Ekspert: TDC bør fastfryse forhandlinger med kontroversiel it-udbyder

Regeringen lancerer i dag deres 5G-handlingsplan, der beskriver vilkårene for udrulningen af det nye mobilnetværk. Kinesiske Huawei, der af flere lande er blevet boykottet efter anklager om industrispionage, kan komme til at spille en afgørende rolle.

Foto: Str4nd/Wikimedia Commons

Regeringen har i dag fremlagt deres plan for, hvordan danskernes internet bliver 100 gange hurtigere. Spørgsmålet er, hvilke skjulte omkostninger, der kan følge med udrulningen af 5G-netværket, og hvem der egentlig er ansvarlig for danskernes it sikkerhed.

Det fremgår af planen, at “det er teleoperatørerne og ikke staten, der bygger og driver mobilnettet”. Derfor forventes det at TDC, Danmarks største teleselskab og deres nuværende kinesiske samarbejdspartner Huawei kan få en central rolle i udrulningen af det nye netværk.

I 2013 indgik de to virksomheder en seksårig aftale om udviklingen af 4G-netværket for fire milliarder kroner, der i år skal genforhandles. Siden dengang er Huawei gået fra at være kendt som en af verdens største it-udbydere til at være en af verdens mest kontroversielle.

Huawei i modvind

Huawei er kommet under pres i flere lande, hvor myndighederne frygter at selskabets mobilteknologi kan blive misbrugt af den kinesiske stat til spionage.

Det er særligt den kinesiske efterretningslov, der pålægger virksomheder at samarbejde med den kinesiske stat, som skaber bekymring. Blandt andet har chef for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund-Sørensen udtalt til Politiken, at loven er “et skarpladt våben”.

Myndighederne i Australien, New Zealand og Japan har allerede blokeret for at samarbejde med Huawei i udbygningen af landenes 5G-netværk.

De amerikanske anklagemyndigheder fører en sag om industrispionage mod Huaweis finansdirektør, og de polske myndigheder anholdt i starten af året en Huawei ansat på grund af mistanke om spionage.

Norge og Tyskland “overvejer at blokere for bud” fra Huawei i kommende projekter om udbygningen af telenetværket.

Herhjemme har Banedanmark valgt at annullere en kontrakt med Huawei, der ellers skulle have stået for leveringen af fiberoptisk netværksudstyr til den danske jernbane.

Banedanmarks officielle forklaring er, at der i udbuddet ikke var blevet indskrevet krav om cybersikkerhed.

CSR-ekspert: Brems forhandlinger

Rygter og en enkelt sigtelse for industrispionage bør give anledning til bekymring hos TDC ifølge CSR-ekspert Andreas Rasche. I en mail til Danwatch forklarer han, at en stor virksomhed som TDC bør udvise rettidig omhu og fastfryse forhandlingerne med kinesiske Huawei, indtil anklagerne om spionage er blevet afvist.

CSR-ekspert Esben Rahbek Gjerdum Pedersen undrer sig over, hvordan forskellige lande kan komme frem til så forskellige risikovurderinger af at samarbejde med en virksomhed. Han forklarer til Danwatch, at “der bør etableres enighed om risici ved samarbejdet på tværs af lande og virksomheder”.

TDC følger anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed

TDC ejer i dag ét ud af de fire netværk, der findes i Danmark. Udrulningen af 5G netværket skal sikre det stødt stigende forbrug af data.

Peter Glüsing Pedersen bekræfter overfor Danwatch, at TDC i øjeblikket forhandler med potentielle leverandører, og at Huawei er “i spil som mulig samarbejdspartner”.

Til spørgsmålet om, hvorvidt en fortsat samarbejde med Huawei er påvirket af sagerne fra blandt andet USA, Australien og Japan, skriver Peter Glüsing Pedersen, kommunikationschef hos TDC i en mail til Danwatch:

“Sikkerhed er en topprioritet for TDC, og vi følger altid de danske myndigheders anbefalinger og har en løbende og meget tæt dialog med Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down