Danske pensionskasser finansierer nyt norsk olieboom

Olieselskaber jubler over nye olie- og gasfelter i Barentshavet, mens danske pensionskasser fastholder milliardinvesteringer i selskaberne. Greenpeace sagsøger den norske stat for manglende klimahensyn.

Illustration: Thomas Bugge

Store danske investorer som PensionDanmark, PBU, Danica, Industriens Pension og Sampension er havnet i en kæmpe norsk klimakonflikt.  

Konflikten begynder nord for Norge, dybt under Barentshavets bølger. Her gemmer undergrunden på enorme mængder olie- og gasforekomster. 

For olieselskaberne Equinor, Shell og Aker BP, som de danske pensionskasser har investeret milliarder i, er det en guldgrube, der nu har vokset sig endnu større.

Den norske regering har netop besluttet at udvide havområderne, hvor de tillader virksomheder at jagte nye olie- og gasressourcer. Udvidelserne omfatter 3 blokke i Norskehavet og 34 blokke i Barentshavet, svarende til et areal på omtrent Sjælland.

  • Det norske Energidepartement afholder årligt såkaldte tildelingsrunder i foruddefinerede områder (TFO). TFO-runderne giver olieselskaber mulighed for at få adgang til attraktive arealer i havområder på norsk territorium. 
  • I år er TFO-området udvidet med i alt 37 blokke, hvoraf 28 ligger i Barentshavet og 9 i Norskehavet.  Olieselskaberne kan ansøge om licenser til september. 
  • TFO runderne har til formål at fremme norsk olie- og gasudforskning og -produktion på norsk kontinentalsokkel. Det skal bidrage til at skabe arbejdspladser og øge indtægterne til den norske stat.

Beslutningen giver olieselskaberne mulighed for både at udvinde mere olie og gas fra allerede velkendte oliefelter, og at søge efter fossile brændsler i helt nye uberørte og miljø-sårbare havområder.

Det harmonerer dårligt med de danske pensionskassers klimaløfter om CO2-reduktioner og investering i grøn omstillng.

Ifølge høringsdokumenter, som Danwatch har gennemgået, er olieselskaber, med danske pensionspenge i ryggen, begejstret for udsigten til nye oliefund i hidtil uberørte havområder. 

“Shell Norge anser udvidelsen for vigtig for at udnytte ressourcerne på norsk sokkel bedst muligt”, skriver verdens femte største olieselskab Shell i sit høringssvar til de norske myndigheder.

FAKTA

Danske pensionsinvesteringer i nyt olieboom

Danske investeringer i olieselskaber, der ifølge høringsdokumenter støtter fossil ekspansion i Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet

”Equinor ser frem til at deltage aktivt i årets udbudsrunde,” lyder responsen fra Norges største olieselskab om de nye muligheder for fossil produktion fra den norske undergrund. 

Samme opbakning kan findes for Aker BP, DNO, Inpex og Harbor Energy.

Danske pensionskasser fastholder investeringer

Den norske olieforsker Helge Ryggvik mener, at udvidelserne i Barentshavet afslører en norsk intern klimakonflikt og det pres for flere fossile udvidelser, som underleverandører, fagforeninger, politikere og oliesektoren udsætter regeringen for.  

“Udvidelserne i Barentshavet er udtrykt for Norges fortsatte jagt på nye store oliefelter. Det strider mod klimamål og er ikke økonomisk rentabelt i sig selv, medmindre udviklingen subsidieres. Udvidelserne afspejler strategiske og politiske interesser”, siger Helge Ryggvik, som er seniorforsker ved Oslo Universitet.

Greenpeace i Norge retter en skarp kritik mod danske pensionskasser, der investerer i olieselskaber, som er aktive i området. 

“Jeg mener, at de danske pensionskasser bedrager deres medlemmer, hvis de fortsætter med at investere i den norske olieindustri og samtidig hævder, at de støtter globale klimamål,” siger Greenpeaces leder i Norge, Frode Pleym. 

De danske pensionskasser mener ikke, at udvidelserne flugter med den grønne omstilling. Alligevel  fastholder de deres investeringer i olieselskaberne, viser et rundspørge Danwatch har foretaget.  

”Vi er bekymrede for den forventede udvidelse af norske oliefelter, som klart er et skridt i den forkerte retning i omstillingen væk fra fossil energi. Vi er ikke tilhængere af udvidelsen af oliefelterne,” siger Ann-Louise Winther, chef for ansvarlige investeringer og bæredygtig udvikling i Industriens Pension.

Trods bekymringen agter Industriens Pension ikke at frasælge sine aktier for mere end 150 millioner kroner i Equinor, Shell og Aker BP. 

“Vores tilgang er, at reduktionen af udledningerne fra vores portefølje skal ske gennem omstilling i vores porteføljeselskaber og ikke gennem frasalg”, siger Ann-Louise Winther. 

Udmeldingerne fra olieselskaberne udfordrer også Pædagogernes Pension (PBU), der har investeret 211 millioner kroner i Shell, der ellers tilbage i 2015 afviste at lede efter flere oliekilder i arktiske områder, som Barentshavet er den del af.  

