Og så er scenen sat til Panda Affæren, der er skrevet af manuskriptforfatter Maj Rørbæk Damgaard, og netop har spillet på Teater Grob til anmelderroser.

Det viser sig, at Wang taler dansk og “så forstår vi jo rigtigt hinanden”, konstaterer Rikke lettet og bekræfter sig selv i, at den gode forretnings sprog er universelt og imperativt, mens hun sparker alle kulturelle hensyn til hjørne.

Peter forstår sig nu bedre på respekten for kinesiske traditioner og comme il faut. Han hilser korrekt, bejler længe til Wang og byder på den passende drink. Mens han bor i den såkaldte danskerkoloni bag bevogtede mure, sender sine børn i svinedyr international privatskole og holder konen beskæftiget med champagnebrunch.

En løs kanon i Kina

‘Panda Affæren’ er en del af konceptet Det 6. Kontinent på Teater Grob i København, hvor seks forskellige stykker er bundet af en række benspænd, heriblandt at hvert stykke skal foregå på et nyt kontinent, det skal omhandle danskere i udlandet og forfatterne skal selv rejse til det land, de vælger.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Maj Rørbæk Damgaard, hvorfor valgte du Kina?

“Da jeg fik Asien, besluttede jeg mig hurtigt for Kina. I Asien kan der groft sagt være to slags danskere: Dem på ferie og dansk erhvervsliv, og jeg var helt vildt tiltrukket af dansk erhvervsliv og big business. Det skulle omhandle nogen, der boede der – ikke bare en turist med en guide. Det blev Kina, fordi det er relevant for mange danskere, der mærker på deres arbejdsplads, at man sælger eller forsøger at sælge til Kina.”

Hvordan har du forberedt dig til at skrive et stykke om Kina?

“Jeg har jo været i Kina, og det var ret vildt. Jeg undervurderede helt klart Kina – jeg havde ikke forudset hvor kompliceret, det ville være overhovedet at komme ind i landet. Jeg var nødt til at alliere mig med en kineser, som kunne arrangere turen for mig, for man skal booke alt på forhånd. I visumansøgningen skal man dokumentere præcis hvilket hotel, man er på hvornår, hvilket tog man tager og hvornår, og så skal man have kopier af alle hotelregninger og togbilletter, der er betalt på forhånd. Og så fandt jeg ud af, man ikke bare kan være en forfatter, der løber rundt i Kina som en løs kanon og stiller kritiske spørgsmål til kineserne. Derfor måtte vi også være lidt kreative i forhold til hvordan, jeg skulle komme ind i landet.”

Hvordan kom du omkring det?

“Det hed sig, at jeg var på familieferie. Jeg tog min familie og min lille lyse dreng med krøller med, og så åbner der sig rigtig mange døre. Kineserne elskede ham. De sagde, han var ligesom på Hollywoodfilm. De er ligeglade med os, der har brunt hår, men den lyse dreng med stor næse og store runde øjne, dét var populært. Så vi kom i kontakt med rigtig mange mennesker, og det åbnede nogle døre.”

Hvem har du så mødtes med?

“Jeg havde inden afrejsen aftalt møder med både danske og kinesiske erhvervsledere, samt kinesere, der arbejder i amerikanske og japanske firmaer, som derfor også kunne engelsk, så der ikke skulle være tolk involveret, som jeg går ud fra har indberetningspligt.”

Hvordan håndterede du det så?

“Jeg havde fået at vide, at hvis jeg begyndte at stille spørgsmål til kinesere, så ville jeg kunne blive passet op. Måske ville der komme en mand hen til mig i noget casual tøj på en café og sige ‘hvorfor render du rundt og stiller spørgsmål?’. Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme ud i sådan nogle afhøringer, så jeg forsøgte på flere måder at gå under radaren. Omvendt var det mærkeligt for mig, hvis jeg rejste til Kina uden at tale med kinesere. Så når jeg havde talt med folk, rev jeg den lille seddel, jeg havde med deres navn og kontaktoplysninger, i stykker eller smed den i toilettet, for jeg ville passe på, at det ikke fik konsekvenser for dem.”

Truet til tavshed

Da Maj Rørbæk Damgaard kom hjem fra Kina, værdsatte hun pludselig Danmarks demokrati og ytringsfrihed på en ny måde. Hun var af sted under folketingsvalget i juni 2015 og nåede at tænke, at det var ligegyldigt, hvem der vandt, for generelt har vi det rigtig godt, fortæller hun. Men Danmark viste sig også at have sine udfordringer med åbenhed. Det fandt Maj Rørbæk Damgaard ud af, da hun ville lave research om den danske medicinalbranche:

“Jeg mærkede, at der også er kontrol og censur i Danmark. Jeg kunne ikke bare komme ind ad de officielle veje i medicinalvirksomhederne og lave interviews. Det handler om så mange penge, og de er bare nødt til at være i kontrol hele tiden. En forfatter er jo utilregnelig, de kan ikke kontrollere mig. Der er så mange mennesker og aktionærer, der har mange penge på spil.”

