30. mar '25

Fire måneder på flugt

I slutningen af 2024 mødte Danwatch Waheb Abdallah Saleem, hans kone Salwa og deres fem børn i Renk i det nordlige Sydsudan. Familien var netop flygtet ind over grænsen fra Sudan, der siden april 2023 har befundet sig i borgerkrig.

To måneder inde i det nye år er familien rejst ned gennem Sydsudan og ind i Uganda, hvor de vil forsøge at stable et nyt liv på benene, indtil det er muligt igen at vende hjem til Sudan.

Serie: Stemmer fra verden

Bag enhver krig, konflikt eller krise gemmer sig mennesker, hvis stemmer sjældent bliver hørt. Med serien Stemmer fra verden bringer Danwatch den globale virkelighed tæt på, når vi lytter til mennesker fra verdens brændpunkter.

Én af Waheb Abdallah Saleems døtre tager en selfie af familien i flygtningelejren.

Hvor befinder I jer lige nu? 

Vi er netop ankommet til en flygtningelejr i Adjumani i det nordlige Uganda. Vi har været på farten siden november 2024, hvor vi forlod vores hjemby Sinja og tog mod Sydsudan. 

Hvordan ankom I til Uganda? 

Fra Renk blev vi fløjet til en flygtningelejr i Aweil i det centrale Sydsudan af FN. Der blev vi i halvanden måned, men forholdene i lejren var for dårlige til, at vi kunne blive. 

Vi rejste videre til hovedstaden Juba klemt inde på bagsædet af en bil. Vi var syv mennesker på fire sæder, og bilen brød sammen flere gange undervejs. Turen tog fire dage og flere gange blev vi afpresset penge af sydsudanesisk politi for at få lov til at køre videre. Det var som en tur i helvede. 

Waheb viser rundt i lejrens udearealer.

Sådan sover familien i lejren.

I Juba overnattede vi på en parkeringsplads og fortsatte dagen efter til grænsen til Uganda og registrerede os som flygtninge i modtagelsescenteret Nyumanzi.

Hvordan er forholdene i Uganda?

Forholdene i Uganda er meget bedre end i Sydsudan. Lejren er stor og godt oplyst, der er lægeklinikker, børnepasning og to måltider om dagen. 

Hvad er jeres planer for fremtiden?

Vi vil ikke bare sidde og vente på, at vi kan få asyl, eller at vi kan rejse hjem igen. Vi vil bidrage til samfundet og tjene vores egne penge, så vi kan leve et godt liv igen, som vi gjorde hjemme i Sudan. 

Vores plan er at finde et sted at bo, som er vores eget, og hvor børnene kan gå i skole, og min kone og jeg kan tjene nogle penge. Der er ikke mange muligheder i Uganda, men vi vil forsøge at lave en lille forretning. Det bliver ikke noget stort, men lidt køb og salg. Forhåbentlig vil det være nok til, at vi kan spare nogle penge op. 

Waheb viser rundt i lejrens udearealer.

Fra samme serie: Stemmer fra verden