Hvis de ikke er tilfredse med dig, går de deres vej. Og det vil jeg helst ikke have.” Sådan forklarer Sierra Leones finansminister, Samura Kamara, at forhandlinger med udenlandske minevirksomheder igen og igen ender med kontrakter, der giver det vestafrikanske land klart mindre i skattebetaling, end landets egen lovgivning foreskriver.
Ordene faldt på ministerens kontor i maj 2011 i et interview med Danwatch’s journalister. De har fået plads i organisationens netop offentliggjorte rapport ‘Not Sharing the Loot’.
Ministeren giver her en af grundene til, at minesektoren i 2010 kunne stå for 60 procent af Sierra Leones samlede eksport og alligevel kun bidrage med otte pct. af regeringens skatteindtægter fra eksportsektoren.
Sarah Dieckmann, der er hovedforfatter på Danwatch’s rapport om emnet, forklarer:
“Sierra Leone har en minelovgivning og en skattelovgivning, der skulle kunne sikre landet en fair andel af de udvundne værdier, men de enkelte aftaler med virksomhederne lever bare på ingen måde op til den lovgivning. Fra politisk side er der en opfattelse af, at man er nødt til at tildele virksomhederne nogle skattemæsige fordele for at tiltrække investeringer.”
Alle virkomheder i skattely
Men de individuelle aftaler med virksomhederne er kun en af forklaringerne på den lave skattebetaling. DanWatch har i rapporten kortlagt virksomhedsstrukturen hos de fem største minevirksomheder i Sierra Leone og vist, at alle udvindingsvirksomhederne er ejet af virksomheder i skattely.
“Moderselskabet i eksempelvis England ejer virksomheden i Sierra Leone via et datterselskab i skattely. En sådan konstruktion giver mulighed for at minimere sin skattebetaling i både Sierra Leone og i England ved at overføre penge til virksomhedsenheden i skattely,” forklarer Sarah Dieckmann.
“Det er ikke nødvendigvis ulovligt. Det kommer an på, hvilke teknikker virksomhederne anvender, og man kan desvære ikke finde ud af, hvad virksomhederne præcis gør. For enten udgiver de slet ingen årsregnskaber, eller også udgiver de et samlet regnskab for hele koncernen, og så kan man ikke se pengestrømmene mellem de forskellige datterselskaber. Dermed kan man heller ikke se, hvad den enhed i Sierra Leone har tjent, og hvad den har haft af udgifter.”
Ny lovgivning på vej
Det store spørgsmål er så, hvordan man kan løse dette problem, der hvert år koster udviklingslandene mange milliarder, der kunne være blevet brugt på udvikling.
Et nyt forslag fra Europakommissionen fra oktober forsøger at skabe større gennemsigtighed i olie- og mineindustrien ved at tvinge virksomhederne til at offentliggøre, hvor meget de betaler i skat for hver enkelt mine eller boreplatform, de har.
Det har den store fordel, at det vil gøre det muligt for civilsamfundet at overvåge og afsløre eventuel korruption – hvis der er uoverenstemmelse mellem det, regeringen siger, at den modtager, og det, virksomheden oplyser, at de betaler.
Men de nye regler gør det ikke nemmere at opdage skattespekulation, vurderer den britiske økonom og ekspert i international skat, Richard Murphy.
“EU-direktiverne tvinger virksomhederne til at offentliggøre deres samlede skattebidrag – men desværre er der ikke noget i det, de offentliggør, som gør det muligt for nogen at tjekke, hvordan virksomheden er nået frem til de tal. Så man kan stadig ikke afsløre transfer mispricing (ulovlig skatteteknik til at flytte overskud fra et land til et andet, red.), eller om profit flyttes til skattely. På den måde får direktiverne ingen indflydelse på eventuel skattespekulation,” forklarer han.
Richard Murphy mener, ligesom IBIS længe har advokeret, at skattespekulation i stedet skal bekæmpes med såkaldte land-for-land-regnskaber.
“Problemet kan kun løses, hvis virksomhederne aflægger fuldt regnskab for hvert enkelt land, de opererer i. Så kan vi se, hvor meget en virksomhed tjener i hvert enkelt land, og kan sammenligne det med, hvad regeringerne modtager i skattebidrag. Først da vil vi kunne afsløre skattespekulation,” siger Lars Koch, politikchef i IBIS.