“PBU er kritiske, når Shell med sit høringssvar holder muligheden for deltagelse i en koncessionsrunde i Barentshavet åben, og det er et forhold, som vores ledelse vil tage op med Shell i forbindelse med møde i Haag i august”, siger Rasmus Juhl Pedersen, chef for ESG i PBU, som forvalter 90 milliarder kroner for 125.000 pædagoger. 

Danica, der har 755 millioner kroner investeret i Equinor, Shell og Aker BP, oplyser, at de er i en proces med at implementere en ny klimastrategi og derfor ikke udtaler sig.

Målet om et CO2-neutralt samfund i 2050

Flere af pensionsselskabernes klimamål hviler på Det Internationale Energiagenturs (IEA) scenarie om et CO2-neutralt samfund i 2050 (Net Zero 2050). 

Forudsætningen for at indfri Net Zero 2050 målet er, ifølge IEA selv, at der ikke investeres i udvikling af nye olie- og gasfelter end dem, der allerede er godkendt før 31.12.2021. 

Sampension har lovet sine 307.000 kunder, at deres samlede pensionsformue på 300 milliarder kroner skal “understøtte FN’s Parisaftale” på vej mod en “Net-zero 2050-målsætning”.

Både Shell og Equinor, som I har investeret i, bakker op om de nye norske fossile ekspansionsplaner i de nævnte områder –  ændrer det jeres holdning til selskaberne?

“Shell er, som Equinor, et dilemma ift. ansvarlige investeringer. Vores holdning er foreløbig uændret. Det vil sige, at vi fortsat mener, at selskabernes klimastrategier er mangelfulde. Men vi mener også, at det mest ansvarlige er at samarbejde med selskabernes øvrige investorer om at skabe den nødvendige forandring”, siger Jacob Ehlerth Jørgensen, der er chef for ESG i Sampension.

Også PensionDanmark fastholder sine investeringer i Equinor og den norske olieindustri.

PensionDanmark balancerer sit synspunkt mellem, at fossil ekspansion er uforenelig med Parisaftalen og at der fortsat er behov for fossil energi.   

”Norge har en meget klar tilslutning til Parisaftalen, som olieekspansionen isoleret set flugter dårligt med. Men samtidig anerkender vi, at selv om der skal ske et markant fald i forbruget af olie og gas de næste 25 år, så vil der fortsat være behov for især gas i Europa,” siger Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed hos Pensiondanmark. 

PensionDanmark, der er Danmarks femte største pensionsselskab,  har investeret i Aker BP, Equinor, DNO, Habour Energy og Shell, der opererer i de norske områder. 

”Isoleret set får de norske udvidelser ikke nogen betydning, men vi følger løbende de enkelte olie- og gasselskabers omstillings- og ekspansionsplaner, som bliver adresseret i vores aktive ejerskab”, siger Jan Kæraa Rasmussen. 

  • Danwatch har analyseret danske pensionskassers investeringer i olieselskaberne Equinor, Shell, Aker BP, DNO, Inpex og Harbour Energy, som alle entydigt i høringssvar bakker op om den norske regerings plan for at udvide områderne hvor der kan tillades fossile ekspansion. 
  • Danwatch har identificeret investeringer for over to milliarder kroner ovenstående olieselskaber blandt otte danske pensionsselskaber,  ATP, PensionDanmark, PKA, PBU, Danica, Industriens Pension, Sampension og Pensam. 
  • Der er flere olieselskaber, der opererer i de norske havområder. Vi har kun analyseret de selskaber, der har ytret sig i den norske høringsrunde om sagen.

Olieinvesteringer er rekordhøje

Helge Rygvikk vurderer, at Norge er meget langt fra at udfase fossil energi.

“Der investeres årligt over 200 milliarder kroner i den norske fossile industri. Det er nær rekord og mere end før COVID-19 krisen. Det viser, at Norge er meget langt fra at udfase fossil energi”, siger Helge Ryggvik, som har skrevet bøgerne ”Til siste draape om oljens politiske oekonomi” fra 2010, og senest ”På kanten – Norsk oljevirksomhet i Barentshavet og hvorfor det må settes en strek” fra 2021.

Greenpeace Norge mener heller ikke, at udvidelserne er forenelige med globale klimamål, som de danske pensionskasser har tilsluttet sig.  

“I gennemsnit tager det 15 år at udvikle et nyt felt. Hvis det skal producere olie og gas i de efterfølgende 30 år, mange gange endda længere,  strider det mod Parisaftalens mål om CO2-neutralitet i 2050”, siger Frode Pleym. 

Globale klimakonsekvenser er aldrig undersøgt

Mens olieselskaberne med danske pensionsmillioner i bagagen glæder sig over nye milliardindtægter til både den norske stat og dem selv, så kritiseres den norske regering af sit eget rådgivningsorgan. 

Havforskningsinstituttet, der hører under det norske Nærings- og fiskeridepartementet, er sat i verden for at rådgive den norske regering om miljø- og klimaspørgsmål relateret til de norske have. 

Havforskningsinstituttet kan sammenlignes med det danske Klimaråd, og instituttet kritiserer nu den norske regering.  

