“Hvis ikke jeg arbejder i Saudi-Arabien, hvem skal så forsørge min familie i Nepal?”

Vi mødes foran tankstationen, men går hurtigt om bag bygningen. I forlængelse af tanken ligger en moske og bag ved den en lille tankcafe, hvor vi kan sidde afskærmet i tilfælde af nysgerrige blikke.

For at en nepalesisk mand og en dansk kvinde mødes midt ude i Saudi-Arabiens ørken er i sig selv opsigtsvækkende, men når sidstnævnte også er journalist, kan det få konsekvenser.

Danwatch kan nemlig nu fortælle, at migrantarbejdere på et af landets store prestigeprojekter arbejder under ulovlige arbejdsforhold, og at flere danske virksomheder, herunder Bjarke Ingels Group, har været med til tilblivelsen af projektet der går under navnet Qiddiya City.

Bjarke Ingels’ firma tegnede masterplan for saudisk megaprojekt. Nu kan Danwatch afsløre ulovlige og farlige arbejdsforhold

Vi er derfor kørt ud for at tale med en, der kender den nye by indefra, og som kan gøre os klogere på, hvordan forholdene er på den enorme byggeplads.

En skarp lugt af benzin hænger i luften, og måske den føles endnu kraftigere, eftersom termometeret har passeret de 42 grader på denne junidag.

Den affolkede tankstation ligger knap 30 minutters kørsel fra centrum af hovedstaden i Riyadh i Saudi-Arabien. Fortsætter man en halv time længere ud af motorvejen, når man Qiddiya City – en helt ny by, der skal være hjemsted for underholdning og turisme.

Kilden er en høj og spinkel mand med en brun polo t-shirt knappet op i halsen.

Vi kalder ham for Rustum.

Det er ikke hans rigtige navn, men i Saudi-Arabien kan det være farligt at tale med pressen. Danwatch kender hans identitet, da vi har set hans arbejds-ID. 

Han kunne ikke vise sit pas, da hans arbejdsgiver har det – en praksis, der er et levn fra det gamle kafala-system, som på papiret er afskaffet. Det vender vi tilbage til senere.

Rustum er 23 år og fra en forstad til Nepals hovedstad Kathmandu. 

“Jeg har lært engelsk fra YouTube”, forklarer Rustum med en tydelig accent inden han konstaterer:

“Men jeg skulle nok have lært arabisk i stedet” og rynker kort de kraftige øjenbryn, der indrammer hans ansigt. 

Rustum har været her i landet i snart tre år, og drømmen var oprindeligt at arbejde i hotelsektoren. Men bureauerne i Nepal, der formidler arbejde i Saudi-Arabien, differentierer deres gebyrer, alt efter hvor attraktive stillingerne er. 

Nogle af de billigste jobs er i byggebranchen, så nu er Rustum ansat hos en underentreprenør, der er tilknyttet Qiddiya.

“Jeg kender mange hjemmefra, der er taget hertil for at arbejde, og min plan var at være her et par år for at spare penge op”, fortæller han lavmælt.

“Men min storebror døde hjemme i Nepal for et år siden, så nu går al min løn til at forsørge mine fire niecer og nevøer”.

“Playmakers at work”

Qiddiya City strækker sig over mere end 340 kvadratkilometer i et ørkenlandskab omkranset af høje bjerge. 

På sigt skal der være plads til 500.000 indbyggere, og Qiddiya skal være hjemsted for landets underholdnings- og e-sports-industri med sportsarenaer og spilstudier. 

Når Saudi-Arabien i 2034 skal være værter for VM i fodbold, vil nogle af kampene også blive spillet på Mohammed bin Salman Stadium – et nyt stadion, der er blevet designet med inspiration fra computerspillet Minecraft.

I juni 2026 annoncerede Qiddiya Investment Company, et selskab under Saudi-Arabiens statslige investeringsfond PIF, at man også vil bygge et helt nyt tenniscenter med plads til 30 baner og dertilhørende træningsfaciliteter.

Det er det danske arkitektfirma Bjarke Ingels Group (BIG), der har været med til at designe masterplanen for Qiddiya City. Planen lå klar i 2019, og meget af byen er fortsat under konstruktion i dag, men det er muligt at besøge forlystelsesparken Six Flags og vandlandet Aquarabia.

Da Danwatch dagen efter mødet med Rustum tager til Six Flags, er det også tydeligt, at meget af arbejdet på projektet fortsat er i fuld gang. Hvor end man vender blikket stikker høje kraner og skeletter af bygninger op over de hegn, der afskærmer byggepladsen.

Hegnene er massive, så man ikke kan kigge igennem, og på dem er påskrevet slogans som “New games loading”, “A city build for play” og “Playmakers at work”.

Om sidstnævnte slogan er en reference til Rustum og hans mere end 20.000 kolleger på byggepladsen vides ikke, men det er dem, der udfører det hårde og til tider farlige arbejde.

13 kroner i timen

På tankstationen fortæller Rustum mere om livet som arbejder i Qiddiya. 

Han og de øvrige arbejdere bor i lejre i udkanten af projektet, hvor containere, stablet som legoklodser, udgør deres hjem – med andre ord langt fra de luksushoteller, der skal tiltrække udenlandske turister.

“Vi er normalt seks personer, der deler et værelse, men en af de andre mænd er rejst hjem, så lige nu står en seng ledig”, forklarer han. 

Lejren beskriver han som værende “okay”, men tilføjer, at det er uundgåeligt, at der bliver beskidt, når så mange mænd deles om få faciliteter. 

