Spionskibe, atomubåde, landgangsskibe og fregatter. Danske Rockwool har systematisk og helt bevidst forsynet den russiske flåde med hundredtusindvis af kvadratmeter skibsisolering, der er anvendt i nogle af de mest avancerede fartøjer i den russiske flåde.

Det afslører en samlet gennemgang af Ruslands officielle udbudsdatabase, som Danwatch og Ekstra Bladet har foretaget gennem flere måneder.

I alt findes der dokumentation for, at der siden Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014 er solgt Rockwool-skibsisolering mindst 52 gange til i alt 31 forskellige fartøjer i Putins flåde. Herunder blandt andet to destroyere, to ubåde der kan udstyres med atomvåben, to landgangsskibe, tre fregatter, seks minestrygere og fem efterretningsskibe – altså krigs- og spionskibe i den helt tunge ende af det russiske flådearsenal.

Sammenlagt udgør listen en anseelig del af Ruslands aktive flåde, der i juli 2023 anslås til at bestå af 297 krigsskibe, ubåde og andre militære fartøjer.

I 29 af tilfældene er salget sket gennem Rockwools officielle samarbejdspartner og distributør, virksomheden Marine Complex Systems LLC (MKS), som lever af at servicere det russiske militær.

For bedre at forstå, hvilken type fartøjer, Rockwool har leveret isolering til, har vi bedt orlogskaptajn og militær analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen, om at kommentere på deres rolle i den russiske flåde:

Flere af skibene har siden spillet en rolle i den nuværende krig i Ukraine. Det gælder de seks skibe, der tilhører Sortehavsflåden, men eksempelvis har landgangsskibet “Pyotr Morgunov” fra den Nordlige Flåde, som MKS i 2018 leverede Rockwool-produkter for 48 mio. rubler (cirka 4,5 mio. kr. i datidens kurs) til, også været direkte involveret i krigen.

I en EU-forordning fra marts 2022 står der om det 135 meter lange skib, der er udstyret med blandt andet en AK-630 kanon og tungt maskingevær: 

“Det store landgangsskib »Pyotr Morgunov«-projekt 11711, der blev bygget af United Shipbuilding Corporation, deltog i den ulovlige russiske invasion af Ukraine i 2022.”

Den ukrainske militæranalytiker Alexander Kovalenko bekræfter ligeledes over for Danwatch og Ekstra Bladet, at “Pyotr Morgunov” har spiller en vigtig rolle under krigen:

“Det har været i Sortehavet siden begyndelsen af invasionen af Ukraine. 'Pyotr Morgunov' har sørget for transport af ammunition, personel og udstyr og har også deltaget i mineringen af Sortehavet," siger han.

Afviser kundeforhold til Ruslands militær

Markedet for at sælge isolering til krigsskibe er noget, den hæderkronede danske virksomhed  har været helt bevidst om. I en officiel reklamepjece fra 2015, som Rockwool har oversat og distribueret i Rusland, fremhæves netop krigsskibe som et af de steder, Rockwools marine-isolering oftest bruges i.

Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, skriver i et svar til Danwatch og Ekstra Bladet, at man har kendskab til, at isoleringsprodukter i “visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer”, og at de er solgt  via de russiske datterselskabers eksterne distributører.

“Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere eller har et kundeforhold med det russiske militær,“ skriver Michael Zarin blandt andet.

Rockwool ønsker ikke at kommentere på, hvorfor virksomheden i Rusland fortsat samarbejder med MKS, der som virksomhed lever af at servicere den russiske flåde. De ønsker heller ikke at svare på spørgsmål om, hvorvidt koncernen stiller særlige krav til deres distributører i Rusland i forhold til slutbrugen for deres produkter.

 

Kan udgøre militær trussel

Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen, som er orlogskaptajn og militær analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, så er mængden af russiske flådeskibe med Rockwool samlet set i stand til at udgøre ”en trussel mod allierede styrker til søs, på land og i luften.”

”Samlingen af skibe vurderes at kunne udgøre en militær trussel mod allierede flådefartøjer, herunder ift. specialoperationer, indhentningsmissioner, monitorering, kortlægning af kritisk infrastruktur samt slutteligt i krise- og krigssituationer,” siger han.

Han fremhæver især de helt store skibe som slagkrydseren ”Admiral Nakhimov” og de to destroyere ”Marshal Shaposhnikov” og ”Admiral Chabanenko”, som alle på trods af at have mange år på bagen fortsat kan spille en stor rolle i fremtidige missioner.

”Særligt de større enheder, uanset alder eller om de har gennemgået ”midlife”-opdateringer, samt de nyeste nukleare enheder, udgør en særlig trussel i Atlanterhavet og mod NATO-allierede lande,” siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Professor Michael Petersen, som er leder af Russia Maritime Studies Institute ved US Naval War College og har en fortid i  både USA’s militære efterretningstjeneste og landets nationale sikkerhedsråd, mener også, at de mange konkrete krigsskibe er af stor betydning for Ruslands militær.

Han fremhæver, at Ruslands flåde har gennemgået en storstilet modernisering i årene før og efter den ulovlige annektering af Krim i 2014, og ifølge ham afspejler Danwatch og Ekstra Bladets liste med flådefartøjer, der er isoleret med Rockwool, præcis den udvikling.

“Den komplette liste giver et interessant og konkret indblik i den russiske flådes prioriteter for konstruktionen og modernisering af overfladeskibe. De afspejler en vægt på magtprojektion, efterretningsindsamling og kystforsvar,” siger han.

“Især er konstruktionen af ​​Project 22350 missilfregatter i Gorshkov-klassen det primære fokus i forhold til at genoprette den russiske overflade-flådes globale tilstedeværelse og militære slagkraft. De har udført Ruslands højest profilerede flådemissioner i fredstid, herunder den første jordomsejling af et russisk krigsskib siden det nittende århundrede i 2019.”

Systematisk praksis

Tilbage i februar måned i år indledte Erhvervsstyrelsen en undersøgelse, da Danwatch og Ekstra Bladet første gang kunne løfte sløret for Rockwools forbindelser til det russiske militær.

Dengang drejede det sig konkret om 5 skibe med Rockwool-isolering i, og Erhvervsstyrelsen mente ikke, der var grund til at tro, at Rockwool havde overtrådt de EU-sanktioner, der blev indført i forbindelse med annekteringen af Krim.

Tara Van Ho, som er en af verdens førende eksperter i menneskerettigheder og erhverv hos Essex Law School i England, understreger, at selvom det viser sig, at virksomheder ikke har brudt sanktioner, så er de stadig forpligtet til at overholde de FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som skal sikre, at virksomhederne ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.

“Rockwool har stået bag en form for systematisk praksis, som virkelig er bekymrende i UNGP-perspektiv. Det tyder på, at der er et større problem med Rockwools screening-processer,” siger hun.

“Mange eller alle af disse salg er måske teknisk set i overensstemmelse med EU’s sanktioner, men Rockwool forsynede stadig det russiske militær via deres officielle distributører med produkter, der var nødvendige for militærets aktiviteter.”

“Så snart Rusland invaderede Krim, burde man have undersøgt de salg grundigere – det, vi kalder forhøjet menneskeretlig due diligence (risikovurdering, red.). At Rockwool fortsat tillod disse salg rejser spørgsmålet om, hvad de har foretaget sig, og hvad de foretager sig nu, for at sikre at de ikke er medskyldige i Ruslands krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden,” siger Tara van Ho.

Har et ansvar 

Fernanda Hopenhaym Cabrera, som er medlem af FN's Arbejdsgruppe for Virksomheder og Menneskerettigheder, der er med til at implementere og rådgive om UNGP, understreger også, at Rockwool er forpligtet til at undersøge selskabets salg i Rusland.

“Enhver virksomhed, som forsyner våbensektoren med produkter eller opererer i områder præget af væbnet konflikt, bør foretage udvidet due diligence”.

“Rockwool har herefter et ansvar for at forebygge, afbøde og håndtere de potentielle eller faktiske menneskerettighedsbrud, som deres forretninger eller kommercielle relationer er skyld i,” siger Fernanda Hopenhaym Cabrera og fortsætter:

“Det betyder, at Rockwool har et ansvar for at beslutte, om de vil implementere direkte forebyggende tiltag, trække sig fra regionen, opgive kommercielle relationer, eller bruge deres indflydelse i forsyningskæden til at forebygge og håndtere de negative påvirkninger på menneskerettighederne, selvfølgelig baseret på resultaterne af deres udvidede due diligence.”

Danwatch og Ekstra Bladet har spurgt Rockwool om, hvorvidt man har stillet betingelser til selskabets russiske distributører - og om man selv mener, at salgene til det russiske militær overholder retningslinjerne i UNGP.

Det vil Michael Zarin, kommunikationschef i Rockwool, dog ikke svare på, men skriver blandt andet i en mail:

“(...) Som vi også tidligere har sagt, har ROCKWOOL omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence.”

Trods gentagne opfordringer har Rockwool ikke ønsket at fremvise resultaterne af de risikovurderinger, virksomheden angiveligt har foretaget sig i forbindelse med deres forretninger i Rusland.

Over 6 milliarder kroner.

Så mange penge har Danmarks største pensionsselskaber i alt investeret i statsobligationer i lande i Afrika, der har alvorlige problemer med korruption og menneskerettighedskrænkelser. 

Blandt andet i Cameroun, hvor militæret ifølge både Amnesty International og Human Rights Watch rutinemæssigt begår voldsomme overgreb på civile. 

I Mozambique, hvor regeringspartiet FRELIMO er involveret i en af de største korruptionssager i nyere afrikansk historie og flere gange er blevet beskyldt for valgsvindel. 

Og i Uganda, hvor myndighederne tyranniserer oppositionspolitikeren Bobi Wine, og der senest er blevet vedtaget en stærkt repressiv LGBTQ-lovgivning.

Det viser en opgørelse, Danwatch har foretaget i samarbejdet med Altinget.

Opgørelsen er baseret på Danwatchs database Pensionsmaskinen, mens situationen i de enkelte lande er opgjort ved hjælp af data fra organisationer som Freedom House og Transparency International.

Danwatch og Altinget har præsenteret materialet for en række eksperter, der mener, at pensionsselskaberne har et ansvar, når de investerer i autokratiske og korrupte lande.

"Når man køber statsobligationer i et land, understøtter man samtidig landets ledelse. Det kan ikke være anderledes", siger professor på Institut for Økonomi, Carsten Tanggaard.

Svær balance

Spørgsmålet om pensionskassernes investeringer i afrikanske statsobligationer skriver sig ind i et større dilemma, siger Gregory Smith, britisk investeringsmanager og forfatter til bogen Where Credit is Due: How Africa’s Debt Can Be A Benefit, Not a Burden. 

De afrikanske økonomier har massivt behov for privat kapital for at kunne sende børn i skole, skabe arbejdspladser, bygge infrastruktur, producere fødevarer og bekæmpe klimaforandringer. 

Men hvad så når lederne af de samme økonomier har for vane at dirigere penge ned i egne lommer og blæse på selv de mest grundlæggende demokratiske principper og menneskerettigheder? 

“Hvis man ser på målinger fra IMF (Den Internationale Valutafond, red.) har lande som Cameroun, Etiopien og Rwanda hævet levestandarden de seneste år. Det var ikke sket uden udenlandske investeringer. Men samtidig er der i alle tre lande alvorlige eksempler på seriøse menneskerettighedsbrud. Det er en svær balance”, siger Gregory Smith.

Den særlige udfordring med statsobligationer er, at de i udgangspunktet er en blankocheck til landet, der udsteder dem. 

Pengene er typisk ikke reserveret til bestemte formål eller projekter, men kan bruges på hvad som helst. Det kunne være en bro eller et vandprojekt - men det kunne ligeså godt være våben til militæret, eksempelvis.   

“Man smider pengene direkte ned i statskassen, og hvad der så sker med dem derfra, er nærmest umuligt at holde snor i”, siger Gregory Smith. 

En ny type statsobligationer

De seneste år er der dog opstået et voksende marked for såkaldte ESG bonds, det vil sige en type statsobligationer, der er specifikt tiltænkt klimavenlige eller socialt ansvarlige tiltag. 

Markedet for ESG bonds er endnu ikke særlig udbredt i Afrika, men i sidste uge introducerede Gabon en “blå statsobligation”, der skal skaffe finansiering til “maritim naturbevarelse”.

Som den eneste af pensionskasserne med målrettede statsobligationer i Afrika oplyser PensionDanmark, at deres knap 14 millioner kroner statsobligationer i vestafrikanske Benin er øremærket projekter, der “skal fremme uddannelsesmulighederne i Benin, sikre bedre adgang til drikkevand og sørge for vedvarende energi til den beninske befolkning”.

Hverken grønne eller sociale obligationer eliminerer dog risikoen ved at investere i lande, der har kendte problemer med korruption og menneskerettigheder, vurderer Gregory Smith.

“Man skal tage højde for såkaldt additionalitet, altså netto-effekten af sin investering. Det kan godt være, at man køber obligationer øremærket bestemte, velgørende formål, men investeringen frigiver samtidig midler andre steder i budgettet, som så kan blive brugt på præcis nogle af de ting, man som investor gerne vil undgå at finansiere. Lidt forenklet kan man sige, at hvis man låner et land til en dæmning, vil landet have flere penge at bruge på sit militær”, siger han. 

Læs alle pensionskassernes fulde svar i bunden af artiklen

PensionDanmark “anerkender til fulde denne risiko”, skriver Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i en mail til Danwatch og Altinget.

“Det er risikofyldt at investere i udviklingslande, men uden privat kapital er det meget begrænset, hvor mange muligheder disse lande har for at udvikle sig i en positiv og bæredygtig retning”, skriver han.

Investorerne har et ansvar

Netop de afrikanske økonomiers behov for privat kapital går igen i pensionsselskabernes svar på, hvorfor de køber statsobligationer i afrikanske lande med historik for menneskerettighedskrænkelser og korruption.    

“Hvis udviklingslandene nogensinde skal komme deres udfordringer til livs, så er der brug for private investeringer, som kan være med til at rykke landene økonomisk for at skabe bedre vilkår inden for uddannelse, infrastruktur, menneskerettigheder og miljø”, siger Mads Steinmüller, Chief ESG Specialist i Danica Pension.

Fra AP Pensions chef for ansvarlige investeringer, Anna Maria Fibla Møller, lyder det, at “adgangen til international kapital er essentiel for at kunne tilvejebringe økonomisk fremgang for landene og deres indbyggere og en positiv udvikling generelt set”. 

Og PensionDanmark henviser til, at Afrika, ifølge FN’s klimapanel IPCC, har et finansieringsbehov til den grønne omstilling, som er tolv gange højere end det nuværende niveau af investeringer.  

Når det kommer til stykket, vurderer professor Carsten Tanggaard, er pensionskasserne imidlertid kun optaget af én ting: 

“Det er ikke pensionskassernes opgave at løse Afrikas problemer. Deres mandat er at skaffe et godt afkast for kunderne”, siger han. 

De afrikanske landes finansieringsproblemer betyder heller ikke, at pensionskasserne kan ignorere risikoen for, at deres investeringer går til et brutalt specialpoliti eller aldrig kommer befolkningen til gavn. 

Det slår Ioana Tuta, specialkonsulent med ekspertise i menneskerettigheder og finans hos Institut for Menneskerettigheder, fast. 

”Pensionskasserne skal respektere menneskerettigheder. Det indebærer, at de vurderer, hvorvidt deres investeringer bliver brugt af stater, der undertrykker menneskerettigheder, og hvor muligt, bruger deres indflydelsesevne således at stater stopper og udbedre deres krænkelser af menneskerettighederne. De kan ikke vende det blinde øje til menneskerettighedsovertrædelser og sige, at de intet med dem har at gøre”, siger hun. 

Begrænset indflydelse

Når et pensionsselskab investerer i en stor virksomhed, kan de samtidig få mulighed for at stemme på virksomhedens generalforsamling. Ny bestyrelse? Udfasning af olie? Øget transparens? På den måde kan de som investorer, afhængig af størrelsen på deres aktiepost, påvirke deres investering.

Samme mulighed har pensionsselskaberne ikke, når de investerer i statsobligationer, forklarer Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi.

