21. september 2011

Giftig garvning uden beskyttelse

I Indiens garveindustri er der sket forbedringer med at beskytte miljøet, men ikke med at beskytte arbejdernes helbred. Dødsfald og sygdomme på grund af giftige kemikalier er udbredt.


Dagen begyndte som enhver anden for den 32-årige garveriarbejder Ramu. Han vidste ikke, at dagen ville blive hans sidste. Klokken 5 om morgenen i landsbyen C.V. Pattarai i det sydlige Indien vågnede han ved siden af sin kone Tamil Arasi og fire børn i familiens etværelses hytte. Efter morgenmadens ris og linser tog han af sted for at rense affaldstanke i et af Vaniyambadis hundredevis af garverier. Han vendte aldrig hjem igen.Hans kone Tamil Arasi glemmer aldrig den fredag for halvandet år siden, hvor hendes liv faldt fra hinanden. ‘Jeg var på arbejde i skofabrikken den dag, da jeg fik opkaldet. Det var forfærdeligt. De fortalte mig om hans ulykke, hans død’, fortæller hun med tårer frit løbende ned ad kinderne.

Bag om undersøgelsen

Undersøgelsen ‘Fra ko til sko’ er finansieret af International Consumer Research and Testing (ICRT).

57-årige Subraminayan, kollega til Ramu i Jillani-garveriet, så det ske: ‘Vi fjernede slam fra en underjordisk affaldstank. Vi skiftedes til at gå ned i tanken med en spand. Da Sooriyamoorthy (kollega, red.) ikke kom op, gik Senrayan ned for at se, hvad der var sket. Da han heller ikke kom op, gik Ramu derned. Og så to flere. Alle døde’, siger han. Subraminayan selv var heldig nok til at komme ud af tanken, men mistede midlertidigt sit syn.

Alle fem blev kvalt af de giftige gasser i affaldstanken. Hændelsen fik 200 garveriarbejdere og slægtninge til at blokere hovedvejen i Vaniyambadi og kræve tilstrækkelig kompensation og tiltag til at forebygge den slags ulykker. En lignende ulykke fandt sted i juli 2011 længere mod syd, i byen Dindigul. Her blev arbejdet stoppet i 45 garverier, mens 2.500 garveriarbejdere indtog gaderne i protest mod, at to rengøringsarbejdere på garveriet var blevet kvalt.

Giftige kemikalier

Garvning er en af de giftigste industrier i verden på grund af de kemikalier, der bruges. Krom, kendt for at være kræftfremkaldende, bliver brugt i store mængder, og det samme gælder syrer, natrium og ammoniaksalte – Ifølge et studie fra 2005 bliver der hvert år brugt 69.000 tons kromsalte i 1.600 af de tusindvis af garverier i Indien. Alligevel er det ingen udfordring at finde arbejdere, der ikke bærer beskyttelsesudstyr i garverierne i den indiske delstat Tamil Nadu.

Hvis Vaniyambadi er læderindustriens hjerte i Tamil Nadu, er Nehru Road hovedåren. Her ligger dusinvis af garverier side om side med høje betonvægge og store metallåger. Kemikalieleverandører har propfyldte butikker på hovedvejen. Faldefærdige trækvogne med huder og skind bliver trukket af søvnige køer, der måske selv en dag ender garvemaskinerne. Indimellem går en arbejder forbi med omkring en kubikmeter smukt farvet læder på skuldrene.

Hamara Leather er et garveri på Nehru Road. Ifølge direktør Ahmed Shakeel er virksomheden et mellemstort garveri med 120 ansatte og en daglig produktion på 6.000 huder. En grundig rundvisning på alle afdelinger i garveriet viser, at flertallet af de ansatte går med plastikhandsker og støvler, men ikke alle. Nogle arbejdere håndterer kemiske blandinger og kemikalievædet læder i timevis med bare hænder.

‘Vi arbejder hårdt på at øge brugen af sikkerhedsudstyr. Alle arbejdere burde gå med handsker og støvler, hvis de arbejder i kalkgrave for at fjerne hår eller håndterer garvemaskinerne med syre- og kromopløsninger. Vi bruger 8 procents-kromopløsninger, hvoraf læderet absorberer 6 procent’, siger Ahmed Shakeel.

