvor Blue Skies har fået lavet en såkaldt SMETA (Sedex Members Ethical Trade Audit) viser overordentligt gode resultater, forklarer Hugh Pile.

SMETA er en metode, der er udviklet af handelsorganisationen Sedex, der på deres hjemmeside skriver, at de repræsenterer virksomheder, der på den ene eller anden måde har forpligtet sig på at sikre høj etisk standard. Ifølge Sedex er SMETA den mest udbredte sociale audit. Ofte bliver den bestilt af firmaer i Vesten, der gerne vil sikre sig, at der ikke er problemer med arbejdsforholdene i den del af deres forsyningskæde, der befinder sig i lande, hvor der er stor risiko for det. 

Da SMETA er en metode, gennemføres selve inspektionerne ofte af andre firmaer, som så betaler Sedex for at bruge metoden. Som oftest vil der blive set på arbejdsrettigheder, sundhed og sikkerhed samt miljø- og virksomhedsetik.

Hugh Pile fortæller, at den seneste SMETA ikke viser nogle problemer med arbejdsmiljø eller sikkerhed på fabrikken. Tværtimod er der 43 forhold, hvor Blue Skies er et eksempel til efterfølgelse. Gennem tiden har Blue Skies også haft en række andre audits, som tegner et lignende billede, fortæller Hugh Pile:

“Det er svært at tro, at de alle har taget fejl i deres vurdering af de sociale forhold hos Blue Skies”.

Hverken Olivier van Beemen eller Danwatch har set de omtalte audits. Hugh Pile har tilbudt Danwatch, at han kunne dele sin skærm, og at vi kunne se SMETA’en på den måde. Det har Danwatch takket nej til, da vi ikke mente, det var muligt at lave en kritisk gennemgang på den måde. 

Hos Coop har de løbende set de audits, som Blue Skies har fået, ligesom de har besøgt fabrikken. I alle tilfælde har de været godt tilfredse med det, de har set.

Da Olivier van Beemen taler med Maria Hengeveld, der er ph.d. ved University of Cambridge, hvor hun undersøger forskellige etiske mærkningsordninger, får han at vide, at de mange audits hos Blue Skies ikke er nogen garanti for gode arbejdsforhold. Faktisk er det ikke helt umuligt, at alle de audits, der har været hos Blue Skies, kan tage fejl.  

“Den slags audits fungerer på den samme måde: det er en sektor med meget stor konkurrence, der drives af profit og er omgærdet af mystik”, siger hun og tilføjer, at SMETA er en af de svagere audits. 

“Der er ikke noget eksternt eftertjek. Selv med metoder, der har ry for at være mere pålidelige, er det nemt for virksomheder med store mangler at bestå med succes. Ved en SMETA kan inspektørerne skrive, hvad de vil, og der er ikke noget incitament til aktivt at lede efter fejlbehandling. Det er også normalt, at en virksomheds ledelse forbereder de ansatte på en audit og presser dem til at give de ønskede svar”, forklarer Maria Hengeveld.

Ifølge de kilder, Olivier van Beemen har talt med, sker det netop hos Blue Skies. Ifølge en nuværende ansat, som ikke vil have sit navn frem, er det ikke auditørerne, men ledelsen der bestemmer, hvilke medarbejdere som skal interviewes. Kritiske røster bliver systematisk ignoreret. Derudover bliver besøget angiveligt annonceret på forhånd, men medarbejderne får ikke adgang til rapporten, når den er færdig.

Hugh Pile modsiger den udlægning og understreger, at besøget er uannonceret, og at auditørerne er frie til at tage deres egne beslutninger, om hvem de vil interviewe. 

Kwabena er et helt andet sted

Efter et par dage får Olivier van Beemen nyt om Kwabena. Attakra, manden der lignede ham, er blevet fundet, og selvom han dyrker ananas, så er han ikke Kwabena. I stedet viser det sig, at Kwabena bor i en anden region af Ghana tre timer derfra. Beviset er den ananas, han holder på billedet, som er fra den anden region.

Alistair Djimatey, pr-medarbejderen fra Blue Skies, vil gerne hjælpe med at finde Kwabena, men inden de tager afsted, får Olivier van Beemen lov til at besøge fabrikken.

I lange rækker står medarbejderne, mestendels kvinder, i røde uniformer og skræller, skærer og vejer frugt. På den anden side af nogle vinduer ser cheferne til. Plastikboksene viser allerede den pris, frugterne skal sælges til, når de når frem.

Udenfor er en lastbil ved at læsse ananas af. Ved siden af står der bokse, der er designet, så de passer til  KLM’s passagerfly og kan tage turen til Amsterdam om aftenen, hvorfra de fortsætter rejsen til supermarkeder rundt om i Europa. Herunder Danmark.

