Undersøgelse
Støt Danwatch

En lille behåret frugt fortæller historien om moderne slaveri i Europa anno 2023

Fattige migranter fra Punjab slider i Italiens frugtplantager, for at du kan købe billige, grønne kiwier i blandt andet Lidl, Føtex, Netto, Spar og Rema 1000. Danwatch har besøgt de landsbyer i Punjab, som arbejdere kommer fra og de italienske kiwimarker, hvor de knokler - for at fortælle historien om, hvordan moderne gældsslaveri, underbetaling og udnyttelse foregår i dagens Europa.
Fattige migranter fra Punjab slider i Italiens frugtplantager, for at du kan købe billige, grønne kiwier i blandt andet Lidl, Føtex, Netto, Spar og Rema 1000. Danwatch har besøgt de landsbyer i Punjab, som arbejdere kommer fra og de italienske kiwimarker, hvor de knokler - for at fortælle historien om, hvordan moderne gældsslaveri, underbetaling og udnyttelse foregår i dagens Europa.
Samarbejdspartner
Udgivet i samarbejde med The Wire og IrpiMedia med støtte fra Journalismfund.eu
Redaktør: Adam Dyrvig Tatt | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark

“Arbejdslederen råber af mig hele tiden, kalder mig grimme ting og klager over mig til chefen. Hun påstår, at jeg ikke er hurtig nok”. 

Den store mand over for os skrumper, mens han fortæller om hverdagen på en af Italiens største kiwi-plantager. Tårerne triller ned af de solbrændte kinder.

“Hun filmer mig med sin telefon og sender optagelserne til chefen, hvis bare jeg henter min vandflaske eller stopper et øjeblik for at få noget skidt ud øjet. Så får jeg ingen løn den dag”.

Den knækkede mand på den vakkelvorne caféstol i udkanten af Cisterna di Latinas centrale torv, lidt syd for Rom, hedder Gurjinder Singh. 

Sådan gjorde vi

Her kan du få et indblik i de metoder, der er anvendt i denne undersøgelse og hvilke data, der er fremkommet.

Efter fjorten år som landarbejder i Italiens solstegte kiwi-marker er han mærket. 

Især de seneste tre år har kostet ham både helbred og ligevægt.

Kort før Danwatch møder Gurjinder Singh, er det lykkedes ham at slippe væk fra en stor kiwiplantage i Lazio. Det er her, han er blevet udsat for den konstante chikane og overvågning. 

Selvom han er videre, tør den 50-årige Gurjinder Singh ikke stå frem med sit rigtige navn.

Han tør heller ikke lade os skrive, hvad plantagen hedder af frygt for, hvad plantageejeren kan finde på. Om han for eksempel kan få ham fyret fra hans nye arbejdsplads. 

“Jeg har min familie og børn i Indien. De har brug for alle de penge, jeg kan sende”, siger han.

Sammen med det italienske center for undersøgende journalistik IrpiMedia og den uafhængige indiske avis The Wire har Danwatch været i Lazio, syd for Rom for at undersøge forholdene i den italienske kiwi-industri.

Her midtvejs mellem Roms ruiner og Middelhavets hvide strande ligger et af Italiens mest frugtbare landbrugsområder, hvor kiwiproduktionen ifølge FNs fødevareorganisation FAO de seneste tyve år er steget støt og forsyner store dele af verden med de saftige frugter.

Italiens kiwi-produktion

Så mange tons kiwi er produceret i Italien fra 2001 til 2021.

Men Italiens søde kiwi-succes bygger på en bitter hverdag.

En lang række kiwi-arbejdere fra forskellige plantager i Lazio tegner et entydigt billede af, hvordan indiske migrantarbejdere fra Punjab udsættes for gældsslaveri, underbetaling og udnyttelse for at sikre friske forsyninger af den lille behårede frugt til blandt andet danske supermarkeder.

Og billedet bekræftes af lokale fagforeninger, politimyndigheder og eksperter, som Danwatch, IrpiMedia og The Wire har talt med.

Hvis migrantarbejderne er fanget i en situation, hvor de ikke har råd til at sige op, for eksempel på grund af gælden, og fordi de kontrolleres på forskellige måder af arbejdsgiveren, er det bestemt en form for moderne slaveri.
Natalia Ollus
Seniorforsker og direktør for European Institute for Crime Prevention and Control, Helsinki

Både forskere, NGO’er og fagforeninger anslår, at mindst 30.000 indiske migranter arbejder i Lazios frugtplantager, hvor de knokler 10-11 timer om dagen, seks dage om ugen til en timeløn på mellem 37 og 42 kroner. Det er lidt over halvdelen af mindstelønnen. 

De fleste migrantarbejdere i Lazio kommer fra Punjab i det nordlige Indien. 

Men for at nå så langt, må de typisk betale mellem 100.000 og 135.000 kroner for at komme til Italien - en gæld, som det typisk tager dem mellem tre og fire år at betale tilbage.

Det gør det meget svært at forlade kiwi-plantagerne uanset, hvor umenneskelige forholdene er. 

Både fagforeinger, NGO’er og uafhængige eksperter i menneskehandel siger, at forholdene i den italienske kiwi-industri på flere punkter kan betegnes som moderne slaveri.  

“Både lønvilkårene og det faktum, at arbejderne må sætte sig i gæld for at komme til Italien, er elementer af moderne slaveri“, siger Sine Plambech, ekspert i menneskehandel og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

"Hvis migrantarbejderne er fanget i en situation, hvor de ikke har råd til at sige op, for eksempel på grund af gælden, og fordi de kontrolleres på forskellige måder af arbejdsgiveren, er det bestemt en form for moderne slaveri", siger Natalia Ollus, seniorforsker med speciale i menneskehandel og direktør for European Institute for Crime Prevention and Control i Helsinki.

Gurjinder Singh har arbejdet i femten år i de italienske kiwi-marker og fortæller om udnyttelse og psykisk vold på en af Lazios store kiwi-plantager. Foto: Stefania Prandi

Det centrale torv, Cisterna di Latina, Lazio, Italien

En knækket mand

Gurjinder Singh kommer lige fra marken for at tale med os og undskylder, at han ikke kan få det indgroede skidt af næverne.

“Jeg skrubber dem med shampoo og citron, men jeg kan simpelthen ikke få det af", siger han og skjuler de sorte næver, der ser lige så sårede ud som hans sjæl.

Blot to dage før interviewet i provinshovedstaden Cisterna di Latina er Gurjinder Singh begyndt på et nyt arbejde hos en anden plantageejer, som han håber vil behandle ham bedre og overholde løfterne om ansættelseskontrakt, en timeløn på 5-6 euro og otte timers arbejdsdag. 

Flere af de 50-60 andre landarbejdere har fortalt ham, at det er et tåleligt sted. Men om det passer, ved han ikke.

Falske lønsedler

Mens Gurjinder Singh fortæller om livet som kiwi-arbejder, sidder to af hans nye kolleger ved siden af nikker. For hans historie er også deres. 

Med små variationer fortæller ti forskellige kiwi-arbejdere om, hvordan plantageejerne systematisk svindler med deres lønsedler for at undgå at betale de omkring ni euro i timen, som er den aftalte mindsteløn.

Fidusen er egentlig ret enkel, forklarer de. 

Hver måned skriver arbejdsgiverne langt færre dage og timer på lønsedlen, end de ansatte reelt arbejder. Og så får de i stedet udbetalt en del af timelønnen ved siden af til en langt lavere tarif og ofte i kontanter. 

Den gennemsnitlige timeløn ender herefter med at være 5-6 euro i timen - en tredjedel mindre end den løn, som plantageejerne egentlig skulle have betalt. 

Og vips, slipper arbejdsgiverne både for at betale fuld løn for arbejdet og for at betale en masse skat. Det forklarer blandt andet Giovanni Gioia, formand for fagforeningen La Confederazione Generale Italiana del Lavoro (CGIL) i Lazio.

Han vurderer, at fidusen hvert år koster den italienske stat milliarder i mistede skatteindtægter, men der findes ingen sikre tal.

På hans kontor i Latina hænger plakaterne med røde slagord og knyttede næver tæt. Han fortæller, at svindlen med lønsedler er meget udbredt i hele italienske landbrugssektor, og at det er meget svært for myndighederne og fagforeningerne at komme svindlen til livs.