De arbejder begge i Nordea Asset Management, og så er de medforfattere til en ny rapport om menneskerettigheder og statsobligationer udgivet af UNPRI, et FN-støttet netværk for finansielle institutioner. 

Når det nigerianske militær, som Reuters gjorde december 2022, bliver afsløret i at drive et ulovligt abortprogram i den nordlige del af landet, kan man som dansk pensionskasse med nigerianske statsobligationer i porteføljen, i udgangspunktet ikke stille meget op. 

Det samme, når Benins præsident Patrice Talon fænglser oppositionspolitikere. Eller når senegalesiske sikkerhedsstyrker dræber 23 demonstranter.

“Som investor har man ingen direkte indflydelse, når man køber obligationer af en suveræn stat. Ultimativt kan et land gøre, hvad det har lyst til. Det er det, der gør investeringer i statsobligationer så komplekse", siger Camilla Ogunbiyi.

Mulighed for dialog

I deres svar til Danwatch og Altinget anerkender pensionsselskaberne, at det er svært at påvirke de stater, de køber statsobligationer i. 

“Helt overordnet er det langt vanskeligere at udøve aktivt ejerskab over for stater end over   for virksomheder. Derfor står valget som udgangspunkt mellem at investere eller ej”, skriver Industriens Pensions pressechef Laurits Harmer Lassen i en mail. 

Private investorer i statsobligationer er dog ikke helt uden påvirkningsmuligheder, siger Camilla Ogunbiyi. 

“Landene rejser rundt på roadshows og præsenterer deres obligationer - enten virtuelt eller fysisk - og allerede her vil man som investor kunne rejse forskellige problematikker. Det vil give dig et godt billede af, om der er tale om en regering, der er bekendt med sine udfordringer, og gør hvad den kan for at løse dem, eller om den er fuldstændig afvisende over for enhver bekymring", siger hun.

I UNPRI-rapporten, som Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi har været med til at skrive, anbefales private investorer netop at gå i dialog om blandt andet menneskerettigheder med obligationsudstederne. Også efter investeringen er foretaget.

“Opsøgende dialog er en afgørende del af ansvarlig investering i alle aktivklasser; der bør ikke være nogen undtagelse for investeringer i statsobligationer”, står der i rapporten. 

Danwatch og Altinget har spurgt samtlige af pensionskasserne, hvad de gør for at påvirke menneskerettighedssituationen i de afrikanske lande, de har statsobligationer i.

Sampension oplyser, at de ikke har “nogen egen dialog med fremmede stater om sådanne forhold”. Det samme gør blandt andre P+, der skriver, at deres “aktive ejerskab er fokuseret på selskaber”.

Kun ét pensionsselskab oplyser, at de fører en selvstændig dialog med de afrikanske lande, de køber statsobligationer fra.

“Vi har blandt andet mødtes med repræsentanter fra Gabon og Angola for at tale om miljø, og vi har mødtes med Kenya for at tale om fødevaresikkerhed, anstændigt arbejde og økonomisk vækst og arbejdsløshed blandt unge”, skriver Danica Pensions Chief ESG Specialist, Mads Steinmüller, til Danwatch og Altinget.

Se hvad dit pensionsselskab siger:

De danske myndigheder har givet tilladelse til at eksportere militært udstyr til Saudi-Arabien, selvom et dansk eksportforbud var i effekt.

Det viser en aktindsigt, som Danwatch og Dagbladet Information har søgt hos Rigspolitiet. 

Rigspolitiet bekræfter, at tilladelsen er givet og erkender samtidig, at den militære eksporttilladelse til Saudi-Arabien er givet ved en fejl.

“Rigspolitiet har konstateret, at der i den konkrete sag er begået en fejl under Rigspolitiets behandling af sagen”, skriver Rigspolitiet i en mail til Danwatch.

Det havde ellers bred politisk opbakning, da den daværende VLAK-regering i november 2018 besluttede, at der ikke længere skulle eksporteres militært udstyr fra Danmark til Saudi-Arabien.

Den beslutning traf de danske politikere efter den kritiske journalist Jamal Kashoggi blev slået ihjel på det saudiske konsulat i Tyrkiet. Forbuddet blev samtidig begrundet med anklager om mulige krigsforbrydelser i Yemen, hvor Saudi-Arabien siden 2015 har ført en krig, der af FN omtales som “verdens værste humanitære katastrofe”.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ophævede forbuddet i marts måned i år, men nu kan Danwatch i samarbejde med Dagbladet Information afsløre, hvordan dansk forsvarsindustri alligevel fik lov til at eksportere militært udstyr et halvt år inden. 

En fejl, der ikke må ske

Konkret har Rigspolitiet den 26. august 2022 givet firmaet TenCate Advanced Armour Danmark permanent tilladelse til at eksportere pansring til militære køretøjer til en kunde i Saudi-Arabien.

Det danske eksportforbud ophæves mere end et halvt år senere.

Rigspolitiet oplyser, at “der er tale om en menneskelig fejl, hvor den pågældende sag ikke har været sendt i høring hos Udenrigsministeriet, som det ellers er praksis i sådanne sager”.

Men den type fejl bør ikke kunne ske, mener flere medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

“Der må simpelthen ikke ske fejl i den her type sager”, siger Radikale Venstres udenrigsordfører Christian Friis Bach, der mener, at det er særligt problematisk, at der er tale om netop Saudi-Arabien, der fører krig i Yemen.

“Der er afgørende forhandlinger om en fredsløsning i Yemen, og der er det meget vigtigt, at vi fra Danmark klart signalerer, at ethvert samarbejde med Saudi Arabien er betinget af, at landet bidrager til en fredsløsning”, siger han.

Han undrer sig samtidig over, at Folketinget ikke er blevet orienteret om, at tilladelsen er blevet givet. 

“Jeg synes, at vi i Udenrigspolitisk Nævn skulle have været orienteret, hvis der fejlagtigt er blevet givet en tilladelse til Saudi-Arabien. Særligt fordi, at der er et klart politisk ønske fra nævnet om en meget restriktiv linje over for Saudi-Arabien, og fordi vi har udtrykt en klar forventning om, at vi bliver tæt orienteret om den militære eksportpraksis”, siger Christian Friis Bach.

Også Peter Skaarup, der er Danmarksdemokraternes udenrigsordfører, efterspørger en redegørelse. 

Han frygter, at der er lige så meget rod i den militære eksportkontrol som det, der har vist sig om forsvarsindkøb til Danmark - med henvisning til sagen om forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og indkøbet af militært udstyr fra det israelske våbenfirma Elbit.

“Jeg mener, at vi skulle have været orienteret om, at der er sket militær eksport til Saudi-Arabien. Og at vi i den grad skal have en god forklaring fra regeringen på, hvordan det her overhovedet kan ske. Nu har vi jo set, hvordan det roder i sagen om indkøb fra Elbit, og her roder det åbenbart også”, siger Peter Skaarup. 

“En politisk beslutning er jo ikke meget værd, hvis den ikke bliver fulgt. Og der er jo en grund til, at der er truffet en politisk beslutning om ikke at eksportere militært udstyr til Saudi-Arabien - hvor demokrati og menneskerettigheder er en by i Rusland”, siger han. 

Saudisk eksport fortsætter

Allerede den 10. maj 2023, efter at Danwatch første gang henvendte sig til Rigspolitiet omkring eksporttilladelsen til Saudi-Arabien, modtog Udenrigsministeriet en høring fra Rigspolitiet om sagen. 

Det fremgår af et mail-svar fra Udenrigsministeriet til Danwatch og Information.

I starten af juli måned år oplyste Rigspolitiet til Danwatch, at de fortsat overvejer, hvilke konsekvenser fejlen skal have for Tencates eksporttilladelse.

“Rigspolitiet er i øjeblikket ved at vurdere, hvilke eventuelle sagsskridt dette giver anledning til i forhold til den konkrete tilladelse”, skrev de i en mail.

Fejlen har fortsat ikke fået konsekvenser for Tencates eksporttilladelse. Det fortæller firmaets direktør Helle Specht til Danwatch.

- I får tilladelse i august 2022 på et tidspunkt, hvor offentligheden tror, eksporten er suspenderet?

“Det er korrekt, at vi har fået eksporttilladelse til Saudi-Arabien. Vores interne procedurer er stramme, vi følger de politiske anvisninger, som kommer til os. Også her har vi fulgt de retningslinjer, der er for eksportansøgninger, vi har fået en eksporttilladelse, og vi har så eksporteret”, siger Tencate Danmarks direktør Helle Specht til Danwatch.

- I har ikke mistet jeres eksporttilladelse så?

 “Nej, vores eksporttilladelse er ikke tilbagekaldt, og jeg vil gerne understrege, at vi indtil sommeren 2023 ikke har været klar over, at Rigspolitiet måske har lavet en fejl”, siger Helle Specht.

Hun ønsker ikke at svare på, hvem slutbrugeren af Tencates pansring er, om det f.eks. er det saudiske militær.

 ”Det indgår altid i eksportansøgningen, men hører derudover under almindelige forretningsfortroligheder. Vores primære produkter er beskyttelsesplader til bl.a. skudsikre veste og til militære køretøjer, det vi kalder ’passiv beskyttelse’ – produkterne er ikke i sig selv noget man kan bruge til at føre krig med”.  

- Hvordan kan I være sikre på, at udstyret ikke bliver anvendt til f.eks. intern undertrykkelse eller i krigen i Yemen, hvor Saudi Arabien beskyldes for krigsforbrydelser?

“Det er ikke en viden, vi har, her er vi nødt til at læne os op ad udenrigspolitiske anvisninger og myndighedernes godkendelser”, siger Helle Specht.

Hun understreger, at firmaet vil stoppe sin eksport med det samme, hvis de skulle ende med at miste deres eksporttilladelse på grund af den fejlagtige sagsbehandling fra Rigspolitiet. Men det ville betyde at firmaet ville miste noget af sin forretning - også i Danmark. 

”Hvis vi stopper eksporten, betyder det naturligvis, at vi vil miste noget af vores forretning. Hvis Rigspolitiet trækker eksporttilladelsen tilbage, vil vi være mindre attraktive for vores kunder. Der er tale om arbejdspladser og eksport, der går fra Danmark”, understreger hun.

Kan ende i Yemen-krigen

Eksperter mener, at der er en klar risiko for, at det militære udstyr fra Danmark bliver anvendt i Yemen - og dermed er der også en risiko for, at det kan bidrage til krigsforbrydelser. 

“Militæret spiller en kæmpe rolle i Saudi-Arabien, de har meget høje udgifter til militæret per indbygger. Det skal helst være så stærkt, at det kan hindre Iran fra at overtage magten og også holde Yemen i skak. Krigen i Yemen er jo på mange måder en proxy-krig mellem Saudi-Arabien og Iran”, siger Helle Lykke Nielsen, lektor på SDUs Center for Mellemøststudier.

Af samme grund mener hun, at der er en klar risiko for, at det danske militære udstyr anvendes i Yemen - selv om både Saudi-Arabien og Emiraterne har skruet ned for deres militære tilstedeværelse i Yemen det seneste år. 

“Jeg vil mene, at der er en klar risiko for, at det her udstyr fra Danmark kan blive brugt i Yemen, hvor Saudi-Arabien jo fortsat er til stede med militære styrker”, siger Helle Lykke Nielsen.

Og hun bakkes op af Yemen-ekspert Ardi Emseis fra Queen's University i Canada, der frem til 2021 var medlem af The Group of Eminent Experts  on Yemen, nedsat af FN’s Menneskerettighedsråd.

Han mener også, at den danske militære eksport indebærer en klar risiko - selvom Saudi Arabien det seneste år har skruet ned for det militære engagement i Yemen. 

“Under hele Yemen-konflikten har der været risiko for, at militær eksport til krigens parter, herunder Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, vil blive anvendt til brud på folkeretten i Yemen - såsom vilkårlige luftbombardementer og anvendelse af sult som krigsvåben”, siger Ardi Imseis.

Den risiko består fortsat, siger han.

“Så længe krigen fortsætter - og det gør den -  indebærer enhver form for eksport af våben eller militært udstyr til de krigsførende parter, herunder Saudi-Arabien og Emiraterne en risiko for, at udstyret vil blive anvendt til brud på folkeretten. Det har været vurderingen fra ekspertgruppen, og det er fortsat min opfattelse”, siger han. 

På messe i Emiraterne

Tencate er ikke den eneste danske virksomhed, der har fået militær eksporttilladelse trods forbudet.

Den 23. januar 2023 gav Rigspolitiet firmaet Sima Innovation en midlertidig tilladelse til at eksportere våbentårne til militære køretøjer til Emiraterne.

Emiraterne, der sammen med Saudi-Arabien har ført krig i Yemen siden 2015, var også omfattet af det eksportforbud, som Lars Løkke Rasmussen ophævede i marts måned i år.  

Rigspolitiet forklarer, at tilladelsen til Emiraterne blev givet, fordi det militære udstyr blot skulle fremvises på en messe og bringes tilbage til Danmark inden for en fastsat tidsfrist. 

Modsat tilladelsen til Saudi-Arabien gav Rigspolitiet tilladelse til militær eksport til Emiraterne i samråd med Udenrigsministeriet, oplyser de i en mail.

Hvad angår den fejlagtige tilladelse til Saudi-Arabien, skriver Udenrigsministeriet i en mail til Danwatch at de altid skal høres om denne type eksport.

“Udenrigsministeriet noterer, at Rigspolitiet ved en fejl ikke hørte Udenrigsministeriet i en sag om eksport af militært udstyr til en slutbruger i Saudi Arabien i 2022. Det bemærkes, at Udenrigsministeriet altid skal høres i sager om eksport af militært udstyr til en modtager eller slutbruger i Saudi Arabien”, skriver de.

Danwatch og Information har også spurgt Justitsministeriet, hvilke konsekvenser de mulige brud på eksportforbudet får, men ministeriet henviser til Rigspolitiet, der ikke i øjeblikket har yderligere kommentarer.

For en stor del af danskerne i Nordjylland var det næppe en tanke, der strejfede dem sidst på vinteren. En tanke om, at det varme vand under brusebadet og varmen i stuerne, havde direkte konsekvenser for de mennesker, der bor og lever omkring Glencores Cerrejón mine.

Derfor er Danwatch taget til Colombia for at sætte ansigt på dem, der kæmper for retten til deres liv, identitet og land.

Beretningen starter med Leobardo, der bor ned til Bruno-vandløbet. Han er en del af Wayuu-folket, der spirituelt er forbundet til vandløbet, og som hans folk mener, er beskyttet af vandets ånder.

Men Glencore har ændret Bruno-vandløbets kurs, ligesom mindst 16 andre vandløb og floder i La Guajira, i jagten på kul til verdens energiforbrug.

Leobardo er blevet tilbudt penge for at flytte, og er samtidig blevet truet på livet adskillige gange. Men den høje, ranglede mand flytter ingen steder. El Rocio er hans hjem og han er indstillet på at kæmpe til det sidste, og udholde verdens værste nabo: Glencore. 

Han forsvarer vandet

I 1997 begyndte Cerrejón-minen at udvide ved siden af landsbyen El Rocio, som ligger lige ned til Bruno-vandløbet: 

”Betydningen af denne flod er som blodet i dine årer, som dine knogler eller som en mor og en far til at passe på dig gennem livet. Bruno-vandløbet er afgørende for os som samfund og vores identitet, for den er vores spirituelle kompas. Uden dén vil vi vandre hvileløst rundt,” forklarer Leobardo. 

I domsafgørelse nummer 698 fra 2017 om Bruno floden slog de colombianske domstole fast, at mindst 30 Wayuu-landsbyer er afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Ændringen af vandløbets forløb, som Cerrejón har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker.

Og kampen for at forsvare Bruno-vandløbet er ikke den første af sin slags.

Tidligere har der været store protester tilbage i 2012 mod Cerrejóns planer om at omdirigere La Guajiras vigtigste vandresource Rancheria-floden. Det endte med, at omdirigeringen ikke blev udført. Men mange andre vandløb har måttet lide på grund af Glencores kulminedrift. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret eller udtørret mindst 17 vandløb for at udvinde kul.

Kampen for at forsvare Bruno-vandløbet, kampen mod Glencore i Colombia, er også hård, vedkender miljøaktivisten Leobardo Sierra: ”På den ene side føler jeg mig rolig. For jeg har kæmpet. Men det er trættende. Samtidig oplever jeg også håb. Håb om, at vores drømme kan blive til virkelighed.” 

