Ovenpå mandagens ‘hybride hændelse’, som PET kalder den, står der ét stort spørgsmål tilbage:
Hvordan kan to til tre store droner med et kraftigt grønt lys under sig flyve ind over det topsikrede område ved Københavns Lufthavn, lukke al flytrafikken og slippe væk igen?
De blev filmet af strandede flypassagerer og fulgt tæt af medier i flere lande, mens politiet var talstærkt til stede. Alligevel fløj de ind og skabte ravage og fløj væk igen, uden nogen kunne sige, hvor de kom fra.
Statsministeren har kaldt det for et “alvorligt anslag”, og PET’s operative chef har som sagt kaldt det en “hybrid hændelse”. Begge siger også, at det skal ses i en større sammenhæng med de russiske provokationer i Polen og Estland med henholdsvis en voldsom droneindtrængen og krænkelse af luftrum af russiske jagerfly.
Episoden udstiller også, at der er store problemer med europæisk sikkerhed, som nu bliver stillet til åbent skue for hele verden. Danmark kunne ikke stoppe tre droner i at lukke Nordens største lufthavn.
Det er en del af hybridkrigens doktrin, at man ikke skal kunne placere et direkte ansvar, og derfor er det meget svært at sige ligeud, at Rusland skulle stå bag. Men det er blevet insinueret på kraftig vis af forskellige myndigheder, at det var russerne.
Så hvis vi ser det hele i en større sammenhæng, som myndighederne siger, tegner det et ganske klart billede af, at ikke kun Danmark, men hele østersøregionen ser ind i et nyt sikkerhedsbillede.
Faktisk har det formet vores ende af Europa de seneste år og vil også forme de kommende år, hvor sikkerhed og oprustning er blevet en politisk prioritet for alle partier i det blå-røde spektrum.
Der foregår nu en massiv efterforskning af droneangrebet i København, og efterretningstjenesten holder ikke overraskende kortene meget tæt på kroppen.
Til gengæld kan vi på et helt generelt niveau slå fast, at droner kan styres mange steder fra, både til søs, i luften og på jorden.
Det kan ske på kort afstand og på lang afstand, og hvis man har kapaciteter som en statsmagt, så er det nærmest fantasien, der sætter grænsen. Bare tænk på Ukraines storstilede droneangreb tusindvis af kilometer inde i russisk territorium, hvor de havde gemt droner i ombyggede containere bagpå lastbiler.
At bruge civile transportfartøjer til droner er ikke noget nyt. Lige nu ligger der også et fragtskib i Kielerkanalen, som er tilbageholdt af tysk politi under mistanke for netop russisk dronespionage. Skibet menes at være en slags flydende kommandocentral for droner og har også sejlet gennem Danmark i den periode, Tyskland mistænker det for at spionere.
Det har vi tidligere beskrevet på Danwatch her.
En anden trussel i den hybride krig, der meget vel kan blive knyttet sammen med ovenstående fortælling på et senere tidspunkt, er den nye type statsløse tankskibe, der sejler rundt i Baltikum og ofte under Storebæltsbroen.
De mystiske skibe er ikke bare en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde. De er noget, der ligger et niveau dybere i mørket af Vladimir Putins værktøjskasse.
Den 19. juni udsendte udenrigsministrene fra landene omkring Østersøen (den såkaldte NB8++-alliance) ellers en fælles erklæring om, at de ville reagere med konkret handling mod skibe, der sejler med falske flagstater.
Her tre måneder senere har statsløse skibe alligevel krydset Storebælt mere end 50 gange uden problemer. Det viser data, som den selvstændige dataspecialist Christian Panton har samlet til bunke.
Lad os lige skære det ud i pap: Skibene sejler rundt med 100.000 tons russisk råolie om bord, og de er indregistreret hos falske og opdigtede myndigheder, og certificeret samt forsikret på falske præmisser. De henviser til virksomheder, der ikke eksisterer, og viser papirer fra stater, der ikke vil kendes ved dem
De kan spionere og forårsage katastrofer, og det vil formentlig være umuligt for myndighederne at blive klogere på, hvem der i sidste ende har ansvaret.
Det er en slags moderne spøgelsesskibe, som ingen vil kendes ved, og de er på mange måder det perfekte hybride våben.
De eneste, der har indblik i, hvad de her skibe foretager sig, er i sidste ende de reelle ejere. Pilen peger i mange tilfælde på virksomheder i Rusland og landets statslige rederier. Men det er utroligt svært at bevise.
Det er selvsagt et problem for europæisk sikkerhed, at de her skibe har mere eller mindre frit spil i Østersøen og ikke mindst i de snævre danske farvande, der tvinger dem helt tæt på kyster og kritisk infrastruktur herhjemme.
Mange skibe er efterhånden blevet anklaget for at deltage i hybridkrig både som spionerende handelsskibe, flydende kommandocentraler for russiske droner og kabelsabotører.
I eksempelvis tilfældet med tankskibet Eagle S, der er anklaget for at sabotere en række undersøiske kabler i Finskebugten, blev der ifølge rapporter fundet spionudstyr om bord, ligesom skibet sejlede rundt med falske forsikringspapirer.
I forsøget på at finde ejeren af Eagle S fandt de finske myndigheder frem til en 42-årig kvinde fra Azerbaijan med adresse i Dubai. Hun var på papiret ejeren af en lang række skyggeflåde-selskaber, men benægter selv at have noget med det at gøre.
Hun benægter faktisk at være den 42-årige kvinde og hævder at være en helt anden person, hvilket ifølge det finske statsmedie YLE er ret usandsynligt.
Hvorom alting er, så viser sagen, hvor kompleks en opgave østersølandene har foran sig, når de skal løse problemet med de statsløse tankskibe.
I Eagle S’ tilfælde var der en flagstat til at hjælpe – Cook-øerne, som faktisk også udleverede oplysningerne om den 42-årige kvinde til finsk politi.
Men i de 50 tilfælde, hvor et skib er sejlet gennem Storebælt uden flagstat, vil der være absolut nul hjælp at hente, hvis et af dem saboterer rørledninger eller spionerer på eksempelvis flådebasen i Korsør med droner.
Rusland har været ude og afvise at have nogen som helst rolle i dronehændelsen mandag aften. Det er fuldstændig på linje med hybridkrigs-doktrinen at afvise alt og pege fingrene i den anden retning.
“Hændelsen i Københavns Lufthavn afslører et tydeligt ønske om at provokere NATO-landene til en direkte militær konfrontation med Rusland”, siger Ruslands ambassadør i København således med en slet skjult påstand om, at det faktisk kan være Ukraine, der står bag.
Det eneste, vi ved på nuværende tidspunkt, er, at vi ikke ved noget. Sikke en tid, vi lever i.
Og for lige at svare på rubrikkens spørgsmål – om droneangrebet i København kun var begyndelsen – så er det meget sandsynligt, at vi ikke har set det sidste til de såkaldte hybride hændelser.
Den danske geografiske nøgleposition i Østersøen og standhaftige støtterolle i Ukraine-krigen har bragt Danmark midt ind i hybridkrigens centrum.