Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Skandale-mine smadrer lokalsamfund: 14 år med tørke, sygdom og chikane
En dag tæt ved nytår sejlede et skib under panamansk flag op gennem Limfjorden. Med sig i lasten havde skibet 77.447 tons kul, der skulle bringe nordjyderne varmt igennem vinteren.
Kullet gemte også på en vigtig historie om en af disse års mest magtfulde og kontroversielle virksomheder, en omdiskuteret mine og en stor gruppe mennesker i Colombia, som mener, at kullet er plettet af deres blod.
Kullet var i foråret 2022 blevet bestilt hjem i al hast af Aalborg Forsyning. På daværende tidspunkt modtog nordjyderne al deres kul fra Rusland, men den import havde EU forbudt i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
Derfor kom blandt andet colombiansk kul pludselig i høj kurs igen rundt om i verden efter flere år med faldende efterspørgsel.
Tonsvis af kul eksporteres
- Kul har de seneste år været ilde set på grund af den grønne omstilling og øget fokus på brug af mere bæredygtige energikilder. Herhjemme var det også besluttet, at flere kraftværker skulle udfase brugen af kul. Men krigen i Rusland og et krav om sikring af energisikkerheden har igen gjort den kulsorte energi efterspurgt i blandt andet Danmark og resten af Europa.
- Det gælder også efter colombianske kul. Ifølge tal fra National Federation of Coal Producers (Fenalcarbon) så eksporterede Colombia 13,2 mio. tons kul ud af landet i første kvartal 2023, hvilket er en stigning på 10,6 procent sammenlignet med året før. Samtidig viser eksportdata, at Europa i 2022 var den største aftager af colombiansk kul efterfulgt af Mellemøsten.
For at nordjyderne kunne holde sig varme, når vinteren meldte sig igen, fik Aalborg Forsyning sidste år i alt 125.000 tons fra Colombia, 30.000 tons fra USA og 240.000 ton fra Sydafrika.
En dag i begyndelsen af december blev de 77.447 tons kul skibet ud af Puerto Bolivar på halvøen La Guajira i det nordlige Colombia. Den lille landsby var engang fuld af fiskere og landmænd, der levede af den frodige natur, nu er alt dækket i kulstøv, og folk er forsvundet.
Hver dag kommer togene med 120 vogne fulde af kul fra den famøse Cerrejón-mine 150 kilometer inde i landet. Titusindvis ton kul bliver losset af i store bunker på havnen, hvorfra det bliver lastet ombord på skibene, der sejler ud til hele verden, blandt andet Aalborg.
Nogle få mennesker er blevet tilbage i byen. Blandt dem er 52-årige José Tomas Freile Gonzales, som Danwatch udsendte møder i hans hjem, hvor støvet ligger overalt på møblerne. Han føler sig omringet af Cerrejón-minen og dens ejer, den multinationale råvarehandler Glencore, der er kendt for korruption og miljøødelæggelser over hele verden:
“Vi ser bare på kullet passere forbi her med toget. Kullet, støvet forurener os, dræber os og udtørrer os,” fortæller José Tomas Freile Gonzales.
Han er langt fra alene med de følelser.
Danwatch har i marts måned i år været på en 10-dages reportagerejse i området omkring Cerrejón-minen. Og herfra er budskabet meget klart: selvom minens ejer Glencore igen og igen har lovet bedre forhold,og kunder og investorer har stillet krav om det, så er intet ændret.
Minen buldrer videre og gør stadig folk syge, modstandere bliver forfulgt, og minen udgør en miljøkatastrofe for hele lokalområdet.
Vampyrblæksprutten
Der findes få virksomheder med en vildere og mere skandaløs historie end Glencore. Samtidig findes der næppe nogen virksomhed, der er mere centralt placeret i disse års energikrise.
Glencore producerer, handler og producerer alt fra hvede over grønne mineraler til kul. Nogle beskriver Glencore som en “vampire-squid”, en blæksprutte, der har viklet sig rundt om hele vores civilisation, klar til at kaste sig over alt, der lugter af en god handel. Virksomhedens tentakler strækker sig langt ind i vores liv, og uanset om det er din elbil, din smartphone eller varmen i din radiator, så er der en stor sandsynlighed for, at Glencore har tjent på det, før det endte hos dig.
