Da den globale efterspørgsel efter rejer eksploderede i 1980’erne og -90’erne blev mange ecuadorianske forretningsfolk lokket til kysterne, hvor de ryddede mangrove for at gøre plads til de store bassiner. Officielle tal viser, at rejeindustrien har ryddet 53.000 hektar mangrove i Ecuador – det svarer til cirka 100.000 fodboldbaner. I dag samles de lokale og fisker i de tynde striber af mangrove, som rejeproducenterne har efterladt langs deres farme. Men den tynde stribe er et farligt område at færdes i.
“Lokalbefolkningen bliver mere og mere bange for at fiske i områderne, fordi der er så mange steder, hvor der er vagter og hunde,” siger Willian Jose Navarro og fortæller om skyderiet, der fandt sted i området den 23. maj 2013.
Han blev ramt i hovedet af to hagl, som lægerne fjernede og som efterfølgende har givet ham lidt hovedpine. Andre af Ecuadors mange fiskere og skaldyrssamlere er ikke sluppet så billigt.
[elementor-template id=”29839″]
Organisationen Comuna de Salinar rapporterer, at ejerne af rejefarme ved flodens udløb betragter alle, der kommer tæt på deres gårde som tyve – og at vagterne har fået at vide, at de skal gøre brug af deres våben. William Jose Navarro slap med at blive ramt af to hagl på toppen af hovedet. For nylig blev en anden skaldyrssamler, 51-årige Heriberto Antonio Hidalgo Bazurto, dræbt, da han rørte et elektrisk hegn. Den 51-årige skaldyrssamler, Heriberto Antonio Hidalgo Bazurto, blev dræbt, da han samlede skalddyr og gled i mudderet og røg ind i et elektrisk hegn, der var skruet alt for højt op.
“De to første mord fandt sted i 90’erne. Siden da har otte fiskere her i El Oro mistet livet,” siger Lucio Cacao og lister op: Tre dræbt af skud, tre ved kontakt med elektriske hegn, og to er blevet bidt så alvorligt af vagthunde, at det har kostet dem livet.
Lucio Cacao er skaldyrsamler og aktiv i organisationen C-Condem, der kæmper for bevarelsen af den ecuadorianske mangrove og de folk, der afhænger af det. Organisationen har udpeget rejefarmerne som den største trussel mod Ecuadors mangrover og de mennesker, der bor omkring den.
Der, hvor mangroven tidligere voksede, ligger der i dag rejefarme, som ligner fangelejre – med damme bag pigtråd, vagttårne og gøende vagthunde. Sikkerhedsniveauet er højt. Og det er ikke uden grund, forklarer Segundo Calderon, præsident for rejefarmernes organisation Camara de Productores de Camaron El Oro:
“Den største fare for os er pirater. Når vi er på åbent hav, går de efter din bådmotor, dine rejer og de våben, der bæres af dine vagter. Men pirater kommer også til gårdene og stjæle. Det har endda sket, at en ejer blev tvunget til – sammen med sine medarbejdere – at høste alle sine rejer, mens piraterne pegede på dem med pistoler. Da de var færdige, tog piraterne det hele og forsvandt,” fortæller han. En sådan manøvre tager 10 timer, men piraterne har, ifølge Segundu Calderon, god tid, for myndighederne er i mange af kystområderne for svagt repræsenteret til at beskytte farmerne, forklarer han.
“Vi beklager dødsfaldene (på fiskere og samlere, red.). Vi må finde en fælles løsning, for vi har et reelt sikkerhedsproblem,” siger Segundo Calderon .
“Det er vanskeligt for rejefarmerne og deres vagter at vide, hvornår det er pirater, og hvornår det er fiskere, der nærmer sig farmen. De siger alle, at de er ude for at indsamle krabber eller muslinger, men det har gentagende gange vist sig at være en løgn,” forklarer han.
Rejefarmernes organisationer har i flere år kæmpet for, at farmerne kunne få lov til at bære våben på farmene, og den indsats har båret frugt. Alle registrerede farme kan nu ansøge om dispensation fra landets våbenlove, der ellers forbyder privatpersoner at bære våben – hundredvis af rejefarmere har allerede ansøgt.
[elementor-template id=”29848″]
“I virkeligheden har vagterne på rejefarmene brugt skydevåben siden 80’erne. “Dette er en demonstration af statens manglende indsats på sikkerhedsområder. For rejefarmerne er det blevet fortolket som en anerkendelse af deres ret til at forsvare sig mod det, der truer dem – piraterne. Men de ser også det omgivende samfund som en trussel, “siger kommunikationsmedarbejder i organisationen C-Condem, Decio Machado, der frygter, at en legalisering vil medføre, at dødstallet omkring farmene stiger yderligere.
Rejefarm i nærheden af nær Puerto Jely, hvor Heriberto Antonio blev dræbt, da han rørte et elektrisk hegn. Rejefarmerne forhindrer lokalbefolkningen i at få adgang til havet, og den jord de levede af, er blevet konfiskeret jord.
“Farmerne har sat skilte op overalt, hvor der står ”privat ejendom” – og det er forbudt for os at gå tæt på. De har fjernet vores ret til at fiske og til at samle sig i disse områder, og de har taget vore forfædres territorier fra os,” siger Wilson Roberto Macias.
Maren Urban Schwart