Med få timers varsel gik Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa mandag aften på landsdækkende tv med en besked til nationen.
Jeg anerkender nationens bekymringer og udfordringer, men jeg er uskyldig, lød budskabet i grove træk.
Anledningen var en opsigtsvækkende afgørelse fra den sydafrikanske forfatningsdomstol, der landede før weekenden, og nu truer præsident Ramaphosa med en rigsret.
Den såkaldte Phala Phala-saga er en nyklassiker i sydafrikansk politik: I 2020 blev der begået indbrud på præsidentens private farm, Phala Phala, og 580.000 dollars i kontanter blev stjålet. Pengene var gemt inde i en sofa. Hvad lavede de der, hvorfor stod de ikke på en bankkonto, og hvorfor ønskede Ramaphosa angiveligt ikke at få røveriet efterforsket?
En afstemning i det sydafrikanske parlament i 2022, da sagen kom frem, havde egentlig lukket sagen og reddet Ramaphosa fra en rigsret, men nu har forfatningsdomstolen altså genåbnet den.
I dagens Syd for Sahara forsøger vi at forstå sagen, sætte den i kontekst og diskutere dens perspektiver.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
I 2020 blev der begået indbrud på den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa personlige farm, og 580.000 dollars i kontanter blev stjålet. Pengene var gemt inde i en sofa. Hvad lavede de der, hvorfor stod de ikke på en bankkonto, og hvorfor ønskede Ramaphosa angiveligt ikke at få røveriet efterforsket? En ny afgørelse fra landets forfatningsdomstol truer præsidenten med en rigsret. Halfdan Lynge, der er ekstern lektor på Wits University i Sydafrika, gæster ugens Syd for Sahara. Programmet er produceret i et samarbejde mellem RADIO IIII og Danwatch.

Vært og Danwatch-journalist Oscar Rothstein har besøg i studiet af Halfdan Lynge. Han har i mange år boet i Sydafrika og forsket og undervist i både politiske og økonomiske emner på landets fineste universitet, Wits University, hvor han stadig er tilknyttet som ekstern lektor.
Mens de to oppositonspartier, Economic Freedom Fighters og MK Party, der begge er brudt ud af Cyril Ramaphosas eget ANC-parti, vil have præsidenten til at træde af, er præsidentens koalitionspartnere i den sydafrikanske regering foreløbig ikke klar til at kræve hans afgang.
Og det bliver de heller ikke, vurderer Halfdan Lynge.
“Democratic Alliance (ANCs primære koalitionspartner, red.) er dybt bekymrede over sagen, men de ved også godt, at alternativet til Cyril Ramaphosa er værre. Hans afgang vil umiddelbart gøre vicepræsident til Paul Mashatile til præsident, og ham vil DA have meget sværere ved at samarbejde med”, siger han.
I en eventuel ny afstemning i det sydafrikanske parlament om en rigsretssag mod præsident Ramaphosa, skal to-tredejedele af medlemmerne stemme for, før sagen kan blive realitet.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 12:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.













