Den venlige, lidt korpulente mand med hornbrillerne og den bløde stemme ligner alt andet end en hårdkogt aktivist. Og det er han faktisk også. Han er nemlig først og fremmest sociologiprofessor, ansat ved La Sapienza universitetet i Rom og forfatter til en ph d, utallige forskningsartikler og hele tre bøger om udnyttelsen af indiske migrantarbejdere i det italienske landbrug.
I mere end ti år har 48-årige Marco Omizzolo brugt de fleste af døgnets vågne timer på at gøre opmærksom på de arbejdsforhold, som mere end 30.000 indere udsættes for i Lazio-området syd for Rom, hvor han oprindelig kommer fra.
Her kan du få et indblik i de metoder, der er anvendt i denne undersøgelse og hvilke data, der er fremkommet.
En indsats, som har skaffet ham talrige beundrere men også mange fjender. For de indiske migrantarbejdere i Lazio, hvor Marco Omizzolo kommer fra, er han en slags folkehelt – eller en “blodsbror”, som de kalder ham. En beskytter, som altid er parat til at forsvare og hjælpe dem, der har brug for det. For det officielle Italien er han respekteret forsker, som i 2019 blev tildelt den ærefulde titel som Ridder af den Italienske Republik. For FN er han en anerkendt menneskerettighedsforkæmper.
Men for andre han en farlig fjende, som skal bringes til tavshed. Chikane og trusler fra ukendte gerningsmænd har tvunget ham til at forlade den lille by Sabaudia i Lazio, hvor han ellers har boet – og i lange perioder udstyret ham med politibeskyttelse.
I dag bor og arbejder han på en hemmelig adresse og møder helst journalister på tilfældige, offentlige steder.
Vores interview med den berømte og berygtede sociologiprofessor finder sted i Parco Europa i byen Aprilia, i Lazio syd for Rom.
Samme dag skal signere sin seneste bog Per motivo di giustizia, (For retfærdighedens skyld, red), der handler om nogle af de mange indiske migrantarbejdere han har mødt, enten i forbindelse med sin forskning eller via hjælpeorganisationen InMigrazione, som han stiftede i 2015
Selv om Marco Omizzolo har mange fjender fra det, han betegner som “den italienske landbrugsmafia” – virker han overraskende rolig, da vi mødes i den lille bypark for at høre nærmere om hans forskning og mangeårige indsats for de indiske migrantarbejdere.
Det viser sig hurtigt, at interessen for de indiske migrantarbejderes forhold opstod for mange år siden, da han som ung sociologistuderende første gang lagde mærke til de mange indere, som fyldte vejene, når han tog en morgencykeltur gennem Lazios grønne marker og landsbyer.
For rigtigt at forstå, hvem de var og hvordan deres kultur og liv så ud, her midt i Italien, mere end fem tusinde kilometer borte fra Punjab, besluttede han at blive en af dem.
Under et falsk navn søgte han job på de lokale plantager i Lazio og arbejdere i flere måneder sammen med inderne.
“Jeg ville møde alle disse unge mænd i Terracina, Sabaudia og Latina. Jeg vidste intet om deres religion eller deres samfund, jeg besluttede at bo og arbejde blandt dem i nogen tid for bedre at forstå dem”, fortæller han.
Tiden som landbrugsmedhjælper og hans unikke kendskab til det indiske samfund i Lazio greb den unge forsker om hjertet og blev ikke bare en del af hans ph.d, det blev også startskuddet til en forskerkarriere, der siden har kredset om forskellige aspekter af migrantarbejderne forhold i Italien og Europa.
Og vilkårene var i sandhed forfærdelige, fortæller han. Dengang lå timelønnen for de indiske arbejdere på 2-2,5 euro, og arbejdsdagene var om muligt endnu længere end de 10-11 timer, som er normen i dag.
Overalt var der en atmosfære af frygt, vold og undertrykkelse, fordi arbejdere var overladt til plantageejerens forgodtbefindende og til lokale forretningsfolk eller mafiosi, som udnyttede deres sårbarhed til at afkræve dem høje gebyrer for usle boliger, mad og transport til og fra markerne.
I dag er forholdene lidt bedre, timelønnen er oppe på 5-5,5 euro (37-42 kr) i timen og afhængigheden af lokale banditter er blevet mindre, fortæller han.
“Udnyttelsen af de indiske migrantarbejder er fortsat alvorlig og udbredt,” siger han og understreger, at han ikke kun taler om økonomisk udnyttelse. Mange af de indiske arbejdere i Lazio udsættes fortsat for både fysisk og psykisk vold, viser hans forskning.
“Volden er systematisk og tæt forbundet med udnyttelse af deres arbejdskraft” siger han.
“Faktisk bøjer jeg volden i flertal, for der er tale om flere forskellige former for vold. Der er selvfølgelig fysisk vold, hvor arbejdsgiverne eller deres håndlangere tænker arbejder, der vover at kræve deres ret, men der er også verbal vold, hvor de indiske migranter bliver nedgjort, og udsat for racistiske fornærmelser,” fortæller han.
“Formålet med fornærmelserne er at tvinge de indiske arbejdere til at sænke hovedet og acceptere deres status som underlegne.Det er en måde at forberede dem på den udnyttelse, der sker. Budskabet er: Du er underlegen, jeg beviser det for dig, du accepterer det og du accepterer mine ordrer”, forklarer han og understreger, at det en en praksis som dyrkes både af indiske og italienske arbejdsledere.
I det hele taget bliver de indiske migrantarbejdere udnyttet fra alle sider, siger Marco Omizzolo. Udnyttelsen begynder allerede hjemme i Punjab, hvor de fleste af migrantarbejderne i Lazio kommer fra.