Ligesom langt størsteparten af andre miljøforkæmpere, der forsvarer vand og territorium overfor kulminedriften, har Leobardo også oplevet at modtage trusler. 

”Virksomhedens forhold til alle dem af os, der kæmper og gør modstand, har været det samme; trusler fra den ene eller den anden side, for vores vedkommende her i lokalsamfundet er vi tre gange blevet fordrevet af bevæbnede grupper og blevet forsøgt fordrevet. Men jeg siger altid, at selv om jeg havde et sted at tage hen, så rejser jeg ingen steder, for en Wayuu uden sit land er ikke længere en Wayuu, men en nomade uden noget som helst. 

Leobardo har også en direkte besked til kulkøberne og investorerne i Europa: 

”Hvis vi fortsætter med at vente på de multinationale selskaber, så ender det med at vi forsvinder. Det er ikke, fordi vi vil forsvinde fysisk, men kulturelt og åndeligt. Det er det budskab, som jeg har til de mennesker, der tjener pengene på kul. De bør komme her og se, at de ikke køber kul, de køber liv, de køber mennesker. De køber menneskers liv med en kultur og en åndelighed, som de aldrig vil forstå”, siger Leobardo.

”Jeg ved ikke, hvorfor I europæerne tror, at I er bedre end os. Vi levede godt her uden at brænde kul. Se på det faktum, at vi i dag lider mere under klimaforandringerne end I gør, og det er jer der tager kullet ud herfra. I brænder det af hos jer, men konsekvenserne sker ikke kun hos jer, det har også direkte konsekvenser her hos os”.

”Der er ting, der ikke kan repareres. Hvis jeg huggede min hånd af og fik en masse penge for det i morgen, ville det ikke give mig min hånd tilbage. For at beskytte og passe på miljøet skal vi begynde at passe på og beskytte vandet. De skal holde op med at røre ved Bruno-vandløbet og bør i stedet begynde at reparere nogle af de mange skader, de har forvoldt”. 

Glencore afviser

Hos Glencores lokale administration ved Cerrejón-minen afviser ESG-chef Inés Elvira Andrade i et mailsvar til Danwatch, at minedriften skulle have haft negative konsekvenser for miljøet i forbindelse med omlægningen af Bruno-vandløbet.

"Overvågning af vandet (på overfladen og underjordisk) er blevet udført i området, og ifølge de colombianske IDEAM-data er det blevet bekræftet, at den mængde vand, der strømmer i øjeblikket, svarer til den, der plejede at strømme i den gamle kanal før modifikation. Derudover er det tydeligt, at der ikke er nogen påvirkning af vandløbets grundvand eller overfladevand," skriver hun og tilføjer, at den nye kanal er blevet til en "biodiversitetskorridor" med mange nye arter.

Også anklagerne om trusler og vold mod lokale aktivister tager Inés Elvira Andrade afstand fra.

"Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger."

"På trods af uenigheder med nogle ledere fremmer Cerrejón en kultur med større deltagelse og åbenhed over for dialog, og den accepterer ikke nogen form for intimidering af noget medlem af samfundet. Enhver specifik sag kan fremlægges af samfundet til Cerrejóns etiske hotline eller til Cerrejóns klagekontor."

De forsvarer luften

Efter vores samtale med Leobardo tager vi videre til landsbyen Provincial, der ligger få hundrede meter fra Cerrejóns kulmine. 

Iklædt deres traditionelle Wayuu-kjoler, Wayuushein, som typisk er farvestrålende og lange, går helt ned til jorden, møder vi nogle af landsbyens kvinder. De fleste sidder eller ligger i en chinchorro, en hængekøje, der beskytter dem mod den stærke ørkensol.

En af de fremtrædende kvinder er Deilys Cristina Uriana Epinayu. Hun er en del af kvindekollektivet, Colectivo Mujeres Defensoras del Territorio (Kvinder som Forsvarer Territoriet), der sammen med blandt andre Samuel Arregoces fra Tabaco, tilbage i 2012 startede kampen for at forhindre omledningen af La Guajiras vigtigste flod Rancheria. Hun og de andre indbyggere i Provincial fortæller enstemmigt, hvordan kuludvindingen allerede dengang gjorde dem syge. 

”Sygdomme og virkningerne var meget stærke, børnene var syge, og det år døde en 2-årig pige. Hun døde på grund af en luftvejsinfektion, og det var hendes dødsfald, der gjorde, at mødre her, og i andre i områder, forenede sig for at tage kampen op. Det førte i første omgang til, at der blev oprettet et udvalg, som gennemgik alle hændelser med de mødre, der var ramt.

På den måde blev alle oplysninger indsamlet, og i 2019 førte det til 614-dommen, som gik imod Cerrejón-minen, og faldt ud til fordel for beskyttelsen af vores ret til sundhed og miljø,” fortæller Deilys Cristina. 

Den dom, som Deilys Cristina henviser til, er fra Colombias Forfatningsdomstol, der dermed bekræftede eksistensen af den reelle fare for skade på miljøet og menneskers sundhed. Specifikt karakteriserede domstolen trusler mod luftkvaliteten i Provincial, forurening af forskellige vandområder og vegetation som for eksempel tilfældet med Bruno-vandløbet, støj og vibrationer genereret af minen.

Domstolens dom bekræftede også alvorlige helbredskonsekvenser for indbyggerne i Provincial, herunder sygdomme som f.eks: "risiko for ændringer på celleniveau, kræft, uspecificeret bakteriel lungebetændelse, kronisk bronkitis, massiv fibrose, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og en lang række andre luftvejsrelaterede sygdomme.

Med andre ord vandt kvinderne fra Provincial over minegiganten Glencore i retten. De kræver sit mod, at lægge sig ud med så stor en virksomhed, og dét er wayuu-kvinden helt på det rene med:

”I denne type kamp skal man være sikker på, hvad man vil gøre, for det er svært at være menneskerettighedsforkæmper, og jeg tror, at man undervejs må forholde sig til, om det er det værd eller ej. For mig som menneskerettighedsforkæmper er det det værd. Jeg tror, at min motivation er tanken om, hvad der vil ske hvis vi forbliver tavse. Minedriften ødelægger os, og selvfølgelig skal man ikke tie stille, man skal derimod sige sin mening på enhver måde, man kan. Og det eneste, de har gjort i vores samfund, er, at de har stjålet vores territorium, de har skadet vores floder og vores samfund,” fortæller Deilys Cristina.

“Jeg kommer ikke til at forlade mit land. Bare tanken om at skulle forlade det sted, hvor jeg er vokset op, hvor jeg er født, hvor mine forældre begravede min navlestreng (Wayuu-tradition, for at forstærke forbindelsen til territoriet), knuser mit hjerte”.

Hun forsvarer jorden

En anden kvinde vi møder i området er Aura Robles og hun er ikke en kvinde, man vil lægge sig ud med. Aura viser os rundt i sin landsby Paradero, i området omkring Glencores mine. Hun kender hver en plante, hvad den bruges til og hvilke sygdomme den kan kurere.

”Den herovre brugte vi under corona,” fortæller hun. For os andre er det blot en gåtur gennem et område, der bedst kan beskrives som tørt og støvet skov og krat. Men for Aura er det hendes forfædrende og efterkommeres land.

”Vi skal lige gå udenom her,” siger hun og viser os lidt til siden af stien. ”Jeg kan lugte en slange.”

Vi andre bemærker ingenting.

”Du kan nok se, jeg kan ikke bare flytte herfra. Det er mit sted og det har det altid været. Jeg er ikke til salg for Glencore,” siger den indianske Wayuu-autoritet fra landsbyen Paradero. 

Aura er dygtig til sit traditionelle håndværk, hvor hun laver farvestrålende wayuu-mochilas - tasker og   hængekøjer. Og hun er stolt af sin indianske kultur. 

”Vi har været knyttet til Rancheria-floden siden vi blev født og derfor har vi stor respekt for flodens gudinde”. 

For den ældre wayuu-kvinde er det på ingen måde en mulighed at forhandle med Cerrejón:

”Vi har ikke kunnet nå til enighed, for deres ønske er, at vi skal sætte os ned og forhandle om konsekvenser af mere end 40 år ødelæggelser: Hvordan kan man sætte en pris på 40 års åndelige påvirkninger? En pris på at dræbe vores floder og vandløb, at forurene vores vand? Det kan ikke værdisættes, det kan man ikke,” mener Aura. 

”Jeg vil ikke nøjes med de 400 millioner pesos (godt 650.000 danske kroner), som nogle landsbyer har accepteret.”

Aura fortæller om en meget voldsom oplevelse, hun havde med Cerrejón tilbage i 2015, som hun ikke kan tilgive dem for. Hendes øjne fyldes med tårer, mens hun fortæller.

I 2015 var der en ekstrem tørke i La Guajira. ”Cerrejón sagde i en flot TV-reklame, at de ville give vand til os i det indianske samfund. I første ombæring virkede de meget oprigtige. I det øjeblik bed jeg derfor min stolthed i mig, for mine dyr var ved at dø af tørst og skulle have vand”.

Aura tog derfor hen til Cerrejón, som hun ellers indædt havde kæmpet imod og normalt ikke kunne drømme om at modtage noget som helst fra. Ved minen bad hun om det vand, som de havde lovet, så hendes dyr kunne overleve. 

“Jeg gik til Cerrejón, fordi jeg ønskede at redde os. Men Cerrejón ville ikke give mig noget vand, de havde ikke noget vand at give væk, sagde de, men iværksatte blot en reklamekampagne for at narre det colombianske folk. De lod bare som om, at de ville hjælpe de indianske samfund,” siger Aura, hun er tydeligvis inderligt bitter. Det var tomme ord fra Cerrejón, deres tilbud om hjælp kom alt, alt for sent. Jeg mistede 400 køer, som er dem vi lever af, og som giver os vort daglige brød. 

Før pandemien faldt kulpriserne, og det var en positiv udvikling for Cerrejóns naboer, som Aura:

”Vi var glade, da prisen på kul begyndte at falde. Vi tænkte, at nu ville vi endelig slippe for toget og minedriften ville langsomt forsvinde. Men med krigen i Ukraine hører vi, at det er det bedste tidspunkt for deres forretning. Så jeg tror ikke, at der er udsigt til, at de vil tage af sted " herfra foreløbig”.

Samtidig er Aura er bekymret over, hvad der sker den dag Glencores Cerrejón mine lukker: 

”Jeg ved ikke, hvad der bliver tilbage, for som jeg har forstået det, har de ikke engang en lukningsplan. Jeg mener, de huller, de har lavet, alt det land, de har ødelagt, alt det de efterlader. De skader, som Cerrejón har forårsaget, er meget store”.

Og Aura langer også ud efter de colombianske myndigheder, som hun mener, er alt for eftergivende overfor Glencores Cerrejón-mine: 

”Der er nødt til at være en autoritet, der siger: Den skade I forvoldt står I til ansvar for, for selskabet vil aldrig selv påtage sig det ansvar. Jeg ved ikke, om denne retfærdighed nogensinde vil komme, men det er nødvendigt. Glencore blev skabt som en virksomhed med et formål: at tjene penge. Problemet for os ligger hos de myndigheder, der skal forsvare vores rettigheder og miljøet. De myndigheder har været alt for eftergivende. Det er de myndigheder, der har givet Glencore tilladelser til at ødelægge alt, at ødelægge miljøet, vores liv, vores sundhed, vores mad, vores vand,” lyder det fra Aura.

Forestil dig at have Latinamerikas største open pit-kulmine som nabo. 

Cerrejón-minen ligger som et 690 km2 stort sår i det nordøstlige Colombia. Hvor der før var et bakket landskab med grøn vegetation, er der nu et kæmpemæssigt hul i jorden. 

Nogle lokale kalder minen “et monster”, med vejene som arme, der strækker sig ud i resten af regionen, mens de konstante sprængninger som monsterets brøl kan høres mange kilometer væk. 

Få ting griber så voldsomt ind i et landskab som en open pit-mine, og Cerrejón er en af de største af den slags miner i verden. Ifølge professor emeritus Michael Hendryx fra Institut for Miljø- og Arbejdsmedicin på Indiana University i USA, der har undersøgt sundhedsrisici ved at bo i nærheden af open pit kulminer, som Cerrejón, er naboerne til minerne forsøgsdyr. 

Han spørger, hvor meget dokumentation der skal være for de menneskelige konsekvenser, før vi forbyder den slags aktiviteter. 

Vi tog ud for at møde de mennesker, der er Cerrejóns naboer og lever som forsøgsdyr, mens de kæmper for en bedre fremtid.

Kampen om vandet

El Rocio er ved første øjekast en lillebitte idyllisk landsby lige ned til Bruno-floden. En flod, der har været store kampe, kontroverser og retssager omkring. For nedenunder gemmer sig store kulreserver, som Cerrejón-minen ønsker at udvinde.

For at få fat på kullet har minens ejere gang på gang omledt dele af Bruno-vandløbet. Og hvis det ikke var for den lokale indianske Wayuu-befolkning, der gang på gang har kæmpet imod, var det sket endnu flere gange.

Wayuu-folket udgør omtrent halvdelen af befolkningen i La Guajira, den halvø Cerrejón ligger på. De påvirkes på flere måder af Cerrejóns indvirkning på vandets veje. På den ene side er der en reel og fysisk påvirkning, når vandet forsvinder eller flyttes, for adgang til vand er essentielt for at kunne overleve i La Guajira, der er delvis ørken. Og på den anden side er der en trussel mod centrale dele af Wayuu-folkets kultur. For Wayuu-folket er vand ikke bare vand. Vandets er tæt forbundet til deres ånder og deres spiritualitet, og når man omleder Bruno-vandløbet, ødelægger man deres hellige steder. 

Ifølge en domsafgørelse fra 2017 er mindst 30 Wayuu-landsbyer afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Og den omledning, som Cerrejón nu har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker.

Men det er ikke kun Bruno-vandløbet, der bliver påvirket af minen.

Der har tidligere været store protester mod omledningen af floder på grund af Cerrejón, for eksempel tilbage i 2012, hvor Cerrejón ville omdirigere La Guajiras vigtigste vandresource Rancheria-floden. Protesterne fra blandt andet Wayuu-folk resulterede i, at omdirigeringen ikke blev gennemført.

Men mange andre vandløb har måttet lide på grund af Glencores kulminedrift. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret mindst 17 vandløb for at udvinde kul, ifølge Colombias miljøministerium. Minen har været med til at forvandle La Guajira fra en landbrugsregion til det ørkenområde, det er i dag. 

Kampen om luften

Man skal ikke have opholdt sig mere end en uge i nærheden af Cerrejón, før man kan mærke det i lungerne. Det kommer som kriller i halsen og udvikler sig hurtigt til en hoste. Det er kulstøvet, der trænger ind overalt.

I havnebyen Puerto Bolivar i det nordlige Guajira bliver kullet fra Cerrejón lastet på skibe og sejlet ud til resten af verden. Hos naboerne som 52-årige José Tomas Freile Gonzales ligger kulstøvet overalt på møblerne i husene. 

Familierne, der bor her, er blevet forflyttet, da havnen blev bygget – de fleste andre fra området er rejst helt væk fra området, men nogle få familier er tilbage. Tidligere hed stedet Media Luna – halvmåne, i  dag kaldes det bare Puerto Bolivar efter kulhavnen. ”Selv navnet har de taget fra os,” siger José Tomas Freile Gonzáles.

”Vi er ved foden af Cerrejón, og vi er omringet af den virksomhed, der eksisterer i dag her ved siden af. De fleste blev fordrevet herfra, fordi der ville være mange ulemper, mange problemer, såsom forurening med kulstøv, og også at de ikke kunne have folk her ved siden af driften”, fortæller naboen til kulhavnen. 

Han fortæller, at der før havnen og minen var masser af landbrug og fiskere i området, men nu er det meste forsvundet, og havnen er en dårlig nabo:

”Jeg kan ikke se noget positivt i denne minedrift, den har ikke bragt os noget godt. Folk levede længere før, og der er kommet flere sygdomme. Kulstøvet fra Cerrejón har påvirket vores sundhed. Mange mennesker er døde i forbindelse med lungeproblemer”, forklarer han. 

