”Breaking point – the EU has failed us all” (EU har svigtet os alle, red.), stod der i 2016 på en reklametavle, der viste en halvbue-bugtende kø af flygtninge, som angiveligt var på vej til Storbritannien.
Foran plakaten stod den britiske politiker og EU-modstander, Nigel Farage, leder af United Kingdom Independent Party (UKIP), der ville have englænderne til at stemme for at forlade EU. Plakaten var en brik i en større kampagne,
Den blev siden anmeldt til politiet for at opfordre til racehad uden at have belæg for budskabet. Selv andre EU-modstandere tog afstand fra den, fordi der ikke var belæg for billedet. Flygtningekøen var ikke på vej til Storbritannien. Det var iscenesat for at skabe en folkestemning, men skaden var sket.
[Citat1]
Eksemplet kommer fra Farida Vis, professor i digitale medier på Manchester School of Art. Hun forsker i begrebet fake news og fortalte om sin forskning på konferencen Truth Matters, der blev holdt i Helsinki i Finland, den 14. marts. [Boks1]
“Der er den her forestilling om, at fake news er et problem på Facebook, på internettet og på sociale medier, men det spænder meget bredere end det. Vi har også demokratisk valgte politikere, der forsøger at udnytte folkelige bekymringer”, siger hun og understreger, at det ikke er nyt, at falske informationer bliver spredt.
”Det, der er nyt, og som vi først nu er begyndt at få en fornemmelse af, er, at det sker ved så uventet fart. Vi har at gøre med platforme, som ikke engang har været der i 15 år, og de er ikke designet til det her. Firmaerne bag sociale medier bør i langt højere grad stå til ansvar eller adressere det”, siger hun.
Særligt billeder er et stærkt værktøj, viser Farida Vis’ forskning, fordi det har direkte forbindelse til folks følelser og dermed reaktioner.
Hun mener, at sociale medier langt fra er deres opgave voksen.
“De er blevet til hybrider, fordi de tager redaktionelle beslutninger om, hvad der bliver vist til folk på deres platforme, men samtidig er de ikke underlagt journalistiske krav”, forklarer hun.
”Den simple forklaring på, hvorfor de ikke prioriterer at fixe det, er, at det ikke flugter med deres forretningsmodel, og firmaerne bliver stærkere og stærkere”.
Farida Vis står i spidsen for et forskerhold på Manchester Universitet, der blandt andet har arbejdet med at systematisere data om fake news.
Forskerholdet har udarbejdet materiale til at undervise både beslutningstagere og forbrugere i at kunne genkende forfalsket indhold i nyhedsstrømmen.
En del af arbejdet består i en række spørgsmål, der er designet til at hjælpe læseren med at genkende falske nyheder ved at stille nogle basale spørgsmål til indholdet. [Boks2]
Holdet på Manchester School of Arts arbejder i øjeblikket med større undervisningsprogrammer, blandt andet i skoler og særligt i forbindelse med valg, der skal lære børn og unge at fange falske informationer.
Derudover eksperimenterer de også med apps eller spil på eksempelvis Facebook. Ideen er at lære brugere at genkende falske nyheder ved hjælp af humor eller underholdning.
De håber ikke mindst at få bygget et ekstra filter ind i de sociale mediers opbygning:
”Vi kigger også på at bygge friktion ind i selve systemet, altså så de fem spørgsmål om at genkende fake news eksempelvis popper op, inden man kan få lov at dele noget. Mange vil nok finde det irriterende, men vi er nødt til at finde os i den slags for at få budskabet ud”.
Hun skelner imellem misinformation, som er delinger, der ikke bliver delt for at gøre skade, og disinformation, der omvendt netop har det formål og typisk bliver delt for at skubbe til en folkestemning.
”Når vi taler om mis- og disinformation bør vi ikke falde i en fælde, hvor vi tror, at det kun handler om Facebook, russiske kampagner eller Cambridge Analytics (der alt sammen påvirkede det amerikanske valg, red.). Det er meget mere end det”, siger Farida Vis.
Hun ved endnu ikke, om særlige politiske fløje oftere står bag at sprede politiske nyheder – det har forskerholdet endnu ikke nok data til at konkludere. Men der er en række emner, der er tilbagevendende populære.
”Frygt for immigration, frygt for muslimer og lignende, der afspejler langvarige etniske eller religiøse spændinger, har en tendens til at klare sig godt”.
Christian Erin-Madsen