“Mange af de indiske migrantarbejder er også ofre for moderne menneskehandel. De bliver lokket til Lazio af folk, der tjener store summer på at få dem til området, og som oftest får de kun en brøkdel af det, de bliver lovet”, siger han.
For at kortlægge denne del af migrantproblematikken tog den italienske forsker selv til Indien i 2010, hvor han i flere måneder boede hos en indisk menneskehandler for at forstå, hvordan den del af processen foregår i praksis.
Undervejs boede han hos en menneskehandler i en lille landsby uden for Jalandhar, og sidenhen rejste han rundt i Punjab-provinsen sammen med ham for at møde unge nogle af de unge mænd, der forsøgte at komme til Italien og arbejde.
“Jeg fandt ud af, at mange af dem bliver tvunget til at rejse af deres familier. Det er familierne, der ville have dem til at rejse, ikke de unge mænd selv og nogen gange betalte familierne dem endda penge for at acceptere opgaven,” fortæller han.
Han bekræfter, at de unge må betale store summer til menneskehandlerne, ofte mellem 100.000-135.000 kroner for at komme til Europa. Penge, som bagefter må betales tilbage af dem selv og deres familier.
“Når migrantarbejderne på den måde er ofre for menneskehandel, kan man roligt sige, at udnyttelsen af dem starter allerede i Indien”, konstaterer han.
I Italien er der tale om en blanding af udnyttelse og rå kapitalisme, understreger han og retter en anklagende finger både mod plantageejerne, men også mod mod hele landbrugsindustrien i Italien.
Det er ikke en populær anklage i Italien, og derfor har den samvittighedsfulde sociolog også fået mange fjender fra det, han selv betegner som “landbrugsmafiaen”.
Hvem der mere præcist er, viger han behændigt uden om, måske af frygt for konsekvenserne ved at pege på toneangivende personer eller organisationer i den italienske landbrugssektor, eller måske fordi der er tale om et indviklet virvar af økonomiske interesser, som alle har en aktie i den lukrative landsbrugsbranche?
I flere omgange har han da også oplevet at blive chikaneret, få sin bil ødelagt og modtaget trusler, som har ført til, at han i lange perioder har måttet leve under politibeskyttelse.
Hvem der står bag truslerne, har politiet indtil videre ikke fundet ud af.
Da vi møder Marco Omizzzolo i Aprilia, er der ingen vagter i sigte, men han fortæller, at han har været nødt til at flytte fra Lazio til et hemmeligt sted for ikke at risikere noget.
“Jeg kan godt gå på gaden i Rom nu og i andre større byer i Lazio, men jeg kan ikke længere bo her”, fortæller han.
På det personlige plan har Omizzolos engagement også kostet flere venskaber og det er sjældent, han oplever folk der støtter ham åbenlyst.
“Jeg har på den ene side betalt med min frihed, men på den anden side har det givet mig en professionel frihed til at fokusere på problemet og koncentrere mig om at arbejde for andre” siger han.
En af dem, han har hjulpet er den nu 49-årige folkeskolelærer Balbir Nikah Singh, som i seks år var fanget under slavelignende forhold på en gård i Lazio.
Efter at have hørt om den indiske migrantarbejders brutale skæbne i 2017, besluttede Marco Omizzolo at hjælpe ham – og efter flere ugers indsats lykkedes det at få det italienske politi til at befri ham.
Og sidenhen har Marco Omizzolo hjulpet ham med at lægge sag an mod den tidligere arbejdsgiver og med at opnå et såkaldt retfærdigsvisum til Italien.
Det er en særlig permanent opholdstilladelse, som Balbir Nikah Singh er den første migrantarbejder, der nogensinde har opnået – en slags undskyldning fra den italienske stat på grund det, han har været udsat for.
“Det er rigtigt, at jeg har reddet Balbirs liv, men på en måde har han også reddet mit. Min mulighed for at hjælpe ham giver mit eget liv mening og jeg håber inderligt, at vi sammen kan være med til ændre systemet” siger Marco Omizolo.
For det er et helt system, der skal ændret, mener den italienske sociologiprofessor.
“Det der foregår på de italienske frugtplantager er moderne kapitalisme i dens mest rå form” siger han. “Men det er ikke kun her i Lazio, eller her i Italien, det foregår. Udnyttelsen af migrantarbejdere fra den tredje verden foregår over hele Europa, ja i hele verden. Det er et globalt problem. Vi må ikke glemme, at mennesker fra den tredje verden udnyttes også i USA, Canada, Australien og Kina”, siger han.
En løsning kræver ifølge Marco Omizzolo et opgør med hele systemet, med kapitalismen og med vores måde at tænke på. Et system, som han understreger, at vi alle nyder godt af i dag, fordi det skaffer billig frugt og grønt til forbrugerne, også i Danmark.
“Det handler både om at ændre det politiske og økonomiske system, som gør den her udnyttelse muligt. men det handler også om at ændre vores holdninger,” siger han.
Og med det mener han især den racisme, som får mange til at acceptere udnyttelsen af f.eks. mennesker fra Indien eller Afrika.
“Vi må stoppe med at gradbøje menneskerettighederne og de sociale rettigheder” siger han.
“Det bør ikke være nogen forskel på, hvor folk kommer fra. Alle i Europa bør have de sammen rettigheder, uanset om de er mænd eller kvinder, europæere eller ikke europæere” siger han.
“Og i praksis kan vi begynde med at kræve det af de gårdejere, der hver dag udnytter migranterne på deres plantager.”
Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.
Charlotte Aagaard
Stefania Prandi
Nikolaj Houmann Mortensen
