7. september 2019

Hasselnødderne i din Hollybar kan være plukket af børn ned til syv år

I nøddeplantagerne i Tyrkiet er mindst en tredjedel af høstarbejderne under 18 år - nogle er helt ned til syv år. Fødevarevirksomheden Olam eksporterer hasselnødderne videre til hele verden herunder til danske Toms.

Toms Hollybar kan være produceret af hasselnødder plukket af børn Foto: Charlotte Aagaard/Danwatch

Toms Guldbarrer, Nougatharer og Hollybarer kan være produceret af hasselnødder plukket af børn. Hos Toms’ leverandør af hasselnødder Olam International er der børn ned til syv år, der arbejder i nøddeplantagerne. 

Det viser en rapport fra juni udgivet af Fair Labor Association (FLA), en international non-profit organisation, der samler virksomheder, universiteter og NGO’er i arbejdet for bedre arbejdsvilkår internationalt. I rapporten er høstarbejdernes arbejdsforhold beskrevet som både farlige og opslidende.

[Boks1]

Danwatch bragte i sidste uge en historie om, at børn plukker hasselnødderne til produktion af Nutella. Arbejdsforholdene for nøddeplukkerne i Tyrkiet er også beskrevet i New York Times og det franske undersøgende medie Mediapart.

Toms stiller krav om ansvarlighed

Den danske chokoladeproducent Toms køber samtlige af sine hasselnødder fra Olam i Tyrkiet. Det bekræfter CSR-manager Lea Sørensen Holm fra Toms over for Danwatch.

Det betyder, at der er stor risiko for, at der også er børnearbejde bag vores hjemlige Guldbarrer, Nougathare og andre Toms-chokolader fra chokoladefabrikken, der er  Danmarks største producent af slik og chokolade.

Lea Sørensen Holm understreger, at Toms leverandør er meget optaget af at sikre, at hasselnødderne er ansvarligt produceret:

“Olam har, som os, stort fokus på bæredygtighed og ansvarlig sourcing. Det er én af de væsentligste årsager til, at vi køber vores hasselnødder igennem dem.”

[Citat1]

Olam International har hovedkvarter i Singapore og er en af verdens største leverandører af råvarer til fødevareindustrien. En talsmand fra Olam skriver i en mail til Danwatch, at Olam anerkender, at der er problemer med børnearbejde, og at de arbejder på at forhindre det:

“Vi anerkender, at der stadig er meget at gøre. Vi fortsætter med at samarbejde med andre organisationer for at øge virkningen og rækkevidden af ​​vores aktiviteter, og for at imødegå de systematiske udfordringer, der står i vejen for forbedring af arbejdsforhold og sociale forhold for hasselnøddearbejderne og deres familier.”

Olam har siden 2012 iværksat programmer, der skal mindske børnearbejde blandt andet i samarbejde med FLA. Men på trods af denne indsats er der fortsat børn, der arbejder i de nøddeplantager, hvor Olam køber sine nødder. Olam understreger over for Danwatch, at de tager problemet med børnearbejde meget alvorligt, og at deres programmer har skabt bedre vilkår for arbejderne.

Ekspert: Toms har pligt til at kontrollere

Ekspert i virksomhedsetik Jacob Dahl Rendtorff fra RUC mener, at det er Toms ansvar, at deres hasselnødder er produceret ansvarligt:

“De skal simpelthen lave tests og være sikre på, at leverandørerne opfører sig ordentligt”, siger Jacob Dahl Rendtorff.

“Ligesom vi andre går ned i supermarkedet, må man ud og se, hvad det er, man køber. Det må de gøre, og det er de dybt ansvarlige for. Samtidig giver det dem bedre produkter, fordi de har tjek på, hvad der sker”, siger han.

Jacob Dahl Rendtorff anerkender, at det kan være svært for en dansk virksomhed som Toms at tjekke op på deres leverandører, men understreger at det kan og skal gøres:

“Det er selvfølgelig et problem, hvis der er flere led i kæden. At du har en leverandør, som så har en underleverandør, som også har en underleverandør. Hvor langt går ansvaret så? Der bør de kigge ned i kæden. De må ud på fabrikkerne, ud i plantagerne.”

Toms stoler på Olam

Hos Toms står de ved deres ansvar, men har ifølge Lea Sørensen Holm ikke mulighed som at kontrollere alle deres leverandører:

“Vi bruger mange råvarer, som kan være i risikozonen for at blive produceret uansvarligt, f.eks. kakaobønner, som vi tager aktivt ansvar for bliver produceret under ordentlige forhold. Men når vi kommer ud i niche-råvarer, som f.eks. hasselnødder, som er 2% af vores råvareindkøb, så bliver vi nødt til at stole på vores leverandører. Viser det sig så, at vi ikke kan det, er det vores politik at slå hårdt ned.”

Toms forventer ifølge Lea Sørensen Holm, at deres leverandør aktivt arbejder for at mindske børnearbejde:

“Børnearbejde er utilgiveligt. Alligevel foregår det desværre rundt om i verden. Derfor er det afgørende for Toms, at vores leverandører gør alt, hvad der står i deres magt, for at komme børnearbejde til livs.” siger hun.

 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down