I 2016 gik 5.000 indiske migrantarbejdere på gaden for at gøre opmærksom på udnyttelse og underbetaling. Foto: CGIL

“Op mod 90 procent af de lønsedler, vi ser, er falske. Plantageejerne skriver for eksempel tre dages arbejde på om ugen af 6,5 timer, men virkeligheden er en helt anden. Langt de fleste landarbejdere knokler seks eller syv dage om ugen fra solopgang til solnedgang”, siger Giovanni Goia.

De mange arbejdere, vi har talt med, bekræfter samstemmende, at arbejdstiden typisk er 11-12 timer om dagen, seks dage om ugen.

Giovanni Gioias stolthed på kontoret i provinshovedstaden Latina er et stort billede fra den ene gang i 2016, hvor det lykkedes GCIL at få flere tusinde indiske landarbejdere til at gå på gaden for at protestere over forholdene, 

Siden da er lønnen steget fra tre euro til 5,5 euro i gennemsnit. Men ellers er forholdene stort set de samme, siger han.

I Shaheed Baba Silal Singh templet uden for Jalandhar ofrer familiemedlemmer hver dag op mod 1.000 modelfly og beder til, at deres sønner, mænd og fædre må få visum og arbejde i Europa. Foto: Stefania Prandi

Templet Shaheed Baba Bihal Singh, Talhan, Indien

Drømmen om Europa

Ligesom Gurjinder Singh kommer resten af de indiske landarbejdere, som passer, vander, plukker og pakker de saftige, grønne kiwier i Lazio fra den indiske delstat Punjab.

Vi tog til det nordlige Indien for at besøge nogle af de landsbyer, hvor familier hver dag sender mellem 400 og 500 sønner, ægtemænd og fædre til USA, Canada og Europa for at arbejde.

Selv om Punjab er kendt som Indiens brødkurv, er de seneste årtiers økonomiske fremgang ikke nået frem til de afsides landsbyer, og de penge, som migranterne sender hjem, spiller en stor rolle for især de fattige bønder. 

Det er søndag i det store Shaheed Baba Bihal Singh tempel i landsbyen Talhan uden for Jalandhar, Punjabs tredjestørste by. 

Fra alle sider strømmer turbanklædte mænd, kvinder i farverige sarier og børnefamilier til templet at deltage i dagens bøn.  

Indenfor mellem tempelsøjlerne leger flere af børnene med farvestrålende modelfly, som de har købt på markedet uden for templet. 13 kroner for de mindste, 40 for de dyreste. 

De fleste fly er stadig pakket ind i knitrende cellofan, for det er slet ikke meningen, at de skal leges med. Flyene skal nemlig ofres i templet for at sikre, at en storebror, far eller onkel kan få et af de eftertragtede visa til Vesten. For de veluddannede er det USA og Canada, der kalder, fordi de ufaglærte er det Portugal og Italien.

Et efter et bliver de fine fly lagt i en bunke foran den blomstersmykkede forhøjning, hvor templets præst Baljit Singh om lidt skal prædike. 

“Hver dag ofrer de besøgende op mod 1.000 fly, om søndagen kan der være op til  3.000-4.000", fortæller han.

Flyene symboliserer drømmen om at rejse væk, drømmen om et bedre liv i USA eller Europa. En drøm, som deles af stort set hver eneste barn og voksen, vi taler med i landsbyen. 

Og det er en drøm, som mange forsøger at udleve: Indiske medier anslår, at alene Italien huser mere end 220.000 arbejdere fra Punjab.

“Folk ser, at det virker for andre at ofre et fly. Og så tænker de, hvorfor ikke prøve selv”, siger præsten. 

“Om det virker? Ja, selvfølgelig virker det” siger han med et smil. “Hvis du ofrer et fly i oprigtig tro på Gud og på dig selv, så skal det nok virke".

I Punjabs landsbyer vidner store villaer om, at det er gået godt for nogle af de familier, der har sendt deres sønner og døtre til Vesten. Én villa er kendt som Italy waleya di Kothi, “Huset, hvor dem, der er i Italien, bor”, et andet som England Wale “Dem fra England”.  

Men Baljit Singh ved godt, at det langt fra er alle, som opnår det, de drømmer om, når de kommer til Europa.

“Det er jeg klar over. Men det er blevet en kultur for os at rejse ud", siger han og understreger, at det er en tradition, som gør ham trist.

“Jeg synes ikke, at dem, der klarer sig godt her, bør rejse. Men der er mange unge, som ikke har nogen fremtid her. Selv hvis du er veluddannet, er det meget svært at finde arbejde. Det er derfor, folk rejser. De håber på en lysere fremtid og på bedre livskvalitet”, siger han. 

I Jalandhars virvar af smalle gader falbyder hundredevis af rejsebureauer deres hjælp til at skaffe visum og arbejde i blandt andet Italien. Foto: Stefania Prandi

125.000 kroner for et visum

Jalandhar, Punjab, Indien

Men ét er at ofre et modelfly i templet, noget helt andet er at komme afsted. 

Og her får de fleste brug for lidt mere jordnær hjælp end den, præsten kan tilbyde.

I provinshovedstaden Jalandhar, der tæller omkring halvanden millioner mennesker,  annoncerer rejsebureauer i hundredvis med rejser til job og en lys fremtid i Europa. 

Vi beslutter os for at kontakte fem forskellige bureauer for at høre, hvad de skal have for at sende en ung mand til Italien.

Vi fortæller rejsebureauerne, at det drejer sig om journalistens bror Manjit Singh og spørger,  hvad det koster at sende ham afsted, og hvordan det i praksis foregår, hvis han f.eks. vil arbejde i de italienske kiwi-marker.

Alle fem agenter er meget ivrige efter at sende journalistens bror afsted, men både priserne og metoderne er meget forskellige. Hos det ene bureau vil agenten have mindst 13,5 lakh for at skaffe et visa til Schengen-området - og dermed også til Italien.

Det svarer til cirka 125.000 danske kroner.

“Hvis din bror får et Schengen-visa, kan han rejse frit, hvorhen han vil, også til Italien”, lover  agenten.

Hos et andet rejsebureau vil de have 8,5 lakh for at sende Manjit Singh til Malta. Det svarer til cirka 75.000 danske kroner. Hvordan han derefter skal komme fra Malta til Italien er op til Manjit Singh selv, forklarer agenten.

Ingen af rejsebureauerne kan imidlertid love, at journalistens bror får et job, når og hvis han ankommer til Italien.

“Det må han selv skaffe, når han kommer frem”, lyder svaret.

Selv om prisen for et visum og en flybillet til Italien er så høj, anslår den indiske regering, at omkring 487.000 unge har forladt Punjab for at arbejde i udlandet i perioden 2016-februar 2021.  

Og det er som oftest et familieprojekt, hvor den ældste søn bliver udpeget til at være den, der skal afsted for sikre hele familiens fremtid, fortæller flere af de familier, vi møder i Punjab. Og det bekræfter flere af de indiske kiwi-arbejdere, vi har interviewet i Lazio også. 

Måske lykkedes det den udvidede familie at samle pengene ind, men i andre tilfælde låner de unge penge af landsbyens rigeste familier eller af en lånehaj. Ofte med pant i familiens ejendom, forklarer de.

Gurjinder Singh sidder fast i Italien, fordi hans familie er afhængig af de penge, han kan sende hjem Foto: Stefania Prandi

Cisterna di Latina, Italien

Fanget af gæld 

For Gurjinder Singhs vedkommende kostede det mere end 100.000 kroner at nå frem til Italien. En gæld, som det tog ham næsten fire år at betale tilbage.

På torvet i Latina fortæller han, at han ikke havde noget valg. Det var familien, der besluttede at han skulle afsted, selv om han allerede dengang havde kone og fire børn.

I dag næsten 16 år senere har han heller ikke noget valg, fortæller han. På grund af corona  har han ikke set sin familie de seneste tre år, og før det gik der tretten år, hvor han ikke havde penge til at rejse hjem. Om det er rigtigt, har det ikke været muligt at kontrollere. Men her i foråret 2023 ser det angiveligt bedre ud, og han regner med at kunne rejse til Punjab på ferie. 

Når ferien er slut, kalder de italienske kiwi-marker imidlertid igen, fortæller han.

“Jeg er nødt til at vende tilbage til Italien. Jeg kommer fra en meget fattig familie. Mine tre ældste børn er gift nu, men jeg har stadig min kone og en søn på 18, som bor hjemme og er afhængig af min indtægt”, fortæller han.

