20. maj 2015

“Ingen fortalte mig, at kemikalierne var kræftfremkaldende”

38-årige Seong-ok Lee har ligesom mange af sine kollegaer fået kræft efter at have arbejdet på en af Samsungs fabrikker. Samsung har undskyldt over for ofrene, men virksomhedens udspil til kompensation indeholder så strenge krav, at Seong-ok Lee og mange andre må kigge langt efter en erstatning.


Som 18-årig fik Seong-ok Lee et drømmejob. Hun blev ansat på en af fabrikkerne, der fremstiller komponenter til Samsungs tablets.

“Det var forbundet med stor prestige at arbejde for Samsung, og jeg var simpelthen så stolt,” fortæller hun. I dag er både Seong-ok Lee og mange af hendes tidligere kolleger ramt af kræft:

“Vi håndterede en lang række kemikalier, som viste sig at være kræftfremkaldende,” siger Seong-ok Lee, som arbejdede på Samsungs Giheung-fabrik i Sydkorea fra 1995 til 2002.

[INSERT_ELEMENTOR id=”9015″]

I 2011 fik Seong-ok Lee konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen. På trods af en vellykket operation lever den 38-årige kvinde i dag med følgerne af sygdommen:

“Mine hænder ryster, når jeg forsøger at spise med en ske eller spisepinde. Jeg er stadig rimeligt ung, så jeg bliver flov over det. Og hvis jeg får influenza eller bliver forkølet varer det ofte flere måneder, fordi mit immunsystem er så svagt efter kræftoperationen.”

Seong-ok Lee skal tage hormon-kontrollerende medicin resten af livet, og sygdommen vil ikke slippe taget i hende.

“Hvert halve år går jeg til kontrol, og for nylig fik jeg at vide, at de har fundet nogle små knuder i mine bryster,” fortæller hun.

Samsung-udspil giver kun erstatning til få

Seong ok-Lee er blot en af mange medarbejdere, der er blevet syge efter at have arbejdet for Samsung. Mindst 265 Samsung-medarbejdere er ifølge den sydkoreanske organisation Supporters for the Health And Rights of People in the Semiconductor Industry (SHARPS) blevet syge med bl.a. leukæmi, brystkræft og multipel sklerose efter at have arbejdet på Samsungs fabrikker.

I maj 2014 undskyldte Samsung officielt over for ofrene og deres familier, og som et led i en mæglingsproces kom virksomheden i januar i år med et udspil til kompensation. Udspillet betyder imidlertid, at maksimalt tre ud af 10 tidligere medarbejdere vil få kompensation. Det fremgår af en gennemgang af kriterierne sammenholdt med 166 tidligere Samsung-medarbejderes situation, som det sydkoreanske medie Hankyoreh21 har foretaget i samarbejde med SHARPS.

I Samsungs udspil er det fx kun nogle få typer af sygdomme, der berettiger til kompensation. Samsung lægger op til at kompensere tidligere medarbejdere, der har fået leukæmi eller hjernetumorer, men ikke dem, der som Seong-ok Lee har fået kræft i skjoldbruskkirtlen. Samsung slår dog fast, at virksomheden kan gøre en undtagelse, hvis der på baggrund af ekspertvurderinger er rimelig grund til det.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

DanWatch har bedt Samsung svare på, hvorfor virksomheden kun foreslår at kompensere tre ud af ti syge, tidligere medarbejdere, samt hvorfor Samsung ikke vil kompensere tidligere medarbejdere, der har fået kræft i skjoldbruskkirtlen.

I et skriftligt svar til DanWatch understreger Samsung Electronics, at intet er afgjort endnu, da mæglingsprocessen fortsat er i gang, og at virksomheden håber, at processen vil munde ud i støtte til “så mange personer som muligt, så hurtigt som muligt”:

“Vi håber inderligt at indgå en aftale, som bedst imødekommer alle de involverede parters behov,” skriver Samsung Electronics.

Seong-ok Lee har imidlertid ikke stor tiltro til, at hun vil modtage kompensation fra Samsung:

“Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at Samsung kun ville anerkende nogle af sagerne, for ellers skal de udbetale mange erstatninger – og det drejer sig om rigtig mange penge, selv for Samsung,” siger hun. En anklage, DanWatch har fremlagt for Samsung, men som virksomheden ikke har svaret på.

Kollegaerne blev også syge

Da Seong ok-Lee i 2011 fik konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen, gik det op for hende, at flere af hendes tidligere kolleger også var blevet syge. Først hørte hun, at en jævnaldrende kvindelig kollega var død af leukæmi.

“I begyndelsen kunne jeg slet ikke tro det. Vi arbejdede på den samme fabrik, delte de samme minder og oplevelser og spiste middage sammen. Hun blev gift nogenlunde samtidig med mig, tog på bryllupsrejse og opdrog sine børn, og så hørte jeg, at hun var død af leukæmi.”

Efterfølgende hørte hun, at endnu en kollega var død af leukæmi.

“Så indså jeg, at der måske var en sammenhæng,” siger Seong-ok Lee.

Manglende sikkerhedsinstruktioner

I dag fortryder Seong-ok Lee, at hun nogensinde søgte job hos Samsung.

“Jeg begyndte at arbejde for Samsung lige efter gymnasiet. Jeg var ung og naiv. Hvis jeg havde vidst, at kemikalierne var så giftige og kræftfremkaldende, havde jeg aldrig taget jobbet, ” siger hun.

Seong-ok Lee fortæller, at beholderne med kemikalier var mærket med advarselstegn, men at sikkerhedsinstruktionerne på Samsungs Giheung-fabrik, hvor hun arbejdede, var sparsomme:

“De eneste sikkerhedsinstruktioner, jeg fik, var, at jeg skulle vaske hænder og øjne, hvis de kom i berøring med kemikalierne,” siger hun.

“Jeg bar ingen former for sikkerhedsudstyr.”

I et skriftligt svar til DanWatch oplyser Samsung Electronics, at alle virksomhedens medarbejdere skal deltage i helbreds- og sikkerhedstræning, og at kemikalier kun anvendes på steder, der er udstyret med sikkerheds- og beskyttelsesudstyr.

Lever med følgerne af sygdommen

Seong-ok Lee er i dag ulykkelig over, hvordan sygdommen har ødelagt hendes liv. Mest af alt er hun ked af, at hun føler, hun er blevet en byrde for sin familie:

“Jeg er ked af det på min mand og mine døtres vegne, for jeg bliver ofte meget træt og svag, og jeg har det tit så dårligt, at jeg ikke kan lave mad til dem,” siger hun og fortsætter:

“Da jeg begyndte at arbejde for Samsung var jeg min mors glæde og stolthed, men nu er jeg hele tiden træt og syg, så jeg føler, at jeg i stedet er blevet en kilde til bekymring for hende.”

Mæglingsprocessen er fortsat i gang, og de endelige kompensationskriterier forventes at blive vedtaget i løbet af sommeren 2015.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down