Turen går til Oman.
Som Danwatch har beskrevet, rejste de to danske influencere Cecilie Hother og Frederikke Victoria Olsen-Kludt i december til landet på en tur arrangeret af Experience Oman, landets officielle turistportal, der hører under turistministeriet.
Influencernes besøg skal ses i lyset af, at myndighederne i disse år satser stort på at tiltrække udenlandske turister. Ifølge landets egne data oplevede Oman det højeste antal turister i 2023 med knap fire millioner besøgende.
Mens man på sociale medier kunne se de to danskeres flotte billeder fra Oman i december, kunne man på samme tid læse i Politiken, at Oman i løbet af et halvt århundrede har “taget et kvantespring fra middelalder til moderne samfund”.
I Politikens rejsereportage henviser journalisten til, at man kan læse mere om turisme i landet på Experience Omans hjemmeside. Det danske rejsebureau Panorama Travel, som har betalt for journalistens rejse, fortæller til Danwatch, at turen – modsat de danske influencere – ikke var arrangeret i samarbejde med Experience Oman.
Men bag de lovprisende ord og det stigende antal turister er Oman fortsat et autoritært styre, hvor sultanen sidder på al magten – også selvom landet forsøger at fremstå mere reformvenlig end sine naboer.
Menneskerettigheder og reformer
Omans demografi er ligesom de øvrige golfstater (Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater) præget af en stor andel migranter. Ud af en samlet befolkning på 5,2 millioner mennesker hedder fordelingen i Oman 60/40 i lokalbefolkningens favør.
I Oman har migranterne ingen politiske rettigheder, og der er adskillige historier om dårlige arbejdsforhold, særligt i bygge- og servicesektoren. To sektorer der er essentielle for turismen i landet.
I de senere år har landet dog gennemført en række reformer, som stiller migranterne bedre end de øvrige Golfstater. Det er blandt andet nemmere for mange udenlandske arbejdstagere at skifte job uden først at få deres arbejdsgivers tilladelse.
Selvom man i Politiken kan læse, at kvinderne i Oman er veluddannede og stærke, så har mænd fortsat flere rettigheder. Det gælder spørgsmål vedrørende arv, skilsmisse og forældremyndighed. Ifølge den amerikanske NGO Freedom House dømmer landets domstole også ofte sager til mændenes fordel.
Kvindernes reelle indflydelse i samfundet er derfor beskeden, da de fortsat er underlagt landets konservative traditioner.
Formelt kan kvinder vælges til Majlis al-Shurra, det ene kammer i landets parlament. Her vælges de 90 medlemmer af befolkningen for en fireårig periode, men ved det seneste valg i 2023 blev ingen kvinder valgt ind.
Indflydelsen, medlemmerne har på landets politik, er dog også begrænset. Det gælder også for medlemmerne af det andet kammer i parlamentet Majlis al-Dawlah. Her er de 83 medlemmer valgt af sultanen.
Sultanens enevælde
Det er sultan Haitham bin Tariq, der udgør landets magtcentrum. Han overtog posten, da sultan Qaboos døde i januar 2020 efter at have regeret landet i 50 år.
Qaboos anses som arkitekten bag landets modernisering. Finansieret af landets olieindustri reformerede han landets uddannelses- og sundhedssystem – systemer, der frem til 1970’erne bedst kan beskrives som underudviklede. Reformerne gjorde landet til et af de mere progressive lande i regionen, især sammenlignet med de mere konservative naboer.
Da 79-årige Qaboos døde som den længst siddende monark i den arabiske verden, var Oman i tre dages landesorg. Sultanen var ikke gift og havde ingen børn, og for at sikre sin indflydelse på tronfølgen, havde han skrevet et brev med navnet på sin efterfølger.
Brevet blev åbnet kort tid efter hans død, og her udnævnte han sin fætter, Haitham bin Tariq.