Moderne slaveri handler ikke længere om, at man skal være lænket og tvunget mod sin vilje som under den transatlantiske slavehandel. I dag handler det om sårbare mennesker, der for eksempel har sat sig i gæld og derfor ikke kan forlade deres job, selv om de bliver udnyttet.
Sine Plambech
Seniorforsker, DIIS 

I dag er Gurjinder Singh gældfri, men samtlige indiske arbejdere, som vi har talt med i Lazio og i Punjab, fortæller, at de har været nødt til at betale mellem 100.000 og 133.000 kroner for at komme til Italien.

Og uanset hvor pengene kommer fra, er pligten til at betale tilbage den samme, fortæller de. 

  • Ifølge FN-organisationen ILO (International Labor organization) skal moderne slaveri eller  tvangsarbejde forstås som arbejde, der udføres ufrivilligt og under trussel om enhver straf. 
  • Det refererer til situationer, hvor personer tvinges til at arbejde gennem:
    • brug af vold eller intimidering, eller med 
    • mere subtile midler såsom manipuleret gæld, 
    • tilbageholdelse af identitetspapirer eller 
    • trusler om opsigelse til immigrationsmyndighederne
Kilde: UN og International Labor Organization ILO

Ellers risikerer familien hjemme i Punjab at sidde med ågerrenter til en pengeudlåner, eller hvis det går helt galt, risikerer de at miste deres hjem og jord. Og derudover er det også en æressag at betale tilbage.

Ligesom Gurjinder Singh har samtlige andre indiske kiwi-arbejdere, som vi har mødt, brugt mellem tre og fire år på at betale af på de lån, de har måttet tage for at komme til Italien. 

Og det får både fagforeningsfolk som Giovanni Goia og eksperter i menneskehandel til at tale om gældsslaveri. 

“Moderne slaveri handler ikke længere om, at man skal være lænket og tvunget mod sin vilje som under den transatlantiske slavehandel. I dag handler det om sårbare mennesker, der for eksempel har sat sig i gæld og derfor ikke kan forlade deres job, selv om de bliver udnyttet", siger seniorforsker Sine Plambech fra DIIS. 

Seks år som slave

En af dem, der har oplevet moderne slaveri i ekstrem grad, er den nu 49-årige Balbir Nikah Singh, som vi møder, også i provinshovedstaden Cisterna di Latina.

I dag bor han i et baghus med et enkelt værelse, køkken og bad i Latina. Men så godt har han aldrig boet før. I mere end seks år var han det, han selv kalder “slave” på en gård i nærheden af den lille kystby Borgo Sabotino.

Når de de lange arbejdsdage som landbrugsmedhjælper var forbi, boede Balbir Singh i en gammel campingvogn uden hverken lys, varme, vand eller gas. 

“Hvis jeg ville have et bad, måtte jeg bruge den vandslange, vi havde i stalden - den, jeg også brugte til køerne. Og hvis jeg var sulten, måtte jeg rode i families skraldespand eller spise af de madrester, de brugte til at fodre gårdens høns og grise”, fortæller Balbir Nikah Singh.

Hans fortælling bekræftes af flere andre kilder med kendskab til forholdene samt en række retsdokumenter og fotos, som Danwatch har set.

Men det værste var, at den løn, som skulle have sikret hans eget ophold i Italien og gjort det muligt at få hans kone Surinder Kaur og deres to døtre til Europa, blev mindre og mindre. 

“Jeg drømte om en lys fremtid for mig og min familie. Det var meningen, at min kone også skulle komme til Italien, men den drøm blev knust af min arbejdsgiver", siger Balbir Singh 

“Jeg arbejdede 12-13 timer hver eneste dag, syv dage om ugen. Jeg havde aldrig en fridag, og den løn, jeg fik, blev mindre og mindre. Nogle måneder fik jeg kun 50 euro eller 100. Til sidst var der flere måneder, hvor jeg slet ikke fik løn".

Den dag i dag skammer den tidligere folkeskolelærer fra Punjab sig over, at han fandt sig i forholdene. Men gårdejeren havde taget hans pas. Og uden en gyldig opholdstilladelse kunne han ikke rejse nogen steder hen.   

“Hvor skulle jeg gå hen uden pas og papirer. Og desuden truede sønnen i huset med at slå mig ihjel, hvis jeg forsøgte at stikke af”.

Heldigvis lykkedes det til sidst for Balbir Nikah Singh at slippe væk.

Den 17. marts 2017 om morgenen, endnu før det blev lyst, stormede carabinieri, det italienske politi, pludselig gården i Borgo Sabotino, arresterede hele familien og befriede Balbir Singh.

Balbir Nikah Singh var folkeskolelærer, før han blev kiwiarbejder i Italien. I dag bor han i en lille lejlighed i Lazio, mere ens 5.000 kilometer fra sin kone og parrets to døtre Foto: Stefania Prandi

En ekstrem sag - et generelt problem

I dag er Balbir Singh stadig landarbejder, men nu på en kiwi-plantage, hvor forholdene trods alt er bedre. Arbejdsdagene er stadig mange og lange, og timeløn overstiger ikke 41 kroner.

Men som den første migrantarbejder i Italiens historie har han fået permanent opholdstilladelse på grund af det, han har været udsat for. 

Og som en af de første indiske gæstearbejdere nogensinde har han trukket sin tidligere arbejdsgiver i retten, både for at opnå retfærdighed for de ydmygelser, han har været udsat for og for at skabe opmærksomhed om migranternes forhold.

“Jeg håber virkelig ikke, at selv min værste fjende nogensinde bliver udsat for det, jeg har været igennem”, siger han. 

Derudover håber han også, at hans tidligere arbejdsgivere bliver tvunget til at betale for alle måneder, hvor de ikke betalte løn.

“I dag er jeg en fri fugl, og jeg giver ikke op", erklærer han. “Men får livet i gave fra sin mor, men hvad man opnår i livet, det afhænger udelukkende af ens personlighed og ens handlinger". 

Parco Europa, Aprilia, Italien

Systematisk udnyttelse

Selv om Balbir Nikah Singhs skæbne hører til de ekstreme, viser hans oplevelser, hvor udsatte de indiske migranter er, når de lander på en tilfældig italiensk plantage, ofte uden at kunne sproget eller kende deres rettigheder.

Marco Omizzollo er professor i socialantropologi og migration ved La Sapienza Universitetet i Rom har gjort forholdene for de indiske migranternes i Lazio til sit speciale.

Ud over at forske i emnet har han selv arbejdet undercover i området.

Udnyttelsen af de indiske migrantarbejder er alvorlig og udbredt. Det er især landarbejderne, der bliver udnyttet, men mange af dem er også ofre for moderne menneskehandel.
Marco Omizzollo
Professor, La Sapienza Universitetet, Rom

I tre måneder boede og arbejdede han sammen med de indiske migrantarbejdere i landsbyen Bella Farnia syd for Latina og har siden udgivet flere bøger om sine erfaringer og det system af rejseagenter, plantageejere og andre, som tjener penge på at udnytte de fattige arbejdere fra Punjab.

Det har gjort ham ret upopulær, og efter en række trusler fra det, han betegner som “den italienske landbrugsmafia”, bor og arbejder han i dag på en hemmelig adresse.

Vores møde med ham foregår derfor i Parco Europa i Aprila, en af områdets mindre byer. 

“Udnyttelsen af de indiske migrantarbejder er alvorlig og udbredt. Det er især landarbejderne, der bliver udnyttet, men mange af dem er også ofre for moderne menneskehandel", siger den italienske forsker.

“De bliver lokket til Lazio af folk, der tjener store summer på at få dem til området, og som oftest får de kun en brøkdel af det, de er blevet lovet", siger han. 

Derudover udsættes mange af de indiske arbejdere i Lazio for både fysisk og psykisk vold, viser hans forskning. 

Det er imidlertid ikke kun i kiwi-industrien eller i Lazio provinsen, udnyttelsen af gæstearbejdere foregår.

Ifølge Urmila Bhoola, FN’s særlige rapportør om moderne slaveri, befinder op mod 400.000 landarbejdere i Italien sig i en situation, hvor de er i fare for at blive udnyttet.

Det fremgår af en omfattende rapport, hun har lavet til FN's Menneskerettighedsråd om problemet. Her konkluderer hun også, at næsten 100.000 lever under det, hun betegner som “inhumane forhold".

Mafiaens magt brudt 

Marco Omizzolo har været involveret i migrantarbejderes rettigheder i mere end ti år og blev i 2019 slået til ridder for sit “modige arbejde” med at afsløre arbejdsforholdene i Lazio.

Han mener, at forholdene er blevet en smule bedre de seneste år - særligt hvad angår lønnen. Men samtidig at udnyttelsen af arbejderne blevet mere sofistikeret.

“F.eks. udbetaler en del plantageejere såkaldte yo-yo lønninger, et udtryk som dækker over, at arbejdsgiveren først udbetaler fuld løn, men kræver, at arbejderne dagen efter hæver 200-300 euro og leverer dem tilbage i kontanter".

Som fagforeningslederen Giovanni Goia fra CGIL bekræfter, har plantageejerne været dygtige til at tilpasse sig øget kontrol og gøre en del af udnyttelsen usynlig.

Han er dog enig med Omizzolo i, at forholdene er blevet en smule bedre de senere år. 

Jagten på de ansvarlige

Efter at have interviewet ti forskellige indiske kiwi-arbejdere om deres forhold ville 

IrpiMedia, The Wire og Danwatch meget gerne have talt med nogle af de plantageejere, som bliver beskyldt for at underbetale arbejderne, fifle med lønsedler, råbe, nedgøre og i et nogle tilfælde også filme og fyre deres indiske ansatte.

Men trods flere forsøg lykkedes det ikke at komme i kontakt med ejerne eller blot få en rundvisning på deres plantager.

“Ring på et andet nummer". “Ring igen” “Kom igen en anden dag". “Ejeren er ikke hjemme”. 

“Der er ikke andre, som kan tale med jer”, lyder svarene, både når vi ringer op, og når vi i flere tilfælde møder op på adressen for at komme i snak med dem.

Ifølge FN’s Principper for Menneskerettigheder og Erhverv slutter ansvaret imidlertid ikke her. Ifølge retningslinjerne er alle virksomheder i varekæden medansvarlige for eventuelle negative påvirkninger af menneskerettigheder og miljø.

Næste skridt i varekæden er en række italienske grossister, som opkøber kiwier fra de mange plantager i Lazio og eksporterer dem til resten af verden.

De arbejdere, vi har talt med, er ansat på kiwi-plantager, der leverer til blandt andre Apofruit, Kiwi Pontino, Salvi, Zani Granfrutta og Zeolifruit, som alle leverer kiwier til danske supermarkeder.

Men ingen af de fem har ønsket at stille op til interview.

FAKTA

Kiwiernes vej til Danmark

Ifølge FNs retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) er alle led i varekæden ansvarlig for, hvad der foregår på de italienske frugtplantager. Under grafikken kan du læse reaktionerne i deres fulde længde fra de enkelte grossister og danske supermarkedskæder, som sælger kiwier fra Lazio.

Vi har tæt kontakt med vores leverandører af kiwi, og vi har vurderet at Italien er et medium-risk land ift overtrædelser af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. 

Vi ved også, hvor kiwi-produktionen er, inklusiv deres underleverandører, men da Danwatch ikke oplyser hvilke produktionssteder, det drejer sig om, er det svært at vurdere, om vi får varer fra dem, I har undersøgt. 

Vi har ikke fundet nogen overtrædelser og vores leverandør mener bestemt ikke, at der er overtrædelser i hans leverandørkæde. 

Da vores leverandører af kiwis er GRASP certificeret (samt SA8000 og med egen og vores underskrevne Code of Conduct), har vi også tillid til, at arbejdsforholdene er i orden. 

Vi ville sætte pris på at få oplyst de produktionssteder, hvor I har fundet moderne slaveri, tvangsarbejde og brud på menneskerettighederne, så vi ved, om vi er påvirkede, og så vi kan gøre noget ved det med det samme. 

Vi tager Danwatchs observationer fra området til efterretning, og arbejder videre med den begrænsede information, som de har gjort tilgængeligt for os. Hertil har vi lagt op til et fællesmøde faciliteret af Dansk Initiativ for Etisk Handel Danmark for en yderligere dialog.

Vi er opmærksomme på, at der i hele Europa, og særligt i sydeuropæiske lande anvendes migrantarbejdere i landbrugssektoren. Det er medvirkende til, at vi i Salling Group kræver yderligere dokumentation fra vores avlere af frugt og grønt som en del af vores due-diligence.

Vi tager jeres fund meget seriøst, og har på den baggrund kigget dybere ind i vores forsyningskæde. Dog kan vi ikke umiddelbart via vores tredjeparts verifikationer/certificeringer genkende de nævnte forhold.

Eftersom Danwatch ikke har mulighed for at dele mere konkrete oplysninger, er det for nuværende kun muligt for os at kommentere på de generelle risici.

Vi er i løbende dialog med vores leverandører, og alle vores producenter er endvidere underlagt krav om dokumentation for social audit, og her er der som nævnt ikke observeret denne type afvigelser.

Selvom vi ikke selv har nogen indikationer på denne type uacceptable forhold, vi vil på baggrund af jeres henvendelse undersøge sagen nærmere.

Alle Lidl-producenter af friske råvarer skal udfylde GLOBALG.A.P. GRASPs sociale erklæring. Lidl's obligatoriske krav er, at evalueringen skal gennemføres med succes dvs med mærket  "fuldt kompatibel".

Som en generel regel har Lidl en nultolerancepolitik over for enhver form for menneskerettighedskrænkelser i vores forsyningskæder.

I vores forretningsaktiviteter tager vi ansvar og respekterer alle menneskers grundlæggende rettigheder på de forskellige stadier i vores forsyningskæder. 

Vi overholder Lidls due diligence proces, og har forpligtet os til at forbedre arbejdsforholdene og styrke menneskerettighederne inden for rammerne af FN's Vejledende Principper om Erhverv og Menneskerettigheder (UNGP)

Vi har understreget vores forpligtelse til at overholde menneskerettighederne ved at tilslutte os FN's Global Compact (UNCG).

Yderligere information kan findes i vores købspolitik Menneskerettigheder i forsyningskæden. Vores forpligtelse til at implementere sociale og miljømæssige standarder i forsyningskæden er forankret i vores Code of Conduct, som indgår i vores juridiske  bindende aftaler og gælder for hele vores forsyningskæde.

Gode ​​arbejdsforhold på tværs af vores forsyningskæde er en absolut prioritet, og vi arbejder kun med leverandører, der overholder Lidls strenge Code of Conduct. Vi har også offentliggjort en omfattende virksomheds due diligence-erklæring på vores hjemmeside. Som en del af vores virksomhedsansvar undersøger vi løbende og systematisk potentielle risici såsom menneskerettighedskrænkelser i forsyningskæderne.

Hvis vi har specifikke fakta om overtrædelser af vores regler, vil vi undersøge sagen og iværksætte passende foranstaltninger.

For at opdage overtrædelser har Lidl oprettet et online rapporteringssystem til rapportering af oplysninger. Alle modtagne oplysninger herfra behandles af vores Compliance officer.

Den internetbaserede applikation kan tilgås fra alle internetaktiverede enheder. Vi opfordrer Danwatch til at dele alle specifikke mistanker eller fakta fra jeres undersøgelse via vores rapporteringssystem. Oplysninger kan også afgives anonymt. Dette er vigtigt for kunne forfølge de konkrete påstande.

….

  • Danwatch har bedt om yderligere oplysninger om hotlinen og hvorvidt Lidl har modtaget klager over forholdene i Italien:

For at gøre det muligt at indberette overtrædelser af compliance og at behandle eventuelle overtrædelser, arbejder Lidl med virksomhedens eget online rapporteringssystem BKMS. 

Alle indkomne meddelelser behandles. Vores online rapporteringssystem BKMS kan findes og bruges via Lidl Compliance-webstedet, der er linket nedenfor, og er tilgængeligt internationalt på flere sprog. Der er også et direkte link til vores leverandregler nederst på Lidls nationale hjememsider..

Den interne behandling af compliance-overtrædelser udføres i overensstemmelse med de af os offentliggjorte procedureregler. Du kan finde yderligere information om Compliance hos Lidl, herunder forretningsordenen og vores online rapporteringssystem BKMS, på følgende hjemmeside: https://info.lidl/en/compliance

Vi har brugt BKMS i flere år. Ud fra års brug af indberetningssystemet kan vi opsummere, at systemet er accepteret og brugt. Vi modtager løbende rapporter via BKMS.

