23. juni 2022

I USA er selv den mindste mængde PFAS skadelig for forbrugere. Imens flyder stoffet på stranden i Thyborøn. 

I denne uges nyhedsoverblik zoomer vi ind på evighedskemikalier, nemlig flour eller PFAS, der dukker op i vores vand overalt i verden og er længe om at forsvinde. Myndigheder har forskellige bud på, hvor meget PFAS kroppen egentligt kan tåle.


Om et øjeblik, når solen skinner, og badegæsterne stikker tæerne i havet, bør man skæve til toppen af bølgerne efter havskummet, der glider op på land. Miljøstyrelsen har allerede kig på skummet, der dannes ved kysterne, når bølgerne brydes, for her koncentreres stoffet PFAS. Flourstofferne, der har givet myndighederne grå hår de senere år. 

PFAS kommer blandt andet fra skum. Ikke fra havet, men nedlagte brandstationer, hvor brandmænd har brugt skummet til at slukke brande, og for nogle år siden var PFAS populært i stort set alt vandafvisende materiale. Teflonpander, regntøj og pizzabakker. Fra juli 2020 blev PFAS og PFOS forbudt i fødevareemballage i Danmark. 

Et af problemerne med PFAS er, at vi har svært ved at slippe af med det. Det bliver i miljøet, siver ned i grundvandet og findes i blodet, hvor det skaber problemer. Reproduktionsproblemer, lav fødselsvægt, problemer med skjoldbruskkirtlen, svækket immunforsvar og øget risiko for nyre-, prostata- og testikelkræft.

Myndighederne er begyndt at lede efter evighedskemikaliet, og derfor finder de det overalt. Hos borgere i Korsør, der har spist kød fra kvæg, som har græsset på en forurenet grund nær en brandskole. Forskere fra Notre Dame University i USA har kigget på niveauerne af PFAS i mundbind. Fem ud af de ni mundbind indeholdt PFAS, men i så lave niveauer, at forskerne ikke er bekymrede. 

I 97 drikkevandsboringer fandt Danske Vandværker for nyligt PFAS. På Fanø, i Hedensted og Holstebro var grænseværdien overskredet. 

Netop grænseværdien for PFAS har det amerikanske miljøagentur, EPA, sået alvorlig tvivl omkring. I en opsigtsvækkende udtalelse fra den amerikanske myndighed lyder det, at grænseværdien for PFAS i USA nu er sænket 17.000 gange og for PFOS er grænseværdien sænket 3500 gange. Det betyder lige ud, at hvis stofferne kan spores, er niveauet ikke sikkert for forbrugeren.

Den spinkle gode nyhed er, at PFAS i havskummet langs kysterne kan fjernes med havskummet. Det mener ihvertfald rådgivningsfirmaet Sweco.

 Mere om gift i andre lande:

  • USA. Fem milliarder dollars. Så stor er puljen som små eller udfordrede samfund kan søge for at sikre rent drikkevand, skriver det amerikanske miljøagentur, EPA. Et par af problemerne er PFAS og PFOS eller flourstoffer, der også er fundet i grundvandet flere steder herhjemme. Milliardbevillingen skal gå til målinger af flourstoffer i drikkevand, kvalitetstjek og rensning af vand.
  • Schweiz. Indiske bønder taber til Syngenta i sag om pesticidforgiftning. I 2017 fik hundredvis af indiske bønder forgiftning efter at have sprøjtet med kemikaliegiganten Syngentas sprøjtemiddel Polo. 23 bønder døde. Alligevel har OECDs mæglings- og klageinstitution i Schweiz netop lukket sagen mod Syngenta, og firmaet skal derfor ikke betale kompensation til bønderne. Grunden er, at Syngenta allerede er i en retssag om Polo og derfor ikke kan udtale sig i andre sager. 
  • Peru. En lastbil med zinkholdigt mineaffald er væltet og har forurenet dambrug i Lima. Det betyder, at 600 tons ørred de seneste dage er blevet destrueret, og peruvianske landsbyboere har blokeret vejen væk fra minen med krav om, at minevirksomheden Volcan, der er delvist ejet af Glencore, rydder op. Virksomheden har undskyldt og lover at rydde op. 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right