27-årige Miharisoa Rakotondravelo har demonstreret i flere uger og stået i spidsen for at få folk til at kæmpe for forandring i østaten, der ligger ud for Afrikas østkyst. Video: Privat
Hvorfor har du deltaget i demonstrationerne?
Livet er svært. Jeg har demonstreret, fordi vi mangler helt grundlæggende rettigheder såsom adgang til rent vand og elektricitet, og så er der store problemer med korruption og nepotisme. Styret har ikke lyttet til den madagaskiske ungdom og taget vores krav og behov seriøst. De personer, der skulle arbejde for, at vi fik et bedre liv, har i stedet slået ned på os med vold og advarsler, når vi har demonstreret.
Omkring 22 mennesker har mistet livet, og op mod 100 er blevet såret under demonstrationerne. Hvordan har du oplevet det?
Hver dag under demonstrationerne har det været virkelig svært. Vi har lavet mange forberedelser og forsøgt at overbevise folk om at stå op for dem selv, gå på gaden og se frygten i øjnene i stedet for at blive hjemme og se passivt til. Hver dag er jeg vågnet op med mine venner, vi har diskuteret og planlagt dagens demonstrationer og forsøgt at forberede os mentalt og fysisk på, at det måske kan blive den sidste dag, at vi protesterer. Den sidste dag, at vi lever. Vi har forberedt os på det værste. At vi enten bliver såret eller mister livet.
Siden den 25. september har hundredvis af demonstranter, anført af ungdomsbevægelsen “Generation Z Madagascar”, gået på gaderne i hovedstaden Antananarivo.
Om aftenen har jeg været helt udmattet, og nogle dage har jeg også haft en voldsom følelse af frustration og tænkt: Hvorfor er styret ligeglade med os? Hvorfor lytter de ikke til os?. Inden mine venner og jeg er gået i seng, har vi opmuntret hinanden til at stå op og gøre det hele igen, indtil vi når vores mål: At få et bedre liv og udvikle et land, der kan stå stærkt for de fremtidige generationer. Vi har mistet under demonstrationerne, men det har været det hele værd, fordi det er for en retfærdig sag.
Præsidenten er afsat, og der er et blomstrende håb nu. Hvordan føles det?
Vi står over for en enorm forandring i forhold til den politiske situation. Med præsident Andry Rajoelinas afsættelse den 14. oktober af nationalforsamlingen og militærkorpset, synes den forandring, som det madagaskiske folk ønsker og har brug for, at være på vej. Det gør mig meget glad. Vi har taget nogle store skridt mod frihed og flere rettigheder. Men det er ikke slut endnu. Det er kun begyndelsen på den virkelige kamp.

Miharisoa Rakotondravelo har deltaget i demonstrationerne hver dag og forsøgt at opmuntre folk til at fortsætte. Foto: Privat
Hvad ønsker du for fremtiden?
Jeg ønsker, at alt kommer til at gå bedre for mit land i de kommende år. At vi forhåbentlig klarer det hele sammen, og at både den madagaskiske ungdom, den madagaskiske befolkning og militæret formår at samarbejde. At alle, der har viljen til at skabe forandring i vores land, lykkes med det. Lige nu er vi fulde af håb.

Demonstranterne ønsker forbedrede levevilkår og et opgør med korruptionen i landet. Foto: Privat