Til dato har vi ikke modtaget klager over kiwi-leverandører eller plantager i Italien.

For at identificere overtrædelser af compliance og for at kunne handle, er det vigtigt, at disse overtrædelser rapporteres. Vi opfordrer dem, der har viden om eller er berørt af enhver form for menneskerettighedskrænkelser eller problematiske arbejdsforhold, samt miljørisici og krænkelser eller kriminelle og administrative lovovertrædelser i vores forsyningskæder, til at rapportere disse ved hjælp af vores rapporteringssystem BKMS. Vi vil gerne igen understrege, at anonyme tips også kan indsendes via systemet.

Vi er meget bekymrede over de påstande, I har skitseret.

Zespri tager påstande som disse ekstremt alvorligt. Som vi bemærkede i vores seneste korrespondance, har vi mere end 1.000 avlere i Italien, så det ville være meget nyttigt, hvis I kunne videregive de beviser og oplysninger, I henviser til, så vi kan undersøge dette ordentligt, indsamle oplysninger og tage passende handling. Dette vil også hjælpe os med at give jer et on-the-record svar på din historie.

Som I har bemærket, har vi forpligtet os til at arbejde for, at vores branche er en branche, som folk ønsker at arbejde i, fordi de bliver værdsat, sikret og støttet i deres job. Vi er fortsat forpligtet til at gøre alt, hvad vi kan gøre for at bekæmpe udnyttelsen af ​​arbejdere og til at skabe en industri, hvor folk kan trives.

Zespri har forpligtet sig til at passe på mennesker og har et sæt kerneværdier, som skal overholdes for at beskytte folk, der arbejder inden for kiwi-industrien.

Alle vores producenter er forpligtede til at opfylde kravene til vores definition på landbrugspraksis. Det er grundlaget for alle vores aktiviteter på frugtplantagerne. 

Alle producenter skal have et GLOBALG.A.P GRASP-certifikat (GLOBALG.A.P Risk Assessment of Social Practices), før de kan levere til Zespri. Det er et internationalt anerkendt uafhængigt certificeringssystem i frugt- og grøntsagsindustrien, som skitserer forventningerne til arbejdstagernes sikkerhed, sundhed og velfærd.

Zespri arbejder med mere end 1.000 avlere i Italien, som alle skal have et GLOBALG.A.P GRASP-certifikat.

Når høsten er overstået, er de virksomheder, der leverer kiwi til Zespri, registreret hos Sedex - en af ​​verdens førende organisationer for etisk handel medlemskab, der fokuserer på at forbedre arbejdsforholdene i globale forsyningskæder. 

Gennem Sedex bliver italienske leverandører af SunGold Kiwier revideret af et eksternt  tredjeparts-certificeringsorgan og bekræfter årligt deres accept af Zespri Code of Conduct.

Det store flertal af arbejdsgivere i kiwi-industrien tager sig ordentligt af deres folk, men der kan være et lille mindretal, som ikke gør det.

Enhver udnyttelse af arbejdere er uacceptabel, og vi er forpligtet til at holde de involverede personer ansvarlige og fortsat forbedre vores kontrolmekanismer for at sikre, at de overholdes.

Vi tager de påstande, DanWatch har fremsat, yderst alvorligt og har påbegyndt en undersøgelse af dette, herunder hvordan vi bedst kan støtte berørte arbejdere.

Enhver producent, der er mistænkt for ikke at opfylde GlobalGAP GRASP-kravene, bliver undersøgt af et uafhængigt certificeringsorgan, som har beføjelsen til at tilbagekalde certificeringen, hvilket betyder, at de pågældende ikke vil være i stand til at levere til Zespri.

Mennesker, der vælger at arbejde i vores branche, er en kritisk del af vores succes. Vi vil fortsætte med at gennemgå vores kontrolmekanismer og arbejde sammen med myndighederne om at bekæmpe udnyttelsen af ​​arbejdere og skabe en industri, hvor mennesker værdsættes, støttes og sikres i deres job.

  • Hvorfor fører I kun tilsyn med leverandører af gule kiwier?

Alle avlere, der forsyner Zespri med enten Green eller SunGold Kiwifruit, skal være uafhængigt certificeret til GLOBALG.AP og GRASP. GLOBALG.AP er en internationalt anerkendt uafhængig certificeringsstandard for god landbrugspraksis i frugt- og grøntsagsindustrien, som beskriver forventninger til arbejdernes sikkerhed og sundhed og velfærd. Før certificering vurderes hver avler årligt af det uafhængige certificeringsorgan, herunder gennemføres et besøg på stedet. Det betyder, at der gennemføres over 1.200 producentvurderinger årligt.

SunGold Kiwifruit-leverandører har langsigtede kontrakter med Zespri og er også forpligtet til at blive uafhængigt revideret for Sedex - en af ​​verdens førende organisationer for etisk handel medlemskab med fokus på at forbedre arbejdsforholdene i globale forsyningskæder. 

Ud over at avlere er uafhængigt certificeret til GLOBALG.AP og GRASP, skal leverandører af grønne kiwier levere en erklæring om, at de er Sedex-kompatible, og underskrive Zespris Code of Conduct, som omfatter en forpligtelse til at drive forretning lovligt, ansvarligt, etisk, med integritet, ærligt og gennemsigtigt. Leverandører, der ikke opfylder disse krav, kan ikke levere til Zespri.

Arbejdere, der er ansat på frugtplantager, er ansat direkte af producenterne, og hver arbejder betales uafhængigt for det arbejde, han udfører. 

Grossisterne leverer ikke arbejdskraft til  frugtplantagerne, de ansætter kun personale til pakkeaktivitet. Derfor er der uafhængige systemer på plads - GLOBALG.AP og GRASP til avlere og Sedex til pakkerier.

  • Hvad gør I for at sikre, at andre leverandører overholder GRASP-standarder og Zespris Code of Conduct?

Alle producenter, der forsyner Zespri med enten Grøn eller SunGold Kiwifrugt, skal være uafhængigt certificeret til GLOBALG.AP og GRASP. Overholdelse af GRASP er uafhængigt certificeret af professionelle certificeringsorganer i Italien. 

Vi taler regelmæssigt med leverandører om vigtigheden af ​​arbejdstager-velfærd, og siden vi blev gjort opmærksomme på påstandene om dårlig praksis, har vi kontaktet alle vores italienske leverandører og udtrykt vores bekymring over den påståede praksis og gentaget kravene omkring arbejdstagernes velfærd som betingelse for at kunne levere til Zespri. 

Zespri har også kontaktet de uafhængige certificeringsorganer og informeret dem om påstandene. Manglen på detaljer omkring beskyldningerne, som vi har anmodet Danwatch om flere gange, har gjort det vanskeligere for dem at følge op. 

For at kontrollere overholdelsen af vores adfærdskodeks screener Zespri alle leverandører gennem et overvågningsværktøj, der fremhæver røde flag såsom lovbrud, reguleringsbrud, negativ mediemtale eller pålagte sanktioner mod leverandørerne. Eventuelle røde flag eller risici, der rejses, gennemgås internt og, hvor det er relevant, følges op med den relevante leverandør for at sikre, at de nødvendige korrigerende handlinger er blevet iværksat.

  • Hvem er de uafhængige organer, som fører tilsyn med kiwi-producenterne på jeres vegne?

Certificeringsorganerne i Latina-området er NSF, Agricert, CSI og Certiquality. Zespri har kontaktet dem for at gøre dem opmærksomme på den påståede dårlige praksis.

I  har indledt en undersøgelse af forholdene i Lazios kiwi-industri. Hvad gør I mere præcist, og hvornår forventer I et resultat?

Zespri er forpligtet til at passe på mennesker og har et sæt kerneværdier, som skal opfyldes for at hjælpe med at beskytte folk, der arbejder inden for vores globale forsyningskæde. 

Vi har også erfaring med at tage skridt til at løse problemer med manglende overholdelse. Vores primære fokus er på at sikre, at berørte arbejdere er sikre og kan støttes godt. Mens vi regelmæssigt har drøftelser med vores leverandører om vores forventninger til overholdelse af vores værdier, har vi, siden vi blev gjort opmærksomme på påstandene, formelt kontaktet alle vores leverandører for at udtrykke vores bekymringer over rapporterne om dårlig praksis og styrket vores forventninger om, at arbejdere inden for vores forsyningskæden bliver passet godt på. 

