16. januar 2023

Lars Løkke Rasmussen kritiserer Rwanda for støtte til brutale oprører. Men oppositionspartier forlanger klarere svar   

Danmarks asylpartner i Afrika beskyldes for at finansiere og bevæbne en blodig oprørsgruppe i det østlige DR Congo. Nu reagerer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, og det kan få konsekvenser, vurderer ekspert.

Oberst John Imani Nzenze (i midten) fra M23 Guerchom Ndebo / AFP

Mord, voldtægter, kidnapninger og plyndringer. 

Det var, hvad oprørsgruppen M23 ifølge FN foretog sig i landsbyen Kishishe i det østlige DR Congo i slutningen af november sidste år. 

Det anslås, at 131 civile mistede livet undervejs. 

Massakren er et af flere eksempler på, hvordan M23 i disse måneder hærger i det østlige DR Congo. Minimum 521.000 personer er drevet på flugt fra kampene mellem gruppen, den congolesiske regeringshær og et mylder af andre, mindre militser. 

Det østlige DR Congo, der er kendt for sine rige naturressourcer, har i årtier været plaget af væbnet konflikt. Men situationen er blevet kraftigt forværret det seneste halve år, og i øjeblikket får kampene øget international opmærksomhed. 

Både FN, USA, Tyskland, Frankrig samt EU advarer nemlig om, at M23-oprørerne opererer som en forlænget arm for nabolandet Rwandas hær, og at de i virkeligheden er finansieret og bevæbnet af en særdeles god ven af Danmark: den rwandiske præsident Paul Kagame, som danske myndigheder længe har forhandlet med om et asylsamarbejde.   

“Vi gentager vores opfordring til Rwanda om at standse enhver støtte til M23 og trække samtlige tropper tilbage fra det østlige DR Congo”, sagde en talsmand for USA’ udenrigsminister Anthony Blinken 4. januar. 

Lars Løkke Rasmussen reagerer 

Danwatch har sammen med Jyllands-Posten siden midten af december forsøgt at få svar på den danske holdning til forbindelsen mellem M23’s brutale soldater og Rwanda. 

Med andre ord: Følger Danmark linjen fra alle vores alliered e i Vesten, eller bakker vi op om Rwanda, som vi gerne vil have et asylsamarbejde med?

Det har ikke været ligetil at få svar. 

I to omgange – den 13. december og 4. januar – afviste Udenrigsministeriet at forholde sig selvstændigt til sagen og henviste i stedet til EU-udtalelser uden at klargøre Danmarks position i sagen. 

Nu reagerer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) imidlertid i et svar, som Ekstra Bladet også kunne bringe tidligere på aftenen.  

“Ligesom resten af EU-kredsen mener Danmark, at Rwanda skal standse støtten til M23-oprørerne. Det fremgår meget tydeligt af den erklæring, vi har vedtaget i EU”, skriver han. 

Ministeren afviser at kommentere, hvorvidt regeringen direkte har bedt Rwanda om at stoppe støtten til M23:

”Vi taler løbende med Rwanda om en række spørgsmål. Det præcise indhold af den dialog vil jeg ikke gå i detaljer med offentligt.”

“Direkte uansvarligt”

Udenrigsministerens sene svar frustrerer oppositionspartiet Enhedslisten. 

“Når Rwanda væbner, træner og finansierer M23-militsen brutale oprør i det østlige DR Congo, bærer landet et aktivt medansvar for blodsudgydelserne i det konfliktramte land. Det manglede da bare, at udenrigsministeren endelig rejser lidt kritik”, siger udenrigsordfører Trine Pertou Mach (Ø) til Danwatch og Jyllands-Posten. 

“Danmark har et aktivt partnerskab med Rwanda, og derfor er det ikke nok, at regeringen læner sig op ad kollektive fordømmelser, der fortoner sig i EU’s grå masse”, fortsætter hun. 

Enhedslisten kræver samtidig, at Lars Løkke Rasmussen forklarer sig i Udenrigspolitisk Nævn. 

Også SF vil gå videre med sagen. Udenrigsordfører Karsten Hønge frygter, at regeringen vil lade Rwanda slippe billigt for ikke at ødelægge forhandlingerne om et asylsamarbejde. 

“Vi ved jo desværre alt for godt, at regeringen ønsker dialog med Kigali (hovedstad i Rwanda, red.) de kommende år. Hvis regeringen så samtidig ikke engang ønsker en mere kritisk dialog med Kagame-regimet om Rwandas ansvar i det østlige DR Congo – som FN meget længe har kritiseret – er det direkte uansvarligt, og det vil jeg bede regeringen om at forklare”, siger han til Danwatch. 

Kan få konsekvenser for Danmark

M23-gruppen består primært af soldater, der er deserteret fra den congolesiske hær. De fleste af dem er tutsier og deler dermed etnicitet med Rwandas præsident Paul Kagame. 

Kagame har gentagne gange afvist at have forbindelser til M23. Og for nylig advarede han om, at det vil få konsekvenser, hvis beskyldningerne fra det internationale samfund fortsætter. 

Den 9. januar truede han med at udvise tusinder af congolesiske flygtninge, der bor i Rwanda. 

“Rwanda reagerer utroligt voldsomt på enhver kritik i debatten om M23,” siger Simon Turner, professor og Rwanda-forsker på Lunds Universitet, til Danwatch og Jyllands-Posten.

Han mener ikke, at det er usandsynligt, at kritik fra Lars Løkke Rasmussen kan få indflydelse på forhandlingerne om et dansk flygtningecenter i Rwanda.

“Rwanda har det stærkeste kort på hånden i forhandlingerne om et modtagecenter. De får goodwill og penge for det – men hvis vi bliver med at kritisere dem, er det en realistisk mulighed, at de trækker stikket på projektet”, siger han. 

Selvom den nye SVM-regering gerne ser, at et modtagecenter bliver oprettet i samarbejde med EU eller andre europæiske lande, er Danmark ultimativt stadig klar til at gå enegang i Rwanda. 

Det har Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne alle tidligere bekræftet til Jyllands-Posten

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right