Interview15. mar '16

Manuskriptforfatter: “Man kan ikke bare stille kineserne kritiske spørgsmål”

Danwatch har mødt manuskriptforfatteren bag forestillingen ‘Panda Affæren’, Maj Rørbæk Damgaard, til en snak om at være en dansk forfatter på researchtur i overvågningskina.

Rikke er en skruppelløs karrierekvinde. Hun er taget til Kina for at sikre, at den familieejede medicinalvirksomhed Denpharm kommer igennem med sit opkøb af det kinesiske kopimedicinfirma Dâ DânYào. Peter er noget mere tøvende. Han er general manager i Kina, søn af Denpharms direktør og godt i gang med sin “No corruption campaign”, der skal sikre, at alle led i kæden arbejder etisk.Et princip han agter at tage med ind i opkøbet af Dâ DânYào og derfor er han i gang med at opbygge et tillidsfuldt forhold til den gådefulde ejer Wang Xuan, der hellere citerer den berømte militære strategibog ’Kunsten at føre krig’ end giver et klart svar.

Og så er scenen sat til Panda Affæren, der er skrevet af manuskriptforfatter Maj Rørbæk Damgaard, og netop har spillet på Teater Grob til anmelderroser.

Det viser sig, at Wang taler dansk og “så forstår vi jo rigtigt hinanden”, konstaterer Rikke lettet og bekræfter sig selv i, at den gode forretnings sprog er universelt og imperativt, mens hun sparker alle kulturelle hensyn til hjørne.

Peter forstår sig nu bedre på respekten for kinesiske traditioner og comme il faut. Han hilser korrekt, bejler længe til Wang og byder på den passende drink. Mens han bor i den såkaldte danskerkoloni bag bevogtede mure, sender sine børn i svinedyr international privatskole og holder konen beskæftiget med champagnebrunch.

En løs kanon i Kina

‘Panda Affæren’ er en del af konceptet Det 6. Kontinent på Teater Grob i København, hvor seks forskellige stykker er bundet af en række benspænd, heriblandt at hvert stykke skal foregå på et nyt kontinent, det skal omhandle danskere i udlandet og forfatterne skal selv rejse til det land, de vælger.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Maj Rørbæk Damgaard, hvorfor valgte du Kina?

“Da jeg fik Asien, besluttede jeg mig hurtigt for Kina. I Asien kan der groft sagt være to slags danskere: Dem på ferie og dansk erhvervsliv, og jeg var helt vildt tiltrukket af dansk erhvervsliv og big business. Det skulle omhandle nogen, der boede der – ikke bare en turist med en guide. Det blev Kina, fordi det er relevant for mange danskere, der mærker på deres arbejdsplads, at man sælger eller forsøger at sælge til Kina.”

Hvordan har du forberedt dig til at skrive et stykke om Kina?

“Jeg har jo været i Kina, og det var ret vildt. Jeg undervurderede helt klart Kina – jeg havde ikke forudset hvor kompliceret, det ville være overhovedet at komme ind i landet. Jeg var nødt til at alliere mig med en kineser, som kunne arrangere turen for mig, for man skal booke alt på forhånd. I visumansøgningen skal man dokumentere præcis hvilket hotel, man er på hvornår, hvilket tog man tager og hvornår, og så skal man have kopier af alle hotelregninger og togbilletter, der er betalt på forhånd. Og så fandt jeg ud af, man ikke bare kan være en forfatter, der løber rundt i Kina som en løs kanon og stiller kritiske spørgsmål til kineserne. Derfor måtte vi også være lidt kreative i forhold til hvordan, jeg skulle komme ind i landet.”

Hvordan kom du omkring det?

“Det hed sig, at jeg var på familieferie. Jeg tog min familie og min lille lyse dreng med krøller med, og så åbner der sig rigtig mange døre. Kineserne elskede ham. De sagde, han var ligesom på Hollywoodfilm. De er ligeglade med os, der har brunt hår, men den lyse dreng med stor næse og store runde øjne, dét var populært. Så vi kom i kontakt med rigtig mange mennesker, og det åbnede nogle døre.”

Hvem har du så mødtes med?

“Jeg havde inden afrejsen aftalt møder med både danske og kinesiske erhvervsledere, samt kinesere, der arbejder i amerikanske og japanske firmaer, som derfor også kunne engelsk, så der ikke skulle være tolk involveret, som jeg går ud fra har indberetningspligt.”

Hvordan håndterede du det så?

“Jeg havde fået at vide, at hvis jeg begyndte at stille spørgsmål til kinesere, så ville jeg kunne blive passet op. Måske ville der komme en mand hen til mig i noget casual tøj på en café og sige ‘hvorfor render du rundt og stiller spørgsmål?’. Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme ud i sådan nogle afhøringer, så jeg forsøgte på flere måder at gå under radaren. Omvendt var det mærkeligt for mig, hvis jeg rejste til Kina uden at tale med kinesere. Så når jeg havde talt med folk, rev jeg den lille seddel, jeg havde med deres navn og kontaktoplysninger, i stykker eller smed den i toilettet, for jeg ville passe på, at det ikke fik konsekvenser for dem.”