Naboen til Puerto Bolivar har en direkte besked til kunder, der køber kul fra Cerrejón:

”Af den rigdom, som de henter her på vores jord, vil I så ikke nok betragte os som mennesker som jer. Bed venligst Cerrejón om at betragte os som mennesker, der er indbyggere og ejere af disse territorier, hvor de udvinder denne rigdom. Hjælp os med at få et værdigt liv, for det fortjener vi. Vi ser bare kullet passere forbi her med toget. Kullet, støvet forurener os, dræber os og udtørrer os,” lyder det fra naboen til Glencores kul-havn Puerto Bolivar i Colombia.

Kampen for et hjem 

I byen La Jagua de Iberico i delstaten Cesar er to andre af Glencores kulminer, La Jagua og Calenturitas, der ligger under én kilometer væk. En gang om dagen vibrerer hele byen fra eksplosionen i minerne, fortæller byens beboere. En stor del af husene har tydelige revner fra minens skælv. 

Når folk fortæller om at være nabo til minen, lyder det som om alting slår revner og går i stykker. Folks huse, børnenes lunger og hud. Og ikke mindst psyken. 

Stort set alle, vi taler med, fortæller om det pres, de oplever. Er du med os og ”udviklingen” eller imod? Det nordøstlige Colombia er hverken det første eller sidste sted, hvor forekomsten af naturressourcer er blevet en forbandelse. Hvor ankomsten af mineindustri og multinationale selskaber har splittet lokalsamfund ad. 

Der er mange penge på spil. Arbejdspladser og udvikling af infrastruktur. Men også forurening og helbredsrisici. 

“Hvad er prisen på din søns lunger? Eller for at have fisk i floden og rent drikkevand?” spørger de lokale. 

Og hvis minedrift er lig med udvikling og penge, hvorfor er La Guajira så nærved den fattigste delstat i Colombia? Hvorfor er 5.000 børn døde af underernæring de seneste år? Hvorfor lever over 40.000 med en høj grad af underernæring?

Det vil de lokale gerne have svar på, men det multinationale magtfulde mineselskab Glencore, giver det ikke.

I et mailsvar til Danwatch afviser ESG-chefen for Cerrejón-minen, Inés Elvira Andrade, at mineselskabet skulle svigte lokalbefolkningen.

"Cerrejóns forpligtelser i La Guajira strækker sig langt ud over investeringen, betalingen af skatter og skabelsen af kvalitetsjob. Vi stræber efter at anvende de højeste standarder for etik og respekt i vores forhold til alle vores interessenter. På samme måde er vi forpligtet til at udvikle vores aktiviteter på en miljømæssigt ansvarlig måde og efterlade fremtidige generationer med en naturlig arv," skriver hun.

"Vi handler efter princippet om løbende forbedringer for at styrke vores due diligence-processer inden for menneskerettigheder. Af denne grund overholder vi forskellige internationale standarder, og vores menneskerettighedspolitik er i overensstemmelse med FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder."'

Pandemien er ovre for længst, men alligevel sidder Jélix Enrique Torres Bolívar med sit mundbind trukket op over næse og mund. Årtiers indånding af kulstøv har givet ham lunger af sten og et helbred, der er så sårbart, at han skal passe på den mindste sygdom.

Han sidder i skyggen under et træ i gården til kulminearbejdernes fagforening Sintracarbon i minebyen Fonseca i det nordøstlige Colombia. Vi har sat ham stævne her for netop at tale om sygdommen i hans lunger. 

Jelix Enrique Torres Bolivar er den første, der har fået anerkendt, at hans lungesygdom stammer fra arbejdet i Cerrejón, den største open pit kulmine i Latin Amerika. Men hans historie er ikke lykkelig. 

“Hvis jeg havde vidst, hvad minedrift var, ville jeg aldrig have arbejdet i en mine”, fortæller han og fortsætter:

“Det er skadeligt for sundheden, for åndedrætssystemet, for huden, for bevægeapparatet. I dag er jeg en patient, jeg lider af alting.”

De første symptomer

Jelix Enrique Torres Bolivar vidste intet om minedrift, da han som 20-årig i begyndelsen af 1980’erne fik arbejde i Cerrejón-minen. Han og hans kolleger arbejdede dag efter dag i kulstøvet uden masker eller beskyttelsesbriller. I 1999, efter 16 år i minen, mærkede Jelix Enrique Torres Bolivar for første gang, at der var noget galt.

Hans åndedræt blev tungere, han begyndte at føle sig forpustet hele tiden, og han blev træt efter det mindste. Jelix Enrique Torres Bolivar besluttede sig for at gå til sin læge. 

“Først fik jeg en arbejdsundersøgelse, her sagde lægen, at han kunne se nogle mærkelige obstruktioner i mine lunger, og sendte mig til specialist”.

Derefter begyndte et længere forløb. Da lungelægen i den lokale hovedby Valledupar så billederne af Jelix Enrique Torres Bolivars lunger, sagde han, at det var for kompliceret for ham til at behandle og sendte Jelix Enrique Torres Bolivar videre til Colombias hovedstad Bogotá. Her lød den første diagnose på jernforgiftning, men Jelix Enrique Torres Bolivar havde ikke været i kontakt med jern.

Da han fortalte, at han arbejde i en kulmine, besluttede lægerne at lave en åben biopsi af hans lunger, og her fandt de svaret: Jelix Enrique Torres Bolivar havde en simpel nodulær silikose, også kendt som jernlunger, forårsaget af kulstøvet. 

Problemerne begynder

Diagnosen var kun begyndelsen på Jelix Enrique Torres Bolivars problemer. 

Arbejdsgiverne i Cerrejón-minen troede ikke på ham. Han var for ung til at få silikose, han havde ikke arbejdet i minen længe nok. Derfor blev han sendt rundt til læger i hele Colombia for at få en anden vurdering:

“De ville have en læge til at sige det modsatte af, hvad den åbne biopsi og alle de andre undersøgelser, der var blevet foretaget på mig, havde fastslået.”

Men lægerne konkluderede det samme, og i 2001 fik Jelix Enrique Torres Bolivar en erstatning på 34 millioner colombianske pesos, hvilket svarer til knap 130.000 danske kroner. Han blev også kvalificeret til sygepension, men fordi han var så ung, og det ville fratage ham andre rettigheder, blev han i stedet omkvalificeret til at skulle arbejde et andet sted:

”De flyttede mig til et kontor, og det var let for mig at tilpasse mig ændringen. Men som tiden gik, blev jeg meget ofte indlagt på hospitalet, jeg var hele tiden forkølet eller havde influenza. Jeg gik bare fra indlæggelse til indlæggelse. Der gik mere end otte år, uden jeg blev stabil,” fortæller han.

Silikose er én af de erhvervssygdomme, der er anerkendt af Colombias nationale råd for arbejdsrisici, som værende relateret til arbejdet i kulminer. Det er en typisk arbejdsskade, fortæller José Brito, der har været sundhedssekretær for fagforeningen Sintracarbon i 15 år og har været medlem af Det Nationale Råd for Arbejdsrisici.

Han fortæller, at hvis arbejderne skal have fem tons kul ud af minen, skal de først fjerne fem-ti gange så meget knust sten, der ligger oven på kullet. En del af de knuste sten bliver til et fint lag støv kendt som silica, som arbejderne indånder sammen med kulstøvet, når de skal flytte rundt på de knuste sten. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er silica kræftfremkaldende. 

“For at udvinde kullet er der brug for en masse maskiner, vejforholdene er ikke de bedste, og at arbejde i 12-timers skift er meget trættende for mennesker. Disse forhold producerer mange sygdomme”, forklarer Jose Brito og understreger, at det er virksomhedens ansvar at håndtere den slags problemer, og hvis det ikke sker, og folk bliver syge, så er det en erhvervssygdom.

“Jeg ved, at folk arbejder med et meget farligt materiale i Cerrejón. Med hjælp fra fagforeningen er det lykkedes os at opdage mere end 1.500 eksempler på arbejdere, der er blevet syge af arbejdet i Cerrejón, blandt dem nogle kræfttilfælde. Folk lider meget af gastritis, irritabel tarm, søvnløshed, mentale problemer,” fortæller den tidligere fagforeningsleder. 

En marathon af indlæggelser

Jelix Enrique Torres Bolivar begyndte en tysk bioenergetisk medicinbehandling, og det hjalp først til at stabilisere indlæggelserne. Men så begyndte han at få andre følgevirkninger af arbejdet i minen, som f.eks. karpaltunnelsyndrom, skulderskade, halshvirvel- og lænderygsbrok. 

”Jeg havde betjent de tunge maskiner, og det var ikke under gode forhold, så jeg begyndte at få alle disse problemer,” fortæller han i dag.

Han trak sig tilbage fra Glencores kulmine Cerrejón i 2018. Så begyndte et nyt maraton af indlæggelser, undersøgelser og lægebesøg. Han endte med at blive diagnosticeret med fibromyalgi. 

Så blev han sendt til en knoglespecialist, som blot sendte ham videre til en hæmatolog (specialist i blodsygdomme). Her endte han med at få diagnosen myelomatose, som er en form for blodkræft. Siden 2020 har han modtaget kemoterapi. 

Når han mødes med andre arbejdere fra Cerrejón, minder han dem altid om at passe på deres helbred. Udfordringen er, at arbejdet i minen, næsten er den eneste mulighed for beskæftigelse her i området:

”Her er ingen anden udvej, vi har måttet se i øjnene, at den eneste produktive aktivitet, hvormed man kan forsørge sin familie, er at arbejde i minen,” siger Jelix Enrique Torres Bolivar.

Den pensionerede kulminearbejder er skuffet over, at hans arbejdsgiver – Glencore – ikke har hjulpet ham mere under hans sygdom:

”Hvis jeg bliver syg, er det mindste, virksomheden kan gøre at støtte mig med sundhedsforsikring, sådan at jeg hurtigere kan blive behandlet af en specialist, hvilket kan modvirke alvoren af de sygdomme, jeg tog med mig, da jeg forlod virksomheden. Men da jeg forlod Cerrejón, er det bare som om mit nummer er slettet, jeg eksisterer ikke længere for dem,” siger Jelix.

Han er også skuffet over, at hans arbejdsgiver hele tiden har prøvet at diskvalificere de undersøgelser og diagnoser, som lægerne gav ham. 

”De forsøgte hele tiden at sige, at jeg ikke havde silikose, og når de laver præsentationer om deres virksomhed, fortæller de altid, at de ikke har dét sundhedsproblem i virksomheden. De lader som om, de ikke kender til det,” mener han. 

Det er den del, der gør den tidligere kulminearbejder mest ked af det. Jelix føler en stor skuffelse overfor Glencore, en virksomhed som han har vist sit liv til – i bogstaveligste forstand. 

”Jeg arbejdede med liv og sjæl for Cerrejón. Men Glencore er mere interesserede i deres image end i de mennesker, de har ansat.”

Derfor har han også en besked til de virksomheder, som køber kul af Glencore fra Cerrejón-minen, såsom Nordjyllandsværket oppe ved Aalborg:

”Det er rigtigt, at disse landsbyer har haft en vis udvikling, nu er der drikkevand og forskellige offentlige tjenester, som er afgørende, hvis man har så stor en mine i nærheden. Men det ville være meget vigtigere, hvis de kunne være med til at sikre en kvalitetsuddannelse for minearbejdernes børn”.

“Virksomheden bør leve op til deres sociale ansvar, sådan som de har så travlt med at sige i medierne, at de gør. Men i virkeligheden har de intet socialt ansvar over for nogen, deres eneste ”sociale ansvar” er de penge, de kan tjene, og længere er den ikke”.

I juni 2023 fik Jelix sin knoglemarv-transplantation på et hospital i Medellin og han er i øjeblikket ved at komme sig ovenpå det. 

I et mailsvar til Danwatch afviser Inés Elvira Andrade, som er ESG-chef for Cerrejón-minen, at Glencore og Cerrejón ikke lever op til deres ansvar for medarbejdernes sikkerhed.

"Cerrejóns medarbejdere er alle registreret hos det colombianske socialsikringssystem, og vurderingerne af en sygdoms oprindelse foretages ikke af virksomhederne. Det er den officielle Administrator for Erhvervsmæssige Risici og de Sundhedsfremmende Enheder, der udfører sådanne vurderinger med mulighed for at eskalere dem til de regionale kvalifikationsråd og de nationale kvalifikationsråd (alle sammen enheder i det colombianske socialsikringssystem)," skriver hun.

"Cerrejón leverer alle de nødvendige oplysninger til disse enheder. Hvis en arbejdstager bliver diagnosticeret med en sygdom, og de behandlende læger udsteder anbefalinger eller restriktioner vedrørende arbejdet, bliver der taget hånd om disse."

William Orozco mistede alt i en af Glencores miner

Ifølge rapporten til vagtchefen skete det kl. 02 om natten. William Orozco sad i en lastbil på en læsseplads i minen og kæmpede med at holde sig vågen.

“Det er på det tidspunkt, hvor den monstersøvn der plager alle operatører, indtræffer. Som alle mennesker bliver vi trætte, og vores synsfelt er ikke det samme, som når vi starter vores vagt, især når det er klokken to om natten”. 

Pludselig faldt en sten ned og forårsagede et kraftigt stød på lastbilen. 

“Det var to slag, der gjorde mig lammet,” fortæller William Orozco i dag.

Han ringede til den tilsynsførende og fortalte, hvad der var sket, at han havde det dårligt, og det gjorde ondt. Lidt senere blev William Orozco hentet af en ambulance.

Det var begyndelsen på en kamp mod sundhedsforsikringen, minen og dens ejer, den multinationale virksomhed Glencore.  

Udover Cerrejón-minen ejer Glencore også kulminerne Calenturitas og La Jagua i delstaten Cesar i Colombia, gennem deres colombianske datterselskab Prodeco. Det er La Jagua minen, hvor William Orozco har arbejdet.

Glencore lavede ikke en ulykkesrapport på den måde som de skulle, og fordi det skulle gå hurtigt blev William Orozco opereret gennem statens sundhedsforsikring, og det blev aldrig registreret som en arbejdsulykke. 

Fem år efter ulykken, i 2008, fik Glencores en bøde for den manglende ulykkesrapport på 10 mindstelønninger. Da lå William Orozcos liv allerede i ruiner. Derfor lagde han sag an.

”Min sag har været ved Højesteret siden 15. juli 2014, men den er der stadig”, fortæller William Orozco, der stadig håber på en retfærdig dom.

“Min arbejdsulykke skyldes en dårlig måde at operere i minen på. Virksomheden gennemførte ikke de kontroller, der skulle have været udført, og ingen af arbejderne var uddannet til at udføre sikker minedrift. I minen har vi byttet sundhed for penge, for det, vi tjener, er ikke nok til at kurere de sygdomme, der følger”. 

Attentatforsøg

William Orrozco var ikke hjemme, da de kom efter ham d. 3. juli 2007. 

Han var taget ind til byen for at besøge en døende kammerat, da to mænd ankom til hans hus  på en højcylindret motorcykel uden nummerplade. Klokken var omkring 18.40, det var ved at blive mørkt. 

Den ene mand var bevæbnet og gik ind i huset. William blev efterfølgende informeret af naboerne, der troede, at William havde været hjemme, og han var blevet dræbt af de to mænd.

For William er der en simpel forklaring på årsagen til attentatforsøget: Han var fagforeningsleder og kæmpede mod virksomheden og dermed også de paramilitære militser, der hærgede i området. 

I 2008 fik William tilkendt beskyttelsesforanstaltninger på baggrund af attentatforsøget, og han bliver nu ledsaget af en politibetjent. 

Den mistede frihed

“Jeg ønsker virkelig, at det skal frem, hvordan de ansatte i det multinationale selskab Glencore er blevet behandlet,” fortæller William Orozco.

Han anerkender, at minedrift har betydet, at der er blevet investeret i områdets infrastruktur, mens folk har fået jobs, og det på den måde har en social indvirkning:

“Men hvis du spørger mig, hvad minedrift har efterladt mig, så kan jeg sige, at jeg har mistet min frihed, jeg har mistet alting”, fortæller han om forløbet, og fortæller, at han har mistet alt.

”Jeg har ikke mere at miste, jeg har mistet min kærlighed til livet.” 