Hvad gjorde du så?

“Jeg kom alligevel ind ad en bagvej og fik talt med nogle medarbejdere. Jeg sluttede af med at tale med en i medieafdelingen, som truede mig. Vedkommende sagde ‘Vi kommer efter dig og vi kommer efter teatret, hvis du nævner noget om os!’ Jeg tror især, det var deres navn og omdømme, de var bekymrede for og selvfølgelig også emnet, korruption, det er ikke fedt at snakke om de negative sider af medaljen. Men det er jo fiktion, og allerede dengang forklarede jeg, at det handler om den fiktive virksomhed Denpharm, så truslen kom meget bag på mig. Medarbejderen stoppede interviewet, og jeg blev sendt ud. Men det var jo god inspiration og benzin til mit arbejde med at lave en dramatisk teaterthriller, hvor ingen er pletfri.”

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

Hvorfor du ikke er gået ud med den historie og navnet på virksomheden?

”Jeg er ikke journalist, og jeg laver ikke dokumentarfilm – jeg arbejder i publikums interesse, så de enten kan gå hjem uden at tænke mere over det, eller de kan ud i verden og stille de nødvendige spørgsmål. Og så ønsker jeg ikke at lukke mine døre ved at angive folk. Det vigtigste for mig er, at folk tør fortælle deres historier til mig, og har lyst til at tale med mig, netop fordi jeg ikke er journalist. Det er fiktion, og derfor fornemmer jeg, at jeg ikke er nogen ”trussel”. Jeg tror, jeg har mange fordele ved at være en forfatter, når folk lukker mig ind og betror sig – og nu åbenbart også truer mig.”

Hvordan kom du så frem til, at det var netop korruption og handel på tværs af grænser, du ville lave dramatik om?

“I Danmark tror jeg, vi tænker, at grundlæggende er tingene i orden. Ligesom med sagen hos Skat. Vi har sådan en autoritetstro. Vi tænker, ’de der kloge mennesker, der sidder øverst oppe – det har de sgu styr på’. Men hver gang de store afgrunde momentvis åbner sig, kigger man bare ned i dybet og tænker ‘fuuuuck’. Der er eddermame også nogle ting i sprækkerne. Der bliver jeg oprigtig optændt og chokeret, og det vil jeg gerne skrive om.”

Du bliver nødt til at holde en fest for de rigtige

Et af Panda Affærens centrale spørgsmål er, om man skal give køb på sin idealisme, når man laver forretning i et land, hvor korruption er en del af forretningsplanen. Peter insisterer på at opretholde sine etiske retningslinjer, selvom det viser sig at være drevet af frygt for en tur i brummen snarere end store principper og idealer.

Har du i arbejdet med stykket fået større forståelse for store virksomheders vanskeligheder ved at ‘gøre det rigtige’?

“Ja, det har jeg. Jeg kan virkelig godt forstå korruption, hvis du er i et land, hvor lønnen er så dårlig. F.eks i medicinalbranchen, modtager læger penge fra medicinalfirmaerne for at anbefale netop deres produkter til patienterne. De offentligt ansatte kinesiske læger kan knapt forsørge deres familier, så de er afhængige af de penge, de får fra det medicinalfirma. Sådan fungerer systemet bare.”

Så du mener ikke, at Peters ‘No corruption campaign’ er vejen frem?

“Jeg ved, at der er blevet strammet op fra Kinas side, og der er mere kontrol nu, end der har været. Væksteventyret er på mange måder forbi. De danske virksomheder i Kina får også besøg af kinesiske investigators. Det er en reel fare at blive taget i korruption, og man skal stramme op. Det gør Peter, og derfor har han bremset opkøbet af Wangs virksomhed. Og derfor skal virkelige virksomheder også være mere kreative og konstant følge trop med en foranderlig lovgivning og uofficielle spilleregler. Jeg tror, det er svært at sige, hvordan det skal løses, fordi du stadig ikke kan drive en virksomhed, hvis ikke du vil holde en fest for de rigtige mennesker. Det er jo ikke sort/hvidt, og det er det fede ved emnet. Det er det, der gør det dramatisk. Der er ikke nogen løsning, og vi kan ikke sige ‘Nå, nu skal alle opføre sig ordentligt’. Det handler ikke kun om, at vi starter med os selv. Det er en kompliceret, nærmest gordisk knude.”