I Oman taler lokalbefolkningen varmt om både den nuværende sultan og hans forgængers evne til både at reformere og sikre stabilitet. Haitham bin Tariq har introduceret “Vision 2040” – et program, der har til formål at indføre en række økonomiske og sociale reformer.
Turismen, som de danske influencere er med til at promovere, er en vigtig hjørnesten i sultanens visioner, hvor en diversificering af landets økonomi er afgørende for at Oman bliver mindre afhængig af olieindtægter.
Ligesom sin fætter er Haitham bin Tariq også en autoritær figur, og politiske rettigheder til befolkningen synes ikke at være på hans dagsorden. Samtidig lader det også til, at han ligesom Qaboos har et anstrengt forhold til presse- og ytringsfriheden.
I 2022 blev landets straffelov opdateret, så alt, der vurderes som bagvaskelse af sultanens kone eller børn, kan give en fængselsstraf på op til syv års fængsel.
Sultanen fortsætter ligeledes linjen, hvor al politisk opposition er forbudt, og hvor kritikere fængsles. Derfor kom han også på prøve året efter sin indsættelse, da protester brød ud i byen Sohar i maj 2021.
Demonstrationer i Oman er meget sjældne, men i Sohar havde en gruppe borgere samlet sig som reaktion på, hvad de oplevede som tiltagende arbejdsløshed og korruption i landet.
Protesterne varede i flere dage og spredte sig til andre byer, og myndighederne brugte tåregas mod de fremmødte. Hvor mange der blev fængslet, er ukendt, da lokale medier fik besked på kun at dække begivenhederne i et begrænset omfang.
Mangelfulde oplysninger, når det kommer til sikkerhedspolitiske spørgsmål, er en generel tendens i Oman, hvor myndighederne henviser til “nødvendig diskretion”.
Det gjorde sig også gældende i juli 2024, hvor tre bevæbnede gerningsmænd åbnede ild nær en moske i hovedstaden Muscat i forbindelse med Ashura, en vigtig højtid for shiamuslimer. Seks personer blev dræbt og 28 såret.
Episoden var første gang, Oman oplevede terror, men myndighederne har holdt kortene tæt til kroppen. Detaljer om gerningsmændene – alle statsborgere i Oman – og deres motiver er ikke offentligt kendte. De tre mænd blev alle dræbt af sikkerhedsstyrker under angrebet.
Mellemøstens Schweiz
Saudi-Arabien, Emiraterne og Qatar har med deres enorme olie- og gasreserver samt mere aggressive tilgange til udenrigspolitik gjort sig selv bemærket på den internationale scene. Nabolandet Yemen har omvendt fået (en smule) opmærksomhed ved at være hærget af krige og konflikter.
Udenrigspolitisk er Oman derfor gledet lidt i baggrunden i forhold til de omkringliggende lande. Under sultan Qaboos førte landet en neutral udenrigspolitik, og den strategi har hans efterfølger fortsat.
“Venskab og samarbejde med alle” står der i biografien på Omans udenrigsministeriums officielle profil på X, og det indrammer meget godt, hvordan landet agerer med omverdenen.
Som Mellemøstens mægler har landet formået at opretholde gode relationer til både Vesten, Iran og resten af regionen og har generelt afstået fra at tage part i verserende konflikter.
Et eksempel var i 2017, da en række arabiske lande gik sammen om at indføre en blokade mod Qatar. Her valgte Oman – modsat nabolandene Saudi-Arabien og Emiraterne – at stå uden for blokaden og fortsætte med at handle med Qatar.
I de senere år har landet også lagt jord til fredsforhandlinger om Yemen mellem Houthi-bevægelsen og Saudi-Arabien.
Der er dog gentagne gange blevet stillet spørgsmålstegn ved Omans neutralitet, da de er blevet beskyldt for at lade houthierne smugle våben via Oman til Yemen. Oman har afvist beskyldningerne.
Den neutrale udenrigspolitik har bidraget til Omans globale image som regionens fredsmægler, og det image håber sultanen forhåbentlig, han kan bruge aktivt til at tiltrække udenlandske turister.
