Åbner i en ny fane
04/03/2026Podcast

Krigene var makabre. Nu vil præsidenten have de skyldige straffet.

Det skal være slut med straffrihed for drab og overgreb begået under Liberias borgerkrige. Et nyt krigstribunal skal stille forbrydere fra krigene mellem 1989 og 2003 til ansvar. Syd for Sahara diskuterer, hvordan Liberias fortid former landets nutid og fremtid med antropolog og Liberia-rejsende Kari Øygard Larsen.
Liberia marks Armed Forces Day in Monrovia
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Hvordan forsoner et krigstraumatiseret land sig med en makaber fortid af tortur, voldtægter, hundredtusinder af drab? 

Det spørgsmål har Liberia i Vestafrika stillet sig selv, siden landets anden store borgerkrig endte i 2003. Og nu er tegner der sig omsider et svar: 

Under præsident Joseph Boakai har Liberia igangsat arbejdet med et tribunal for forbrydelser begået under borgerkrigen. Nu skal det være slut med den straffrihed, der siden borgerkrigens ophør har kastet skygger efter alt i Liberia; både de nære relationer og politikken.

I dagens Syd for Sahara ser vi nærmere på Liberias fascinerende retsopgør og diskuterer, hvordan landets fortid former både dets nutid og fremtid.  

I studiet er Kari Øygard Larsen, der netop er hjemvendt fra Liberia, hvor hun har rejst adskillige gange de seneste år. Hun er antropolog og projektleder i DIGNITY, en menneskerettighedsorganisation, der arbejder for en verden uden vold og tortur, og aktuelt yder teknisk ekspertise til Liberias regering i arbejdet med det nye tribunal. 

I udsendelsen fortæller hun, hvorfor krigstribunalet først er ved at tage form nu, 23 år efter at freden indfandt sig, og hvorfor der stadig er stærke politiske kræfter i Liberia, der arbejder for at forhindre et retsopgør. 

“I mange år har der ikke været politisk vilje til at retsforfølge de største krigsforbrydere og deres støtter, fordi de samme mennesker efter krigen fik magtfulde politiske positioner, herunder præsident Ellen Johnson Sirleaf. Derfor har flere i Liberia frygtet, at et krigstribunal ville kunne destabilisere landet og måske endda føre til en ny borgerkrig”, fortæller hun. 

Efter planen skal krigstribunalet være oprettet og i arbejde i løbet af 2027. 

Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 12:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII. 

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.