Hamara Leather eksporterer både deres huder direkte og sælger dem til indiske læderskoproducenter.

 

 

Nord for Vaniyambadi finder man en klynge af små garverier i byen Peranampattu. Garverierne her sælger fortrinsvis til indiske købere, hvoraf enkelte eksporterer færdiglavede lædervarer. Her går arbejderne på Abdu Hai-garveriet med handsker, støvler og forklæder i kalkgravene, men arbejderne ved garvemaskinerne står barfodet i de mange liter svovlsyre og kromholdige spildevand, der flyder mod afløbet, når maskinerne tømmes. Arbejderne begraver deres hænder dybt i kromsaltene i de store 50 kilo tunge sække, og det giftige vand i garvetønderne røres rundt med en pind og bare hænder også. Der er ingen masker til at beskytte dem fra at indånde det fine kromstøv.

‘Garvere her har aldrig brugt handsker eller støvler. De har ikke haft nogen problemer med eksem eller hudsygdomme’, siger Mohammad Satok. Det har andre.

‘Kløen er uudholdelig’

Venkatesh på 51 år fra landsbyen Valayampatti har hele sit liv arbejdet på forskellige garverier, hvor han har fjernet hår fra huder i kalkgravene. Hans mørkebrune arme og hænder er spækket med hvide ar på grund af en hudsygdom forårsaget af kemikalier.

‘De sidste fire år har jeg højst arbejdet 10 dage om måneden. Hvis jeg arbejder mere, begynder det at klø. Det er uudholdeligt. Lægens salve hjælper ikke meget. Men jeg er nødt til at arbejde, så min familie kan overleve’, siger Venkatesh. Han tjener 2 Euro om dagen og  får pengene til at række ved at handle ind i den lokale statssubsidierede butik for fattige familier.

‘Nu bruger jeg altid handsker, men kalken kommer ind i dem alligevel’, siger han.

Dette er ikke den eneste historie om manglende sikkerhedsudstyr. Garveriarbejderen Canan, som bor i nærheden af Venkatesh, forklarer, hvordan han mistede synet på det ene øje ved at arbejde med kemikalier. Han brugte ikke beskyttelsesbriller. Subraminayan, der overlevede på Jillani-garveriet med de fem døde arbejdere siger, at rensningsmetoden ikke har ændret sig siden dødsulykken. En anonym kalkgravsarbejder i Peranampattu viser sine hævede hænder, der er så store som bjørnepoter. De er fuldstændig grå på grund af kalken og fulde af vabler.

‘Lædergarverierne prioriterer ikke beskyttelse til arbejderne. De hyrer arbejdere på midlertidige kontrakter, som gør det muligt at afskedige arbejdere, så snart de første tegn på sygdom viser sig. Sådan er det muligt at omgå den lovgivning, der siger, at arbejdsgivere skal betale kompensation, hvis deres ansatte bliver syge’, får vi at vide af en lokal fagforeningsleder i Vaniyambadi, som vil være anonym.

Ved siden af Nehru Road er der travlhed i den karismatiske doktor G. Asokans private klinik. 15 patienter venter tålmodigt i venteværelset, hans garage, på, at det bliver deres tur.

‘Hver uge har jeg 6-8 patienter fra garverier med hudsygdomme eller astma. Garvning kan også fremkalde allergier og bronkitis og lungebetændelse. Jeg vil mene, at 40 procent af alle garveriarbejdere har helbredsproblemer, fordi de er i direkte kontakt med kemikalier’, siger han. Vi hører lignende udtalelser fra andre lokale læger.

Hvor udbredte er den slags helbredsproblemer i den indiske garveriindustri? Det er ikke let at finde statistikker om garvestoffernes påvirkning af arbejdernes helbred. Lædergarvning er en storindustri. Magtfulde garvevirksomheder har stor indflydelse, og følsomme helbredsundersøgelser kan skabe problemer for industrien.