Det er en rejse, der er dyr i CO2, fordi den foregår med fly og ved en temperatur på mellem 0 og 5 grader. Fly er godt nok mere direkte, men de udleder mange gange mere CO2, end skibe gør. For frugt, der generelt har et lille CO2-aftryk, gør transporten en stor forskel.

Den hollandske klimaorganisation Milieu Centraal sætter frugt, der bliver fløjet ind i plastik-emballage, i kategorien over de varer, der er mest skadelige for klimaet, og de anbefaler, at man går uden om dem. De ananas, der til gengæld er sejlet med båd, er et godt valg. 

Den danske tænketank Concito har på baggrund af flere studier set på forskellige fødevarers klimaaftryk. Måler man per kilo er fløjet frugt den fødevare, der udleder fjerde mest CO2, efter oksekød, lammekød og hakket kalv og flæsk, Måler man klimaaftrykket per kilo frugt ender fløjet frugt med at blive en af de mest klimabelastende fødevarer.

“Klimaaftrykket fra selve frugten er som regel meget lavt, men ved at transportere frugten med fly i stedet for at sejle det, kan klimaaftrykket blive mere end tidoblet”, siger Michael Minter, der er programleder for Fremtidens Fødevarer hos Concito.

“Stadig mere bæredygtigt”

Hos Blue Skies mener de ikke, at man nødvendigvis kan sige, at fløjet frugt udleder mere CO2.

“Der en masse mudder i vandet”, gentager Hugh Pile, når man spørger ham til det.

Blue Skies har tidligere fået lavet en analyse, der viste, at der nærmest ikke var nogen forskel i CO2-udledningen ved deres model med at flyve udskåret ananas til Europa og andres model med at sejle ananas til Europa, og skære det ud der.

Studiet er efterhånden 12 år gammelt, og det er ikke verificeret eksternt, så Blue Skies er ved at samle data, der kan sige noget mere om deres CO2-udledning generelt, men Hugh Pile hæfter sig igen og igen ved en række pointer fra den research.

Først og fremmest bliver frugten transporteret på passagerfly (coronapandemien har dog tvunget dem til midlertidigt at bruge lastfly), og det er ikke hele frugten, men kun det, der skal bruges, som Blue Skies får fløjet. Det betyder, at vægten fra kernehus, skræl og toppen af ananasen ikke skal regnes med. Det organiske affald bliver til gengæld komposteret og kommer tilbage på markerne, hvor det kom fra. Blue Skies undgår også spild, når de fragter varerne med fly, fordi nogle frugter bliver dårlige på sejlturen. Og så fremhæver Blue Skies, at Ghana får meget af deres energi fra vandkraft, hvilket betyder, at fabrikken til dels kører på vedvarende energi.

“Hvis du undersøger de fabrikker, der laver udskåret frisk frugt i Europa, ville jeg blive overrasket, hvis de lever op til de standarder for energi og affaldshåndtering, som vi gør”, siger Hugh Pile, der også gerne vil se studier af CO2-udledningen af frugt, hvor det kun er den spiselige del, der transporteres.

Den slags studier findes ikke, og det er heller ikke pointen, hvis man spørger Michael Minter fra Concito. Selv hvis det kun er dele af frugten, der flyves afsted, vil CO2-udslippet ifølge Concito stadig være større end ved skibstransport, og der er ingen, som siger, at Blue Skies ikke kunne kompostere affaldet i Europa eller have en europæisk fabrik, der kørte på vedvarende energi.

“Der er en masse ting, der ikke har noget med flytransporten at gøre, og som ikke er unikke for dem. Det er jo ikke sådan, at produktionsforhold annullerer klimaaftrykket fra flytransporten”, siger Michael Minter

“Samlet set så synes jeg, det ser mærkeligt ud”, tilføjer han om Blue Skies undersøgelse,.

Hvad betyder bæredygtighed?

Hos Coop er samarbejdet med Blue Skies stoppet. Det skyldes dog ikke problemer med arbejdsforhold eller CO2-udledning, men “kommercielle årsager”, som det hedder. Med andre ord er der ikke blevet købt tilstrækkelig med skåret frugt til, at det var en god forretning at importere det.

CSR-chef for Coop, Thomas Roland, har i flere sammenhænge fortalt, hvordan supermarkedskæden forsøger at undgå flytransport. Når man har holdt fast i Blue Skies så længe, er det et spørgsmål om kvalitet:

“Det er et produkt, som er modnet færdigt på marken, og derfor opnår en anden smag. Du kan ikke opnå den samme smag, hvis du sejler frugterne og lader dem modne på skibet, så det har været et kvalitetskriterium”, forklarer Thomas Roland til Danwatch og tilføjer, at flytransporten slet ikke blev set som et problem, da Coop indgik aftalen med Blue Skies. Dengang blev flytransporten faktisk set som en god ting, da det indikerede, at varerne var friske. 