Derfor har den kørestolsbrugende tidligere minearbejder også en kort og direkte besked til køberne af Glencores kul, såsom Nordjyllandsværket i Danmark:

”Lad være med at købe blodplettet kul. For de slår os ihjel. Ikke kun med kugler og mord. De slår også mig ihjel sådan her. Dét kul er plettet med blod, og der er også mange fagforeningsledere, som er blevet myrdet”.

I alt har fagforeningen Sintracarbon registreret 22 dødsfald som følge af arbejdsulykker i Cerrejón fra 1985 til 2022. Den seneste dødsulykke var den 19. november 2022.

Der skulle kun gå to år fra at Samuel Arregoces vendte tilbage til sin hjemregion fra et liv under jorden andetsteds i Colombia til han en formiddag i april sad i sin bil og kunne mærke pulsen stige voldsomt. 

Samuel Arregoces kørte sammen med sin livvagt og en tysk journalist lidt uden for byen Fonseca, ikke langt fra en af verdens største kulminer, Cerrejón, som har formet Samuel Arregoces liv. Han måtte sætte farten ned på grund af et vejbump, da en motorcykel nærmede sig bagfra.

Motorcyklen lagde sig op på siden af bilen, og da Samuel Arregoces kiggede ud af vinduet, så han, at motorcyklisten havde en elefanthue på. Samuel Arregoces trådte instinktivt på speederen for at komme væk, men motorcyklen gassede op for at komme op på siden af bilen igen. 

I fire kilometer fulgte motorcyklen efter bilen, også selvom livvagten i bilen trak sit våben. Først da de nærmede sig en politikontrol, forsvandt motorcyklen lige så pludseligt, som den var kommet.

Samuel Arregoces ved ikke, hvem manden var, men han ved med sikkerhed, hvorfor han var der. Samuel Arregoces har viet sit liv til kampen mod Cerrejón-minen, der udvinder kul til store dele af verden, herunder Nordjyllandsværket i Danmark, men ødelægger livet for mange lokale:

”Der er ikke nogen tvivl om, at det er relateret til min aktivisme mod Cerrejón og mod kulminedrift, og vi er midt i en hård kamp for at forsvare Bruno-vandløbet. Det er dét, jeg laver, og jeg har ikke andre fjender”, forklarer han og fortæller, at flere af de andre aktivister i området også har været udsat for trusler og attentatforsøg.

“Jeg er virkelig bekymret over situationen.” 

Samuel Arregoces anmeldte hændelsen til politiet lige bagefter. Efterfølgende har han taget ekstra forholdsregler: Han skifter altid rute, tager ingen steder hen alene og har konstant politiet forbi sit hus for at tjekke op på ham. 

Frygten er blevet Samuel Arregoces følgesvend, efter han satte sig op mod Cerrejón-minen og dens ejer Glencore. Men Samuel og de andre aktivister er færdige med at lade frygten styre deres beslutninger.

Landsbyen, der forsvandt

Vi mødtes med Samuel Arregoces et par uger før attentatforsøget i den lille landsby Rocio, nær Colombias måske mest omdiskuterede vandløb, Bruno-strømmen. Han er usædvanligt høj for en colombianer at være, skuldrene er brede og det mørke hår er klippet kort. Når han smiler er det med hele ansigtet, og han virker venlig og imødekommende.  De andre aktivister og folk i byen kender alle Samu, som de bare kalder ham. Han hilser på alle med et smil og spørger med interesse, hvordan de og deres familie har det. 

Samuel Arragoces er afro-colombianer og stammer fra vestafrikanske slaver, der blev bragt til Colombia i det 16. århundrede. Han voksede op i den lille landsby Tabaco, der for lidt over 20 år siden lå i samme område, som Samuel Arragoces nu er vendt tilbage til. Men i 2001 troppede det colombianske sikkerhedspoliti op for at tvinge landsbyens 700 indbyggere ud og lukke bulldozerne ind. Samuel Arragoces og resten af byens indbyggere kunne se til, mens deres huse blev væltet og deres by blev til mine.

“Vi troede aldrig, det skulle blive vores tur i Tabaco. Men hver dag så vi bare, hvordan Cerrejón-minen voksede, og hvordan de opkøbte vores omgivelser. Vi lå nærmest midt i deres mineprojekt,” fortæller Samuel Arragoces i dag. 

Et år senere, i 2002, blev der lagt sag an på vegne af børnene i Tabaco, hvor der blev stillet krav om, at hele landsbyen skulle genhuses. Forfatningsdomstolen dømte til Tabaco-indbyggernes fordel og gav kommunen og Cerrejón-minen 48 timer til at foretage genhusningen. Men i dag, 21 år efter, er dommen endnu ikke blevet efterkommet. 

I stedet er beboerne fra Tabaco blevet forvandlet til det, som Samuel Arragoces kalder “ufrivillige nomader”, spredt ud over regionen uden noget sted at vende hjem til. 

 ”Vi har mistet vores kultur, vores fællesskab. Det er ikke det samme at leve uden territorium.”

Derfor kæmper han for, at andre ikke skal overgås af den samme skæbne.

”Det er ikke fordi, jeg har valgt at være miljøforkæmper, man kan sige, at omstændighederne tvang mig, fordi vi først havde en meget stærk kamp for at få Cerrejón ud af vores territorium, men det lykkedes ikke, og Tabaco forsvandt. Så nu kæmper vi for at andre lokalsamfund ikke skal opleve, hvad der skete for os”, siger Samuel Arragoces, der mener, at mange lokalsamfund har undgået at blive jævnet med jorden på grund af deres kamp.

Et farligt job

Colombia er ét af de farligste lande at være miljøforkæmper i. I løbet af de seneste ti år er 322 miljøaktivister blevet myrdet i Colombia. Det eneste land, der har oplevet flere drab i perioden, er Brasilien. Colombia tegnede sig for næsten hver femte af alle drab på miljøaktivister på verdensplan i dét årti.

Den colombianske menneskerettighedsorganisation Indepaz bekræfter, at miljøforkæmpere, der forsvarer territoriet og vandressourcer i forhold til kulminedrift i La Guajira er blandt de mest truede miljøforkæmpere i Colombia. Så for Samuel og de andre modstandere mod Cerrejón-minen er dødstrusler og attentater desværre hverdagskost:

”Jeg har været leder i den her bevægelse i 20 år, hvilket ikke er let, for jeg lever med trusler og overvågning, men det er ikke det hele. Den økonomiske indespærring, er måske det alvorligste for din familie, for når du er imod Cerrejón, giver de dig ingen jobs, ikke engang i kommunerne, fordi de også kontrollerer dem”.

I 2017 blev det for meget for Samuel Arragoces, eller som han siger det. Det blev for “normalt” med trusler mod ham, trusler mod hans familie, fremmede biler der holdt uden for hans hjem. Derfor forlod han La Guajira og gik under jorden et sikkert sted et andet sted i Colombia. 

I 2019 vendte han tilbage, men folk omkring Cerrejón-minen havde ikke glemt, hvem han var. Truslerne og chikanen blev genoptaget, men der er sket noget, som gør at Samuel Arragoces er kommet for at blive:

“Denne kamp har også været tilfredsstillende for mig, fordi vi for det første har opnået, at befolkningerne kræver deres rettigheder overfor Cerrejón. Tidligere var Cerrejón nærmest urørlig i La Guajira”, siger Samuel Arragoces og fortsætter sin talestrøm:

“Vi har opnået gennem de forskellige nationale og internationale fordømmelser, at få anerkendt, at Cerrejón krænker menneskerettighederne, at Cerrejón krænker retten til vand, at Cerrejón krænker miljøet”.

Det betyder samtidig, at Samuel Arragoces, de andre aktivister og lokalsamfundene har fået beviser og videnskabelige undersøgelser, der bakker dem op, hvilket har gjort det sværere for Cerrejón-minen og dens ejer Glencore at sagsøge dem. 

“Så denne kamp har også fået andre samfund til at kræve deres rettigheder, ikke kun i Tabaco. I dag har Cerrejón mere end 14 domstolsafgørelser imod sig”.

Inés Elvira Andrade, som er ESG-chef for Cerrejón-minen, afviser i en mail til Danwatch, at Cerrejón og Glencore bærer ansvaret for truslerne mod de lokale aktivister.

"Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger."

"I tilfældet med lederen Samuel Arregocés fik Cerrejón kendskab til trusler i oktober 2021 og aktiverede protokollen for disse sager med varsel og anmodning om hurtige opmærksomhedsforanstaltninger fra de kompetente myndigheder (borgmesterkontoret, det nationale politi, justitsministerens kontor, indenrigsministeriet, den nationale og regionale ombudsmand, etc) til beskyttelse af hr. Arregocés," skriver hun.

Folk har mistet deres frygt

Samuel Arragoces tager i dag rundt i andre landsbyer, som er påvirkede af kulminedrift eller i risiko for at blive det. Her deler han erfaringerne fra Tabaco for at undgå, at historien gentager sig. 

”Vi påtog os en opgave, og vi har været rundt i hele landet, hvor der vil være minedrift, hvad enten det er kul eller anden minedrift. Vi har fortalt om vores erfaringer, og at de ikke skal lade sig narre af løfterne om udvikling, for vi blev lovet alt, og det var tomme ord.” 

Virksomhederne fortsætter på trods af flotte ord om ansvar og CSR og miljø med at operere på samme måde, siger Samuel Arragoces. Det er kun Glencore, der nyder godt af det økonomiske afkast og ikke de berørte samfund, hævder han, og nævner at ingen lokale har kunne mærke de stigende kulpriser, mens Glencore har haft det bedste resultat nogensinde.  

“Disse mineselskaber er ikke oprettet for at opfylde sociale behov, de blev oprettet for at generere penge,” siger Samuel Arragoces.

Han fortæller os, at for “os, der forsvarer miljøet” er livet blevet farligere.

“Vi har oplevet en stigning i truslerne, aggressionerne, forfølgelserne og angrebene mod os i La Guajira”.

Men det gør dem ikke bange længere, og det er den største sejr af den lange kamp mod Cerrejón-minen og Glencore, siger Samuel Arragoces.

”Jeg tror, at det vigtigste resultat af denne kamp har været, at lokalsamfundene har mistet deres frygt for at anmelde Cerrejón”.

En besked til investorer og kunder

Samuel Arragoces og de andre aktivister er også begyndt at flytte deres kamp til nye slagmarker. Det er ikke kun Glencore, de vil lægge pres på, men også virksomhedens investorer og kulforbrugere i Europa, der har en stor magt: 

”De skal stille etiske krav til de multinationale selskaber, de køber kul af. Klimaforandringer påvirker os alle. Men ikke kun dét – det er også forbundet med lidelse, sorg, smerte, kulturelle og sociale tab i de lokalsamfund, hvor kullet udvindes”, siger Samuel Arragoces, der også har en besked til de virksomheder, der køber kul fra Cerrejón eller investerer i Glencore.

”Investorerne skal holde øje med virksomheders handlinger i lokalområderne. Jeg er overbevist om, at Glencore kender til deres virksomheders aktiviteter, for jeg har haft lejlighed til at deltage i deres generalforsamlinger, og parterne er ikke interesserede i, hvordan kul udvindes, hvordan menneskerettighederne krænkes, hvordan miljømæssige og sociale rettigheder krænkes, men kun i det økonomiske afkast.”

“De bør ikke kun se på økonomien. De har efterladt os uden territorium og vand.”

En dag tæt ved nytår sejlede et skib under panamansk flag op gennem Limfjorden. Med sig i lasten havde skibet 77.447 tons kul, der skulle bringe nordjyderne varmt igennem vinteren.

Kullet gemte også på en vigtig historie om en af disse års mest magtfulde og kontroversielle virksomheder, en omdiskuteret mine og en stor gruppe mennesker i Colombia, som mener, at kullet er plettet af deres blod.

Kullet var i foråret 2022 blevet bestilt hjem i al hast af Aalborg Forsyning. På daværende tidspunkt modtog nordjyderne al deres kul fra Rusland, men den import havde EU forbudt i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. 

Derfor kom blandt andet colombiansk kul pludselig i høj kurs igen rundt om i verden efter flere år med faldende efterspørgsel.

For at nordjyderne kunne holde sig varme, når vinteren meldte sig igen, fik Aalborg Forsyning sidste år i alt 125.000 tons fra Colombia, 30.000 tons fra USA og 240.000 ton fra Sydafrika.

En dag i begyndelsen af december blev de 77.447 tons kul skibet ud af Puerto Bolivar på halvøen La Guajira i det nordlige Colombia. Den lille landsby var engang fuld af fiskere og landmænd, der levede af den frodige natur, nu er alt dækket i kulstøv, og folk er forsvundet.

Hver dag kommer togene med 120 vogne fulde af kul fra den famøse Cerrejón-mine 150 kilometer inde i landet. Titusindvis ton kul bliver losset af i store bunker på havnen, hvorfra det bliver lastet ombord på skibene, der sejler ud til hele verden, blandt andet Aalborg.

Nogle få mennesker er blevet tilbage i byen. Blandt dem er 52-årige José Tomas Freile Gonzales, som Danwatch udsendte møder i hans hjem, hvor støvet ligger overalt på møblerne. Han føler sig omringet af Cerrejón-minen og dens ejer, den multinationale råvarehandler Glencore, der er kendt for korruption og miljøødelæggelser over hele verden: 

“Vi ser bare på kullet passere forbi her med toget. Kullet, støvet forurener os, dræber os og udtørrer os,” fortæller José Tomas Freile Gonzales. 

Han er langt fra alene med de følelser. 

Danwatch har i marts måned i år været på en 10-dages reportagerejse i området omkring Cerrejón-minen. Og herfra er budskabet meget klart: selvom minens ejer Glencore igen og igen har lovet bedre forhold,og kunder og investorer har stillet krav om det, så er intet ændret. 

Minen buldrer videre og gør stadig folk syge, modstandere bliver forfulgt, og minen udgør en miljøkatastrofe for hele lokalområdet. 

Vampyrblæksprutten

Der findes få virksomheder med en vildere og mere skandaløs historie end Glencore. Samtidig findes der næppe nogen virksomhed, der er mere centralt placeret i disse års energikrise. 

Glencore producerer, handler og producerer alt fra hvede over grønne mineraler til kul. Nogle beskriver Glencore som en “vampire-squid”, en blæksprutte, der har viklet sig rundt om hele vores civilisation, klar til at kaste sig over alt, der lugter af en god handel. Virksomhedens tentakler strækker sig langt ind i vores liv, og uanset om det er din elbil, din smartphone eller varmen i din radiator, så er der en stor sandsynlighed for, at Glencore har tjent på det, før det endte hos dig.

I 2022 indgik Glencore flere store forlig, der i alt betød, at de skulle betale mere end 11 milliarder danske kroner, fordi virksomheden har begået korruption og hvidvask gennem en lang årrække. Alligevel var 2022 et rekordgodt år for Glencore, der tjente over 230 milliarder kroner. 

Det kan også ses på formuen hos Glencores største aktionær, den 66-årig sydafrikaner Ivan Glasenberg, der har været involveret i selskabet siden 1984. Ifølge Forbes 2023-opgørelse er han god for 61,75 milliarder kroner. 

Som verdens største kulhandler har Glencore og Glasenberg nydt godt af energikrisen, og som en af de største leverandører af kritiske mineraler tjener de stort på den grønne omstilling. Denne helt centrale position i den globale økonomi, har Glencore ifølge iagttagere fået ved at være kyniske, ligesom de ikke har været bange for at gå over stregen.

En skandaløs historie

Glencore blev stiftet i 1974 af den belgisk-fødte råvarehandler Marc Rich, dengang under navnet Marc Rich + Co. AG. Virksomheden tjente de første år sine penge på at handle olie med lande og folk, andre ikke ville handle med: Sydafrikas apartheidregime, Chiles diktator Augusto Pinochet og et sanktionsramt Iran under gidselkrisen i 1979. 

Virksomheden blev hurtigt dygtig til skattefusk, omgåelse af sanktioner og bestikkelse. Og ved at være steder, hvor ingen andre ville være - fra DR Congo til Colombia - har Glencore skaffet sig adgang til ressourcer og vokset sig større end nogen anden inden for deres felt.