‘839 dage’ samler trådene fra Somalias voldelige fortid til en moderne fortælling om fanger og fangevogtere, der alle venter på et spinkelt håb om en lysere fremtid. Men hvordan fanger man følelsen af at være en 17 år gammel nyslået pirat, i et land hvor det bogstaveligt talt er en daglig kamp at få mad på bordet? Dramatikeren bag stykket, Henrik Szklany, stiller op til interview med Danwatch.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Henrik Szklany, hvad er det ved historien om Somalia og pirateri, der først fangede din interesse?

“Gidseldramaet blev ofte fremstillet i medierne som en eventyrfortælling med helte og skurke, og jeg havde ikke lyst til at gentage fortællingen om, at piraterne var skurke, sømændene var ofrene, og så var der skurkene i Danmark i skikkelse af rederiet og regeringen, der ikke kunne finde ud af at få dem hjem. Jeg vil hellere fortælle historien om, hvorfor der er pirater i Somalia, og hvad der får en ung mand til at blive pirat.”

Hvordan forberedte I jer på at fortælle den historie?

“Vores forberedelse til det her stykke var anderledes, end hvad jeg har prøvet før, fordi der ikke ligefrem findes en ‘Turen går til Somalia’, og fordi jeg ikke vidste så meget om kulturen og hverdagslivet i Somalia. Landet bliver ofte beskrevet som en fejlslagen stat, hvor der er borgerkrig, og hvor der for år siden var hungersnød.”

Hvad gjorde du så?

“Gennem skønlitteratur, artikler om Somalias historie og ved at snakke med herboende somaliere, har jeg prøvet at finde ud af hvordan Somalia var nået hertil. Somalia fik først et officielt skriftsprog i starten af 1970’erne, så traditionen for mundtlige overleveringer var også vigtig for mig at få med i stykket.”

Fra Henrik Szklanys forestilling 839 dage om gidseltagningen af de to danske sømænd Eddy Lopez og Søren Ljyngbjørn. Foto: Rico Feldfoss

Har der været øjeblikke hvor du er blevet overrasket, mens du forberedte dig på at fortælle denne historie?

“Jeg forventede jo nok, at der var en form for hverdagsliv, men min bevidsthed var alligevel plastret til med, at det er et land, hvor der konstant er ballade og kaos. Men der er også et hverdagsliv med folk, der går på arbejde, og hvor der er nogle generationsforskelle omkring, hvordan man skal drive landet videre. Det er et valg, om man skal være gedehyrde, fisker eller noget tredje, og så er der spørgsmålet, om man overhovedet stadigvæk kan blive fisker, eller om man skal vælge pirateri som karrierevej.

Pirateri er ligefrem en karrierevej?

“Jeg blev overrasket over, at pirateri for mange netop ses som et legitim arbejde. For nogen er det også deres fortælling om dem selv: ‘Nu har omverdenen udnyttet vores stat så længe, så nu må vi også udnytte dem’, så nogle får en Robin Hood følelse, mens andre bare ikke har andre muligheder. De vil hellere have mad på bordet end dø.”

Forestillingen turnerer lige nu landet rundt. Foto: Rico Feldfoss

Har du fået en forståelse for, hvorfor de her unge mænd vælger pirateri som karrierevej?

“Et af mine største mål fra starten var at gøre fortællingen mere nuanceret, og jeg har klart en forståelse for, hvorfor der er nogen, der bliver tvunget ud i pirateri. Magthaverne i piratorganisationerne skummer fløden, og de laveste i hierarkiet får ofte ikke meget ud af det.”

Og det har givet dig en forståelse?

“Det gør det jo ikke i orden, men der er nogle mekanismer, som man også bliver nødt til at kigge på, for man kan ikke løse problemet ved kun at slå ned på de laveste i hierarkiet, på samme måde som man ikke kan fjerne en mafia ved at gå efter deres wise guys. Jeg tror altid, det er vigtigt i en konflikt, at man ikke dæmoniserer sin modstander, og jeg tror også, det er vigtigt, at vi ikke gør dem til bådridende djævle, som angriber uskyldige fragtmænd, selvom det også er det, der sker. Jo mere man ved om sin modstander, jo nemmere bliver det at løse en konflikt.”

Var der et øjeblik, hvor du kunne forestille dig selv blive pirat, hvis du var opvokset i Somalia under andre vilkår?