“Vi er i god dialog med både olieselskaberne og regeringen om udvidelserne. Men vi finder det kritisabelt, at regeringen aldrig har fået foretaget konsekvensberegninger af klima-risici ved ny olie- og gasudvinding i de berørte områder”, siger forskningschef ved Havforskningsinstituttet, Henning Wehde. 

Han henviser til det norske regeringsgrundlag fra 2021. Her lover den norske regering, at “(…) nye områder skal forvaltes, så hensynet til vedvarende energi, klima og miljø vejer tungt.  Klima og miljø skal vurderes mere helhedsorienteret (…)”, skriver den norske regering. 

“Det har de aldrig efterlevet”, siger Henning Wehde, som forventer, at den norske regering over sommeren endeligt beslutter sig for udvidelserne. 

Også den norske Højesteret har i en dom fra 2020 opfordret den norske stat til at undersøge de globale klima konsekvenser af fossil ekspansion.  

I 2016 lagde NGO’erne Natur og Ungdom og Greenpeace sag an mod den norske stat.  Anklagen lød, at det er ulovligt at udvide olie- og gasområder fordi der står i Norges grundlov, at staten skal passe på naturen.   

Greenpeace og Natur og Ungdom tabte sagen i 2020. Men i dommen blev der formuleret en et spinkelt håb for aktivisterne om oplysningskrav om beregninger af globale klima konsekvenser, når staten fremlægger planer for udvikling og drift af nye oliefelter. 

Regeringen har bevidst undladt at vurdere globale klima konsekvenser af den norske olieekspansion, mener Greenpeace. 

“Det er under al kritik, at den norske stat ikke har efterlevet anbefalingen fra højesteret om at undersøge globale klima konsekvenserne af norsk olie & gasudvinfing”, siger Frode Pleym. 

Greenpeace Norge har vekslet kritikken til et nyt sagsanlæg mod den norske stat. Byretten i Oslo har givet Greenpeace ret og erklæret, at udvidelsen af tre oliefelter er ulovlige, fordi staten ikke har foretaget konsekvensberegninger i forhold til globale klimamål.    

Sagen er anket og forventes at gå hele vejen til Højesteret. 

Danwatch har spurgt det Det Norske Energidepartement om de enige med Havforskningsinstituttet og Greenpeace Norge i, at der ikke er lavet klima-konsekvensberegninger på udvidelserne i Barentshavet og Norskehavet.

”Nej, vi deler ikke den opfattelse. Norsk klimapolitik er baseret på det FN-ledede klimasamarbejde, inklusive Parisaftalen, hvor hvert land er ansvarligt for udledningen fra sit territorium og sin økonomiske zone. Norge har taget omfattende virkemidler i brug for at reducere udledningen af drivhusgasser. Over 80 procent af drivhusgasemissionerne i Norge er omfattet af sektorindgribende økonomiske virkemidler i form af kvotesystemer og CO2-afgift. Dette omfatter en omfattende regulering af luftforurening fra oliesektoren med høje omkostninger forbundet med både kvotesystemer og CO2-afgift. Norsk olie- og gasproduktion foregår også med gennemsnitligt lave drivhusgasemissioner sammenlignet med andre producentlande.”

”At forbrænding af olie og gas vil medføre CO2-udledning har været alment kendt i lang tid og har været en tydelig del af debatten om norsk olie- og klimapolitik i mange år. Dette har derfor også været en vigtig del af baggrunden for departementets gennemførelse af den oliepolitik, som Stortinget har fastlagt, herunder de årlige TFO-koncessionsrunder. Departementet har god indsigt i, hvilke forbrændingsemissioner der forventes at opstå i forbindelse med norsk olie- og gasproduktion.”

Danwatch har spurgt Equinor, Aker BP og Norske Shell om hvordan støtten til udvidelserne af nye tilladte områder for fossil ekspansion flugter med Parisaftalen og klimamål. Kun Aker BP er vendt tilbage på Danwatch´ henvendelse. Nedenfor er hele svaret gengivet:

“Aker BP is a pure oil and gas company – and we take the global climate challenges very seriously.”

“Aker BP’s CO2 emissions per barrel are among the lowest in the entire oil and gas industry globally.”

“Based on the position as a global leader in low emissions, we have set further targets for decarbonisation of our operations which are aligned with the Norwegian petroleum industry commitment to a 50 percent reduction in operational greenhouse gas (GHG) emissions by 2030 as compared with the 2005 level. This also puts us in alignment with the Norwegian authorities’ overall net-zero ambition.”

“Besides the progressive decarbonisation targets, we contribute to maintaining and strengthening the Norwegian welfare society, and create great value for society in the form of tax, expertise and technology development that also benefits other industries.”

“We are proud of our contributions both to solving the world’s energy needs and to the green shift.”

Udgivet sammen med Finans

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Vi skriver ud 1-2 gange om ugen og bruger selvfølgelig kun din e-mail-adresse til vores nyhedsbreve

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up

Vi skriver ud 1-2 gange om ugen og bruger selvfølgelig kun din e-mail-adresse til vores nyhedsbreve

heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right