“Vi får mad, men nogle gange går vi sammen i mindre grupper og laver vores eget. Det er dejligt at spise noget, der minder mig om mit hjemland, men jeg vil helst ikke bruge for mange penge”, siger han.

Om morgenen henter minibusser arbejderne og kører dem til byggepladsen. Om aftenen kører busserne dem tilbage

Rustum får omkring 13 kroner i timen. I lønnen er kost, logi og transport til og fra byggepladsen inkluderet.

Det præcise beløb varierer fra måned til måned, men det er som regel omkring 3.000 kroner, han kan sende hjem til sin familie.

Rustum arbejder med stilladsarbejde, hvilket er et hårdt, fysisk krævende job, der ofte foregår under ekstreme varmegrader. 

I Saudi-Arabien er udendørs arbejde ikke tilladt fra 15. juni til 15. september i tidsrummet 12:00 til 15:00, fordi temperaturen overstiger 40 grader.

Men ifølge den unge nepaleser bliver reglerne ikke overholdt i Qiddiya.

“Vi har fået at vide, vi ikke skal arbejde midt på dagen, fordi det bliver for varmt. Men de tilsynsførende, der går rundt på byggepladsen, siger ofte, at vi skal fortsætte alligevel”, siger han og fortsætter:

“Varmen gør mig meget svimmel, og jeg har set andre besvime. Det er påkrævet, at vi bærer hjelm, men den får mit hoved til at koge”.

Den internationale NGO FairSquare har skrevet flere rapporter, der bakker op om Rustums oplevelser. 

De har også noteret et dødsfald på projektet i juni 2024, hvor en 42-årig mand faldt ned fra en vandtank og døde af sine kvæstelser. Manden havde angiveligt ikke det rette sikkerhedsudstyr til at udføre sit arbejde.

Rustum kender ikke til den specifikke episode, men har oplevet andre kolleger i arbejdsulykker, ligesom han heller ikke selv altid føler sig tryg.

“Hvis jeg falder ned fra det høje stillads, hjælper hjelmen nok ikke så meget”.

Valget mellem pest eller kolera

Og så er vi tilbage til Rustums manglende pas og det såkaldte kafala-system.

Systemet har tidligere betydet, at en udenlandsk arbejder –- uanset om vedkommende kom fra Danmark eller Nepal –- skulle have sig en lokal kafeel, en sponsor, for at få en arbejdstilladelse i Saudi-Arabien.

Kafala-systemet har betydet, at arbejdere ikke har kunne skifte job eller forlade landet uden tilladelse fra deres sponsor. 

Organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch har længe kritiseret systemet, fordi det udover at begrænse arbejdstagerens bevægelsesfrihed også har kunne fastholde mennesker i slavelignende forhold, fordi arbejdsgiveren har kontrol over migranternes opholdstilladelse. Dette gør det også svært for arbejderne at klage over dårlige forhold eller manglende løn.

Saudi-Arabien har i de senere år gennemført en række reformer, som skulle afskaffe kafala-systemet, men så sent som i april 2026 udsendte en gruppe FN-eksperter en erklæring, hvori de beskriver, at systemet fortsat fungerer i praksis, og opfordrer Saudi-Arabien til at få det afskaffet.

Også menneskerettighedsorganisationen Alqst fortæller til Danwatch, at migranternes rettigheder fortsat er stærkt begrænset.

“Tidligere skulle arbejdstageren anmode sin arbejdsgiver om at få et udrejsevisum, men i dag kan de anmode myndighederne direkte om et visum via en online platform. Problemet er bare, at arbejdsgiveren har ti dage til at gøre indsigelser mod udstedelsen, og dermed har de fortsat magten til at blokere udrejse”, forklarer Nadyeen Abdulaziz fra Alqst, der har base i England. 

Rustum har ikke tænkt så meget over, at han har afleveret sit pas til sin arbejdsgiver. Det er bare sådan man gør i Saudi-Arabien, siger han.

At det faktisk er ulovligt i dag, var han ikke klar over.

Manglende information blandt migranterne er et billede, Nadyeen Abdulaziz genkender.

“Myndighedernes information og hjælp til arbejderne findes som regel kun på arabisk og i nogle tilfælde engelsk, hvilket gør det svært for mange migranter at få adgang til vigtige oplysninger”. 

“Derudover arbejder og bor migranter i bygge-, anlæg- og landbrugssektoren ofte langt væk fra de saudiske arbejdsmyndigheder, der har til formål at hjælpe dem. Deres kontorer er som regel placeret i de større byer, mens de store byggepladser og landbrug ligger i øde områder”, påpeger hun.

Under vores samtale skæver Rustum hele tiden mod cafédøren, tydeligvis urolig for, at nogen skal opdage, at han taler med en journalist.

Hvis hans arbejdsgiver opdager, at han taler dårligt om jobbet, risikerer han at blive smidt ud af Saudi-Arabien.

Og frygten for at miste sit arbejde illustrerer meget godt dilemmaet mellem pest eller kolera, som Rustum og hans kolleger befinder sig i:

Enten skal de affinde sig med de ekstremt dårlige løn- og arbejdsforhold, eller også skal de rejse hjem, velvidende om, at forholdene hvor de kommer fra formentlig er værre.

“Hvis ikke jeg arbejder i Saudi-Arabien, hvem skal så forsørge min familie i Nepal?” spørger Rustum frustreret.

Kort tid efter rejser han sig fra bordet og forlader cafeen. Han har en sjælden fridag, og den skal bruges på at vaske noget af det tøj, han har liggende i en taske under sin køjeseng.  

Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra Qiddiya Investment Company, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.