Åbner i en ny fane
Natur15/01/2026

Danmarks hyldede klimafond: To år senere er der ikke udbetalt en krone

Fonden for klimarelatede tab og skader, som Danmark var bannerfører for at få etableret i 2023, ville udbetale de første midler til klimaudsatte lande i 2025. Nu bliver det først i slutningen af 2026. Skuffende, mener organisationer
United Nations Climate Change Conference COP28 in Dubai
Danmark havde ifølge Dan Jørgensen arbejdet hårdt for, at Fonden for tab og skader blev en realitet til COP28 i Dubai. Foto: Thaier Al-Sudani/Reuters/Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Det var en glad Dan Jørgensen (S), der i forbindelse med COP28 i Dubai kunne annoncere, at det endelig lykkedes verdens lande at lave en klimafond, som kompenserer sårbare lande for klimarelaterede tab og skader. 

I en pressemeddelelse kaldte den daværende klimaminister beslutningen for “en flot begyndelse på COP28”, som man “fra dansk side har arbejdet for”. 

Om Fonden for tab og skader

  • Fonden for tab og skader blev oprettet i 2022 i forbindelse med FN’s klimatopmøde COP27 i Egypten og trådte i kraft året efter på COP28 i Dubai. 
  • Fonden skal hjælpe lande, der rammes af pludselig klimakatastrofer, og lande, som lider under klimaforandringerne. 
  • Fonden drives af FN, mens Verdensbanken midlertidigt står for administrationen. 
  • Pengene kommer fra frivillige bidrag fra især rige lande, og indtil videre er der blevet givet tilsagn om at donere i alt 817 millioner dollars til fonden. Eksperter har dog tidligere anslået, at de totale omkostninger til klimarelaterede tab og skader i det globale syd i 2030 er 580 milliarder dollars. 
  • I november 2025 åbnede fonden for første ansøgningsrunde, hvor lande kan søge om midler fra 5 millioner dollars og op til 20 millioner dollars.

Men i dag, to år senere, er der stadig ikke udbetalt en eneste krone til lande, der pludselig er ramt af en klimakatastrofe eller til de lande, der langsomt forsvinder på grund af klimaforandringer. Dette på trods af, at både Dan Jørgensen og den nuværende klimaminister Lars Aagaard (M) ellers tidligere har nævnt, at de første udbetalinger skulle ske i løbet af 2025. 

“Det går skuffende langsomt. Det viser jo bare, at de rige lande igen løber fra regningen”, siger senior klimarådgiver i udviklings- og nødhjælpsorganisationen Care, John Nordbo, der bakkes op af klimapolitisk rådgiver i Oxfam Danmark, Mads Busck:

“Der er tale om en gevaldig forsinkelse. Det er de mest klimasårbare samfund og de fattigste mennesker i verden, der betaler prisen. Set i det lys er det super ærgerligt, at der stadig ikke er sket noget. Det handler jo om liv eller død”.  

Flere tusind mennesker mistede sidste år livet på grund af klimakatastrofer, heriblandt over 700 mennesker i Pakistan, og ifølge EU’s klimatjeneste Copernicus blev 2025 det tredjevarmeste år nogensinde. 

I et modsvar til en kronik skrevet af 18 organisatoner, der advarede om, at fonden ikke måtte kvæles i papirarbejde, i 2024 skrev daværende klimaminister Dan Jørgensen (S), at;

“Vores mål er, at fonden for klimarelaterede tab og skader kan være operationel i slutningen af i år – og vil forhåbentlig kunne udbetale den første støtte i det nye år (2025, red)”.

Samme år, i 2024, lød det fra nværende klimaminister Lars Aagaard (M) i Politiken at:

“Danmark arbejder på at gøre fonden »operationel«, så den kan »begynde at udbetale midler til de fattigste og mest sårbare, klimaramte lande i løbet af 2025«”.

For fodslæbende

Da fonden, som er drevet af FN og Verdensbanken, i sin tid blev præsenteret, blev den fejret som en milepæl for klimakampen, men allerede efter kort tid frygtede klima, nødhjælp og civilsamfundsorganisationer, at arbejdet med fonden ville “drukne i papirarbejde”. 

I en kronik i Altinget lød det blandt andet i et samlet opråb fra 18 organisationer, at fonden ikke måtte blive “stoppet af langsommelige og komplicerede ansøgningsprocesser, men bliver i stand til hurtigt at udbetale midler”. Organisationerne påpegede også, at fondens første bestyrelsesmøde ikke leverede de nødvendige fremskridt. 

Både Oxfam Danmark og Care var medunderskrivere af kronikken og står i dag tilbage med samme kritik. Ifølge Oxfam har de rige lande været for langsomme. 

“Det ser ud til, at arbejdet med fonden fortaber sig i bureaukrati og interne magtkampe. Bestyrelsen har svært ved at nå hinanden på vitale punkter, hvor især de rige lande har været for fodslæbende i forhold til at mobilisere penge og få rammerne på plads til at udbetalingerne kan begynde”, mener Mads Busck fra Oxfam. 

Samme holdning har Care.

“De rige lande har skyndt sig langsomt, og man skulle næsten tro, det har været deres strategi fra begyndelsen”, siger John Nordbo. 

Kunne have gjort mere

NGO’ernes kritik er også rettet mod Danmark. Den danske regering var medlem af den internationale komité, som i første omgang udarbejdede forslaget til fonden, og har tidligere været medlem af fondens bestyrelse. 

“Danmark spillede en positiv rolle i forhold til etableringen af fonden og det første år, men siden da har vi ikke set meget fra dansk side, så Danmark er også en del af problemet”, siger John Nordbo fra Care, og henviser til, at Danmark tilbage i 2024 eksempelvis ikke valgte at lægge penge til side i finansloven til fonden. 

I et svar til Politiken lød det dengang fra klimaminister Lars Aagaard (M), at “regeringen løbende vil følge op og tage stilling til nye midler”. 

Mads Busck fra Oxfam opfordrer Danmark til igen at yde en indsats og donere flere penge. 

“Det ville være verdens mindste sejr for Danmark, hvis de kom ind i kampen, Sidst vi gjorde det, gik det verden rundt, så vi kan sagtens skabe det momentum igen”, siger Busck. 

Danwatch har spurgt Udenrigsministeriet, hvorfor fonden endnu ikke har udbetalt midler på trods af, at det skulle ske i 2025 og forholdt dem organisationernes kritik. 

I en samlet kommentar skriver de, at Fonden for tab og skader i november har inviteret lande, der er ramt af effekterne af klimaforandringer, til at indsende projektforslag med en budgetramme på 5 – 20 millioner dollars. 

“Det er desværre ikke gået så hurtigt som håbet, men fonden er fortsat i en opbygningsfase, hvor sekretariatet og kapaciteten til implementering gradvist vil skulle udbygges og styrkes over de kommende år. Med første invitation til at indsende projektforslag, er det dog lykkedes at gøre fonden operationel ca. 2 år efter dens lancering på COP28 i Dubai”, lyder det. 

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.