Hans far havde siddet på tronen i godt et år, da Mohammed bin Salman (MBS), der på daværende tidspunkt var vice-kronprins, i april 2016 annoncerede sin store reformplan Vision 2030.
Planen var udarbejdet af konsulentbureauet Boston Consulting Group, og formålet var at hæve levestandarden i Saudi-Arabien og diversificere landets økonomi, så man på sigt blev mindre afhængig af olieindtægter.
Kronprinsen samlede efterfølgende en gruppe af landets mest populære religiøse lærde og journalister, der skulle sprede ordet om den nye plan. Blandt journalisterne var Jamal Khashoggi, som få år senere fik alle til at tale om MBS, men næppe på den måde, den unge prins havde ønsket.
Khashoggi blev brutalt parteret på det saudiske konsulat i Istanbul, og da det angiveligt var MBS, der stod bag drabet – noget han selv afviser – led hans image som en progressiv og reformvenlig prins et alvorligt knæk.
Når man skal gøre status på Vision 2030 her ti år efter lanceringen, bør Khashoggi derfor også nævnes, fordi Saudi-Arabien fortsat er et land, hvor der slås hårdt ned på kritikere, og alle former for opposition er forbudt.
Men Vision 2030 har også åbnet landet op for omverdenen ved blandt andet at indføre et turistvisum, og i 2024 besøgte 86 millioner turister landet.
Herhjemme taler tallene da også sit tydelige sprog, og siden 2016 er Danmarks samhandel med Saudi-Arabien vokset markant. I 2024 lå de danske nettoindtægter på 9,4 milliarder kroner mod 6,2 milliarder kroner i 2016 – en stigning på godt 50 procent.
Den danske eksport til Saudi-Arabien har i de senere år fået politisk rygstød af danske politikeres rejser til Saudi-Arabien. På Danwatch har vi blandt andet skrevet om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) besøg i Riyadh sidste år.
Så sent som i denne uge var den danske ambassadør også på besøg hos Saudi-Arabiens statslige investeringsfond (PIF), og ifølge ambassadøren var det en værdifuld mulighed for at lære mere om investeringerne i landet.
De diplomatiske forbindelser er også noget Saudi-Arabien har dyrket under Vision 2030, hvor landet har forsøgt at positionere sig som mægler, blandt andet i krigen i Ukraine. For at vise, at man ønsker samarbejde med både øst og vest, valgte Saudi-Arabien også at normalisere forholdet til Iran i 2023.
Få år forinden havde MBS godt nok kaldt den nu afdøde Ayatollah Khamenei for “den nye Hitler”, og Irans angreb på Saudi-Arabien i år har afkølet forholdet mellem de to lande igen.
Der var heller ikke meget diplomatisk finesse at spore, da Saudi-Arabien valgte at indføre en blokade mod nabolandet Qatar i 2017, blot for at ophæve den igen i 2021 uden at have fået de store indrømmelser.
Megaprojekterne og hverdagen
I Vesten bliver Vision 2030 i høj grad evalueret ud fra, hvordan det går med landets megaprojekter.
Dele af prestigeprojektet Neom er blevet nedskaleret flere gange, hvilket blandt andet betyder, at Saudi-Arabien ikke alligevel skal afholde de asiatiske vinterlege næste år.
Faldende oliepriser presser også danske virksomheders erhvervseventyr i oliestaten, og krigen i Iran gør formentlig, at Saudi-Arabien på sigt skal spænde bæltet yderligere ind.
Men med til historien hører også, at reformprogrammet har ændret saudiernes liv. To tredjedele af befolkningen er under 35 år, og de er vokset op i et land, hvor kameratelefoner og biografer var forbudte.
I dag kan de gå til koncerter med udenlandske artister og til fodboldkampe med store stjerner.
Det religiøse politi har ikke længere beføjelse til at terrorisere gaderne, og pludselig taler omverdenen om Saudi-Arabien i forbindelse med fodboldslutrunder og musikfestivaler – og ikke religiøs fanatisme og terror – hvilket man tydeligt mærker betyder meget for generationerne, der er opvokset i skyggen af 11. september 2001.
Kvinder skal ikke længere gå tildækket, de må rejse og køre bil. En af Vision 2030’s målsætninger var at få flere kvinder på arbejdsmarkedet, og i dag er ca. 35 procent af alle saudiske kvinder i arbejde. I 2017 var tallet 17 procent. Kvinder udgør også majoriteten på landets universiteter.
Der er dog stadig langt til ligestilling i det konservative samfund, hvor der også fortsat sidder kvinder fængslet for at kræve basale rettigheder.
Efter ti år med reformprogrammet er Saudi-Arabien med andre ord blevet mere åbent for nogen og mere lukket for andre. Nogle har oplevet mere frihed, mens andre – særligt dem, der har forholdt sig kritisk til manden bag visionen – har oplevet mindre.
Med kun fire år til 2030 er spørgsmålet derfor ikke om, reformerne har ændret samfundet, men hvilken slags samfund reformerne i sidste ende er ved at skabe?