Sikkerhed og våben15/09/2025

Russisk skib fik maskinstop over undersøiske kabler i Danmark

Et topmoderne russiske fiskeskib meldte om maskinproblemer over tre undersøiske data- og kommunikationskabler tæt ved Amager. Skibet blev overvåget af NATO.
Image35
Skibet Mechanic Stepanov ses her ved Drogden Fyr tæt på Dragør. Foto: Christian Panton
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Da det russiske fiskeskib Mechanic Stepanov meldte om maskinstop i weekenden, lå det mandsopdækket af et lettisk NATO-skib, svensk politi og et dansk marinehjemmeværnsskib.

I knap et døgn havde skibet ifølge egen forklaring mistet styringen, mens det drev rundt et kort stykke væk fra Lilligrund Vindmøllepark med retning mod Drogden Fyr.

Nu kan Danwatch fortælle, at Mechanic Stepanov drev over tre undersøiske data- og kommunikationskabler, der løber mellem Danmark og Sverige. Det viser data fra MarineTraffic.

Skibet meldte maskinstop kort før, at det ankom til området med de undersøiske kabler, og genvandt kontrollen kort efter, at det var sejlet forbi dem.

I alt brugte Mechanic Stepanov mellem 20 og 30 minutter over kablerne, inden det til sidst kastede anker tæt på fyret. Her lå det i knap 20 timer.

Ifølge orlogskaptajn og forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen, så er det klart bemærkelsesværdigt, at skibet får maskinstop netop ved kablerne.

Danwatch har vist Jens Wenzel Kristoffersen nogle nærbilleder af Mechanic Stepanov og bedt ham vurdere, om skibet har kapacitet til at spionere på undersøiske kabler.

”Det her skib er i stand til at udføre lyssky operationer under havoverfladen. Det har store kraner til det og er topmoderne, ligesom det har kraftige kommunikationsantenner, der er i stand til både at modtage og sende”, siger han.

Mechanic Stepanov fik maskinstop tæt på mørkets frembrud, og i ly af mørket ville det ifølge orlogskaptajnen være svært for andre at opdage, om man sænkede noget i vandet med kranen eller sendte undervandsdroner ud.

Image48
Her ses Mechanic Stepanov i baggrunden med det lettiske NATO-skib foran. Det russiske skib var her på vej videre. Foto: Christian Panton

Kastede anker ved gasrør

Da Mechanic Stepanov endelig stoppede med at drive rundt, lå det for anker i Øresund i 20 timer et kort stykke væk fra en undersøisk gasrørledning fra Swedegas, der går mellem Amager og Skåne.

Samtidig lå det i nærheden af Københavns Lufthavn og Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) faciliteter på Sandagergård, der ligger på sydspidsen af Amager.

Det får den tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, Jacob Kaarsbo, der i dag er selvstændig sikkerhedsrådgiver, til at sige, at det virker som om, at maskinstoppet ikke var tilfældigt.

”Det er jo et mønster, vi har set andre steder med andre typer skibe, og nu er det så bare et fiskeskib, man anvender. Det kan sagtens være forsøg på enten sabotage, men også på at overvåge lufthavnen eller FE. Men det er man jo opmærksom på”, siger han og tilføjer, at efterretningstjenesten nok har haft styr på det.

Kaarsbo uddyber, at han finder det meget logisk, at der er et NATO-skib i nærheden for at overvåge Mechanic Stepanov, ligesom svensk politi og det danske marinehjemmeværn rykkede ud.

Siden de meget omtalte kabelsabotager i Finskebugten har NATO i det hele taget øget deres tilstedeværelse markant med ’Baltic Sentry’-operationen for at afskræmme spionage og sabotage i regionen. I store træk er det også lykkes at stoppe sabotagen, mener Kaarsbo – med et lille men:

”Det faktum, at der ikke har været kabelsabotage i Østersøen siden januar, betyder ikke, at russerne ikke har forsøgt at lave kabelsabotage”, understreger han.

Danwatch har spurgt ejeren af de undersøiske data- og kommunikationskabler, GlobalConnect, om de er bekendt med episoden.

Selskabet oplyser til Danwatch, at de ikke er blevet kontaktet af myndighederne om Mechanic Stepanov, men understreger, at de er “meget opmærksomme og følger sager som denne tæt”. Dog har de ikke “registreret nogen påvirkning af vores infrastruktur”. 

“Vi arbejder kontinuerligt med at forebygge sabotage og spionage i samråd med myndigheder og andre interessenter, i lyset af den geopolitiske udvikling”, lyder det fra GlobalConnect.

Dscn0630
Foto: Christian Panton

Russiske fiskere anklaget for spionage

Russiske fiskevirksomheder er tidligere blevet anklaget og sanktioneret for at udføre spionage med deres fiskeskibe, der fortsat har haft nogenlunde fri adgang til dele af Europa, som andre russiske skibe ikke har haft.

Det gælder blandt andet Norebo Group, som Danwatch tidligere har beskrevet, der først blev sanktioneret af EU og for nylig  også blev sanktioneret og udvist af Norge grundet mistanke om spionage.

Skibet Mechanic Stepanov og dets søsterskib Mechanic Tsuranov er begge bygget på det russiske værft Neva-Stapel, som er ejet af netop Norebo Group.

Også det er bemærkelsesværdigt, mener Jacob Kaarsbo.

”Jeg mener ikke, at vi har set fiskebåde anvendt til lyssky operationer i Østersøen for nyligt, men det er jo meget sandsynligt, for der har været så meget opmærksomhed mod alle mulige andre russiske skibe”, siger han.

En anden mulighed er, at Mechanic Stepanovs maskinstop har været et forsøg på at teste NATO’s beredskab omkring Danmark, vurderer Jens Wenzel Kristoffersen.

I det tilfælde er netop den officielle forklaring med maskinstop helt oplagt, siger han.

”Det er force majeur, og det kan alle få. Derfor er det svært at modbevise. Pointen med hybridkrig er, at det skal være så svært at gennemskue som muligt”, siger han.

Forsvarsministeriet har ikke ønsket at kommentere Mechanic Stepanovs maskinstop, men oplyser:

“Forsvaret følger rutinemæssigt skibe, der gennemsejler danske stræder og farvande med relevante kapaciteter. Vi har ikke yderligere at tilføje.”

Mere om samme virksomhed

Norebo Group

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.