Åbner i en ny fane
Byggeri og infrastruktur19/06/2024

Efter nye anklager om vold: Danske virksomheder trækker sig ikke fra saudiske Neom

BBC kunne i maj fortælle, at saudiske styrker blev beordret til at skyde lokale indbyggere for at gøre plads til fremtidsbyen Neom. De danske virksomheder Haldor Topsøe, DSV og Bjarke Ingels Group fastholder deres involvering.
BaerendeBillede
Foto: Neom: PR materiale NEOM/DSV: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix/BIG: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix/Haldor Topsøe: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Collage: Danwatch
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Neom’s danske forbindelser

  • Lige nu er Saudi-Arabien ved at opføre fremtidsbyen Neom. Byen er en del af kronprins Mohammed bin Salmans store vision for oliestaten, men bag kulisserne er der anklager om grove menneskerettighedskrænkelser.
  • Blandt andet er der beretninger om massefordrivelser, dødsstraffe og drab. En af ofrene for projektet er Abdul Rahim al-Huwaiti, der blev skudt af saudiske regeringsstyrker, fordi han nægtede at forlade sit hjem for at gøre plads til byen.
  • Eksperter frygter også for migrantarbejderes forhold. Ligesom andre oliestater benytter Saudi-arabien sig af kafala-systemet, der stavnsbinder migrantarbejdere til deres arbejdsgiver.
  • Alligevel er Danmark på flere måder involveret i bin Salmans Neom. Det gælder ikke mindst det officielle Danmark, som på sociale medier opfordrer danske virksomheder til at engagere sig i byen.

I 2020 beordrede de saudiske myndigheder efterretningsofficeren oberst Rabih Alenezi til at bruge dødelig magt, hvis lokale indbyggere nægtede at forlade deres hjem for at gøre plads til den hypermoderne fremtidsby Neom.  

Det kunne han fortælle til BBC for nyligt. Helt konkret fik han ordrer om at fordrive landsbyboere fra landsbyen al-Khuraybah, hvor der hovedsagelig boede folk fra Huwaitat-stammen. Formålet var at gøre plads til kronjuvelen The Line, en 170 kilometer lang skyskraber.

Samme år, som ordren fra de saudiske myndigheder faldt, indledte den danske virksomhed Topsoe, tidligere Haldor Topsøe, et samarbejde med amerikanske Air Products om verdens største hydrogenanlæg, der også skal ligge i Neom.

Også Bjarke Ingels arkitekthus BIG og transportkoncernen DSV er involveret i projektet. Sidstnævnte indgik i 2023 et partnerskab med Neom til en værdi af ti milliarder dollars. 

Ifølge den saudiske menneskerettighedsorganisation ALQST burde oberstens beretning få de danske virksomheder til at genoverveje deres fortsatte engagement i fremtidsbyen. 

“De kan ikke længere lade som om, at de ikke arbejder på land, hvor lokale indbyggere enten er blevet dræbt, arresteret, dømt til døden eller tvangsfordrevet”, skriver kommunikationschef hos ALQST, Lina Alathloul i en signal besked. 

“De bør derfor hurtigst muligt reflektere over deres juridiske og moralske virksomhedsforpligtelser, herunder FN’s, og faktisk revurdere deres involvering i projektet fuldstændigt”, fortsætter hun.

Ingen af de danske virksomheder svarer direkte på, om de genovervejer deres samarbejde med Neom efter de nye afsløringer, men skriver, at deres samarbejdspartnere overholder deres Code of Conduct.

Massive tvangsforflyttelser

Neom er en del af kronprins Mohammed bin Salmans Vision 2030-strategi, der vil gøre den saudiske økonomi mindre afhængig af olie. Det fremstilles ofte som én by, men består i realiteten af et område på størrelse med Belgien, der kommer til at huse flere byer. 

Projektet blev fra starten markedsført som fremtiden og klimavenligt, men hurtigt rullede skandalerne ind. Mens bin Salman beskrev området, der skulle bruges til Neom, som et tomt lærred, så virkeligheden ifølge vidneberetninger og menneskerettighedsorganisationer meget anderledes ud. 

På størrelse med Belgien

For at gøre plads til flyvende taxaer, selvlysende strande og en gigantisk falsk måne anslår blandt andet ALQST, at 20.000 medlemmer af Huwaitat-stammen i byerne al-Khuraybah, Sharma and Gayal er blevet tvangsfordrevet fra deres jord. Ofte uden fair kompensation eller hjælp fra den saudiske stat. 

De massive tvangsforflyttelser fik nogle fra stammen til at gøre oprør. En af dem var Abdul Rahim al-Huwaiti, der blev dræbt og skudt af saudiske sikkerhedsstyrker, fordi han nægtede at forlade sit hjem.

