Danwatch Journalistik

Vi har valgt, at vores journalistik skal være tilgængelig for alle. Men den er ikke gratis at producere. Derfor håber vi, at dem, der kan, vil støtte os.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.

Humoristisk road movie prikker til den iranske censur

Jafar Panahi er for kritisk til at må instruere film i Iran, men det har ikke forhindret ham i at lave 'Taxi Teheran', der er et muntert portræt af den iranske hovedstad med en ganske alvorlig undertone.
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
”Jeg skulle hentes af min onkel – den store filminstruktør – og så kommer du i sådan en spand”.

Jafar Panahis niece er bestemt ikke begejstret over at blive hentet af sin onkel i den taxa, som han har kørt Teherans gader tynde i hele dagen.

I ‘Taxi Teheran’ fragtes publikum rundt i den iranske hovedstad med instruktøren som chauffør for et skiftende persongalleri af passagerer. Filmen udgiver sig for at være en dokumentar, men det står hurtigt klart, at virkeligheden er iscenesat, for selvom enhver taxachauffør unægtelig samler mange farverige eksistenser op, er paletten af personligheder i ‘Taxi Teheran’ mere spøjs end nogen dokumentarist tør drømme om.

Jafar Panahi er pålagt et 20 år langt forbud mod at lave film, som han blev idømt i 2010, da han beskyldtes for at lave en film om protesterne i forbindelse med det iranske præsidentvalg i 2009. Den slags må man ikke i Iran, hvor der er strenge regler for, hvad film må indeholde, og alle manuskripter skal godkendes af Ministeriet for Kultur og Islamisk retvisning.

Derfor er Panahi tvunget til at være særdeles kreativ, når han skal udfolde sin kunst og sit virke, og derfor er der heller ikke krediteret hverken skuespillere eller producenter på filmen – så kan han nemlig ikke tilskrives filmen som instruktør, han har jo ikke instrueret nogen.

Drilsk instruktør

Der er ellers masser af karakterer i Panahis Guldbjørnsvindende road movie. I Iran er det ganske normalt at dele en taxa med fremmede, og de første passagerer er da også i den grad fremmede for hinanden. En tålmodig og moderne lærerinde ender i en heftig diskussion med en kæphøj og konservativ kloge-åge om effekten af og retfærdigheden i offentlig hængning. De afløses af den bøvede og komiske Omid, der sælger piratkopier af internationale film, der er forbudte i Iran (en i øvrigt nødvendig instans for at det iranske folk overhovedet kan se Panahis film), og som straks genkender Panahi og spørger, om ikke samtalen mellem de to tidligere passagerer var iscenesat. Således driller instruktøren sit publikum ved selv at påpege det faktum, at ikke alting er, hvad det udgiver sig for.
Og det bliver en af mange mere eller mindre subtile kommentarer til, ikke bare Panahis eget filmforbud, men hele den iranske filmindustri. Efter at have hentet sin rapkæftede niece bliver det mere tydeligt, i hvilken retning vi skal. Ironien og pointen er til at tage og føle på: Den store filminstruktør er reduceret til taxachauffør. Det iranske styre lader os ikke se virkeligheden, som den er, og lægger bånd på de, der forsøger sig med den frie kunst.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Ingen beskidt realisme

Niecen Hana lærer at producere film i skolen, og undervisningen består mestendels i at lære reglerne for lovlige og distribuerbare film: Kun skurke bærer slips, kvinder er tildækkede, de gode har iranske navne, og så skal filmen være positiv og ikke vise den “beskidte realisme”.

Det 10-årige snakkechatol er filmens vigtigste karakter. Hendes umiddelbare, spørgende og provokerende tone udpensler alt det, Panahi ikke selv må sige, hvilket også kommer til udtryk i Hanas egen lille film: Hun optager en dreng, der tager nogle penge, der falder ud af lommen på en mand. Hana bryder ind og trygler drengen om at levere pengene tilbage – ikke fordi det er det moralsk rigtige, men fordi det ellers ødelægger hendes film, der ikke må vise livets skyggesider. Hvordan skal det iranske folk nogensinde høre meningsfulde historier, hvis alt pakkes ind i glanspapir, spørger Panahi her og svarer selv, da en ung, spirende instruktør udfritter ham om, hvor man finder inspiration: “Du skal ud og lede efter de gode historier, du finder dem ikke derhjemme”.

Denne understregning af pointen bliver filmens tema såvel som akilleshæl. Gennem en række aktører belyser Panahi Irans restriktioner og dilemmaer: En gammel ven ved ikke, om han skal anmelde et overfald, fordi han ved, straffen bliver alt for hård, en charmerende kvindelig advokat skal besøge sin kvindelige klient, der er blevet dømt for at være publikum til en volleyballkamp (en reference til Panahis egen film ‘Offside’, om kvinder, der ikke må se fodbold) og en mand, der har været involveret i et trafikuheld, insisterer på at opremse sit testamente til et kamera for at sikre sin kones rettigheder.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

For meget af det gode

Alle ordvekslinger er kondenserede til lige præcis pointerne, som derved kommer til at fremstå banale og tænkte. Det skønne og fine ligger ofte i det subtile og det, der ikke bliver sagt. Her bliver alt leveret meget bogstaveligt.

Panahi vil gerne vise os sit smukke og mangfoldige Teheran, samtidig med at han er spøgelsesbilist i Irans strømlinede regime. Kritikken af den manglende kunstneriske frihed serveres i en lind strøm, men i stedet for at præsentere os for en raffineret og luftig anretning, bliver vi stopfodret med pointer, der ikke er til at tage fejl af. Simpelthen fordi de bliver sagt højt. Her havde antydningens kunst været mere delikat.

 

Men det er til at leve med, når man tager i betragtning, at den manglende kunstneriske frihed muligvis fordrer en endnu større trang til at råbe højt. Panahi begår en stilistisk genistreg ved vellykket at spærre os inde i en taxa, uden at det bliver klaustrofobisk. Vi får lov at se Teherans pulserende gadeliv fare forbi, gennem instruktørens mange telefonsamtaler har vi forbindelse til omverdenen, og de skiftende kameravinkler giver bevægelsesfrihed.

På trods af den ufikse dialog får Panahi formuleret en fin og vigtig pointe: Censurens bånd er besnærende, men instruktøren lader sig ikke knægte. Portrættet af Teheran er humoristisk og kærligt, men med en alvorlig løftet pegefinger, og selvom instruktøren er uduelig som taxachauffør uden retningssans, er man ikke i tvivl om, hvor Jafar Panahi gerne vil køre os hen.

Trailer

Relaterede nyheder

Få vores nyhedsbrev

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.