Vi har også gjort det klart, at opfyldelse af kravene i GLOBALG.AP GRASP er et krav for at kunne levere Zespri, og hvor leverandører undlader at gøre det, vil vi tage affære. Zespri har gennemført en intern revision for at sikre, at alle vigtige kontrolmekanismer  fungerer effektivt, samt kontaktet de uafhængige certificeringsorganer for at opmuntre dem til at overveje de forhold, som Danwatch rejser. 

Men manglen på detaljer omkring beskyldningerne, som vi har anmodet DanWatch om flere gange, har gjort enhver yderligere efterforskning vanskelig. Forbedring af arbejdsvilkår vil forblive et konstant fokus for os, og dette afspejles i en task force, der er blevet etableret til at gennemgå globale industri compliance-programmer og overveje initiativer og/eller forbedringer, der skal udrulles i første halvdel af 2023. 

Dette er en del af vores løbende indsats for at forbedre vores systemer.

-   I siger, at I gerne vil støtte de berørte arbejdere. På hvilken måde?

Zespri ønsker at sikre, at alle medarbejdere, der arbejder inden for vores forsyningskæde, er sikre og godt støttet. Vi ønsker at være i stand til at hjælpe berørte arbejdere med at få den støtte, de har brug for, herunder hjælpe med at finde legitime beskæftigelsesmuligheder inden for industrien.

  • Hvad gør I for at identificere berørte arbejdere?

Zespri arbejder med mere end 1.200 avlere i Italien, og manglen på detaljer, der er givet til dato, på trods af flere anmodninger fra Zespri, har gjort det vanskeligt at undersøge denne sag. Zespri har formelt kontaktet leverandører vedrørende de rejste bekymringer for at søge mere information, og vores lokale teams er også på stedet i Italien for at søge yderligere detaljer og har informeret de uafhængige certificeringsorganer.

 Vi opfordrer alle med information om arbejdspraksis inden for den italienske kiwi-industri til at kontakte os via vores fortrolige hotline EthicsPoint - Zespri International som er tilgængelig på italiensk og andre sprog.

  • Hvad gør I for at gøre det muligt for berørte arbejdere at kontakte jer uden at risikere deres job og velvære?

Mens der allerede er systemer på plads for arbejdere med bekymringer til at kontakte de uafhængige certificeringsorganer eller sekretariatet for GLOBALG.AP, har Zespri også en fortrolig hotline -EthicsPoint - Zespri International. Vi opfordrer alle med information omkring praksis til at kontakte os via denne fortrolige hotline, så vi kan overveje, hvordan vi bedst kan støtte de  berørte arbejdstageres velbefindende.

  • På hvilken måde har I tænkt dig at ændre jeres due diligence (risikovurdering) i Italien?

I løbet af de sidste seks måneder har Zespri påbegyndt et arbejde, som en del af vores forpligtelse til yderligere at styrke industriens overholdelse. Dette omfatter en revision af de due diligence processer, der i øjeblikket er på plads samt etablering af en taskforce til at gennemgå globale brancheoverholdelse-programmer og identificere initiativer og/eller forbedringer, der skal udrulles i første halvdel af dette år. Vi har også videregivet de rejste bekymringer direkte til de uafhængige certificeringsorganer.

  • Hvorfor er I ikke opført som Sedex-medlem, når det ser ud til at være dem, der certificerer jeres leverandører i Italien?

Zespri ejer eller administrerer ikke nogen  faciliteter i Italien. Som marketingorganisation er vi ikke berettiget til at være registreret hos Sedex, da dette kun er tilgængeligt for produktionsenheder. Vores SunGold Kiwi-leverandører er ikke desto mindre forpligtet til at blive revideret uafhængigt, hvor grønne leverandører skal afgive en erklæring om, at de er Sedex.

Alle påstande om dårlig praksis, der forekommer i kiwi-industrien, er bekymrende, og vi tager disse påstande utroligt alvorligt. Zespri har kontaktet uafhængige certificeringsorganer for at redegøre for vores bekymringer over den påståede dårlige praksis i den italienske kiwi-industri, og vi vil fortsætte med at søge yderligere oplysninger til støtte for vores undersøgelse. Vi henviser også til de processer, der er skitseret ovenfor.

Med hensyn til de alvorlige påstande,I fremsætter, kan disse anklager ikke omhandle forholdene hos Kiwi Pontino.

Vores medarbejdere bliver behandlet i fuld overensstemmelse med reglerne, men frem for alt respekterer vi dem. Det er jo vores medarbejdere, der står for den daglige produktion og de er en vigtig del af vores forretning.

Officielle myndigheder kontrollerer løbende vores virksomhed, gennemfører kontrolbesøg, hvor vi altid samarbejder fuldt og helt med.

Vi samarbejder desuden med fagforeninger for at hjælpe vores ansatte. Under pandemien arrangerede vi vaccinationsdage på virksomheden, hvor medarbejderne frit kunne blive vaccinerede.

Vi sørger også for boliger til dem, der anmoder om det, og vi arbejder konstant på at hjælpe med  familiesammenføring, hvor dette er muligt.

I lyset af ovenstående vil vi, for at undgå misforståelser, videresende vores svar til jer til de kompetente myndigheder, som dagligt overvåger vores virksomhed, herunder vores produktion og eksport aktiviteter, så de kan overveje hvordan det vil være mest passende at reagere på de påstande, i fremsætter. 

Med hensyn til de modtagne henvendelser vedrørende vilkårene for arbejdere ansat i Kiwi-dyrkning i provinsen Latina, vil vi gerne oplyse følgende.

Granfrutta Zani er et Agricultural Cooperative Society, (Landbrugskooperativ, red.) dannet af producentmedlemmer i mange regioner i Italien, herunder Latina-området. 

Formålet med Granfrutta Zani er at markedsføre frugt og grøntsager produceret af vores medlemsvirksomheder og at udnytte dem bedst muligt. 

Granfrutta Zani er derfor sin egen juridiske enhed, der ikke har noget ansvar for forholdene på de plantager, der leverer til os.

Granfrutta Zanis ansvar er at markedsføre et sikkert, sundt produkt, der ikke skader forbrugeren.

Ikke desto mindre er vi bekendt med de etiske, sociale og miljømæssige spørgsmål og problemer i forsyningskæder.

Som andelsselskab er vi direkte involveret i og har tæt kontrol over det personale, der arbejder på vores produktions- og lagerfaciliteter, og i den forbindelse har vi det fulde ansvar for arbejdsforholdene og behandlingen af ​​vores ansatte.

På den anden side,  kræver vi at  de plantager, der leverer til Granfrutta Zani, underskriver en produktionsaftale, som omfatter en række hygiejniske, sanitære, miljømæssige og etisk-sociale krav. 

De virksomheder, der arbejder med Granfrutta Zani, underskriver denne leveringsaftale på eget ansvar og garanterer dermed at de overholder de etisk-sociale krav, vi stiller som er baseret på gældende regler og internationale adfærdskodekser såsom ILO, ETI og BSCI. 

Granfrutta Zani anbefaler desuden vores leverandører at anvende certificeringsordningen GLOBALGAP GRASP (GLOBALGAP Risk Assessment on Social Practice) og promoverer  certificering i forbindelse via uddannelseskurser, rådgivning og via incitamenter til certificeret produktion. 

Hovedformålet med denne certificeringsordning er at reducere de vigtigste etisk-sociale risici ved produktionen og at demonstrere overholdelse af god etisk-social praksis gennem certificering, gennemført af tredjeparts-organer.

For at nå dette mål gennemfører vores eget personale stikprøvekontrol på de certificerede gårde (som i øjeblikket dækker mere end 80 procent af den produktionen, der markedsføres af Granfrutta Zani). Her inspicerer de kontrakter, lønsedler, respekt for arbejdernes rettigheder, arbejdsforhold, de gennemfører regelmæssige møder mellem arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsgivere, herunder interviews med arbejdere.

Hvis vi finder etiske og sociale problemer på gårdene, træffer vi passende foranstaltninger, som i de alvorligste tilfælde kan føre til opsigelse af samarbejdsaftalerne mellem gården og Granfrutta Zani.

