Der er fortsat miljøproblemer ved Carlsbergs bryggeri i Nepal.
Danwatch har tidligere i samarbejde med P1 Orientering dokumenteret, at det Carlsberg-ejede Gorkha Brewery i det vestlige Nepal forurenede en af Nepals vigtigste floder, og at forurening med sodpartikler fra bryggeriets kraftværk gav naboer til bryggeriet øget risiko for lunge- og kræftsygdomme.
[Boks1]
Nu har lokale indbyggere fra Pitaunji, landsbyen der huser bryggeriet, sendt Danwatch fotos, der viser at knuste flasker, aske og andet affald ligger i store dynger i naturen.
De lokale indbyggere klager over, at affaldet, der indeholder både aske og gærrester fra ølbrygningen, sender en ulidelig stank ud over landsbyen. Samtidig ligger glasskår fra de knuste flasker rundt omkring på vejene i landsbyen.
Kilderne ønsker at være anonyme af frygt for at få problemer i landsbyen.
Carlsberg driver byggeriet i samarbejde med nepalesiske Khetan Group. Carlsberg ejer 90 procent af bryggeriet.
At affaldet stinker, overrasker ikke Peter Kjeldsen, der er professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor han forsker i netop affaldshåndtering.
“Gærrester er organisk affald, og hvis det ligger i store bunker, vil det nemt give lugtgener, når det begynder at rådne”, siger han.
Det er dog ikke det eneste problem ved bryggeriets affaldshåndtering.
“Når det opbevares på jorden på denne måde, kan gærresterne også blive udvasket af regnvand. Ved kraftige regnskyl kan det ende i nærliggende vandløb, hvor det kan give anledning til iltmangel og fiskedød. Det kan også forurene grundvandet”, siger Kjeldsen.
Det samme gælder asken, der stammer fra bryggeriets forbrændingsanlæg, hvor de omdanner risskaller til elektricitet.
[Boks3]
“Aske kan måske indeholde rester af tungmetaller. I Danmark ville man kræve af store mængder specialaffald, at man undersøger, hvad det indeholder, og om det indeholder miljøskadelige stoffer”, siger Kjeldsen.
Efter at Danwatch i slutningen af august måned konfronterede Carlsberg med fotos og kildeudsagn om forureningen, sendte Carlsberg-koncernen en ansat til Nepal, for at undersøge forholdene ved bryggeriet.
Carlsberg vil ikke stille op til interview om sagen, men kun svare på spørgsmål på skrift.
I en mail forklarer Carlsbergs pressechef Kasper Elbjørn, at knuste flasker opbevares på jorden, mens det venter på at blive fragtet til omsmeltning, og at bryggeriet efter aftale med lokale beboere har haft som praksis at nedgrave gærrester i jorden. Asken fra bryggeriets forbrændingsanlæg placeres i samme område som flaskerne, hvor det overdækkes med jord.
“Der er placeret en sikkerhedsvagt for at forhindre uautoriseret adgang, og man udleverer sikkerhedssko til chauffører, der skal færdes i området. Området er ikke synligt fra vejen på grund af træer og buske”, skriver Kasper Elbjørn.
Han erkender, at gærresterne kan have givet lugtgener, men skriver samtidig, at bryggeriet de sidste tre måneder ikke har haft behov for at nedgrave gærrester.
“Det kan ikke afvises, at det tidligere har kunne lugtes, men det burde ikke længere være tilfældet, og der var ingen lugtgener på området torsdag og fredag (d. 29. og 30. august, red.) under min kollegas besøg”, skriver pressechefen.
Carlsberg oplyser videre, at de vil lave et nyt og indhegnet område til flaskerne, som de forventer vil stå færdigt i oktober måned i år.
DTU-eksperten i affaldshåndtering, Peter Kjeldsen, slår fast, at Carlsbergs affaldshåndtering i Nepal ikke er i orden efter danske standarder.
“I Danmark er der strenge regler for deponering af affald, man ville aldrig lægge affaldet i den frie natur”, siger Peter Kjeldsen.
[Boks2]
“Hvis affaldet ikke kan genbruges, skal det i det mindste placeres på en kontrolleret losseplads, hvor man har membraner, der sikrer, at miljøskadelige stoffer ikke siver ned i grundvand og nærliggende vandløb”, siger han.
Danwatch har spurgt Carlsberg, om de har andre standarder for affaldshåndtering i Nepal, end de har i Danmark, og om de mener, at det er i orden at lægge knuste flasker og andet affald i naturen.
I en mail skriver de:
“Vores bryggerier i Asien er underlagt samme globale standarder, og vi bruger enorme ressourcer på at følge udviklingen tæt og på at implementere vores bæredygtighedsprogram globalt”.
Emilie Ekeberg
