Jafar Panahis niece er bestemt ikke begejstret over at blive hentet af sin onkel i den taxa, som han har kørt Teherans gader tynde i hele dagen.
I ‘Taxi Teheran’ fragtes publikum rundt i den iranske hovedstad med instruktøren som chauffør for et skiftende persongalleri af passagerer. Filmen udgiver sig for at være en dokumentar, men det står hurtigt klart, at virkeligheden er iscenesat, for selvom enhver taxachauffør unægtelig samler mange farverige eksistenser op, er paletten af personligheder i ‘Taxi Teheran’ mere spøjs end nogen dokumentarist tør drømme om.
Jafar Panahi er pålagt et 20 år langt forbud mod at lave film, som han blev idømt i 2010, da han beskyldtes for at lave en film om protesterne i forbindelse med det iranske præsidentvalg i 2009. Den slags må man ikke i Iran, hvor der er strenge regler for, hvad film må indeholde, og alle manuskripter skal godkendes af Ministeriet for Kultur og Islamisk retvisning.
Derfor er Panahi tvunget til at være særdeles kreativ, når han skal udfolde sin kunst og sit virke, og derfor er der heller ikke krediteret hverken skuespillere eller producenter på filmen – så kan han nemlig ikke tilskrives filmen som instruktør, han har jo ikke instrueret nogen.
Drilsk instruktør
Der er ellers masser af karakterer i Panahis Guldbjørnsvindende road movie. I Iran er det ganske normalt at dele en taxa med fremmede, og de første passagerer er da også i den grad fremmede for hinanden. En tålmodig og moderne lærerinde ender i en heftig diskussion med en kæphøj og konservativ kloge-åge om effekten af og retfærdigheden i offentlig hængning. De afløses af den bøvede og komiske Omid, der sælger piratkopier af internationale film, der er forbudte i Iran (en i øvrigt nødvendig instans for at det iranske folk overhovedet kan se Panahis film), og som straks genkender Panahi og spørger, om ikke samtalen mellem de to tidligere passagerer var iscenesat. Således driller instruktøren sit publikum ved selv at påpege det faktum, at ikke alting er, hvad det udgiver sig for.
Og det bliver en af mange mere eller mindre subtile kommentarer til, ikke bare Panahis eget filmforbud, men hele den iranske filmindustri. Efter at have hentet sin rapkæftede niece bliver det mere tydeligt, i hvilken retning vi skal. Ironien og pointen er til at tage og føle på: Den store filminstruktør er reduceret til taxachauffør. Det iranske styre lader os ikke se virkeligheden, som den er, og lægger bånd på de, der forsøger sig med den frie kunst.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
Ingen beskidt realisme
Niecen Hana lærer at producere film i skolen, og undervisningen består mestendels i at lære reglerne for lovlige og distribuerbare film: Kun skurke bærer slips, kvinder er tildækkede, de gode har iranske navne, og så skal filmen være positiv og ikke vise den “beskidte realisme”.
Det 10-årige snakkechatol er filmens vigtigste karakter. Hendes umiddelbare, spørgende og provokerende tone udpensler alt det, Panahi ikke selv må sige, hvilket også kommer til udtryk i Hanas egen lille film: Hun optager en dreng, der tager nogle penge, der falder ud af lommen på en mand. Hana bryder ind og trygler drengen om at levere pengene tilbage – ikke fordi det er det moralsk rigtige, men fordi det ellers ødelægger hendes film, der ikke må vise livets skyggesider. Hvordan skal det iranske folk nogensinde høre meningsfulde historier, hvis alt pakkes ind i glanspapir, spørger Panahi her og svarer selv, da en ung, spirende instruktør udfritter ham om, hvor man finder inspiration: “Du skal ud og lede efter de gode historier, du finder dem ikke derhjemme”.
Denne understregning af pointen bliver filmens tema såvel som akilleshæl. Gennem en række aktører belyser Panahi Irans restriktioner og dilemmaer: En gammel ven ved ikke, om han skal anmelde et overfald, fordi han ved, straffen bliver alt for hård, en charmerende kvindelig advokat skal besøge sin kvindelige klient, der er blevet dømt for at være publikum til en volleyballkamp (en reference til Panahis egen film ‘Offside’, om kvinder, der ikke må se fodbold) og en mand, der har været involveret i et trafikuheld, insisterer på at opremse sit testamente til et kamera for at sikre sin kones rettigheder.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]
For meget af det gode
Alle ordvekslinger er kondenserede til lige præcis pointerne, som derved kommer til at fremstå banale og tænkte. Det skønne og fine ligger ofte i det subtile og det, der ikke bliver sagt. Her bliver alt leveret meget bogstaveligt.
Panahi vil gerne vise os sit smukke og mangfoldige Teheran, samtidig med at han er spøgelsesbilist i Irans strømlinede regime. Kritikken af den manglende kunstneriske frihed serveres i en lind strøm, men i stedet for at præsentere os for en raffineret og luftig anretning, bliver vi stopfodret med pointer, der ikke er til at tage fejl af. Simpelthen fordi de bliver sagt højt. Her havde antydningens kunst været mere delikat.
Men det er til at leve med, når man tager i betragtning, at den manglende kunstneriske frihed muligvis fordrer en endnu større trang til at råbe højt. Panahi begår en stilistisk genistreg ved vellykket at spærre os inde i en taxa, uden at det bliver klaustrofobisk. Vi får lov at se Teherans pulserende gadeliv fare forbi, gennem instruktørens mange telefonsamtaler har vi forbindelse til omverdenen, og de skiftende kameravinkler giver bevægelsesfrihed.
På trods af den ufikse dialog får Panahi formuleret en fin og vigtig pointe: Censurens bånd er besnærende, men instruktøren lader sig ikke knægte. Portrættet af Teheran er humoristisk og kærligt, men med en alvorlig løftet pegefinger, og selvom instruktøren er uduelig som taxachauffør uden retningssans, er man ikke i tvivl om, hvor Jafar Panahi gerne vil køre os hen.
Marie Andersen