En professor forklarer, at han var nødt til at afblæse en undersøgelse af kromfremkaldte sygdomme blandt garveriarbejdere efter pres fra garveriindustrien. En anden professor, der undersøgte kromens konsekvenser for mennesker og miljøet, aflyser et møde med os, efter at han har været i en eller anden form for dialog med garverierne. De to forskere ønsker ikke at blive citeret for dette.

‘Det største problem i garveriindustrien er ikke længere miljøproblemer. Her er det sket pæne fremskridt, især hvad angår spildevandsbehandling. Et problem, jeg stadig ser, vedrører helbred og sikkerhed på arbejdspladsen. Her har myndighederne foreskrevet, at alle arbejdere skal gå med lange støvler og handsker, forklæder og masker’, siger Dietrich Kebschull, BSCI’s repræsentant i Indien. BSCI er et virksomhedsledet initiativ, der skal forbedre virksomhedernes ansvarlighed i forhold til arbejdsvilkår.

‘Nu er mine palmer kun til for syns skyld’

Uanset hvilken garveridirektør du spørger i klyngen af garverier i Tamil Nadu – Vaniyambadi, Ambur, Ranipet, Peranampattu, Erode – hører man det samme: ‘Vi har været tilsluttet det fælles spildevandsanlæg i årevis’. Ifølge Rådet for Lædereksport, en industriorganisation der arbejder for at fremme eksport og udvikling af Indiens læderindustri, er alle garverier i Tamil Nadu enten tilsluttet et fælles spildevandsanlæg eller har deres egne spildevandsanlæg.

Ud over at være tilsluttet et fælles spildevandsanlæg har adskillige garverier sågar deres eget anlæg. Spildevandet renses altså to gange. Hamara Leather i Vaniyambadi har installeret magnesiumfiltre for at opbevare og genbruge krom. Ifølge direktør K. Ahmed Shakeel udledes der intet krom til det fælles spildevandsanlæg. Arasababu Associates’ garveri i Ranipet renser ligeledes deres spildevand selv. Direktør P. Pubazheanthi forklarer, at fra april 2012 vil al spildevand, der udledes til det fælles anlæg i området, blive renset og sendt tilbage til garverierne. Et lukket system for garverivand.

Farida Prime-garveriet, et af de største garverier i Ambur og leverandør til større skomærker som Timberland and Clarks, har ligeledes sit eget spildevandsanlæg. ‘For 30 år siden havde ingen den fjerneste idé om, hvad spildevand var. Derefter byggede man fælles spildevandsanlæg overalt’, siger direktør Israr A. Mecca.

Regeringen i Tamil Nadu truede med at lukke garveriindustrien ned, hvis den ikke gjorde noget for at reducere den alarmerende stigning i miljøforurening. Så stiftede garverierne lokale foreninger for at deles om omkostningerne ved at etablere fælles spildevandsanlæg. Industrien driver anlæggene, mens regeringen kontrollerer dem.

Landmanden Srinivesah, 60, kan huske tiden før de fælles anlæg. Han er lav og kraftigt bygget, og mens han står blandt sine bananpalmer og kornmarker, forklarer han, hvordan hans marker blev forurenet for 25 år siden.

‘Jeg plejede at bruge grundvand til overrisling ligesom alle andre. Men efter at kromet gik i vandet, gav mine basmatirismarker næsten intet udbytte. Der plejede at gro bananer på mine palmer, men nu er palmerne kun til for synets skyld’, siger han.

Han overrisler ikke længere, og kun korn kan gro på hans marker. Han ved ikke, om kornet er forurenet – det er kun foder til familiens fire køer, der har været hans eneste indkomst i årevis. Flere landsbyer i området omkring Vaniyambadi blev også ramt.

De langsigtede konsekvenser af forurenet grundvand og jord er blevet dokumenteret af professor S. Mahimairaja, tungmetalekspert på Tamil Naidu Agricultural University og en af de førende indiske eksperter inden for området.

