‘Kvæget skal overleve til vi når slagteriet’

Peter Khallash Bengtsen


Husk at dele
Branche
Land
Kvæg på lastbiler sammenstuvet i ulovligt antal, kalve kastet rundt med sammenbundne ben og mishandling på slagterierne foregår dagligt i Indien. På trods af ambitiøs lovgivning er fokus dyrevelfærd fra læderindustrien lig nul.
Peter Khallash Bengtsen


Skumringstiden er for længst forbi, og mørket har omsluttet Highway 181 i den fugtige indiske stat Tamil Nadu. Vores eneste lyskilde er forlygterne fra de forbipasserende biler og lastvogne. Kun den 56-årige Saravanans lastbil bevæger sig ikke på denne landlige strækning af motorvejen. Han overvåger to kollegaer, der kæmper for at skifte det flade venstre baghjul. Nogle af de 21 bøfler, der er stuvet sammen på ladet, følger med i arbejdet med betydeligt mindre interesse.

‘Jeg ved godt det er ulovligt at køre med 21 bøfler, men jeg laster så mange som muligt. Jeg har brug for pengene. Jeg ved ikke, hvad det tilladte antal er’ siger han. Det tilladte antal er 6 bøfler eller køer på en lastvogn på denne størrelse ifølge de statslige bestemmelser.

Fra taget af førerhuset får jeg et bedre kig på de velnærede dyr på ladet, der står klemt sammen uden plads overhovedet mellem sig. Én ligger ned, stadig ved bevidsthed, mens en anden har svært ved at holde hovedet over overfladen af de store kroppe. Så tæt som de står, er der intet behov for at binde dyrene, selvom nogle af dem er bundet sammen med et reb gennem næserne.

‘Jeg køber på kvægmarkeder og kører til slagterier i Kerala, cirka 300 km. herfra. Andre transporterer dyrene 800 km. fra markeder til slagterier’, siger Saravan.

‘Mine dyr får mad og vand før vi tager afsted. Nogle gange besvimer de alligevel under transporten, men de overlever. De skal overleve, indtil vi når til slagteriet’, tilføjer han.

Han kører, når det er mørkt for at undgå opmærksomhed fra politi og dyrevelfærdsorganisationer, som er kendt for at stoppe kvægtransporter og sagsøge dem for dyremishandling. Med god grund ser det ud til. Tidligere så jeg lastvogne med 25 køer på den samme vejstrækning.

Kvæghuder er big business

Oksekød er ikke en stor forretning i Indien på grund af hinduernes syn på køerne som hellige. Der slagtes dog stadig millioner af køer hvert år, mest af ikke-hinduer. Indien er blandt verdens fem største producenter af kvæghuder og producerede 400.000 tons i 2009. Kvæghuder er big business på grund af læderindustrien.

Over hele Indien bliver køer og kalve handlet på kvægmarkeder med en afslappet, landlig atmosfære, som kun får lidt dynamik og kaos over sig, når en løssluppen tyr skaber ravage, eller når en købmand og en chauffør i et sjældent tilfælde højlydt skændes om en  handel.

Mange familier og landmænd har en ko eller to til at levere mælk. Når dyrene er gamle eller syge bliver de solgt til slagtning. Den samme skæbne møder tyre og tyrekalve langt tidligere i livet.

Den 40-årige slagter Nasil siger: ‘Indkomsten fra kødsalg dækker mine arbejderes lønninger. Min profit kommer fra huderne, ikke kødet’. Nasil køber på markedet i landsbyen Pollachi tæt ved grænsen mellem de indiske stater Kerala og Tamil Nadu.

Fra lokale markeder bliver kvæget transporteret, ofte over lange afstande, til slagterier i  indiske stater som Kerala og West Bengal, hvor efterspørgslen på oksekød er høj på grund af den betydelige andel af muslimske og kristne indbyggere. I Kerala bliver der slagtet ca. 1,2 millioner køer årligt, af hvilke to tredjedele slagtes illegalt, anslår det statslige institut for husdyrhold i Kerala. Efter slagtningen fragtes kvæghuderne til klynger af læderindustri i andre stater, især fra Kerala til nabostaten Tamil Nadu, hvor meget af Indiens læderindustri befinder sig.

‘Hvis du krydser vejen og venter, vil du se lastvogne med kvæghuder kørende i den modsatte retning tilbage til Tamil Nadu’, fortæller chauffør Saravan med de 21 bøfler og peger ud i mørket mod den modsatte kørebane.

Uden tradition for store kvægfarme og uden store slagterier sammenlignet med verdens topproducent af kvæghuder, Brasilien, er det en udfordring for lædervirksomheder at spore kvæghuderne tilbage gennem leverandørkæden. Kerala alene har 4904 slagterier ifølge delstatsregeringen.

Ingen af lædervirksomhederne har tilsyneladende taget udfordringen op. Ikke engang de mere progressive såsom Farida Prime, en af de største garvefabrikker i Indien og leverandør til nogle af verdens største læderskomærker som Timberland og Clarks.

‘Det er svært at spore kvæghuder tilbage til slagtningen, fordi Indien er fuld af små slagterier. Det ville være lettere med etablering af større slagterier’, siger direktør af Farida Prime, direktør Ishrar A. Mecca.

Farida Prime opkøber hovedsageligt bøffelhuder fra Indien, ikke mange kohuder mere. Ligesom Timberland, har Farida Prime ikke en dyrevelfærdspolitik. De mindre garvefabrikker jeg taler med har aldrig bare overvejet det.

’Ikke et eneste slagteri opfyldte lovkravene’

På kvægmarkedet i Pollachi virker livet sløvt og let. I det mindste mens køerne og bøflerne venter på at blive solgt. Når det sker, er det ikke sjældent at kalve får bundet benene  sammen, før de slynges op på allerede fyldte lade på lastbilerne. Nogle gange hiver chaufførerne dyrene op på lastvognene kun med et reb om halsen og et træk i halen.

Jeg følger transportruten til et af de større slagterier i nærheden, Coimbatore Corporation Beef  Slaughterhouse, hvor kigger jeg indenfor for at overvære slagtningen af en håndfuld køer. Her er der ikke megen dyremishandling at se.

Ifølge Dr. Chinny Krishna, som er næstformand for Animal Welfare Board of India, et statsligt organ under det føderale ministerium for miljø og skove, er det største dyrevelfærdsproblem selve kvægtransporten og slagteforholdene.

‘Det er ekstremt udbredt, at kvæg sammenstuves på for lidt plads, at dyrene besvimer og det der er værre på kvægtransporterne, samt mishandling på slagterier. På baggrund af direktiver fra Indiens højesteret blev mange slagterier i staterne Tamil Nadu, Karnataka og Kerala inspiceret mellem 2006 og 2009. Ikke ét eneste opfyldte lovkravene. Jeg er sikker på, at ikke en eneste af kvægtransporterne følger transportreglerne’, siger han og tilføjer: ‘Under dit besøg, oplevede du en eneste lastbil, som fulgte reglerne?’ Jeg må sige nej.

Erhvervslivet tager dog nogle initiativer for at forbedre dyrevelfærden i læderbranchen. Det indiske Council for Leather Export (CLE) har støttet de lokale myndigheder i Coimbatore med at opstarte et projekt, der skal reformere slagterierne i byen og dyremarkedet ved Pollachi. Projektet skulle forbedre praksis for markeder, transport og slagterier.

Ifølge den regionale direktør i CLE, K. Abdul Sattar, har organisationen ’støttet (…) konstruktion og forbedring af infrastrukturen på dyremarkedet ved at bygge ramper, vandtrug og en base for syge dyr. (…) De bedste metoder til at håndtere dyr blev demonstreret for kvægkøbmændene og slagterne af en international ekspert.’

Lokale ngoer kritiserer projektet for ikke at være dedikeret nok. PETA i Indien, en dyrevelfærdsorganisation der dokumenterer dyremishandling, var en del af projektet i en årrække, men trak sig til sidst ud på grund af for lidt fremskridt, ifølge Poorva Joshipura, chef i PETA Indien.

‘Indien har sandsynligvis  verdens bedste regler for dyrebeskyttelse. Men implementeringen af reglerne er lig nul’, siger næstformand for landets Animal Welfare Board, Dr. Chinny Krishna.

Og man kunne tilføje, at opmærksomheden fra læderindustrien ikke ser ud til at være meget større.

Note: Lastvognschaufføren Saravanans navn er et pseudonym. Chaufførens identitet er kendt af Danwatch.

Relaterede nyheder
Mere om samme ...
Branche
Land

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.