Khaled Qadas har taget en video i slutningen af maj, der viser kaotiske scener ved stedet, hvor de deler mad ud (videoen er uden lyd).
Hvordan er dit liv blevet påvirket af krigen?
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Vores hjem er blevet fuldstændig ødelagt af bomber, og vi har mistet alt, hvad vi ejede. Jeg er opvokset i Emiraterne, men tre måneder inden krigen brød ud, flyttede min familie og jeg tilbage til det nordlige Gaza i et hus, min far havde. Planen var, at min søster og jeg skulle studere på universitet, og vi drømte stort om at skabe et liv i vores hjemland.
Men den 7. oktober 2023 ændrede alt sig. Jeg gjorde mig klar til at tage i skole om morgenen, og pludselig stod jeg midt i en krig. Vores hus rystede voldsomt på grund af beskydningerne, og lyden af eksplosioner stoppede aldrig. Flammer lyste himlen op, og jeg så døden med mine egne øjne. Vores hus var fyldt med skrig, frygt og hjælpeløshed. Det føltes som om jorden under os smuldrede. Min søster fik et alvorligt panikanfald og efter tre dage i vores hjem, måtte vi flygte, og min onkel tog os til min morfars hus længere sydpå. På det tidspunkt vidste vi ikke, at det ville være sidste gang, at vi nogensinde så vores hjem.
På krigens femte dag modtog vi nedslående nyheder om, at vores hus var blevet bombet. Min familie og jeg var i chok. Ikke kun over at miste vores hjem, og alt hvad vi ejer, men også over at være fanget i en forfærdelig virkelighed med en krig, der ikke har nogen udsigt til at ende. Vi var en ødelagt familie, der klamrede sig til overlevelse. Min søster begyndte at lide af hallucinationer, panikanfald og konstant frygt. Min far fik et slagtilfælde på grund af krigens stress og traumer, som han stadig lider under. Jeg begyndte også at blive dårligere. Jeg blev en skygge af mig selv. Jeg tabte mig næsten 38 kg. Jeg gik i to måneder uden at spise rigtig mad. Jeg overlevede kun på intravenøs væske og medicin. Min søster led af samme tilstand på grund af det alvorlige psykiske traume og underernæring. Vi var en ødelagt familie, der klamrede sig til overlevelse. Sidste år fik min tante adgang til området, hvor vores hjem var, og tog nogle billeder af det. Det var uigenkendeligt. Huset var blevet plyndret, brændt og delvist bombet. Det var ikke længere et hus, man kunne leve i. Det lignede ikke længere vores hjem. Jeg havde aldrig forestillet mig, at min tilbagevenden til Gaza ville åbne portene til et helvede, der overgår selv mit værste mareridt.

Khaled Qadas er dagligt med til at tilberede mad og dele ud til lokalbefolkningen, men det er svært at følge med, når så mange mennesker mangler mad.
Hvordan er din situation lige nu?
Mit liv er fyldt med frygt og ustabilitet. Jeg har været vidne til enorm lidelse, og det har virkelig været hårdt for mit mentale helbred. Situationen er ekstremt farlig og katastrofal, og vi forsøger at overleve dag for dag. Bomberne falder stadig i forskellige områder omkring os, og det er umuligt at føle sig sikker nogen steder. Mange kvinder og børn lider af alvorlig underernæring. Jeg har set børn blive svagere dag for dag på grund af mangel på mad og rent vand. Underernæring er blevet normalen her. Mange er dybt afhængige af den hjælp, vi yder i Gaza Charity Kitchen.
Manglen på mad og vand er katastrofal, så når organisationen deler mad ud til lokalbefolkningen, er der ofte kaos og desperation.
Hvorfor blev du en del af Gaza Charity Kitchen, og hvordan er det organiseret?
Jeg begyndte for to måneder siden, fordi jeg ville gerne være en del af et initiativ, der virkelig hjælper folk i de her meget svære tider. Jeg tror på, at mit arbejde har en direkte indflydelse på at lindre andres lidelser. På trods af den alvorlige mangel på fødevareforsyninger, gør vi vores bedste for at sørge for, at så mange mennesker som muligt får et måltid hver dag. Min dag begynder tidligt om morgenen, hvor jeg hjælper med at dele mad ud og dokumentere vores aktiviteter som fotograf. Vi laver mad ud fra de ingredienser, vi kan skaffe, og distribuerer måltider dagligt fra otte steder i Gaza og også til patienter og personale på hospitalerne. Det er ekstremt udfordrende at organisere, fordi der er så store skarer af mennesker, der er sultne og desperate. De har ingen andre steder at få mad.
Størstedelen af Gazas befolkning sover på åbne pladser og fortove, fordi de har mistet deres hjem. Shelterne er overfyldte, og der er ikke plads til alle. Mange mennesker er fordrevet uden mad, vand, husly eller penge. Vi lever alle i frygt på grund af konstant bombning og trusler. Vi dør i stilhed. Vi har akut brug for, at folk i verden står sammen med os og hjælper.
Hvordan har du det med at se dit hjemland sådan her?
Mit hjerte er fyldt med sorg og smerte. At se al ødelæggelsen og blodsudgydelserne er overvældende, og det er svært at være vidne til, at dagligdagens væsentligste ting bryder totalt sammen. Det har været et chok at gå fra et liv med relativ stabilitet til at stå over for sult, fordrivelse og ødelæggelse. Min fars sygdom og tabet af vores hjem har været det hårdeste. Vi er gået fra at være en familie med forholdsvis økonomisk stabilitet til en, der har akut behov for hjælp til de helt basale og livsnødvendige ting såsom mad og vand. Jeg beder til Gud om, at tingene ændrer sig. Jeg forsøger at holde fast i håbet og forblive stærk for mit folk, selvom der er mange udfordringer og lidelser.

Ifølge FN lider 470.000 palæstinensere under »katastrofal sult«.
Hvad er dine drømme og håb for fremtiden?
Jeg håber, at krigen snart slutter, og at vi kan begynde at genopbygge det, der er tilbage under murbrokkerne i vores hjem. Mit ønske er at få vores liv tilbage og afslutte min uddannelse sammen med min søster. Når internetadgangen er tilgængelig, forsøger jeg at fortsætte mine studier, hvor jeg læser til sygeplejerske. Jeg gør mit bedste for at holde fast i en form for hverdag og balancere arbejde, studie og familie, men det er svært midt i tragedierne.
Min og mit folks historie er ikke kun en historie om fordrivelse. Det er et vidnesbyrd om en smerte, der ikke kan indfanges i statistikker. Det er ansigter begravet under murbrokkerne. Det er kroppe knust af frygt og sult. Vi er ikke bare tal i nyhederne. Vi er mennesker, der desperat søger efter sikkerhed og en chance for at leve igen.