‘Vi fandt, at høstudbyttet i forurenet grundvand og jord til tider faldt til halvdelen af det normale udbytte. I øjeblikket er 50.000 hektar alvorligt forurenet omkring Vaniyambadi og Ambur, fortæller han og fortsætter:

‘Overflade- og grundvand fra Vellore-distriktet indeholder op mod 2.300 mg/L krom. 90 procent af det forekommende krom er det ekstremt giftige hexavalente krom. Langt de fleste brønde inden for en radius på 5-10 kilometer er påvirkede, og forureningen er stigende. Vi har netop afsluttet et studie, som viser mere forurenet grundvand end for 10 år siden, men mindre forurenet jord’, tilføjer han. Til sammenligning er den højst tilladte grænseværdi for krom i grundvandet i USA 0,1 mg/L.

I modsætning til for 10 år siden finder man ikke floder, der er så forurenede, at farven er skiftet, eller at der er aflejringer af krom og andre kemikalier på flodbredderne. Alligevel kan man finde den karakteristiske grågrønne kromfarve ude på landet. For eksempel det lille grågrønne vandløb langs Nehru Road. Og når der efter regnvejr i Vaniyambadi dannes områder med stillestående vand, er farven grågrøn som følge af krom i jorden, siger professor S. Mahimairaja.

Vegetabilsk garvning uden krom

Ikke alle mener, at det er nok at etablere fælles spildevandsanlæg.

‘Mange garverier har det svært på grund af konkurrencen. Nogle beslutter sig for ikke at bruge de fælles anlæg, fordi de er for dyre. Og enkelte fællesanlæg bliver ikke vedligeholdt ordentligt og virker derfor ikke, som de skal’, siger Vijayan G. Iyer, professor i miljøteknik ved Prince Vasudevan College of Anna University i Chennai.

Kilder fra industrien bekræfter, at konkurrence driver nogle garverier til at spare penge ved ikke at bruge fællesanlæggene. Men det er en risikabel vej at gå, da alle garverier, der er medlemmer i et område, der er dækket af et fællesanlæg, bliver straffet af regeringen, hvis man opdager uregelmæssigheder.

I Peranampattu skal garverier betale 1 rupi per liter spildevand, der sendes til et fællesanlæg for at blive behandlet for forurening. For de mindre garverier med 30-40 ansatte bliver det til omkring 35.000 rupier om måneden, hvilket svarer til 10 ansattes lønninger.

‘Garverierne kunne spare den slags udgifter, hvis de holdt op med at bruge giftige kemikalier og begyndte på vegetabilsk garvning. Desværre er den slags garvning dyr, måske 4-5 gange dyrere end kromgarvning. Men det er vejen frem, siger professor Vijayan G. Iyer.

Ifølge professor S. Mahimairaja fra Agricultural University i Coibatore er vegetabilsk garvning udbredt i visse dele af Indien, som i Dindiguls klynge af garverier.

‘Andre garverier kunne lære af dette’, siger han.

Et andet problem, der skal løses, er, hvordan man mindsker forureningen i markerne rundt om klyngen af garverier. Forskning fra Tamil Nadu Agricultural University viser, at dette er muligt.

‘Det er muligt at dyrke planter, som optager krom fra jorden og derved fjerner forureningen fra afgrøderne. Eksempelvis sennep og solsikker’, siger professor S. Mahimairaja.

‘Faktisk er det også muligt at dyrke planter i kontamineret jord, uden at de optager krom. Det gælder blandt andet akacie, eukalyptus og forskellige sorter af ris, majs og sukkerrør. Men i øjeblikket fraråder vi at spise disse planter på grund af den risiko, der er forbundet med krom’.

Forskerne har lovende resultater. Næste skridt bliver at demonstrere resultaterne over for landmændene, så de kan tage ved lære og forbedre deres landbrug. Landmanden Srinivesah håber på det bedste.

‘Lige nu er det en dårlig forretning at være landmand heromkring’, siger han.

Note: Navnet Mohammad Satok, ansat på Abdul Hai-garveriet, er et pseudonym. DanWatch er bekendt med medarbejderens rigtige navn.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down