I 2022 indgik Glencore flere store forlig, der i alt betød, at de skulle betale mere end 11 milliarder danske kroner, fordi virksomheden har begået korruption og hvidvask gennem en lang årrække. Alligevel var 2022 et rekordgodt år for Glencore, der tjente over 230 milliarder kroner.
Det kan også ses på formuen hos Glencores største aktionær, den 66-årig sydafrikaner Ivan Glasenberg, der har været involveret i selskabet siden 1984. Ifølge Forbes 2023-opgørelse er han god for 61,75 milliarder kroner.
Som verdens største kulhandler har Glencore og Glasenberg nydt godt af energikrisen, og som en af de største leverandører af kritiske mineraler tjener de stort på den grønne omstilling. Denne helt centrale position i den globale økonomi, har Glencore ifølge iagttagere fået ved at være kyniske, ligesom de ikke har været bange for at gå over stregen.
En skandaløs historie
Glencore blev stiftet i 1974 af den belgisk-fødte råvarehandler Marc Rich, dengang under navnet Marc Rich + Co. AG. Virksomheden tjente de første år sine penge på at handle olie med lande og folk, andre ikke ville handle med: Sydafrikas apartheidregime, Chiles diktator Augusto Pinochet og et sanktionsramt Iran under gidselkrisen i 1979.
Virksomheden blev hurtigt dygtig til skattefusk, omgåelse af sanktioner og bestikkelse. Og ved at være steder, hvor ingen andre ville være – fra DR Congo til Colombia – har Glencore skaffet sig adgang til ressourcer og vokset sig større end nogen anden inden for deres felt.
De første 37 år af Glencores eksistens levede virksomheden i den ro og fred, der kommer med et hovedkvarter i den schweiziske by Baar, hvor diskretion er en dyd. I en lang periode havde de endda tilnavnet ‘den største virksomhed, du sikkert ikke kender’. Men da virksomheden i 2011 blev børsnoteret var de nødt til at åbne op over for deres investorer. Ud væltede historierne om, at Glencore havde handlet med korrupte regimer; spekuleret i prisen på korn, mens befolkningen i udviklingslande var i oprør over manglende mad; og skabt store miljøproblemer i afrikanske lande, såsom syreregn i Zambia.
Siden er det væltet ud med skandalesager. Da den danske pensionskasse AkademikerPension sidste år skulle forklare, hvorfor de ikke længere vil investere i Glencore, listede de “anklager om korruption, dårlige arbejdsvilkår, diskrimination, børnearbejde, tvungen forflytning af lokalbefolkninger, overdreven magtanvendelse, skatteundvigelse samt miljøforurening.”
Foreløbigt er skandalerne kulmineret med bestikkelsessagerne, som de indgik forlig om sidste år.
Over en 10-årig periode bestak Glencores medarbejdere de mest magtfulde mennesker i Nigeria, Cameroun, Elfenbenskysten, Ækvatorialguinea, Brasilien, Venezuela og DR Congo. Glencore fløj penge ind i kufferter for at bestikke dommere og diktatorer. De har bestukket sig til lukrative kontrakter og for at retssager forsvandt. Som en amerikansk statsanklager sagde sidste sommer, er omfanget af bestikkelsen “svimlende”.
I en af sagerne gennemgik efterforskere mere end en million dokumenter og fandt blandt andet ud af, at en råvarehandler fra Glencores afdeling for Vest Afrika havde hævet næsten 50 millioner kroner fra Glencores ‘cash desk’ i hovedkontoret i Schweiz og brugt det til bestikkelse 25 gange mellem 2012 og 2015. En af de direktører, der havde godkendt at pengene blev hævet, var ansvarlig for forretningsetik.
Sydsudan var knap nok blevet uafhængig i 2011 før Glencore havde sendt folk på et privatfly med 5,5 millioner kroner til bestikkelse. Få dage efter pengene var landet hos de rette, var Glencores lykke gjort, og de fik en række værdifulde kontrakter.
Og sådan fortsætter listen.
Glencores colombianske mineeventyr
I 2000 købte Glencore sig ind i Cerrejón-minen sammen med de to minegiganter BHP og AngloAmerican, og i 2002 overtog de den fulde kontrol. Med det samme begyndte mineselskaberne at udvide minen og trænge sig længere og længere ind på land, der tilhørte det oprindelige indianske Wayuu-folk og afro-colombianere, der stammer fra vestafrikanske slaver, der kom til området i det 16. århundrede.
Udvidelsen skete på en måde, lokalbefolkningen oplevede som destruktiv. Hele lokalsamfund blev tvangsflyttet. Floder, der leverede vigtigt drikkevand, blev omdirigeret. Og de folk, der ikke flyttede, blev forurenet med giftige tungmetaller og kulstøv fra minen. Sådan er det fortsat, siger de lokale.
I 2021 solgte BHP og AngloAmerican deres andel i minen, da de med klimaforandringerne og Paris-aftalen in mente, ikke kunne forlige deres virksomheder med at være en del af minen. Glencore opkøbte det hele, blev eneejer af Cerrejón og lovede, at de ville være en “ansvarlig forvalter”. Men blandt arbejdere i minen og lokalsamfundene omkring minen bliver Glencore langt fra opfattet som ansvarlig.
I dag er minen den største af sin slags i hele Latinamerika og en af de største i verden med sine næsten 70.000 hektarer og 5.000 ansatte. Det svarer til næsten 100.000 tørre støvede fodboldbaner, fyldt med maskiner og lastbiler, der sender en konstant larm ud til den omkringliggende verden. Et område, der langsomt har spist sig ind på dets omgivelser og gjort området til et sted, hvor livet ikke har en chance. Alt sammen foregår bag store hegn; minen er ikke for uvedkommende.
De lokale konsekvenser
En af dem, der har oplevet minen indefra er Jelix Enrique Torres Bolivar, som vi møder i minebyen Fonseca, under et træ i gården til kulminearbejdernes fagforening Sintracarbon. I to årtier indåndede han støvet i kulminen.
“Hvis jeg havde vidst, hvad minedrift var, ville jeg aldrig have arbejdet i en mine”, fortæller han gennem mundbindet, der er trukket over næse og mund:
“Det er skadeligt for sundheden, for åndedrætssystemet, for huden, for bevægeapparatet. I dag er jeg en patient, jeg lider af alting.”
Jelix Enrique Torres Bolivar er den første arbejder i Cerrejón-minen, der har fået anerkendt, at støvet i minen har ødelagt hans lunger og givet ham silicose, også kendt som jernlunger.
Han er dog bare en af mange minearbejdere, der har fået deres helbred ødelagt i minen, fortæller José Brito, der har været sundhedssekretær for fagforeningen Sintracarbon i 15 år og har været medlem af Det Nationale Råd for Arbejdsrisici.
“Jeg ved, at folk arbejder med et meget farligt materiale i Cerrejón. Fra fagforeningen og det lykkedes os at opdage mere end 1.500 eksempler på arbejdere, der er blevet syge af arbejdet i Cerrejón, blandt dem, nogle kræftfremkaldende. Folk lider meget af gastritis, irritabel tarm-problemer, søvnløshedsproblemer, mentale problemer,” fortæller den tidligere fagforeningsleder.
Det øde lokalområde
Ved den lille landsby El Rocio trænger Cerrejón-minen sig også på. Byen ligger ned til Bruno-vandløbet, som Glencore og Cerrejón-minen vil omlægge, fordi der ligger store kulreserver nedenunder.
Hvis det sker, vil det være katastrofalt for det indianske Wayuu-folk, der lever i El Rocio og andre landsbyer ned til floden.
Ifølge en domsafgørelse fra 2017 er mindst 30 Wayuu-landsbyer afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Og den omledning, som Cerrejón nu har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker. Samtidig er det en trussel mod centrale dele af Wayuu-folkets kultur, hvor vandet er forbundet til deres ånder og spiritualitet.
Glencore har dog langt fra accepteret afgørelsen fra forfatningsdomstolen og beskyttelsen af Bruno. Glencore har således sagsøgt den colombianske stat for afgørelsen om ikke at tillade kuludvinding nedenunder Bruno og hævdede, at domstolens afgørelse var diskriminerende, urimelig og vilkårlig og nægtede dem “retfærdig og rimelig behandling”.