Vi vil dog gerne minde om, at vores kontroller, ligesom dem, der udføres af eksterne, tredjeparts certificeringsorganer, er stikprøver. Vores opgave er ikke og kan ikke være at overtage Arbejdstilsynets opgaver. Det har vi hverken de nødvendige kompetencer eller mandag til, da vi ikke er et tilsynsorgan.

Granfrutta Zani har de seneste måneder udarbejdet et nyt etisk kodeks for virksomheden, som dog endnu ikke er tilgængeligt  Det gældende etiske retningslinjer bygger på de internationale ETI- og ILO-standarder og er kun gyldig for Granfrutta Zani, dets egne faciliteter og ansatte.

Granfrutta Zani er også selv GRASP-certificeret (ligesom de fleste af dets medlemsgårde) og gennemgik i 2021 en såkaldt SMETA- etisk, social og sikkerhedsmæssig arbejdspladsvurdering i 2021; som vil blive gentaget i 2023.

Hvis I har brug for yderligere information, står vi gerne til rådighed for et møde i vores lokaler.

På vegne af Soc. Agricola Zeolifruit Coop takker jeg for at inddrage førnævnte virksomhed i jeres journalistiske undersøgelse, men jeg skal meddele, at de ikke ønsker at deltage i øjeblikket. 

Dette er også i betragtning af, at de ansatte, der omtales i denne undersøgelse, ikke tilhører den virksomhed, som jeg repræsenterer .. selvom de måtte være forbundet via forretningsforbindelser.

I forlængelse af jeres anmodning om oplysninger vil vi gerne præcisere, at Apofruit Italia er et førsteklasses landbrugskooperativ, der beskæftiger sig med indsamling, opbevaring, forarbejdning og markedsføring af frisk frugt og grøntsager leveret af dets producentmedlemmer. 

Vores personale arbejder udelukkende inden for forarbejdningsindustrien og er dermed ikke ansat i marken.

Alle produkter leveret af vores medlemmer, inklusive kiwi, skal opfylde kravene til god landbrugspraksis og er underlagt forskellige certificeringsordninger, herunder GLOBAL G.A.P GRASP-certificering.

Vores andelsselskab er ikke berettiget til at foretage undersøgelser af arbejdsforhold mellem medlemsvirksomheder og dens ansatte, men da vi er særligt følsomme over for spørgsmålet, anmoder vi om den førnævnte GLOBAL G.A.P GRASP-certificering, da det er et internationalt anerkendt tredjeparts- og uafhængigt certificeringssystem for frugt- og grøntsagssektoren. Det omfatter arbejdstagerrettigheder, sikkerhed, sundhed og velfærd for arbejdere, hvilket sikrer en etisk udvikling af hele den involverede forsyningskæde.

Grafik: Ditte Ahlgren og Johan Seidenfaden

Apofruit fralægger sig alt ansvar og henviser kort til, at alle deres leverandører har den såkaldte GRASP certificering, som stiller en række krav til gennemsigtighed og arbejdsforhold. 

Zeolifruit afviser at medvirke, og Salvi svarer slet ikke på vores henvendelser.

Hos Zani Granfruttai er man dog mere lydhør.

Kvalitetschef Enrico Foschin skriver i et mailsvar, at de gennemfører stikprøvekontroller hos de 80 procent af deres leverandører, som i øjeblikket er GRASP-certificerede.

“Her inspicerer vi kontrakter, lønsedler, tjekker respekten for arbejdernes rettigheder og  arbejdsforhold, gennemfører regelmæssige møder mellem arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsgivere, herunder interviews med arbejdere”, skriver han.

“Hvis vi finder etiske og sociale problemer på gårdene, kan det i de alvorligste tilfælde føre til at vi opsiger samarbejdet".

Enrico Foschin forholder sig ikke til beretningerne om timelønninger på 37-42 kroner, verbale overgreb, fifleri med lønsedler eller problemerne med migrantarbejdernes gældsætning og store afhængighed af plantageejerne.

Mange danske og internationale virksomheder har tilsluttet sig forskellige regelsæt, som forpligter dem til at undgå at påvirke miljø og menneskerettigheder på en negativ måde.

De vigtigste er FN’s Principper for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) og OECD’s retningslinjer for Multinationale Virksomheder.

Begge regelsæt beskriver virksomhedens medansvar for, hvad der foregår i hele varekæden. Både hos dem, der leverer til virksomheden og dem, der anvender virksomhedens produkter.

FN’s Principper for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) er ikke juridisk bindende, men det er vejledende retningslinjer, der gælder for alle virksomheder i alle lande, uanset størrelse og selskabsform. 

  • Ifølge UNGP har alle virksomheder ansvar for at respektere menneskerettighederne,  det vil sige, at de er ansvarlige for at undgå at overtræde andres menneskerettigheder og adressere de negative påvirkninger af menneskerettighederne, som de måtte blive involveret i. 
  • Et bærende princip i FN's Principper for Menneskerettigheder og Erhverv er pligten til at gennemføre en samvittighedsfuld due diligence proces.
  • Det betyder at virksomheden skal foretage en risikovurdering af, hvorvidt og hvordan virksomheden risikerer at påvirke menneskerettighederne negativt.
  • Virksomheden skal have handlingsplaner for, hvordan disse risici forebygges.
  • Virksomheden skal også sørge for at følge op, overvåge og afbøde evt. negativ påvirkning af menneskerettighederne.
  • Og så skal virksomheden rapportere om indsatsen
Kilder: UNGP, OECD

Hos Kiwi Pontino afviser en unavngiven projektchef til gengæld pure, at problemerne skulle have noget med dem at gøre. 

“Disse anklager kan ikke omhandle forholdene hos Kiwi Pontino”, skriver han.

“Vores medarbejdere bliver behandlet i fuld overensstemmelse med reglerne, men frem for alt respekterer vi dem. Det er jo vores medarbejdere, der står for den daglige produktion og de er en vigtig del af vores forretning”.

Derudover henviser Kiwi Pontino til, at de italienske myndigheder fører tilsyn med virksomheden, og at de altid har samarbejdet med dem og givet myndighederne adgang til alle dele af virksomheden. 

Maunganui Road, Tauranga, New Zealand

Bekymret over forholdene

På den anden side af jorden, i nærheden af den udslukte vulkan Maunganui i det nordlige New Zealand ligge verdens største eksportør af kiwier, Zespri International. 

Det er et verdensomspændende firma, som de seneste år har sat sig på en stor del af kiwi-produktionen og eksporten fra Italien. 

Ifølge FN's landbrugsorganisation FAO, der samler landbrugsstatistik fra det meste af verden, er Italien i dag verdens trediestørste producent med en årlig produktion på 420.000 tons kiwi.

Og den udvikling spiller Zespri en hovedrolle i, forklarer firmaets kommunikationschef Yannis Naumann. Hvert år investerer Zespri i etableringen af et stort antal nye kiwiplantager, og i 2023 opkøber og eksporterer Zespri derfor kiwier fra ikke mindre end 1.200 plantager i Italien, som de  sælger videre  til en lang række lande, primært i Europa, heriblandt Danmark.

Ifølge Zespris hjemmeside går det globale kiwi-firma meget op i bæredygtighed, også for de ansatte. Det fremgår blandt andet,  at Zespri vil “arbejde for, at alle ansatte bliver værdsat, beskyttet og støttet i deres arbejde".

“Vi vil tiltrække talentfulde mennesker og sikre, at vi inden 2030 har en arbejdsstyrke, der trives gennem hele vores værdikæde. At man trives vil sige, at vi løbende forbedrer de sociale forhold både med hensyn til arbejdsforhold, løn, sundhed og sikkerhed, udvikling, mangfoldighed og inklusion", som firmaet skriver i en bæredygtighedserklæring.

Men hvordan hænger det sammen med gældsslaveri,, underbetaling og udnyttelse af indiske migrantarbejdere i de italienske kiwi-marker?

Vi ville gerne have spurgt Zespris direktør Daniel Mathieson, hvad de som storspillere på det italienske marked gør for at sikre ordentlige forhold i kiwi-industrien.

Men det har Zespri afvist. I stedet svarer Nick Kirton, Zespris chef for blandt andet Europa på mail: 

“Vi tager anklagerne om udnyttelse ekstremt alvorligt og har indledt en undersøgelse af forholdene, herunder hvordan vi bedst kan støtte de arbejdere, det handler om", skriver han. 