Andre er blevet dømt fængslet eller dømt til henrettelse. I en ALQST-rapport fra 2023 fremgår det, at 15 personer har fået fængselsstraffe, mens fem andre er blevet dømt til døden.

Abdul Rahim al-Huwaiti sidste video, inden han kort efter blev skudt.

Tager afstand

Nu kommer så Oberst Rabih Alenez nye beskyldninger i BBC, der lægger sig i slipstrømmen af de allerede mange anklager om Neom. Her fortæller han, at ordren fra april 2020 erklærede, at Huwaitat-stammen bestod af "mange oprørere", og at "den, der fortsætter med at modsætte sig [udsættelse] bør dræbes (...). 

BBC’s afsløring er bekymrende, mener Amnesty International Danmark. 

“Amnesty International Danmark har ikke selv undersøgt det pågældende projekt, men hvis de oplysninger der er kommet frem, er sande, giver det anledning til stor bekymring”, skriver Sanne Borges, seniorrådgiver for menneskerettigheder og erhverv i Amnesty international Danmark 

Danwatch har spurgt de danske virksomheder involveret i Neom, hvordan de forholder sig til oberstens fortælling. 

Administrerende direktør i BIG, Sheela Søgaard, skriver i en mail, at de tager afstand fra dem. 

”Vi har ligesom andre danske arkitektvirksomheder taget et aktivt valg om at bidrage til en positiv udvikling i Mellemøsten, hvor vi kan. Vi tager selvfølgelig afstand fra enhver form for vold og overgreb, som BBC har rapporteret i forbindelse med The Line-projektet”, lyder det i mailen. 

Danwatch kunne sidste år beskrive BIG’s rolle i den storstilede fremtidsby, hvilket dengang vækkede kritik. 

“Når en virksomhed eller en arkitekt er en del Neom, giver de også legitimitet til et projekt, der rent faktisk slår folk ihjel. Neom er bygget på blod”, sagde blandt andet fra kommunikationschefen hos ALQST, Lina Alhathloul. 

DSV: Et ambitiøst projekt

Transport- og logistikvirksomheden DSV forholder sig ikke konkret til beskyldningerne, men skriver i stedet, at Neom er et stort og ambitiøst projekt med interessenter fra hele verden, hvor deres opgave er at levere transport- og logistikløsninger. 

De skriver også, at de driver deres forretning ud fra deres Code of Conduct, som er “baseret på danske værdier og ønsket om at drive en ansvarlig forretning”.

“Vores joint venture med NEOM er endnu ikke iværksat, men når det er oppe at køre, vil det blive styret ud fra politikker, processer og kontroller, der har til formål at sikre, at arbejdet udføres i overensstemmelse med vores Code of Conduct”, som det står i mailen. 

Ligesom BIG mødte DSV også kritik, da de i efteråret 2023 meldte ud, at de indgik i et samarbejde med Neom. 

Investorerne AkademikerPension og LD Fonde udtrykte i den forbindelse, at de var bekymrede over samarbejdet, fordi DSV risikerer at medvirke til menneskerettighedskrænkelser.

2019
2023
Danwatch har analyseret satellitbilleder af de tre byer, der alle er så godt som slettet fra jordens overflade. Her ses al-Khuraybah.

Kender til kritikken

Hos Topsoe, hvis hydrogenanlæg skal stå færdigt i 2026, er man bekendt med kritikken af Neom, nærmere bestemt The Line. De understreger dog, at de netop ikke er en del af The Line, men industrikomplekset Oxagon, der også skal ligge i Neom. 

“Vi er opmærksomme på, at der er rejst kritik af et projekt i Neom-regionen, som hedder The Line. Topsoe er ikke involveret i projektet, og vi har intet kendskab til, hvordan projektet føres ud i livet, udover det der bliver rapporteret om i medierne”, skriver Vice President, Communication and Brand hos Topsoe, Kasper Westphal Pedersen. 

“Topsoe er involveret i et andet projekt i samme region, hvor vi er underleverandør til Air Products. Air Products er en amerikansk virksomhed, vi har samarbejdet med i mange år omkring projekter over hele verden. I forbindelse med, at vi indgik aftalen med Air Products var vi igennem en grundig due diligence, og det er vores klare forståelse, at projektet overholder kravene i vores Code of Conduct”, fortsætter mailen. 

ALQST, der beskæftiger sig indgående med menneskerettighedssituationen i og omkring Neom, er dog ikke enig med Topsoe’s skelnen mellem The Line og så deres projekt i Oxagon. 

Ifølge kommunikationschefen Lina Alhathloul er der sket tvangsforflyttelser i hele området, og virksomheder kan derfor ikke vide sig sikre på, at netop deres projekt skal rejses på “rent jord”. 

“De overgreb, der er begået, er ikke sket i forbindelse med et specifikt projekt, men for at udvikle Neom som en helhed”, skriver Lina Alhathloul. 