“Da vi startede samarbejdet med Blue Skies, var flyfragt ikke en ting, der blev udskammet, eller som folk gik op i på den måde, som vi ser i dag”, fortæller han. 

Faktisk har COOP haft projekter i lande som Kenya og Namibia ud fra den præmis, at landene blev udviklet gennem samhandel. Det trumfede den medfølgende CO2-udledning, der kom med de varer fra de afrikanske lande, der var nødt til at blive fløjet, men “tiderne forandrer sig”, som Thomas Roland siger.

Det vidner om, hvordan vores forståelse af bæredygtighed flytter sig. Både blandt forbrugere og på allerhøjeste plan i FN.

Der går en historie om, at da FN skulle vedtage deres Millennium Development Goals ved årtusindskiftet, havde man nær glemt spørgsmålet om klima og miljø. Det var først, da de andre direktører stødte på den daværende direktør for FN’s miljø og klimaprogram UNEP i en elevator i FN’s hovedkvarter, at et ottende mål i al hast blev nedfældet. 

Historien kan meget vel være en skrøne, men den er ganske illustrativ. Ved årtusindskiftet var klima ikke den store prioritet eller den vigtigste indikator for bæredygtighed. Det var i stedet fattigdom, sundhed og uddannelse. 

Hvis vi spoler tiden 15 år frem til formuleringen af FN’s Verdensmål i 2015, så var klima og miljø pludselige en forudsætning for alle de andre mål. Det var det mest centrale, og det viser undersøgelser af, hvordan vi forstår bæredygtighed, også.

Hvert år laver kommunikationsbureauet Advice et bæredygtighedbarometer. Det fra 2020 viser, at 87 procent af danskerne er enige eller helt enige i, at bæredygtighed handler om naturressourcer og miljø, mens 81 procent svarer, at det handler om klima. Imens er der alene fra 2019 til 2020 sket et markant fald i de andre kategorier.

“Således angiver markant færre danskere i år sammenlignet med sidste år, at bæredygtighed for dem handler om arbejdsforhold, menneskerettigheder, økonomisk lighed og ligestilling”, skriver Advice.

Oplever I det hos Blue Skies?, spørger Danwatch Hugh Pile:

“Medier og forbrugere ændrer nogle gange holdning til, hvad der er bæredygtigt, men lad os være virkelig ærlige. De ting, der er vigtige, det er dem, der gør en rigtig forskel for planeten og mange mennesker, og det inkluderer mange facetter af bæredygtighed”, siger direktøren.

Den rigtige Kwabena

Tilbage i Ghana er Olivier van Beemen endelig på vej mod Kwabena. Efter rundturen på fabrikken har han fået Kwabenas adresse af pr-medarbejderen fra Blue Skies og sat sig direkte ind i en bil.

Olivier van Beemen finder Kwabena i en lille landsby ved navn Ekumfi Nanabin. Eller det vil sige, han hedder i virkeligheden Okwesi Johnston, mens hans mellemnavn, som han ikke bruger, er Kobena (en afart af Kwabena), og det er rigtignok ham på plakaten fra de hollandske supermarkeder

Endelig lykkedes det at finde Kwabena. Eller retter Kobena. Foto: Olivier van Beemen.

Olivier van Beemen tager med ham ud i marken for at tage et nyt billede. Okwesi skærer en ananas op med sin machete og tilbyder den hollandske journalist en smagsprøve. Det virker meget idyllisk, altså lige bortset fra, at forretningen ikke går så godt, og salget til Blue Skies er faldet markant:

“I er nødt til at spise mere ananas i Europa”, siger han. 

Billedet til plakaten blev taget for femten år siden, fortæller Okwesi. Og han gav aldrig tilladelse til, at det måtte bruges kommercielt, siger han til Olivier van Beemen. En hollandsk jurist hjælper ham nu med at kræve penge af Albert Hejn for brugen af billedet. 

Okwesi har heller ikke mærket noget til, at frugten som Albert Hejn har solgt, skulle være Dobbel Lekker, fordi den giver ham bedre leveforhold. Blue Skies og Albert Hejn har installeret en vandpumpe i landsbyen, men den bliver mest brugt til bygningsarbejde, da vandet er for salt til at drikke, siger Okwesi.

Vandet er mudret, som Hugh Pile siger.

en danwatch-undersøgelse
Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.