“Det har jeg aldrig overvejet, og det er jo det, der også er svært ved det her. Jeg prøver at sætte mig ind i, hvad folk føler og tænker i en anden verden, og derfor kan jeg ikke sige, hvad jeg vil gøre, fordi jeg aldrig har været i deres verden. Hvis man stiller et hypotetisk spørgsmål, om hvorvidt man ville skyde sin bror, hvis man selv havde en pistol for panden, så kan man sagtens sige nej, men man kan ikke vide det. Man kan sagtens forsøge at være reflekterende når man står her, og lige har spist en avocadomad, men hvis man har været sulten i to år, og der ikke er flere geder og ens bedstefar er ved at dø, så har man en anden opfattelse. Måske kan man få et snert af den empati eller indsigt i en anden verden i denne forestilling.“

Henrik Szklany er i disse dage på turné med forestillingen, der bliver vist på forskellige teatre over hele Danmark frem til december. Du kan finde en turné-plan på Baggårdsteatrets hjemmeside, hvor du også kan købe billetter til forestillingerne.

Førte branden på Ali Enterprises til nogen positive forandringer i industrien, som det var tilfældet i Bangladesh efter Rana Plaza-ulykken i 2013?

“Der er en ubehagelig form for konkurrence om antallet af dræbte arbejdere for at få købernes eller det internationale samfunds opmærksomhed. Da Ali Enterprises skete, var det den største ulykke i verden, men inden for kort tid fulgte branden på Tazreen og sammenstyrtningen på Rana Plaza. I Bangladesh døde der flere end 1000, da Rana Plaza styrtede sammen, men hvis noget tilsvarende sker i et andet land og flere dør, så vil al opmærksomheden rette sig mod det. Det er ikke den rigtige måde at sikre ændringer i industrien”, siger Khalid Mahmood og fortsætter:

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

“Og selv nu, lang tid efter Rana Plaza, ved vi, at forholdene stadig er slemme i Bangladesh, selvom der har været store investeringer i forbedringer, og selvom alle de internationale NGO’er og fagforeninger er til stede. Der er stadig ikke fuld foreningsfrihed eller frie kollektive forhandlinger. Så du kan forestille dig at forholdene i Pakistan er endnu værre. Køberne har større interesser i Bangladesh og er mere villige til forandringer end i Pakistan. For deres hovedinteresse er at finde billig arbejdskraft, og den bangladeshiske arbejdskraft er stadig billigere. De har simpelthen en større profit-interesse i Bangladesh, og derfor kunne de blive enige med de globale fagforeninger og regeringen om at højne standarderne der. Som det er nu har hverken køberne eller regeringen i Pakistan nogen interesse i forandringer”.

Hvordan er situationen for de pakistanske arbejdere?

“Arbejdsstyrken (i Pakistan red.) er på cirka 60 millioner arbejdere. Forholdene for fagforeninger er svære, og kun sølle én procent er organiseret i fagforeninger, så du kan forestille dig arbejdernes rettigheder. Mange arbejdere er helt uden for dækningen af arbejdsmarkedslovgivningen, f.eks. landarbejderne i bomuldsmarkerne, hvor gældsslaveri er udbredt, og de kvindelige, hjemmebaserede arbejdere, der fungerer som underleverandører til fabrikkerne”.

Hvordan vil du beskrive vilkårene i tekstilsektoren i Pakistan?

“Tekstil- og beklædnings-sektoren er den største i Pakistan. Der er fagforeninger, men generelt er meget få arbejdere i industrien organiseret. Også her er der mange falske fagforeninger, som kun er etableret for at stille købere og auditører tilfredse. Som i resten af Pakistans industrier er der mange fupfagforeninger, og fabriksejerne fremviser ofte falske registreringer af fagforeninger til køberne. Netop fordi fagforeningerne er så svage, har arbejderne ingen styrke eller selvtillid til at stille sig frem og kæmpe for deres rettigheder. Og når arbejderne forsøger at etablere reelle uafhængige fagforeninger, bliver de ofte fyret fra deres jobs. Generelt er arbejderne meget bange, og de får sjældent mere end minimumsstandarder, hvad angår lønninger og rettigheder”.

Ser det bedre ud på de fabrikker, der producerer til udenlandske købere?

“Hvis du kigger på papirerne, så vil alt ofte være i fineste orden, men der findes ikke nogen kollektiv forhandling sted på de fleste fabrikker. Generelt bliver arbejderne kun betalt minimumslønnen, der ligger mellem 13000 og 15000 PKR (ca. 850 til 985 DKK, red.)”, siger Khalid Mahmood, der som fagforeningsmand ikke overraskende mener, at netop flere og stærkere fagforeninger er løsningen.