“Vi har blandt andet kontaktet alle vores italienske leverandører og udtrykt vores bekymring over den påståede praksis og gentaget kravene omkring arbejdstagernes velfærd som betingelse for at kunne levere til Zespri”.

Nick Kirton understreger ligesom de italienske grossister, at alle deres leverandører har den såkaldte GAP-certificering. “Og derudover har Zespri også et sæt kerneværdier,   som alle vores leverandører skal leve op til”, siger han og fortæller, at også de organisationer, der certificerer for Zespri i Italien er blevet kontaktet.

“Langt de fleste arbejdsgivere i kiwi-industrien tager sig godt af deres folk”, pointerer Nick Kirton. 

“Men der kan være en lille minoritet, som ikke gør. Enhver form for udnyttelse af arbejderne er uacceptabelt og vi vil sikre, at de involverede bliver holdt ansvarlige ligesom vi fortsat vil forbedre vores kontrolsystemer for at sikre, at det ikke sker", siger han og opfordrer alle med information om dårlig arbejdspraksis inden for den italienske kiwi-industri til at kontakte Zespri via firmaets fortrolige hotline EthicsPoint - Zespri International

To ud af tre kiwier 

Men varekæden stopper ikke hos de italienske grossister eller den internationale storeksportør Zespri.

For ifølge Danmarks Statistik kommer to ud af tre danske kiwier fra Italien. Faktisk importerer danske butikker hvert år mindst 2000 tons kiwi herfra. 

Ved hjælp af oplysninger fra de danske supermarkedskæder, søgninger på hjemmesider, sociale medier, i tilbudsaviser, besøg i diverse butikker og producentlister, som vi har fundet frem til på internettet, er det lykkedes Danwatch, IrpiMedia og The Wire af stykke kiwi-kæden sammen, hele vejen hjem til Danmark.

Og her viser det sig, at både Lidl, Salling Group, Dagrofa og Rema 1000 sælger kiwier, som stammer fra Lazio. Tilsammen ejer de fire detailkoncerner supermarkederne Lidl, Netto, Føtex, Bilka, Meny, Spar, MinKøbmand, LetKøb og Rema1000, der alle importerer kiwier fra Lazio - enten direkte fra de italienske grossister eller fra den internationale storeksportør Zespri.

Trods utallige forespørgsler ønsker ingen af de fire fødevarekoncerner at stille op til interview om forholdene i Lazios kiwi-plantager.

Profilvej, Kolding, Danmark og Stiftsbergstraße, Neckarsulm, Tyskland

Lidl henviser til hotline

På Lidls danske hovedkontor i Kolding nægter kommunikationschef Thomas Sejersen at fortælle, hvem der leverer kiwier til Lidl, ligesom han heller ikke ønsker at svare på spørgsmål om kiwi-arbejdernes forhold,

Af Lidls internationale hjemmeside fremgår det imidlertid, at Zespri er leverandør af kiwier  til Lidl. Og det er da også fra Lidls centrale kommunikationsafdeling i Neckarsulm i det sydlige Tyskland, at det efter mange forsøg endelig lykkes at få et mailsvar.

Ligesom flere af grossisterne forklarer en unavngiven talsmand for Lidl, at alle deres producenter af friske råvarer skal udfylde en erklæring på at være certificeret efter ordningen GAP.

“Lidl har en nultolerancepolitik over for enhver form for menneskerettighedskrænkelser i vores forsyningskæder”, skriver kommunikationsafdelingen og understreger, at Lidl tilslutter sig FN's vejledende principper om Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP). 

Derudover skriver den tyskejede kæde, at de har en whistleblower hotline, hvor man kan henvende sig, hvis man har klager, og Lidl lover, at de vil undersøge alle konkrete anmeldelser om overtrædelser af deres etiske retningslinjer. 

Vi har spurgt kommunikationsafdelingen, om de forestiller sig, at de indiske kiwi-arbejdere i Lazio kan finde frem til, at Lidl er opkøber af de kiwier, de plukker, og kan se en mening i at klage til netop deres hotline.

“Vi har brugt systemet i flere år og kan opsummere, at systemet er accepteret og bliver anvendt”, skriver Lidl. Til dato har Lidl dog ikke modtaget nogen klager over kiwi-leverandører eller plantager i Italien.

Marsallé 32, Horsens, Danmark

Rema 1000 vasker hænder

Også det norskejede Rema 1000, der i øjeblikket har 363 supermarkeder i Danmark, bekræfter, at de får en del af deres kiwier fra Lazio.

Ifølge kommunikationschef Jonas Schrøder er der tale om ni forskellige producenter og grossister, heriblandt Zani, som eksporterer kiwier fra Lazio-provinsen.

I et mailsvar skriver han dog, at Rema 1000 ikke kan genkende beretningerne om gældsslaveri, underbetaling, uretmæssige fyringer, verbale overgreb eller fusk med lønsedler.

“Vi har ikke fundet nogen overtrædelser, og vores leverandør mener bestemt ikke, at der er overtrædelser i hans leverandørkæde”, skriver Jonas Schrøder, men erkender, at Italien ikke har det bedste ry, når det kommer til arbejdernes forhold.

“Vi har tæt kontakt med vores leverandører af kiwi, og vi har vurderet at Italien er et medium-risk land i forhold til overtrædelser af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder”, skriver han.

“Da vores leverandører af kiwier er GRASP certificeret og har underskrevet vores Code of Conduct, har vi tillid til, at arbejdsforholdene er i orden". 

Hvad denne tillid bygger på, uddyber han ikke nærmere.

Kærup Industrivej, Ringsted, Danmark

Dagrofa tager problemet op

Hos Dagrofa-koncernen, der i øjeblikket har 511 butikker, heraf 111 Menu supermarkeder, 124 Spar, 163 Min Købmand og 113 LetKøb henter man også sine kiwier i Italien, her i blandt økologiske kiwier fra Lazio.

Det skriver Dagrofa i et mailsvar til Danwatch.

Noget interview om problemerne i den italienske kiwi-sektor, er der imidlertid ingen chefer fra den store koncern med mere en 13000 ansatte, som vil stille op til.

Henrik Johannsen, Dagrofas CSR-chef, skriver dog i et mailsvar, at koncernen vil gå videre med sagen.

"Vi tager Danwatchs observationer fra området til efterretning og arbejder videre med den begrænsede information, som I har gjort tilgængelig for os. Hertil har vi lagt op til et fællesmøde faciliteret af Dansk Initiativ for Etisk Handel Danmark for en yderligere dialog", skriver han.

Hvad formålet med mødet mere præcist er, eller hvem der i givet fald skal deltage, vil Dagrofa ikke at uddybe, men netværket Dansk Initiativ for Etisk Handel har efterfølgende inviteret Danwatch med til mødet for at diskutere mulige løsninger på problemet arbejdsforholdene i Italien. 

Rosbjergvej, Brabrand, Danmark

Salling Group undersøger sagen

En anden supermarkedskæde, som også køber kiwi i Lazio er Salling Group, der driver mere end 1.700 butikker fordelt på kæderne Bilka, Føtex, Netto og Salling. 

Ifølge Salling Groups hjemmeside har koncernen tilsluttet sig både  FN principper for menneskerettigheder og erhverv (UNGP), OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder samt flere andre lignende regelsæt, som aller understreger virksomhedens forpligtelse til at respektere menneskerettighederne.  

Danwatch har derfor spurgt, hvad Salling Group gør for at sikre sig, at arbejdsforholdene er i orden i kiwi-produktionen, og hvad de gør for at rette op på de vilkår, som vores undersøgelse viser.

“Vi er opmærksomme på, at der i hele Europa, og særligt i sydeuropæiske lande anvendes migrantarbejdere i landbrugssektoren” skriver Henrik Vinther Olesen, vicechef for kommunikation og bæredygtighed.

Han forsikrer, at Salling Group tager Danwatchs fund “meget seriøst” men kan ikke genkende de forhold, vi beskriver.

“Vi er i løbende dialog med vores leverandører, og alle vores producenter er underlagt krav om dokumentation for social audit, og her er der ikke observeret denne type afvigelser", skriver henrik Winther Olesen, men lover alligevel at undersøge sagen nærmere. 

Hvordan Salling Group har tænkt sig at gøre det, uddyber Henrik Vinther Olesen ikke.

Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram