Onsdag formiddag den 17. april kunne en initiativgruppe løfte sløret for den navnkundige Karen Blixen i bronze. Det er billedhugger Rikke Raben, film- og tv-producent Marie Breyen Foss, udstillingskurator Annesofie Becker og administrerende direktør Adam Foss, der er initiativtagerne bag projektet.
Det skulle tage initiativtagerne syv år at “sikre forfatterens plads i bybilledet” i Københavns Kommune. Ud over en vej på Amager og “et enkelt” atrium på Københavns Universitets campusområde opkaldt efter hende, så får Blixen nu “en central placering i København”, lyder det af pressemeddelelsen.
Bronzestatuen er to meter høj og har kostet 3,5 millioner kroner.
På stensokkellen af stokhugget rød svensk wasasten sidder hun nu med benene over kors og venstre hånd nonchalant hængende i luften med albuen støttende på armlænet. I hendes skød hviler højre hånd, der med tommelfingeren nænsomt fungerer som bogmærke i en bog, det ligner, hun kigger op fra.
Soklen er af den lavere slags, sammenlignet med de andre statuer i området.
Karen Blixen sidder i den østlige ende af Sankt Annæ Plads. Hvis man tager ruten fra den anden ende af pladsen, møder man intet mindre end syv statuer af mænd på vejen.
Tallet er dog på sin vis ikke overraskende, efter en optælling lavet af radioprogrammet, Kulturen, på P1 viste, at kun fem ud af 101 navngivne statuer i København er af kvinder. Til gengæld er 26 fabeldyr repræsenteret i bybilledets statuer, mens de resterende 70 portrætterer mænd.
Det er dog i København man skal finde den første kvinde foreviget som statue på baggrund af sit virke – og ikke sin titel. Statuen skildrer Nathalie Zahle (1827-1913), der kæmpede for kvinders ret til uddannelse.
Det er også i København, man finder den første statue af en sort kvinde. Ved det Vestindiske Pakhus på Toldbodgade i København sidder Mary Thomas (1848-1905), der ledede en opstand mod den danske kolonimagt i Dansk Vestindien.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har for nylig nedsat et udvalg, der skal sikre mere divers repræsentation blandt dem, der bliver foreviget i bybilledet.
I en pressemeddelelse understreger Engel-Schmidt:
“Vi har alle brug for forbilleder, som vi kan spejle os i, og som giver os en forståelse af vores fælles fortid. Som minister vil jeg gerne bruge min stemme til at hylde og anerkende de mange kvinder i danmarkshistorien. Derfor vil jeg nedsætte et udvalg, som skal kortlægge, hvilke kvinder vi bør hylde med statuer”.
Ministeren vil senere på året afsætte et “mindre millionbeløb” som kan bruges til medfinansiering af udvalget og til opsætningen af kvindelige statuer.
På trods af, at bronzestatuen af Karen Blixen, redaktionen bekendt, er den første kvindelige statue, der er blevet opført siden ministerens udmelding, var han ikke til stede ved afsløringen.
62 år efter sin død og et hav af litterære værker senere, kan man ikke fornægte Karen Blixens eftermæle.
Det er ikke mere end tre år siden, at Bille Augusts film, Pagten, rullede hen over skærmen i de danske biografer. En film, der portrætterede Blixen som en manipulerende mentor for aspirerende danske digtere.
Blot året efter kunne vi igen se hende portrætteret – denne gang i tv-serien Drømmeren fra 2022, der handlede om årene efter hjemkomsten fra Afrika.
Samme år kunne man igen opleve hendes liv i en genopsætning af helaftensballetten Blixen i Det Kongelige Teater fra 2019, da racistiske stereotyper fra det oprindelige stykke var blevet ændret efter samtaler med en konsulent.
Hun er også den ene ud af kun to kvinder, der er at finde på den kanonliste, som man stifter bekendtskab med i den danske folkeskole.
I Danmark har hun indtaget pladsen som en folkekær facon i vores kollektive hukommelse. Hun har især sat sig fast med sin anden udgivelse, Den Afrikanske Farm; en erindringsroman fra 1937, som foregår på hendes kaffefarm i Kenya.
Men det er ikke kun i Danmark, at netop denne udgivelse har sat sig fast i den kollektive hukommelse.
Ved et årsmøde i Danmarks Biblioteksforening i 1980 kaldte den største nulevende kenyanske forfatter Ngũgĩ wa Thiong’o, Den Afrikanske Farm for “den farligste bog, der nogensinde er skrevet om Afrika”.
I det efterfølgende år fortsatte Thiong’o sin kritik af Blixen, da han i essaysamlingen Detained. A Writer’s Prison Diary, satte Blixens litterære fremstilling af Kenya i fokus:
“Som for at kompensere for sine uopfyldte lyster og længsler, forvandlede baronessen Kenya til et enormt erotisk drømmeland, hvori hendes forskellige hvide elskere optrådte som unge guder og hendes kenyanske tjenere som nyttige køtere og andre dyr.”
Thiong’os kritik blev senere fulgt op af journalisten Dominic Odipo.
I Kenyas største dagblad, The Standard, kunne man i 2006 læse Odipos udtalte kritik af Blixen i hele to klummer. Her blev hun beskyldt for “at være en af de farligste udlændinge, som nogensinde har betrådt afrikansk jord”:
“Hvis man skulle opstille en liste over de farligste udlændinge,
som nogensinde har betrådt afrikansk jord, ville Karen Blixen
stå højt på den, i konkurrence med sådan nogle som Henry
Morton Stanley, kong Leopolds banebrydende lejesoldat […]”
I Danmark har man hørt kritikken.
I en artikel fra Information 2022 bliver Karen Blixen omtalt som racist af professor i litteratur ved Syddansk Universitet, Lasse Horne Kjældgaard: “Det var hun, men det er svært at opsummere et helt værk og en hel livsgerning med sådan en etikette. Hun var meget andet end det”.
Kjældgaard påtaler debattens input fra kenyanske stemmer og ville ønske, at “man brugte Blixens forfatterskab til at etablere en dialog, for vi kan lære meget af Odipos og Thiong’os måde at læse Karen Blixen på”.
Og så er det jo heldigt, at hendes sokkel, modsat de andre statuer i området, ikke er særlig høj. I pressemeddelelsen fra initiativtagerne skal skulpturen nemlig “byde offentligheden velkommen”, således “man kan sidde på skulpturen og næsten føre en samtale med Karen Blixen”.
Sofie Erna Schmidt