“Hvis der var reelle fagforeninger og reel kollektiv forhandling, ville arbejderne selvfølgelig få meget mere. Forholdene er ofte lidt bedre på de store fabrikker, men de store fabrikker benytter sig ofte af mindre fabrikker som underleverandører, hvor forholdene er meget værre”.

Hvilken betydning har inspektioner fra auditører, der tjekker arbejdernes sikkerhed og vilkår?

“Når der kommer audits, så rydder fabrikkerne som regel lidt op, så det ser lidt bedre ud. Fabrikken Ali Enterprises blev auditeret kort før den brød i brand i 2012. Den fik ingen alvorlige anmærkninger, og det viser tydeligt standarden af det private audit-system. Det fungerer ikke. Auditørerne taler altid med arbejderne foran deres chefer. Hvordan kan man så på nogen måde vurdere, hvad der foregår på fabrikken, og hvilke forhold arbejderne arbejder under? Alt vil se fint ud, hvis du bare kigger på fabrikkens papirer  i stedet for at lytte til arbejderne og seriøst undersøge om kollektive forhandlinger og foreningsret respekteres. Auditørerne kigger kun på nogle få ting som minimumsstandarder ift løn. Det er en forfærdelig situation for arbejderne. Som arbejderorganisation er vi ikke tilfredse med audit-systemet, der har karakter af en form for privatiseret inspektionssystem, der er i konflikt med den statslige regulering. Vi ønsker i stedet et regulært inspektionssystem, og et sådan system kan ikke være underordnet et privat inspektionssystem”.

Pakistans tekstil- og beklædningsindustri fik i 2014 toldfrihed under GSP+-ordningen, hvilket også gav Pakistan en række forpligtelser i forhold til arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder og miljø –  og lettere adgang til det europæiske marked. Hvad har det betydet?

“GSP+ status er en kæmpe fordel og har tiltrukket en del købere de seneste år, men regeringen får et problem, når den skal afrapportere til EU. Det eneste regeringen gør, er, at indsamle positiv information. Men der er mange uafhængige organisationer, der også arbejder i Pakistan, og de kan rapportere om problemer. Vi er ikke sikre på, at Pakistan vil være i stand til at fastholde GSP+. Vi har ikke set nogen eksempler på konkrete forbedringer. Der er ikke noget, som tyder på, at regeringen virkeligt er interesserede i at beskytte menneskerettighederne, arbejdstagerrettighederne eller miljøet. Det er kun små kosmetiske forbedringer, der finder sted. Som arbejderorganisation håber vi dog alvorligt, at GSP+ bibeholdes”.

Hvilke konsekvenser vil det få for de pakistanske arbejdere i tekstil- og beklædningsindustrien, hvis Pakistan mister sin GSP+ status?

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

“Hvis Pakistan mister GSP+ vil mange arbejdere derfor miste deres job, hvilket vil betyde ekstra konkurrence på løn og arbejdsvilkår. Det vil absolut ikke være godt for Pakistans arbejdere. Så vi prøver ihærdigt at få regeringen til at forstå, at der er en reel risiko for, at Pakistan mister GSP+, og der er nødt til at være forbedringer, hvis det skal undgås. Vi har ingen interesse i at gå imod regeringen på en meget barsk måde. Vi vil meget hellere arbejde med regeringen, men desværre har regeringen på nuværende tidspunkt ikke taget væsentlige skridt. Hvis regeringen ønsker at bibeholde GSP+, bliver de nødt til at gøre noget, og de bliver nødt til at arbejde med fagforeningerne, som vi også har set det ske i Bangladesh”.

Kan de internationale købere noget for at skabe positive forandringer?

“De må stoppe med at stole på de private auditører, men i stedet presse regeringen for rigtige inspektioner. Man er nødt til at arbejde for, at regeringen tager et ansvar for at sætte inspektioner op, som vi også har set det i Bangladesh. Derudover er køberne nødt til at arbejde direkte med de uafhængige fagforeninger. Der er mange udemokratiske fagforeninger, men fagforeninger i købernes hjemlande kan hjælpe med at etablere kontakt til de ægte, uafhængige græsrodsfagforeninger, der spirer frem. Det er på ingen måde svært, men det kræver vilje. Og det er ikke en vilje køberne ser ud til at have på nuværende tidspunkt. De ønsker bare at gemme sig og fortsætte business as usual. Og de ved, at de ganske let kan flytte kapital til lande som Myanmar eller Cambodja – eller andre udemokratiske regimer”.