I disse dage og uger mærker hele verden de omfattende økonomiske konsekvenser af USA og Israels angreb på Iran. Også Afrika, eller måske faktisk især Afrika.
Lukningen af Hormuz-strædet mellem Iran og Golf-landene er ganske enkelt katastrofal for de afrikanske lande og deres energiforsyning.
Et eksempel – et af mange: 80 procent af al den energi, som Mozambique i det sydøstlige Afrika importerer, bliver sejlet gennem Hormuz-strædet. Her er proppen sat i, og nu er spørgsmålet så, om Mozambique kan skaffe brændstof af andre veje, og hvor længe reservelagerne rækker?
Det internationale energiagentur anbefaler, at alle lande har energi på lager til at kunne klare sig i minimum 90 dage uden nye forsyninger, men eksperter anslår, at flere afrikanske lande kun har, hvad der svarer til 15-25 dages forbrug i baghånden.
I dagens Syd for Sahara ser vi nærmere på, hvordan krigen i Iran rækker ind i Afrika, hvor en ny og ganske uoverskuelig energikrise er ved at tage form. Hvad er konsekvenserne, og hvad kan der gøres for at afbøde dem?

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Efter mere end ti års pause er pirateriet ud for Somalias kyst igen en trussel mod den internationale skibsfart. Det skyldes både en række interne forhold i Somalia og geopolitiske rystelser i Mellemøsten. Vært Oscar Rothstein diskuterer med mangeårig Afrika-diplomat Jens-Peter Kamanga Dyrbak.

Til at svare på spørgsmålene har vært og Danwatch-journalist, Oscar Rothstein, inviteret råvareanalytiker hos Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen, i studiet.
Han siger, at krisen faktisk kan være en fordel for Afrikas store olieproducenter som Nigeria, Algeriet og Angola, der vil opleve øget efterspørgsel, men vurderer samlet set, at prisstigningerne på især olie og gas vil få mærkbare konsekvenser i Afrika.
“Vi ved, at når priserne på gas stiger, stiger priserne også på gødningen, og det er et stort problem for de afrikanske lande, der i vid udstrækning er afhængige af landbrugsproduktion for at sikre en stabil fødevareforsyning”, siger han.
De afrikanske lande modtager store mængder gødning fra Mellemøsten, der står for knap halvdelen af det globale marked. Et sted som Sudan modtager over halvdelen af sin gødning fra mellemøstlige lande, mens 30 procent af Kenyas gødningsforbrug sejler gennem Hormuz-strædet.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 12:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.