Forelagt kritikken svarer Kasper Westphal Pedersen, at det ikke handler om en sondring mellem projekter med samme ejer: 

“Når vi indgår projektaftaler, laver vi due diligence på projektet og på kunden, vi indgår aftalen med. Det har vi også gjort i dette tilfælde, og det er vores klare forståelse, at der hverken er problemer med projektet, vi leverer teknologi til, eller med vores kunde, som er Air Products”, Kasper Westphal Pedersen. 

Hydrogenanlægget har en anslået værdi til 5 milliarder dollars svarende til 34,8 milliarder danske kroner. Topsoe ønsker ikke at oplyse, hvor stor deres indtjening bliver. 

Ingen dialog 

Saudi-Arabien har ingen uafhængig menneskerettighedsovervågning, mens uafhængige ngo'er ikke har været tilladt i oliestaten siden 2017. Set i det lys, mener ALQST, at de involverede danske virksomheder skal gå i dialog med deres samarbejdspartnere, ikke mindst Neom. 

Samme holdning har Amnesty International Danmark, der kalder Saudi-Arabien et “absolut højrisikoland at operere i på grund af landets mangeårige historik med alvorlige brud på menneskerettighederne”. 

“Det er vigtigt, at danske virksomheder tager situationen alvorligt og er ekstra opmærksomme på, hvordan deres aktiviteter i landet påvirker menneskerettighederne. De skal gå i dialog med deres samarbejdspartnere”, skriver Sanne Borges, seniorrådgiver for menneskerettigheder og erhverv i Amnesty international Danmark, og fortsætter: 

“Hvis de ikke er i stand til at påvirke forholdene i en bedre retning alene eller sammen med andre, bliver de nødt til at overveje, om de bør trække sig fra landet”. 

Danwatch har spurgt DSV, Topsoe og BIG, om de har været i kontakt med Neom om den nye afsløring fra BBC. BIG er ikke vendt tilbage på henvendelsen, mens DSV ikke har yderligere kommentarer. 

Topsoe skriver, at de ikke er involveret i projektet The Line og derfor heller ikke har en dialog med Neom om det.

Neom er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelser.

BBC har ikke været i stand til uafhængigt at verificere oberst Alenezis beretning om brugen af dødelig magt. 

Administrerende direktør i BIG, Sheela Søgaard:

  • ”Vi har ligesom andre danske arkitektvirksomheder taget et aktivt valg om at bidrage til en positiv udvikling i Mellemøsten, hvor vi kan. Vi tager selvfølgelig afstand fra enhver form for vold og overgreb, som BBC har rapporteret i forbindelse med The Line-projektet”

DSV:

  • DSV er en global virksomhed med aktiviteter i over 80 lande og omkring 75.000 medarbejdere. Vi driver vores forretning med et klart afsæt i vores Code of Conduct, der er baseret på danske værdier og ønsket om at drive en ansvarlig forretning. Vi har haft forretning i Mellemøsten i snart 20 år og følger tilskyndelsen fra EU og den danske regering om at engagere sig og drive forretning i Saudi-Arabien.  
  • NEOM er et stort og ambitiøst projekt med interessenter fra hele verden, hvor vores opgave er at levere transport- og logistikløsninger, lige som vi allerede gør i Saudi-Arabien. Vores joint venture med NEOM er endnu ikke iværksat, men når det er oppe at køre, vil det blive styret ud fra politikker, processer og kontroller, der har til formål at sikre, at arbejdet udføres i overensstemmelse med vores Code of Conduct.  

Vice President, Communication and Brand hos Topsoe, Kasper Westphal Pedersen:

  • Vi er opmærksomme på, at der er rejst kritik af et projekt i NEOM-regionen, som hedder ”The Line”. Topsoe er ikke involveret i projektet, og vi har intet kendskab til, hvordan projektet føres ud i livet, udover det der bliver rapporteret om i medierne.
  • Topsoe er involveret i et andet projekt i samme region, hvor vi er underleverandør til Air Products. Air Products er en amerikansk virksomhed, vi har samarbejdet med i mange år omkring projekter over hele verden. I forbindelse med, at vi indgik aftalen med Air Products var vi igennem en grundig due diligence, og det er vores klare forståelse, at projektet overholder kravene i vores Code of Conduct.
  • Projektet, som Air Products er en del af, hedder NEOM Green Hydrogen Company. Målet er at opføre verdens største anlæg til produktion af brændstoffer på vedvarende energi, der vil kunne levere op til 600 tons CO2-fri brint dagligt fra 2026. Det vil spare verden for 5 mio. tons CO2 om året. Topsoes rolle er at levere teknologi til produktion af ammoniak lavet på vedvarende energi og katalysatorer til produktionen i det kommende anlæg.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.