Moaz mener, at der er for lidt fokus på krigen og lidelserne i Sudan og håber, at der bliver lagt større pres på de krigende parter. Foto: Privat
Hvad tænker du om meldingerne om massakren i byen Al Fasher i det nordlige Darfur?
Nyhederne og videoerne fra Al Fasher, der deles online, viser kun en lille brøkdel af den virkelige katastrofe. Omfanget af drabene er enormt især blandt civile. Jeg kender folk, der både er en del af regeringshæren og RSF. Nogle af dem fra RSF har fortalt mig forfærdelige historier. De er ufattelige. Helt igennem modbydelige. Nogle ofre tryglede om ikke at blive dræbt. Andre blev tvunget til at grave deres egne grave. Nogle blev kørt over af køretøjer, mens de stadig var i live. Jeg har venner i byen, som jeg har mistet kontakten til. Jeg er dybt bekymret for deres skæbne, og jeg ved ikke, om de stadig er i live, eller om de er blevet dræbt i massakren. Jeg beder for dem og håber, at de er i sikkerhed, men jeg frygter det værste.
Du flygtede selv fra byen Al Fasher i 2023, hvor flere tusinde civile blev dræbt, og der har været massive kampe i byen lige siden mellem styrker fra regeringshæren og den paramilitære gruppe RSF. Hvad skete der dengang?
Der begyndte at bryde kampe ud mellem regeringshærens styrker og RSF. Jeg var på et af de lokale markeder i byen og var i gang med at handle ind og sortere i en bunke af tomater for at finde de bedste, da jeg pludselig hørte skud. Nogle meter fra mig blev folk ramt af skud og faldt til jorden. Instinktivt smed jeg tomaterne fra mig og spændte mod det boligkompleks, jeg boede i. Fra vinduet i mit værelse kunne jeg se bevæbnede mænd køre rundt i gaderne. Jeg troede, at jeg skulle dø. At det var enden på det hele. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme væk. Jeg lagde en plan sammen med en gruppe andre sudanesere om at tage mod byen Al-Abyad i det centrale Sudan, hvor meget af min familie bor. Et par dage efter formåede vi at skaffe en bil og kørte af sted. Det var en køretur på omkring ni timer, hvor vi undervejs blev stoppet af bevæbnede soldater. Mit hjerte sad oppe i halsen. Jeg troede ikke, at de ville lade os gå, men vi formåede at komme væk. I dag bor jeg i en lille landsby, der tilhører Al Fashers administrative distrikt, men som ligger omkring 100 kilometer fra området, hvor massakren fandt sted. Selvom der ikke er mange kampe her, så er situationen katastrofal, fordi jeg og alle andre ikke har adgang til nok basale lægemidler og fødevarer.
Der har været krig og ødelæggelse i dit land i over tre år, og mindst 150.000 mennesker har mistet livet, og flere millioner er drevet på flugt. Hvordan påvirker situationen dig?
Hele situationen gør mig både trist og fortvivlet. Det, der bekymrer mig mest, er skæbnen for alle de små børn, der ikke har haft adgang til uddannelse i mere end tre år, og den konstante mangel på sikkerhed. Vi frygter for vores liv hver dag. Det er ekstremt svært at se drabene, fordrivelsen og ydmygelsen i ens eget land. Jeg kan ikke slippe væk fra alt det vanvid, der foregår. Alt er smertefuldt. Nogle gange føles det som om, at jeg er fanget selv i mine egne tanker.
Hvad håber du på?
Jeg er dybt oprørt over, hvad der sker i mit land, og jeg håber, at verden får at vide, hvad der foregår og handler på det i stedet for at kigge væk. Især i det vestlige samfund, fordi de kan presse parterne i konflikten til at stoppe denne meningsløse krig, der har ydmyget og dræbt mennesker og ødelagt vores drømme. Som et ungt menneske har jeg stadig håb om, at morgendagen bliver bedre. Jeg håber, at denne meningsløse og forbandede krig slutter, at livet vender tilbage til det normale, og at alle, der er ansvarlige for de mange drab og massive ødelæggelser, bliver holdt ansvarlige.
Læs også Danwatchs serie “Danmark og verdens største flygtningekrise” om situationen i Sudan.