Og Bruno er bare det sidste eksempel i rækken. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret mindst 17 vandløb for at udvinde kul. Men det er også lykkedes Wayuu-folket at forhindre omlægninger. 57-årige Leobardo Sierra, som vi møder i El Rocio, håber, det kan lykkes igen.
”På den ene side føler jeg mig rolig, for jeg har kæmpet. Men det er trættende. Jeg ser også håb, om at drømme bliver til virkelighed. Vi ønsker heller ikke, at de fortsætter med at ødelægge eller dræbe vandløb eller fratage folk i deres territorium.”
Danwatch og El Turbion, det colombianske medie, vi har samarbejdet med, har forsøgt at få en kommentar fra Glencore gennem presseafdelingen i hovedsædet i Schweiz. Presseafdelingen er dog aldrig vendt tilbage.
Glencore’s bestyrelsesformand Kalidas Madhavpeddi kunne dog ikke gemme sig for kritikken under Glencores generalforsamling den 26. maj i Zug i Schweiz, hvor El Turbion var til stede.
Her startede Kalidas Madhavpeddi med at rose Glencores CRS-politikker:
“Hvorend vi opererer, forpligter vi os til at sætte stor værdi i at gøre det på en etisk og bæredygtig måde. Vi beskæftiger 10.000-vis af mennesker, støtter lokale virksomheder og serviceudbydere og investerer i lokal uddannelse, sundhedspleje og infrastruktur.”
Kalidas Madhavpeddi havde nok ikke lige regnet med, at NGO’en Yukpa Solidarity Network havde fået fløjet en lokal indiansk kvinde ind, der havde oplevet Glencores fatale ødelæggelser for befolkningen i områderne Becerril og La Jagua de Ibirico i Colombia.
Godt en time inde i generalforsamlingen tog hun ordet:
“Jeg er en Yukpa-kvinde fra et indfødt reservat, hvor Glencore er ankommet, og som har set den transformation og forurening af miljøet, der forårsager børns død. Mere end 40 børn er døde i vores territorium forårsaget af forurening fra open pit-minedrift, siger hun.
Kalidas Madhavpeddi svarede herefter kort:
“Fra vores perspektiv gør vi alt, hvad vi kan med hensyn til drift i vores faciliteter. Jeg er ikke bekendt med den udvikling.”
Danwatch og El Turbión har desuden stillet en række spørgsmål til Glencore gennem den lokale administration direkte ved Cerrejón-minen i Colombia.
I et mailsvar henviser minens ESG-chef, Inés Elvira Andrade, først og fremmest til Glencores hjemmeside for svar på de spørgsmål, der angår virksomhedens tidligere sager om korruption.
I forhold til anklagerne om luftforurening, syge ansatte, trusler mod kritikere og omdirigeringen af vandløb afviser Inés Elvira Andrade, at Glencore i Cerrejón ikke skulle have levet op til sit ansvar.
“Cerrejóns forpligtelser i La Guajira strækker sig langt ud over investeringen, betalingen af skatter og skabelsen af kvalitetsjob. Vi stræber efter at anvende de højeste standarder for etik og respekt i vores forhold til alle vores interessenter. På samme måde er vi forpligtet til at udvikle vores aktiviteter på en miljømæssigt ansvarlig måde og efterlade fremtidige generationer med en naturlig arv,” forklarer hun.
“Vi handler efter princippet om løbende forbedringer for at styrke vores due diligence-processer inden for menneskerettigheder. Af denne grund overholder vi forskellige internationale standarder, og vores menneskerettighedspolitik er i overensstemmelse med FN’s vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder.”
Læs hele svaret i bunden af artiklen, eller klik her for at springe dertil.
En sag, der gentager sig
Første gang Danwatch besøgte Cerrejón-minen var i efteråret 2009, hvor en fjerdedel af det danske kulforbrug kom fra minen.
Mange af problemerne var dengang de samme, som vi kan beskrive i dag. Tvangsflytninger, forurening og syge kularbejdere. Historierne i 2010 fik de fleste danske kraftværker til at stoppe med at købe kul fra Cerrejón.
De efterfølgende 13 år har der været flere kritiske historier om forholdene i Cerrejón i både danske og internationale medier. Til trods for det og Glencores kontroversielle rygte, valgte Aalborg Forsyning altså at købe kul fra Cerrejón i foråret 2022.
Da Danwatch sidste sommer for første gang talte med bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning og Nordjyllandsværket, Per Clausen(EL), om forholdene i og ved Cerrejón, reagerede han med overraskelse og en garanti om at indlede en dialog med Glencore.
Danwatch har nu konfronteret Per Clausen med, at forholdene i Cerrejón stadig er horrible. Bestyrelsesformanden fastholder i et skriftligt svar, at Nordjyllandsværket ikke har indgået nye handler med Glencore siden de 77.447 tons kul, der kom i december.
Herudover forklarer Per Clausen, at man er i løbende dialog med Glencore og blandt andet har forelagt de artikler, som Danwatch skrev sidste år om minens negative indvirkninger på lokalområdet.
“Aalborg Forsyning har været og er i løbende dialog med Glencore omkring vores CSR-krav. Glencore har for så vidt angår den konkrete kritik fra Danwatch om negative indvirkninger på miljøet kommunikeret detaljeret om en indsats for nødvendig omhu med et system for monitorering og måling af indsatsens effektivitet.
“Derudover har Glencore svaret bekræftende på, at virksomheden implementerer alle elementer af OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder. Aalborg Forsyning har desuden delt sine egne indvirkningsanalyser med Glencore, så de ved, hvilket niveau af information vi som minimum forventer at modtage.”
Per Clausen vil nu tage Danwatch nye oplysninger til efterretning, men udelukker ikke, at der kan handles med Glencore igen.
“Vi oplever, at det nytter at stille krav til Glencore og følge op, hvilket vi vil fortsætte med at gøre. Vi vurderer, at Glencore er blandt de leverandører, som vi kan vælge i relation til CSR, og derfor vil vi også af hensyn til forsyningssikkerheden ikke udelukke, at vi køber kul fra dem på et tidspunkt igen.”
“De udsagn, som du gengiver fra jeres felttur, vil vi inddrage i vores videre arbejde og holde op imod de informationer, som vi ellers har.”
De paramilitære grupper
Kort inden denne historie skal publiceres opstår der kaos hos El Turbion.
El Turbion er blevet truet, og de er i gang med at afklare, om det har noget at gøre med deres undersøgelse af Cerrejón-minen og Glencore.
Alle, vi taler med i Colombia, der har kæmpet imod minen og Glencore, er blevet truet eller chikaneret. Ingen af dem kan bevise, at det kommer direkte fra Glencore, men tidligere er Glencore blevet kritiseret for deres tætte forbindelser til landets paramilitære bevægelser.
For eksempel i 2014, hvor fredsbevægelsen PAX fremlagde vidneforklaringer fra medarbejdere i et af Glencores datterselskaber, der fortalte, hvordan de havde været med til at finansiere den paramilitære gruppe Juan Andrés Álvarez Front.
En af dem, der har mærket truslerne er Samuel Arragoces. Han er aktivist og kommer fra en by, der er blevet ryddet for at gøre plads til Cerrejón-minen.
I en årrække har han kæmpet mod minen, men undervejs har han været nødt til at gå under jorden andetsteds i Colombia, da truslerne mod hans familie blev for voldsomme.
Få dage efter, vi har interviewet Samuel Arragoces, skriver han pludseligt. Han har været ude og køre med en anden journalist og sin sikkerhedsvagt, da en motorcykel kører op på siden af bilen. Da Samuel Arregoces kigger ud af vinduet, ser han, at motorcyklisten har en elefanthue på. Han træder instinktivt på speederen for at komme væk, men motorcyklen følger efter ham i flere kilometer, indtil de nærmer sig en politikontrol.
Samuel Arregoces ved ikke, hvem manden var, men han ved med sikkerhed, hvorfor han var der.
”Der er ikke nogen tvivl om, at det er relateret til min aktivisme mod Cerrejón og mod kulminedrift, og vi er midt i en hård kamp for at forsvare Bruno-vandløbet. Det er dét, jeg laver, og jeg har ikke andre fjender”, forklarer han.