De første 37 år af Glencores eksistens levede virksomheden i den ro og fred, der kommer med et hovedkvarter i den schweiziske by Baar, hvor diskretion er en dyd. I en lang periode havde de endda tilnavnet ‘den største virksomhed, du sikkert ikke kender’. Men da virksomheden i 2011 blev børsnoteret var de nødt til at åbne op over for deres investorer. Ud væltede historierne om, at Glencore havde handlet med korrupte regimer; spekuleret i prisen på korn, mens befolkningen i udviklingslande var i oprør over manglende mad; og skabt store miljøproblemer i afrikanske lande, såsom syreregn i Zambia.

Siden er det væltet ud med skandalesager. Da den danske pensionskasse AkademikerPension sidste  år skulle forklare, hvorfor de ikke længere vil investere i Glencore, listede de “anklager om korruption, dårlige arbejdsvilkår, diskrimination, børnearbejde, tvungen forflytning af lokalbefolkninger, overdreven magtanvendelse, skatteundvigelse samt miljøforurening.” 

Foreløbigt er skandalerne kulmineret med bestikkelsessagerne, som de indgik forlig om sidste år. 

Over en 10-årig periode bestak Glencores medarbejdere de mest magtfulde mennesker i Nigeria, Cameroun, Elfenbenskysten, Ækvatorialguinea, Brasilien, Venezuela og DR Congo. Glencore fløj penge ind i kufferter for at bestikke dommere og diktatorer. De har bestukket sig til lukrative kontrakter og for at retssager forsvandt.  Som en amerikansk statsanklager sagde sidste sommer, er omfanget af bestikkelsen “svimlende”. 

I en af sagerne gennemgik efterforskere mere end en million dokumenter og fandt blandt andet ud af, at en råvarehandler fra Glencores afdeling for Vest Afrika havde hævet næsten 50 millioner kroner fra Glencores ‘cash desk’ i hovedkontoret i Schweiz og brugt det til bestikkelse 25 gange mellem 2012 og 2015. En af de direktører, der havde godkendt at pengene blev hævet, var ansvarlig for forretningsetik. 

Sydsudan var knap nok blevet uafhængig i 2011 før Glencore havde sendt folk på et privatfly med 5,5 millioner kroner til bestikkelse. Få dage efter pengene var landet hos de rette, var Glencores lykke gjort, og de fik en række værdifulde kontrakter.

Og sådan fortsætter listen.

Glencores colombianske mineeventyr

I 2000 købte Glencore sig ind i Cerrejón-minen sammen med de to minegiganter BHP og AngloAmerican, og i 2002 overtog de den fulde kontrol. Med det samme begyndte mineselskaberne at udvide minen og trænge sig længere og længere ind på land, der tilhørte det oprindelige indianske Wayuu-folk og afro-colombianere, der stammer fra vestafrikanske slaver, der kom til området i det 16. århundrede.

Udvidelsen skete på en måde, lokalbefolkningen oplevede som destruktiv. Hele lokalsamfund blev tvangsflyttet. Floder, der leverede vigtigt drikkevand, blev omdirigeret. Og de folk, der ikke flyttede, blev forurenet med giftige tungmetaller og kulstøv fra minen. Sådan er det fortsat, siger de lokale.

I 2021 solgte BHP og AngloAmerican deres andel i minen, da de med klimaforandringerne og Paris-aftalen in mente, ikke kunne forlige deres virksomheder med at være en del af minen. Glencore opkøbte det hele, blev eneejer af Cerrejón og lovede, at de ville være en “ansvarlig forvalter”. Men blandt arbejdere i minen og lokalsamfundene omkring minen bliver Glencore langt fra opfattet som ansvarlig.

I dag er minen den største af sin slags i hele Latinamerika og en af de største i verden med sine næsten 70.000 hektarer og 5.000 ansatte. Det svarer til næsten 100.000 tørre støvede fodboldbaner, fyldt med maskiner og lastbiler, der sender en konstant larm ud til den omkringliggende verden. Et område, der langsomt har spist sig ind på dets omgivelser og gjort området til et sted, hvor livet ikke har en chance. Alt sammen foregår bag store hegn; minen er ikke for uvedkommende.

De lokale konsekvenser

En af dem, der har oplevet minen indefra er Jelix Enrique Torres Bolivar, som vi møder i minebyen Fonseca, under et træ i gården til kulminearbejdernes fagforening Sintracarbon. I to årtier indåndede han støvet i kulminen. 

“Hvis jeg havde vidst, hvad minedrift var, ville jeg aldrig have arbejdet i en mine”, fortæller han gennem mundbindet, der er trukket over næse og mund:

“Det er skadeligt for sundheden, for åndedrætssystemet, for huden, for bevægeapparatet. I dag er jeg en patient, jeg lider af alting.”

Jelix Enrique Torres Bolivar er den første arbejder i Cerrejón-minen, der har fået anerkendt, at støvet i minen har ødelagt hans lunger og givet ham silicose, også kendt som jernlunger. 

Han er dog bare en af mange minearbejdere, der har fået deres helbred ødelagt i minen, fortæller José Brito, der har været sundhedssekretær for fagforeningen Sintracarbon i 15 år og har været medlem af Det Nationale Råd for Arbejdsrisici.

“Jeg ved, at folk arbejder med et meget farligt materiale i Cerrejón. Fra fagforeningen og det lykkedes os at opdage mere end 1.500 eksempler på arbejdere, der er blevet syge af arbejdet i Cerrejón, blandt dem, nogle kræftfremkaldende. Folk lider meget af gastritis, irritabel tarm-problemer, søvnløshedsproblemer, mentale problemer,” fortæller den tidligere fagforeningsleder. 

Det øde lokalområde

Ved den lille landsby El Rocio trænger Cerrejón-minen sig også på. Byen ligger ned til Bruno-vandløbet, som Glencore og Cerrejón-minen vil omlægge, fordi der ligger store kulreserver nedenunder. 

Hvis det sker, vil det være katastrofalt for det indianske Wayuu-folk, der lever i El Rocio og andre landsbyer ned til floden.

Ifølge en domsafgørelse fra 2017 er mindst 30 Wayuu-landsbyer afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Og den omledning, som Cerrejón nu har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker. Samtidig er det en trussel mod centrale dele af Wayuu-folkets kultur, hvor vandet er forbundet til deres ånder og spiritualitet.

Glencore har dog langt fra accepteret afgørelsen fra forfatningsdomstolen og beskyttelsen af Bruno. Glencore har således sagsøgt den colombianske stat for afgørelsen om ikke at tillade kuludvinding nedenunder Bruno og hævdede, at domstolens afgørelse var diskriminerende, urimelig og vilkårlig og nægtede dem "retfærdig og rimelig behandling".

Og Bruno er bare det sidste eksempel i rækken. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret mindst 17 vandløb for at udvinde kul. Men det er også lykkedes Wayuu-folket at forhindre omlægninger. 57-årige Leobardo Sierra, som vi møder i El Rocio, håber, det kan lykkes igen.

”På den ene side føler jeg mig rolig, for jeg har kæmpet. Men det er trættende. Jeg ser også håb, om at drømme bliver til virkelighed. Vi ønsker heller ikke, at de fortsætter med at ødelægge eller dræbe vandløb eller fratage folk i deres territorium.” 

Danwatch og El Turbion, det colombianske medie, vi har samarbejdet med, har forsøgt at få en kommentar fra Glencore gennem presseafdelingen i hovedsædet i Schweiz. Presseafdelingen er dog aldrig vendt tilbage.

Glencore’s bestyrelsesformand Kalidas Madhavpeddi kunne dog ikke gemme sig for kritikken under Glencores generalforsamling den 26. maj i Zug i Schweiz, hvor El Turbion var til stede.

Her startede  Kalidas Madhavpeddi med at rose Glencores CRS-politikker:

"Hvorend vi opererer, forpligter vi os til at  sætte stor værdi i at gøre det på en etisk og bæredygtig måde. Vi beskæftiger 10.000-vis af mennesker, støtter lokale virksomheder og serviceudbydere og investerer i lokal uddannelse, sundhedspleje og infrastruktur."

Kalidas Madhavpeddi havde nok ikke lige regnet med, at NGO’en Yukpa Solidarity Network havde fået fløjet en lokal indiansk kvinde ind, der havde oplevet Glencores fatale ødelæggelser for befolkningen i områderne Becerril og La Jagua de Ibirico i Colombia.

Godt en time inde i generalforsamlingen tog hun ordet: 

"Jeg er en Yukpa-kvinde fra et indfødt reservat, hvor Glencore er ankommet, og som har set den transformation og forurening af miljøet, der forårsager børns død. Mere end 40 børn er døde i vores territorium forårsaget af forurening fra open pit-minedrift, siger hun.  

Kalidas Madhavpeddi svarede herefter kort:

"Fra vores perspektiv gør vi alt, hvad vi kan med hensyn til drift i vores faciliteter. Jeg er ikke bekendt med den udvikling."

Danwatch og El Turbión har desuden stillet en række spørgsmål til Glencore gennem den lokale administration direkte ved Cerrejón-minen i Colombia.

I et mailsvar henviser minens ESG-chef, Inés Elvira Andrade, først og fremmest til Glencores hjemmeside for svar på de spørgsmål, der angår virksomhedens tidligere sager om korruption.

I forhold til anklagerne om luftforurening, syge ansatte, trusler mod kritikere og omdirigeringen af vandløb afviser Inés Elvira Andrade, at Glencore i Cerrejón ikke skulle have levet op til sit ansvar.

"Cerrejóns forpligtelser i La Guajira strækker sig langt ud over investeringen, betalingen af skatter og skabelsen af kvalitetsjob. Vi stræber efter at anvende de højeste standarder for etik og respekt i vores forhold til alle vores interessenter. På samme måde er vi forpligtet til at udvikle vores aktiviteter på en miljømæssigt ansvarlig måde og efterlade fremtidige generationer med en naturlig arv," forklarer hun.

"Vi handler efter princippet om løbende forbedringer for at styrke vores due diligence-processer inden for menneskerettigheder. Af denne grund overholder vi forskellige internationale standarder, og vores menneskerettighedspolitik er i overensstemmelse med FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder."

Læs hele svaret i bunden af artiklen, eller klik her for at springe dertil.

En sag, der gentager sig

Første gang Danwatch besøgte Cerrejón-minen var i efteråret 2009, hvor en fjerdedel af det danske kulforbrug kom fra minen.

Mange af problemerne var dengang de samme, som vi kan beskrive i dag. Tvangsflytninger, forurening og syge kularbejdere. Historierne i 2010 fik de fleste danske kraftværker til at stoppe med at købe kul fra Cerrejón. 

De efterfølgende 13 år har der været flere kritiske historier om forholdene i Cerrejón i både danske og internationale medier. Til trods for det og Glencores kontroversielle rygte, valgte Aalborg Forsyning altså at købe kul fra Cerrejón i foråret 2022. 

Da Danwatch sidste sommer for første gang talte med bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning og Nordjyllandsværket, Per Clausen(EL), om forholdene i og ved Cerrejón, reagerede han med overraskelse og en garanti om at indlede en dialog med Glencore. 

Danwatch har nu konfronteret Per Clausen med, at forholdene i Cerrejón stadig er horrible. Bestyrelsesformanden fastholder i et skriftligt svar, at Nordjyllandsværket ikke har indgået nye handler med Glencore siden de 77.447 tons kul, der kom i december. 

Herudover forklarer Per Clausen, at man er i løbende dialog med Glencore og blandt andet har forelagt de artikler, som Danwatch skrev sidste år om minens negative indvirkninger på lokalområdet.       

“Aalborg Forsyning har været og er i løbende dialog med Glencore omkring vores CSR-krav. Glencore har for så vidt angår den konkrete kritik fra Danwatch om negative indvirkninger på miljøet kommunikeret detaljeret om en  indsats for nødvendig omhu med et system for monitorering og måling af indsatsens effektivitet. 

“Derudover har Glencore svaret bekræftende på, at virksomheden implementerer alle elementer af OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder. Aalborg Forsyning har desuden delt sine egne indvirkningsanalyser med Glencore, så de ved, hvilket niveau af information vi som minimum forventer at modtage.”

 Per Clausen vil nu tage Danwatch nye oplysninger til efterretning, men udelukker ikke, at der kan handles med Glencore igen.

“Vi oplever, at det nytter at stille krav til Glencore og følge op, hvilket vi vil fortsætte med at gøre. Vi vurderer, at Glencore er blandt de leverandører, som vi kan vælge i relation til CSR, og derfor vil vi også af hensyn til forsyningssikkerheden ikke udelukke, at vi køber kul fra dem på et tidspunkt igen.”

“De udsagn, som du gengiver fra jeres felttur, vil vi inddrage i vores videre arbejde og holde op imod de informationer, som vi ellers har.”

De paramilitære grupper

Kort inden denne historie skal publiceres opstår der kaos hos El Turbion.

El Turbion er blevet truet, og de er i gang med at afklare, om det har noget at gøre med deres undersøgelse af Cerrejón-minen og Glencore.

Alle, vi taler med i Colombia, der har kæmpet imod minen og Glencore, er blevet truet eller chikaneret. Ingen af dem kan bevise, at det kommer direkte fra Glencore, men tidligere er Glencore blevet kritiseret for deres tætte forbindelser til landets paramilitære bevægelser.

For eksempel i 2014, hvor fredsbevægelsen PAX fremlagde vidneforklaringer fra medarbejdere i et af Glencores datterselskaber, der fortalte, hvordan de havde været med til at finansiere den paramilitære gruppe Juan Andrés Álvarez Front.

En af dem, der har mærket truslerne er Samuel Arragoces. Han er aktivist og kommer fra en by, der er blevet ryddet for at gøre plads til Cerrejón-minen. 

I en årrække har han kæmpet mod minen, men undervejs har han været nødt til at gå under jorden andetsteds i Colombia, da truslerne mod hans familie blev for voldsomme.

Få dage efter, vi har interviewet Samuel Arragoces, skriver han pludseligt. Han har været ude og køre med en anden journalist og sin sikkerhedsvagt, da en motorcykel kører op på siden af bilen. Da Samuel Arregoces kigger ud af vinduet, ser han, at motorcyklisten har en elefanthue på. Han træder instinktivt på speederen for at komme væk, men motorcyklen følger efter ham i flere kilometer, indtil de nærmer sig en politikontrol. 

Samuel Arregoces ved ikke, hvem manden var, men han ved med sikkerhed, hvorfor han var der. 

”Der er ikke nogen tvivl om, at det er relateret til min aktivisme mod Cerrejón og mod kulminedrift, og vi er midt i en hård kamp for at forsvare Bruno-vandløbet. Det er dét, jeg laver, og jeg har ikke andre fjender”, forklarer han.

Den største landbrugslobby i EU hævder at repræsentere alle landbrugsarbejdere i unionen, men Stela Zămoiu mener ikke, at den taler på vegne af bønder som hende.

Zămoiu, der er en 61 årig landmand fra Rumænien, husker dengang området omkring hende var fyldt med små landbrug. I dag er hendes tre hektar i det østlige Rumænien omgivet af store industrielle landbrug. Når hun dør, forventer hun, at hendes ejendom bliver opslugt af en af ​​hendes naboer.

"Landsbyen er blevet gammel," siger hun. "Når de ældre dør, går jorden til børnene, og de sælger den ... Jeg ved ikke, om der vil være jord, der ikke bliver taget af store landmænd."

Hun siger, at hun godt kunne bruge noget hjælp fra den rumænske regering eller EU, men hun ser det ikke komme. "Politikerne tager kun hensyn til det, de hører fra de store landbrug," siger hun. "De repræsenterer kun sig selv. Ikke os."

I Danmark og resten af EU fortæller landmænd fra mindre gårde den samme historie. De kæmper for overlevelse og er ved at blive fortrængt at kæmpe industrielle landbrug. 

I Bruxelles, cirka 2.000 kilometer fra Zămoius gård, er Pekka Pesonen, lederen af landbrugsorganisationen Copa-Cogeca, ikke uenig. Europæisk landbrug skal blive rentabelt, siger den 60-årige finne til Politico. Og i det store og hele betyder det større landbrug.

Pesonen, der leder en lobbyorganisation, der beskriver sig selv som "den forenede stemme" for EU's landbrugsarbejdere, siger, at han gerne vil se småbønder som Zămoiu overleve. "Men er det realistisk på nuværende tidspunkt?" spørger han. "Nej, det er det ikke. Fordi markedet belønner det simpelthen ikke."

Copa-Cogeca blev født i 1960’erne, da Europas landbrugsorganisationer fusionerede og skabte en suveræn lobbymagt, der der har haft enorm indflydelse på politikudformningen lige siden. På deres hjemmeside hævder Copa-Cogeca at tale på vegne af "over 22 millioner europæiske landmænd og deres familiemedlemmer".

Der er bare ét problem med den påstand: Den er ikke sand. Og de politiske beslutninger, som Copa-Cogeca taler for, er ikke altid i alle Europas landmænds interesse.

Ifølge de seneste data fra 2016 repræsenterer Copa-Cogeca tre fjerdedele af arbejdsgiverorganisationerne i landbrugssektoren.  Men nyere data fra Finland, Frankrig, Irland og Holland tyder på, at Copa-Cogecas medlemstal falder. Og når man spørger sig for i den europæiske landbrugssektor, er Copa-Cogeca ikke landbrugets samlede stemme længere. Det viser interviews med næsten 120 landmænd, insidere, politikere, forskere og aktivister.

“Jeg tror Copa stadig lever i den drøm, at de repræsenterer alle landmænd, som de gjorde i fortiden. Det er ikke helt tilfældet”, siger en tidligere embedsmænd for Europa-kommissionens landbrugsorgan, DG Agri.

Interviewene er blevet lavet i forbindelse med et pan-europæisk samarbejde koordineret af Lighthouse Reports med deltagelse af Danwatch, Politico Europe, El Confidencial, Libertatea, NRC og OKO.Press. De 120 kilder fortæller en historie om den magt, som Copa-Cogeca stadig har. En magt som de, ifølge kilderne, bruger til at  kæmpe for store, intensive, miljøskadende landbrug og ikke mindst til at underminere grønne reformer og fastholde en central position, hvorfra de for eksempel bekæmper EU’s Green Deal og en kommende forordning for naturgenopretning.

Den mystiske sag om de danske landmænd

I Danmark er historien den samme som i EU. Hos Copa-Cogecas danske medlem Landbrug & Fødevarer er det mildt sagt uigennemsigtigt, hvem der er repræsenteret. 

Mens EU har mistet en tredjedel af unionens landbrug det seneste årti, hvilket svarer til, at tre millioner gårde i alt er forsvundet, hævder Landbrug & Fødevarer at repræsentere flere og flere landmænd i Danmark.

En gennemgang af landbrugsorganisationens seneste årsrapporter viser, at Landbrug og Fødevarer i 2021 hævdede at repræsentere 28.500 landmænd. Det er en stigning på 5.000 fra 2016. I den seneste årsrapport er antallet af medlemmer, som Landbrug og Fødevarer repræsenterer, pludselig forsvundet ud. 

Stigningen står i modsætning til stort set alle danske statistikker over landbrugets udvikling. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af selvstændige landmænd faldet med 39 procent fra 2010 til 2020, og de seneste tal fra Statistikbanken viser, at antallet landbrugsbedrifter er faldet fra 43.000 til under 31.000.

Trods gentagne henvendelser vil Landbrug og Fødevarer ikke svare på, hvad deres tal dækker over. De svarer kun, at de ikke kan gå dybere ned i medlemstallene, og sender et link til Danmarks Statistik over antallet af bedrifter i Danmark.

”Det forekommer mig mystisk,” siger landbrugsøkonom og lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Jan Holm Ingemann om tallene.

Han har ikke noget bevis for, at Landbrug & Fødevarer pumper deres tal op, “Men jeg kan bare sige, at der er en interesse i at blæse sig selv op og se så stor ud som overhovedet mulig, for at holde fast i en række politikeres frygt for, at regulering af landbruget vil gå ud over arbejdspladser”, siger Jan Holm Ingemann, der bakkes op af andre eksperter, der fortæller, at høje medlemstal giver legitimitet og demonstrerer magt. 

Taktikken lader til at være den samme som i Copa-Cogeca. Ifølge kritikere og mindre landbrugsorganisationer bruger Landbrug & Fødevarer legitimiteten i de store medlemstal til at påvirke den danske landbrugspolitik på en måde, så de små landbrug bliver undermineret, og den grønne omstilling bliver tilsidesat

Jerntrekanten

D. 7. September 2015 rullede omtrent 1.500 traktorer ind i Bruxelles og skabte trafikpropper, der angiveligt strakte sig flere hundrede kilometer. Foran EU’s hovedkvarter hovedkvarter samlede godt 5.000 landmænd sig for at protestere over prisen på mælk blandt andet. 

Landmændene satte ild til halmballer. De skød med hø, kastede med æg og sprøjtede med mælk ud over politiets uropatruljer, der prøvede at dæmpe gemytterne. Politiet måtte blandt andet svare igen med vandkanoner over for aggressive traktorførere.

I udkanten af det hele stod Landbrug & Fødevarers daværende formand Martin Merrild. Demonstrationen var arrangeret af Copa, og folk var mødt op for fredeligt at vise, at landbruget stod i en dyb krise, men Copa mistede ifølge Martin Merrild “kontrollen” med demonstrationen.

To uger senere tog Martin Merrild selv kontrollen, da han blev valgt som ny formand for Copa.

“Jeg vil gå efter at sikre, at Copa bliver stærkere og mere magtfuld”, sagde han efter valget. 

Landbrug & Fødevarer har næsten altid været tæt forbundet til Copa-Cogeca. To gange tidligere har en dansker stået i spidsen for Copa. Christian Høegh-Andersen er i dag vicepræsident i Cogeca og også medlem af Landbrug og Fødevarers øverste politiske ledelse, fællesformandskabet. Og Landbrug & Fødevarers europæiske kontor har historisk set arbejdet tæt sammen med Copa-Cogeca.

I årtier blev traditionelle industriorganisationer som Landbrug & Fødevarer og Copa-Cogeca set som de mæglere og mellemmænd, der bestemte, hvad landmændene ønskede og havde brug for, og de var en del af et lukket netværk, der fastlagde EU's landbrugspolitik.

Denne "jerntrekant", hvor den lovgivende magt i form af Europa-Parlamentet og landenes regeringer, den udøvende magt i form af Europa Kommissionen og interessegrupper som Copa-Cogeca har tætte forbindelser, har bremset mange nødvendige reformer, siger Jeroen Candel, lektor i fødevare- og landbrugspolitik ved Wageningen Universitet i Holland.

"Der er tydelige tegn på stor indflydelse i EU's landbrugspolitik. Politikere i forskellige EU-institutioner, herunder Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, har konsekvent foretrukket de kortsigtede økonomiske interesser for bestemte sektorer frem for den større offentlige interesse i at løse de enorme udfordringer i vores fødevaresystem," siger han.

Europas landbrug, hvoraf to tredjedele er mindre end fem hektar, kæmper med flere kriser: høje priser på gødning, energi og pesticider, stadig mere uforudsigelige vejrforhold, en hastigt aldrende og svindende landbrugsbefolkning samt en krig mellem to vigtige landbrugsproducenter på Europas dørtrin.

Alligevel ser Copa-Cogeca og dets tilknyttede organisationer ud til primært at varetage interesserne for store landbrug og ikke dem, der rammes hårdest af problemerne. Det fortæller en lang række af tidligere insidere i organisationerne, tilknyttede og uafhængige landmænd, EU-embedsmænd og eksperter, som vi har talt med.

En almindelig klage er, at Copa-Cogeca konsekvent har bekæmpet bestræbelser på at reformere EU's fælles landbrugspolitik (CAP), som giver tilskud primært baseret på landbrugsstørrelse og som ifølge forskere favoriserer store landbrug i uforholdsmæssig grad. 

De store landbrugs stemme

I slutningen af april sendte Ole Faergemann et brev til EU’s landbrugskommissær, Janusz Wojciechowski. Den tidligere hjertelæge og nuværende landmand og næstformand for organisationen Frie Bønder Levende Land havde et år forinden lagt mærke til noget problematisk i Danmarks udmøntning af landbrugsstøtten, også kendt som CAP, der nu var blevet stemt igennem.  

I den nye udformning af landbrugsstøtten er der lagt op til at medlemslandene skal omfordele 10 procent af det, der hedder hektarstøtten, fra de store landbrug til de små landbrug. Hektarstøtten udgør størstedelen af landbrugsstøtten og i Danmark er den på 4,8 milliarder i 2023. Det er altså et afgørende værktøj til at holde liv i de små landbrug, men i Danmark vil regeringen ikke bruge det værktøj, fordi de små landmænd ifølge landbrugsstyrelsen bliver støttet på andre måder.

Det ærgrede Frie Bønder Levende Land, der repræsenterer 500 mindre landbrug. 

Der var dog også flere af vendingerne i udmøntningen, som Ole Faergemann og ledelsen i Frie Bønder Levende Land genkendte fra et andet sted.

“Vigtige dele af den endelige version (af Danish Strategic CAP Plan) er blevet taget fra 80 sider langt høringssvar fra Landbrug & Fødevarer”, skrev Ole Faergemann i brevet til den europæiske landbrugskommissær. 

En lignende klage kom fra Familielandbruget Sydvest. Det er ifølge de små organisationer et eksempel på, at i Danmark, hvor mere end halvdelen af landbrugene er under 30 hektar og bliver betragtet som små, lobbyer Landbrug & Fødevarer for de store landbrug og imod de små. 

Hos Landbrug & Fødevarer fastholder Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef, at det ikke gav mening at omfordele hektarstøtten:

”Den seneste reform af EU's landbrugspolitik betød både et markant lavere budget og en stor omlægning af blandt andet hektarstøtten. Den omlægning har berørt alle landmænd – store som små. Men især visse grupper som eksempelvis mælkeproducenterne”, skriver han og tilføjer, at Landbrug & Fødevarer støttede Danmarks tilgang, fordi omfordelingen simpelthen ville flytte for store beløb mellem landmænd oven i det, der allerede var blevet rykket rundt på.

Et andet eksempel, de små landbrugsorganisationer fremhæver, kommer fra dette forår. I marts offentliggjorde den danske regering planerne for udmøntningen af nye ejendomsvurderinger, der ville ramme små landmænd hårdt. Ifølge planerne skulle landbrug på under 15 hektar, omklassificeres fra landbrug til ejerbolig med den konsekvens, at skatten ville stige med 40 procent. 

Det ville ramme 11.800 små landbrug, og det skabte et ramaskrig, mens nogle på sociale medier begyndte at spekulere i, om de skulle tvinges ud, så store gårde kunne købe deres land.

Skatteminister Jeppe Bruus forsøgte at dæmpe gemytterne ved at forsikre, at landbruget var blevet hørt, og i et brev til Frie Bønder Levende Land forsikrede han, at “der havde været en tæt dialog med Landbrug & Fødevarer”.

For de små landbrug var det dog ingen forsikring.

“Alt det her tilføjer bare endnu en dimension til den systematiske forsømmelse eller endda undertrykkelse af små-skala landbrug i det her land”, siger Ole Faergemann. 

Hos Landbrug & Fødevarer hævder de dog, at de netop kæmpede for de små landbrug:

”Omkategoriseringen af 15.000 ejendomme er bekymrende mange, og derfor har vi også, i vores dialog med Skatteministeriet både før og efter udsendelsen af de nye kategorier, bedt om, at kravene til at blive kategoriseret som landbrug nedsættes, så flere mindre landbrug kan vedblive med at være landbrug,” skriver Morten Holm Østergaard, Erhvervspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

I kølvandet på ramaskriget fra de små landbrug og en hidsig debat blev regeringen d. 3. maj enige om at udskyde skattestigningen for de små landmænd. 

I Copa-Cogeca lader strategien til at være den samme, som Landbrug & Fødevarer kritiseres for: Kæmp for de store.

I 2021 forlod den tjekkiske landbrugsorganisation APF Copa-Cogeca, fordi Copa-Cogeca ikke var interesseret i at begrænse den direkte støtte til store landbrug. Tre andre medlemmer af Copa-Cogeca har udtrykt lignende bekymringer i forbindelse med denne undersøgelse.

Medlemmer fra Øst- og Centraleuropa, der har en større andel af små landmænd, har også klaget over, at de føler sig marginaliserede i Copa-Cogeca. I Rumænien ses det tydeligt: Alliance for Agriculture and Cooperation (AAC), der er medlem af Copa-Cogeca repræsenterer kun 0,12 procent af de rumænske landbrug, men de ejer omtrent 30 procent af landets landbrugsjord.  

Copa-Cogecas generalsekretær Pekka Pesonen kender godt til kritikken, men, siger han til Politico: “Vi har de samme klager i den anden ende” med henvisning til de store landbrug. Han understreger, at for dem handler det om at indtage “den mest effektive” lobbyposition. 

En privilegeret adgang

I begyndelsen af juni stimlede landmænd igen sammen for at protestere i Bruxelles. Denne gang var de mødt op foran EU-parlamentet, der stod foran en vigtig afstemning om en ny forordning, der skulle lede til en genopretning af naturen, blandt andet på landbrugsland.

Det var en plan landbrugsektoren ikke kunne støtte, fortale Pekka Pesonen, da han trådte frem foran forsamlingen.

“Vi ville reducere vores mulighed for at producere mad”, sagde han til de fremmødte og fortsatte med at fortælle, at det var umuligt at forudse omkostningerne for landbruget.

Det argument er også blevet fremført af Landbrug & Fødevarer, men det har også vundet gehør i Europa-Parlamentets største gruppe EPP, der kæmper indædt mod forordningen og hos en lang række EU-landes regeringer, herunder Danmarks, der ifølge kritikere har udvandet Kommissionens forslag. 

Det er et eksempel på den lydhørhed, som Copa-Cogeca stadig møder i EU, hvor de har god kontakt til mange embedsmænd, parlamentarikere og politikere i centrale europæiske institutioner.

Indtil for nylig havde de det største antal pladser i ekspertgrupper for Europakommissionens landbrugsafdeling, der ligger kun en kort gåtur fra deres hovedkvarter i Bruxelles

I forbindelse med denne undersøgelse har vi sendt detaljerede forespørgsler til Kommissionen angående dens påståede tætte forhold til Copa-Cogeca, herunder ansættelsen af mange tidligere medarbejdere fra organisationen.

Kommissionen fortæller, at de opererer med nye ekspertgrupper under en ramme, der "skulle være åben, gennemsigtig og inkluderende", men bekræfter eller afviser ikke klager om, at Copa-Cogeca for eksempel blev tildelt dobbelt så mange aktive deltagere som andre til et arbejdsgruppemøde om oksekød.

"Kommissionen følger som regel op på hver eneste henvendelse, brev eller mødeanmodning, vi modtager. Hvis en organisation kontakter os oftere end andre, kan interaktionerne virke hyppigere," tilføjer en talsperson.

Copa-Cogecas lobbyister sender regelmæssigt e-mails til medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er) med detaljerede forslag til ændringer, og hvordan de skal stemme. På ministerplan er Copa-Cogeca den eneste organisation, der bliver inviteret til uformelle møder med medlemmer af AGRIFISH-Rådet, hvor EU-landenes landbrugsministre sidder.

Denne privilegerede adgang har givet Copa-Cogeca og nationale landbrugsfagforeninger som Landbrug & Fødevarer mulighed for at udskyde nye miljøregler om afgrøderotation og braklagt jord ved blandt andet at henvise til fødevaresikkerhed. Copa-cogeca har også haft succes med at lobbye for at udsætte ambitionen om at halvere brugen af pesticider inden 2030, på trods af opbakning fra forskere og offentlighed til netop det.

Fra begyndelsen var Copa-Cogeca imod nogle af de mest ambitiøse forsøg på at gøre europæisk landbrug mere bæredygtigt og mere modstandsdygtigt over for klimaforandringerne, som blev fastlagt under Farm-to-Fork-strategien, en vigtig komponent i den markante europæiske Green Deal.

Lobbyvirksomhed imod strategien var "voldsom", "bevidst" og "meget ubehagelig", siger det hollandske medlem af Europa-Parlamentet Anja Hazekamp, der var parlamentarisk ordfører for strategien under miljøudvalget.

Copa-Cogeca siger, at deres adgang til beslutningstagere "ikke er anderledes end det, som alle enheder, der er registreret i det europæiske gennemsigtighedsregister, har adgang til." De tilføjer, at det eneste sted, hvor de har særlig status som "repræsentant" er efter invitation fra EU, og at det at have kontakt med parlamentsmedlemmer er "en almindelig praksis for lobbyvirksomhed."

Som Pekka Pesonen siger det til Politico, er det grunden til, at Copa-Cogeca er i Bruxelles:

“Alle lobbyister er her for at hjælpe folk i EU-institutionerne med at forstå deres side af sagen”

Hvad angår Farm to Fork-strategien, forklarer Copa-Cogeca, at de er enige med Kommissionen "om retningen", men at deres uenighed "mere er et spørgsmål om tilgang og metode."

“Vi går ikke imod Green Deal. Nej, det vi siger er, at vi skal have det til at fungere”, siger Pekka Pesonen til Politico.

På tværs

Som Copa-Cogeca har Landbrug & Fødevarer også foreløbig modstået bestræbelser på at begrænse landbrugets aftryk, på trods af at landbruget står for en relativ stor del af de drivhusgasemissioner, som skal være bragt i nul i 2045.

Landbrug & Fødevarer har selv forpligtet sig til at opnå klimaneutralitet inden 2050 og lover at "levere danske løsninger på globale udfordringer". I organisationens nye klimaplan skriver de, at landbruget med kendte virkemidler og teknologiske løsninger kan indfri de klimamål, der er for landbruget. Dermed mener de også, at landbruget ikke bør omfattes af ekstra regulering eller en CO2-afgift.

Det er ifølge flere kilder symptomatisk for den måde, landbrugslobbyen reagerer på klimaforandringer. 

Landbrug besætter 62% af landet i Danmark, men udgør mindre end 2% af beskæftigelsen, ifølge OECD, der også påpeger, at landbrug og arealanvendelse er "de sektorer med højeste drivhusgasintensitet i Danmark i forhold til deres produktion". De fleste emissioner - 77% - stammer fra animalsk produktion.

 Det er med andre ord et oplagt sted at gribe fat, hvis man vil nedsætte de danske udledninger. Alligevel har både Danmark, og Landbrug & Fødevarer ifølge eksperter været langsomme til at handle.

"Hver gang der er forsøg på at regulere landbruget - primært med hensyn til miljø og klima - kommer Landbrug & Fødevarer med argumenter om, at det vil påvirke visse landmænd og arbejdspladser. Dette er et argument, som nogle politiske partier tager meget alvorligt," siger landbrugsøkonomen Jan Holm Ingemann.

"Dette har tilladt landbrugsindustrien gentagne gange at udskyde enhver plan om at indføre en CO2-afgift på landbruget og at gøre noget effektivt for at reducere landbrugsindustriens klimapåvirkning."

Klima-aktivisterne i Den Grønne Ungdomsbevægelse er også begyndt at rette deres opmærksomhed mod Landbrug & Fødevarer. I en ny kampagne har de stiftet Rådet for Sikker Lobbyisme, hvor de kritiserer Landbrug og fødevarer for at have "for meget magt", arbejde imod klimaet, sundheden og den danske økonomi, samt at sprede misinformation.

"Landbrug & Fødevarer udgør i dag den største trussel mod dansk landbrug, fordi de modsætter sig den omstrukturering, der er nødvendig for at sikre fremtiden for dansk landbrug," udtalte de sidste måned.

Tid til at træde på bremsen

En dag i maj står Anders Højlund Andersen ved Øm Klostergaard lidt nord for Osted og spejder ud over, hvad han kalder “klimamarken”. De fleste andre ville nok kalde det en græsmark, hvilket det også er, men det er netop det, der gør den til en mulig “kulstofmotor”, som den 34-årige landmand kalder det. 

For mens mange andre afgrøder høstes hen over sommeren, vokser græsset hele året rundt, laver fotosyntese og optager CO2.

“Vi skal jo forvalte vores virkemidler og naturbaserede systemer, og der er fotosyntesen jo en afgørende hjørnesten”, forklarer han.

Anders Højlund taler ikke, som man forestiller sig en landmand gør. De landbrugsfaglige termer krydres med udtryk som “planetære grænser”, “biodiversitetskrise” og “systemiske fejl”. 

Øm Klostergaard er en del af spil-millionæren Sylvester Rishøjs projekt Arkaia, der skal vise vejen til en bæredygtig fødevareproduktion i fremtiden. Anders Højlund Andersen er ansat til at lave landbrug på klimaets og naturens betingelser på Øm Klostergaards 100 hektar land.

“Landbruget er så stort i Danmark med sine 2,5 millioner hektar, og så kunne det være et ret stort klimaredskab, hvis vi bruger det til at flytte kulstof”, siger Anders Højlund Andersen, der på den måde ser et enormt stort potentiale i landbruget.

Vi sætter os ved et bord i haven for at tale om Landbrug & Fødevarer. På den anden side af et lille hegn står vinterrugen og svajer i den lerede jord. 

Anders Højlund Andersen og Øm Klostergaard er ikke medlem af Landbrug & Fødevarer. Han håber, at der i fremtiden vil være plads til en som ham i Landbrug & Fødevarer tager, men, siger Anders Højlund Andersen, “deres klima-2030-plan er ikke den samme som vores”. 

Anders Højlund Andersen er “meget forsigtig” med, hvordan han formulerer tingene, fordi det er “sprængfarligt” og samtidig er Landbrug & Fødevarer “en stor spiller”, som helst skal med, hvis der skal gøres nogen forskel.

“Jeg tøver med at svare, fordi jeg sidder i det dilemma at kende en virkelighed, der er næsten ufattelig forfærdelig, som vi godt kan ende med at kigge ind i, og så nogle status-quo-bevarende systemer, som man godt kan undre sig over”, siger han og tilføjer, at det er “meget at rumme”.

Netop status-quo er et ord, der går igen blandt forskere, når de skal beskrive Landbrug & Fødevarer.

"Det nuværende danske landbrugssamfund opfinder i øjeblikket måder at udskyde alt, der rusker op i status quo," siger Rasmus Larsen, ph.d. i landbrugets rammevilkår, uafhængig forsker, forfatter og vært for podcasten Landbrugsmagasinet.

"Landbrugslobbyen er meget stærk, og det, de forestiller sig for fremtiden, er en slags teknologisk løsning, filtre til at begrænse emissioner, nye tilsætningsstoffer til foderet, så køerne ikke bøvser osv.," tilføjer han.

"Alt bliver forhandlet bag lukkede døre, men det er meget svært at se, hvordan dansk landbrug kan følge i samfundets fodspor uden en form for reduktion. Jeg tror ikke, at teknologi kan løse alle disse problemer."

Forandring er uundgåelig og påkrævet hurtigt, siger Olivier De Schutter, medformand for tænketanken IPES-Food (International Panel of Experts on Sustainable Food Systems) med base i Bruxelles.

"Landmænd har meget at vinde ved at være en del af forandringen og forudse den. Copa-Cogeca kan hjælpe med dette. Men det kræver, at man bevæger sig væk fra sin nuværende position, der ofte er defensiv og styret af frygt for forandring, og i stedet indtager en meget mere proaktiv position for at hjælpe med at identificere, hvordan landmænd kan drage fordel af overgangen til mere bæredygtige former for landbrug," siger han.

Men tiden er ved at løbe ud, advarer miljøforkæmpere.

"Muligheden for at vende udviklingen i landbruget er ved at lukke hurtigt. Størstedelen af vores jord er allerede alvorligt beskadiget. De fleste insekter eller fugle på landbrugsjord er allerede forsvundet," siger Ariel Brunner, chef for EU-politik hos BirdLife Europe & Central Asia.

Hos Europa-Kommissionen fortæller de også, at vi ikke kan fortsætte med 'business as usual', da det vil true fødevaresikkerhed, natur, vores helbred, klima og økonomien.

Bombet eller ikke bombet. 

Det spørgsmål stjal for nogle dage siden overskrifter verden over – og i centrum var det  russiske efterretningsskib “Ivan Khurs”. I en video fra det russiske forsvarsministerium kunne man se Ivan Khurs succesfuldt afværge angreb fra ubemandede ukrainske dronefartøjer, men senere kom en video frem fra ukrainsk side, der viser, at en af dronerne nåede helt frem til skibet. 

Herefter fulgte alverdens spekulationer og granskning af skibet Ivan Khurs, og om hvorvidt det var blevet ramt eller ej. Flere ukrainske medier sagde ja, men Rusland udsendte en ny video, hvor efterretningsskibet tilsyneladende ankommer uskadt til Sortehavsflådens base i Sevastopol på Krim.

Hvad der til gengæld ikke kom frem i mediedækningen, er det faktum, at spionskibet Ivan Khurs er isoleret med materialer fra den danske industrigigant Rockwool.

Det viser officielle dokumenter fra de russiske myndigheder, som Danwatch er i besiddelse af. I december 2015 – året efter Ruslands ulovlige annektering af Krim – leverede Rockwools officielle distributør Marine Complex Systems LLC (MKS) således 18.400 kvadratmeter Rockwool-plader til skibsværftet Severnaya Verf. Produkter for over 800.000 kroner, der ifølge kontrakten specifikt skulle bruges til efterretningsskibet Ivan Khurs.

Den nye afsløring kommer i kølvandet på, at Danwatch i samarbejde med Ekstra Bladet tidligere har afsløret, at Rockwools distributør MSK også har leveret Rockwool-materialer til blandt andet tre avancerede fregatter, en isbryder og et støtteskib.

Vigtig rolle 

Ifølge den ukrainske militæranalytiker Alexander Kovalenko spiller Ivan Khurs en vigtig rolle for Ruslands flåde i krigen mod Ukraine. 

Det 95 meter lange skib har siden 2018 været en del af Sortehavsflåden og er udstyret med  antiluftskyts-missilsystem og kraftige maskingeværer. Det var disse maskingeværer, som efter alt at dømme fik ram på hovedparten af de ukrainske droner.

Skibets vigtigste udstyr er dog navigations- og radarsystemer til brug i rekognoscering og  efterretningsmissioner.

“Det er et unikt rekognosceringsskib, som den russiske flåde kun har to af. Det bruges til at indhente forskellige typer efterretninger, og det har været direkte involveret i krigen mod Ukraine til netop dette formål,” siger Alexander Kovalenko.

Og ifølge Alexander Kovalenkos efterretninger, så fik de ukrainske droner ikke for alvor ram på Ivan Khurs.

“Selv om der skete en eksplosion tæt på Ivan Khurs’ bagbordsside, fik skibet ikke væsentlige skader”, siger han.

Flere fotos og videoer af skibet på sociale medier bakker angiveligt op om denne vurdering. Videoen herunder er delt af Sortehavsflåde pressetjeneste og viser angiveligt Ivan Khurs sejle hjem til havnen i Sevastopol efter angrebet.

Har et ansvar 

Rockwools fabrikker i Rusland er som udgangspunkt ikke underlagt EU-lov og -sanktioner. Rockwool er dog forpligtet til at overholde FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som forpligter virksomheder til at sikre sig, at de ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.

Og Rockwool har et ansvar for at sikre, at selskabets produkter ikke bruges til menneskerettighedsbrud – specielt når salget er sket året efter den ulovlige annektering af Krim, hvor Rusland har stået bag en militær aggression og veldokumenterede brud på menneskerettighederne.

Det fastslår Fernanda Hopenhaym Cabrera, som er medlem af FN's Arbejdsgruppe for Virksomheder og Menneskerettigheder, der er med til at implementere og rådgive om UNGP. 

“Hvis deres datterselskab i Rusland sælger til distributører, som så sælger til det russiske militær, så har Rockwool selvfølgelig et ansvar for hele værdikæden. De kan ikke bare sige, at de ikke ved noget om det.”

”Det virker ikke som om, at Rockwool i dette tilfælde har foretaget en udvidet due diligence for hele deres værdikæde og forretningspartnere. Hvis de virkelig ønsker at være en virksomhed, der respekterer menneskerettighederne og lever op til deres ansvar, så skulle de have gjort mere under disse forhold,” siger hun.

Danwatch har bedt om et interview med Rockwool og har stillet en række skriftlige spørgsmål om Rockwool-materialerne i Ivan Khurs. Dem ønsker Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, ikke at kommentere på. I stedet har han sendt os en skriftlig udtalelse om virksomhedens generelle tilstedeværelse i Rusland.

Tidligere har Rockwool over for Erhvervsstyrelsen erkendt, at virksomheden "har kendskab til, at almindelige isoleringsprodukter – samt isoleringsprodukter til brug i civile applikationer til skibsfarten solgt via de Russiske Datterselskabers eksterne distributører – i visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer".

Artiklen er opdateret 30. august 2023 med nye tal for MKS' leverancer til det russiske militær.

Rockwool har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter er anvendt i krigsskibe i den russiske flåde.

En betydelig del af de leverancer er sket gennem Rockwools officielle samarbejdspartner og distributør i Rusland, Marine Complex Systems LLC (MKS), der har hovedkontor ved havnefronten i Skt. Petersborg. En virksomhed, der slår sig op på at være storleverandør til krigsskibe Ruslands flåde.

År efter år i perioden 2015 – 2020 har MKS vundet store kontrakter med det russiske forsvarsministerium på levering af Rockwool-produkter til installation i krigsskibe.

Fra åbne kilder har Danwatch og Ekstra Bladet fundet dokumentation for, at MKS i perioden har leveret Rockwool-produkter for mindst 200 millioner rubler (svarende til næsten 20 millioner danske kroner) til militæret – herunder over 150.000 kvadratmeter stenuldsplader og over adskillige ton Rockwool-lim.

Oplysninger, som har ligget frit fremme, men som Rockwool benægter ethvert kendskab til. Direkte adspurgt til samarbejdet med MKS og handlerne med det russiske militær svarer Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin:

“Via distributører er vores produkter bredt tilgængelige på det russiske marked, hvilket også er tilfældet på mange andre markeder. Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere eller har et kundeforhold med det russiske militær.”

Statshemmeligheder

MKS LLC beskriver sig selv som ”officiel Rockwool-distributør”, og på firmaets hjemmeside ligger også et officielt certifikat fra Rockwool, hvor det fremgår, at “MKS er den officielle distributør af Rockwool produkter i Rusland” i 2013. På samme måde bliver MKS også angivet som officiel forhandler på Rockwools egen hjemmeside.

MKS er officielt godkendt som leverandør til militæret af det russiske forsvarsministerium og er desuden certificeret af den russiske efterretningstjeneste FSB med tilladelse til at arbejde med statshemmeligheder.

Firmaet havde ifølge de seneste data fra russiske skattemyndigheder en omsætning i 2021 på 758,2 mio. rubler svarende til knap 66 mio. kroner, mens omsætningen året før lå på 87,2 mio. kroner. Ifølge myndighederne havde MKS 168 ansatte i 2020.

Rockwools officielle distributør har også travlt i 2023. Ifølge den russiske jobportal HeadHunter har MKS for tiden 15 ledige stillinger.

MKS fortæller selv, at selskabet er blandt de førende leverandører af isolering til skibsbygning, og i markedsføringsmateriale fremhæver virksomheden de mange krigsskibe, som de har arbejdet på.

På virksomhedens hjemmeside ligger også flere takkebreve fra kaptajnerne på nogle af de krigsskibe, MKS har leveret til, samt et brev fra en af Ruslands viceforsvarsministre, Pavel Popov.

Blandt MKS’ officielle partnere er de største russiske skibsværfter, der producerer skibe til den russiske flåde. Et af dem er Severnaya Verf, der har bygget Putins super-fregatter af projekt 22350, som MKS har leveret Rockwool-materialer til.

I et interview fra september 2021 med det russiske maritime medie Korabel fortæller generaldirektør Sergey Viktorovich om MKS’ vigtigste projekter:

“Selvfølgelig var fregatten af ​​projekt 22350, ‘Flådeadmiral Kasatonov’, som blev bygget ved Severnaya Verf, meget vigtig for os.”

“Gennemførelsen af ​​dette projekt viste, at vores virksomhed er modnet og er i stand til at løse de mest komplekse opgaver på kortest mulig tid,” sagde han blandt andet.

Udover fregatterne har MKS også opgivet at have arbejdet på et række andre flådeprojekter, hvor det er uvist om, der også er brugt Rockwool.

Danwatch og Ekstra Bladet har stillet en række spørgsmål til MKS, men har ikke modtaget noget svar.