Truet til tavshed

Da Maj Rørbæk Damgaard kom hjem fra Kina, værdsatte hun pludselig Danmarks demokrati og ytringsfrihed på en ny måde. Hun var af sted under folketingsvalget i juni 2015 og nåede at tænke, at det var ligegyldigt, hvem der vandt, for generelt har vi det rigtig godt, fortæller hun. Men Danmark viste sig også at have sine udfordringer med åbenhed. Det fandt Maj Rørbæk Damgaard ud af, da hun ville lave research om den danske medicinalbranche:

“Jeg mærkede, at der også er kontrol og censur i Danmark. Jeg kunne ikke bare komme ind ad de officielle veje i medicinalvirksomhederne og lave interviews. Det handler om så mange penge, og de er bare nødt til at være i kontrol hele tiden. En forfatter er jo utilregnelig, de kan ikke kontrollere mig. Der er så mange mennesker og aktionærer, der har mange penge på spil.”

Hvad gjorde du så?

“Jeg kom alligevel ind ad en bagvej og fik talt med nogle medarbejdere. Jeg sluttede af med at tale med en i medieafdelingen, som truede mig. Vedkommende sagde ‘Vi kommer efter dig og vi kommer efter teatret, hvis du nævner noget om os!’ Jeg tror især, det var deres navn og omdømme, de var bekymrede for og selvfølgelig også emnet, korruption, det er ikke fedt at snakke om de negative sider af medaljen. Men det er jo fiktion, og allerede dengang forklarede jeg, at det handler om den fiktive virksomhed Denpharm, så truslen kom meget bag på mig. Medarbejderen stoppede interviewet, og jeg blev sendt ud. Men det var jo god inspiration og benzin til mit arbejde med at lave en dramatisk teaterthriller, hvor ingen er pletfri.”

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

Hvorfor du ikke er gået ud med den historie og navnet på virksomheden?

”Jeg er ikke journalist, og jeg laver ikke dokumentarfilm – jeg arbejder i publikums interesse, så de enten kan gå hjem uden at tænke mere over det, eller de kan ud i verden og stille de nødvendige spørgsmål. Og så ønsker jeg ikke at lukke mine døre ved at angive folk. Det vigtigste for mig er, at folk tør fortælle deres historier til mig, og har lyst til at tale med mig, netop fordi jeg ikke er journalist. Det er fiktion, og derfor fornemmer jeg, at jeg ikke er nogen ”trussel”. Jeg tror, jeg har mange fordele ved at være en forfatter, når folk lukker mig ind og betror sig – og nu åbenbart også truer mig.”

Hvordan kom du så frem til, at det var netop korruption og handel på tværs af grænser, du ville lave dramatik om?

“I Danmark tror jeg, vi tænker, at grundlæggende er tingene i orden. Ligesom med sagen hos Skat. Vi har sådan en autoritetstro. Vi tænker, ’de der kloge mennesker, der sidder øverst oppe – det har de sgu styr på’. Men hver gang de store afgrunde momentvis åbner sig, kigger man bare ned i dybet og tænker ‘fuuuuck’. Der er eddermame også nogle ting i sprækkerne. Der bliver jeg oprigtig optændt og chokeret, og det vil jeg gerne skrive om.”

Du bliver nødt til at holde en fest for de rigtige

Et af Panda Affærens centrale spørgsmål er, om man skal give køb på sin idealisme, når man laver forretning i et land, hvor korruption er en del af forretningsplanen. Peter insisterer på at opretholde sine etiske retningslinjer, selvom det viser sig at være drevet af frygt for en tur i brummen snarere end store principper og idealer.

Har du i arbejdet med stykket fået større forståelse for store virksomheders vanskeligheder ved at ‘gøre det rigtige’?

“Ja, det har jeg. Jeg kan virkelig godt forstå korruption, hvis du er i et land, hvor lønnen er så dårlig. F.eks i medicinalbranchen, modtager læger penge fra medicinalfirmaerne for at anbefale netop deres produkter til patienterne. De offentligt ansatte kinesiske læger kan knapt forsørge deres familier, så de er afhængige af de penge, de får fra det medicinalfirma. Sådan fungerer systemet bare.”

Så du mener ikke, at Peters ‘No corruption campaign’ er vejen frem?

“Jeg ved, at der er blevet strammet op fra Kinas side, og der er mere kontrol nu, end der har været. Væksteventyret er på mange måder forbi. De danske virksomheder i Kina får også besøg af kinesiske investigators. Det er en reel fare at blive taget i korruption, og man skal stramme op. Det gør Peter, og derfor har han bremset opkøbet af Wangs virksomhed. Og derfor skal virkelige virksomheder også være mere kreative og konstant følge trop med en foranderlig lovgivning og uofficielle spilleregler. Jeg tror, det er svært at sige, hvordan det skal løses, fordi du stadig ikke kan drive en virksomhed, hvis ikke du vil holde en fest for de rigtige mennesker. Det er jo ikke sort/hvidt, og det er det fede ved emnet. Det er det, der gør det dramatisk. Der er ikke nogen løsning, og vi kan ikke sige ‘Nå, nu skal alle opføre sig ordentligt’. Det handler ikke kun om, at vi starter med os selv. Det er en kompliceret, nærmest gordisk knude.”

Mere om samme branche: