Urimelige arbejdsforhold i gummiplantager

Peter Khallash Bengtsen


Husk at dele
Branche
Forskelsbehandling, forbund mod fagforeninger, lav løn og farlige sprøjtemidler. Det er hvad arbejderne på gummiplantager i Indonesien må finde sig i. DanWatch har besøgt dem.
Peter Khallash Bengtsen


Gummitræerne står snorlige på rad og række så langt øjet kan se. Før daggry og den stærke sol for alvor bryder frem, er gummiarbejderne ude blandt træerne og snitte med millimeter-præcision i barken, så den mælkehvide gummisaft kan pible frem og opsamles i små kokosskaller eller plasticskåle for foden af træet.

”Det kræver ekspertise at snitte rigtigt, så den rette mængde gummi pibler frem i det rette tempo”, siger Cecilia Nancy, senior researcher hos Indonesian Rubber Research Institute (IRRI).

Træet bløder på den måde, mens plantagearbejderne går videre til det næste og det næste og det næste træ. Nogle timer senere starter de på ny ved første træ, denne gang med en spand, hvori de opsamler gummiet, der slutter sit liv på den anden side af kloden i dine gummistøvler eller topmadras.

Udsatte migrantarbejdere

Arbejdsdagen ser ikke stressende ud, som gummiarbejderne trasker rundt fra træ til træ. Men ikke alt er som det skal være på nogle af plantagerne.

Migrantarbejdere udgør en stor del af arbejdsstyrken på plantager i Sydøstasiatiske lande såsom Malaysia og Thailand. I Malaysia interviewede DanWatch en række migrantarbejdere, mest fra Indonesien men også fra Indien Bangladesh og Myanmar.

Mange af migranterne bliver hyret via rekrutteringsbureauer, der rejser til Malaysias nabolande for at finde billig arbejdskraft. Migranterne bliver lovet god løn og bolig, men oplever nogle gange noget andet, når de kommer til plantagen.

Ifølge K. S. Raju, der er tidligere præsident i den Nationale Union for Plantagearbejdere (NUPW) i Malaysia, bliver migranter ofte forskelsbehandlet. De må arbejde flere timer end de lokale for at tjene det samme som de lokale.

Migranternes pas bliver ofte opbevaret af plantagevirksomhederne. Det er tilfældet hos Sime Darby’s plantage St. Hellier i Malaysia.

“Officielt sker det af sikkerhedsgrunde. Men den reele grund er, at de vil forhindre migranterne i at søge efter bedre jobs”, siger advokat Alfred B. Vengadasalam.

10 år på daglejervilkår og uden fagforening

Fagforeninger er udbredt på de indonesiske og malaysiske gummiplantager, men det betyder ikke, at det er let at få ordentlige arbejdsforhold, og nogle steder må arbejderne ikke organisere sig.

Hos plantagevirksomheden PT Silva Inhutani på det sydlige Sumatra har gummiarbejderne ingen fagforening. Og alle har status af daglejere, selvom de har arbejdet fast i årevis, men uden at blive ansat på en permanent kontrakt. Det siger ILO – FNs internationale arbejds-organ – ellers, at man har ret til.

“Jeg har arbejdet og boet her i over 10 år, men som daglejer uden fast kontrakt. De (plantagen, red.) giver ikke gummiarbejdere fastansættelse. Vi må heller ikke oprette en fagforening her’, siger Pundo der er gummiarbejder for plantagevirksomheden PT Silva Inhutani i Indonesien.

Løn, mindsteløn og leveløn

Ikke alle daglejere får en løn på mindstelønsniveauet i Indonesien, trods de arbejder i årevis for samme plantage.

”Jeg tjener 25.000 IDR om dagen. Det rækker ikke langt, så jeg prøver at finde andre jobs ved siden af, men de er ikke let at finde”, siger Simijir, der har været daglejer i tre år hos plantagen PT Gotong Royong.

Det er dog heller ikke alle fastansatte gummiarbejdere, som tjener over mindstelønsniveauet. I Malaysia tjener migrantarbejdere ned til 600-700 MYR/måned, hvilket svarer til to tredjedele af den mindsteløn, som ved lov er trådt i kraft ved årsskiftet.

”Vi blev lovet 1000 MYR/måned i løn, da agenten kom til vores landsby i Indonesien for at finde arbejdere. Vi blev også lovet en ordentlig bolig. Men vi har ikke fået, hvad vi blev lovet”, siger 19-årige Haisir Dihandu fra Indonesien, der arbejder for den malaysiske plantagekoncern Kuala Lumpur Kepong Berhad.

I Indonesien lå lønnen for de fastansatte gummiarbejdere, som DanWatch mødte, på mindstelønnen (1,2 mio IDR/måned) eller over. Hos Bridgestone – verdens største bildækmærke og ejer af den største gummiplantage i Indonesien svarende til 36.000 fodboldbaner – var lønningerne op til det dobbelte af mindstelønsniveauet.

”Har man familie og børn rækker mindstelønnen ikke. Så må man finde extra arbejde for at få det til at løbe rundt og betale for børnenes skoletransport osv.”, siger 56-årige Warita fra Indonesien.

Sprøjtemidler der er forbudt i Danmark

Nogle af de mest udbredte sprøjtemidler mod ukrudt i de asiatiske gummilande indeholder paraquat eller glyphosat. Alle butikker med sprøjtemidler har en række produkter med paraquat og glyphosat.

Især paraquat er ekstremt giftigt for mennesker. Overlever man en forgiftning, kan man stadig risikere at få lungeskader, nyreproblemer og hjertestop ifølge det amerikanske Center for Disease Control and Prevention.

Paraquat har været forbudt i Danmark siden 1994. Mange gummibønder bruger paraquat uden beskyttelse i Asien. Hos plantagevirksomheden PT Silva Inhutani bruges det også.

Også glyphosat og andre sprøjtemidler er giftige for mennesker.

“På min første dag fik jeg vejledning i at sprøjte. Jeg kastede op, da jeg startede på grund af lugten. Derefter vænnede jeg mig til lugten”, fortæller Haisir Dihandu på 19, der har været fuldtids-sprøjter i 10 måneder for Kuala Lumpur Kepong Berhad (KLK) i Malaysia.

KLK udleverer en beskyttelsesudstyr til brug ved sprøjtning. Ikke alle steder får arbejderne tilstrækkeligt udstyr.

’Vi laver selv vores beskyttelsesmasker, fordi plantagen ikke giver os nogle. Sprøjtemidlerne vi bruger er giftige, og det er vigtigt med beskyttelse”, siger Tumino, der arbejder for plantagevirksomheden PT Gotong Royong i Indonesien. Tumino er også tillidsmand for gummiarbejderne der. Ifølge PT Gotong Royong udleveres  ‘noget’ udstyr til sprøjtning.

Relaterede nyheder
Mere om samme ...
Branche

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.