Flere partier kritiserer, at offentligheden ikke må få indsigt i kontakten mellem interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, eller mellem landbrugsgiganterne Danish Crown og Arla, og den ekspertgruppe, der snart kommer med sit oplæg til politikerne på, hvordan en CO 2 -afgift på landbruget kan skrues sammen.

Samtidig afviser eksperter at der overhovedet er hjemmel i loven til mørklægningen.

Det kunne Danwatch i går fortælle, i samarbejde med Dagbladet Politiken.

Danwatch har sendt flere spørgmål om sagen til skatteministeren, og anmodet om et interview, men blot modtaget en udtalelse fra Skatteministeriet om at afslag på aktindsigt kan indklages til Ombudsmanden. Nu har ministeren imidlertid ladet sig interviewe om sagen til Politiken. Vi bringer interviewet her:

Hvorfor må man ikke få indsigt i den dialog, den mødeaktivitet og de input, der har været mellem de her interessenter og ekspertgruppen?

“Ekspertgruppens sekretariat fungerer som en selvstændig myndighed. Det vil sige, at de træffer selv afgørelser om aktindsigt. Og jeg synes jo, det er meget naturligt, at de har et fortroligt rum, hvor de kan mødes med alle dem, de har lyst til at mødes med”, siger skatteministeren til Politiken.

Jeppe Bruus kan umiddelbart ikke se det kritisable i, at Danwatch i samarbejde med Politiken har kunnet fortælle, at ekspertgruppens sekretariat end ikke ønsker at udlevere en oversigt over eventuelt afholdte møder med landbrugslobbyen.

At ekspertgruppen med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen holder den slags møder og inddrager organisationer som Landbrug & Fødevarer i sit arbejde er ikke helt utænkeligt. Landbrug & Fødevarer står oplistet i den følgegruppe, ekspertgruppen kan trække på som “nyttig vidensbank” og et sted at hente “aktuel og relevant viden og sparring til ekspertgruppens arbejde”, som det hedder.

Og skatteministeren forventer da også, at ekspertgruppen gør brug af muligheden. Ja faktisk ville det modsatte være angribeligt, mener han.

“I det her tilfælde ville det være meget kritisabelt, hvis der ikke var en dialog imellem ekspertgruppen og dem, det (en CO 2 -afgift på landbruget, red.) handler om”, mener Jeppe Bruus.

“På samme måde, som vi involverede erhvervet, da vi lavede en CO 2 -afgift på industrien, mener jeg, at det er fuldstændig naturligt at involvere de interessenter, som er en del af den lovgivning, vi skal sidde og lave. Og det vil være stærkt kritisabelt, hvis vi ikke arbejder på den måde”.

Men spørgsmålet er, hvorfor man ikke må få indsigt i den dialog, den mødeaktivitet ogde input, der så har været mellem de her interessenter og ekspertgruppen?

“Det er en selvstændig myndighed. Og det vil sige, at hvad de svarer på i forhold til aktindsigter, og hvad de vil give indsigt i, det er op til dem”.

Jeppe Bruus fortsætter:

“Vi nedsætter netop en ekstern gruppe for, at de har et rum til at sidde og arbejde i. Som også er fortroligt. Også for mig som minister”.

Du kunne vel beslutte, at når ekspertgruppen kommer med sin rapport, så vil du bede dem fortælle eller fremlægge, hvad for en kontakt og dialog og input, der har været fra de forskellige interessenter?

“Altså, de input, som jeg vil tro, at interessenterne sender til ekspertgruppen, sender de også til… altså, de har været i medierne med dem. Og landbruget har lagt dem åbent frem, hvad deres plan er, og hvad for nogle initiativer, de forestiller sig til at reducere frem mod 2030”.

Landbrug & Fødevarer har dog ikke ønsket at være åbne omkring deres kontakt til ekspertgruppen. I en mail til Danwatch har interesseorganisationen således afvist at ville udlevere den kommunikation, der har været.

Skatteministeren har tilsyneladende heller ingen særlig indsigt i det forhold.

“Jeg har ikke selv kendskab til de møder eller den dialog, der er mellem Landbrug & Fødevarer og ekspertgruppen. Og det er også helt naturligt, fordi hvis jeg skulle sidde som politisk valgt minister og blande mig i det, så går fidusen jo lidt af at have en ekspertgruppe, der faktisk har et rum, de selv kan agere i”.

Men du ville ikke synes, det var væsentligt, når man skal tage stilling til de scenarier og anbefalinger, ekspertgruppen kommer med, at man har med i regnestykket, hvad der har været af input fra de forskellige interessenter?

“Når ekspertgruppen kommer med deres anbefalinger på et tidspunkt, så har vi jo lagt op til, at der kommer en proces, hvor vi sætter os sammen med en række interessenter i et partnerskab – en trepart – og kigger på de anbefalinger. Og jeg vil da have den formodning – fordi sådan er det normalt, når vi arbejder i de processer – at de så præsenterer de ting, som de synes er væsentlige. Og mon ikke også det er de samme ting, de trods alt har syntes var væsentlige at præsentere over for ekspertgruppen?”.

Det kan du jo så ikke vide, fordi du ikke kommer til at få indsigt i, hvad deres input har været …

“Nej, men vi har nedsat en ekspertgruppe, for at de – de er en selvstændig myndighed – har et rum til at udvikle deres bud på de løsninger, vi har beskrevet i kommissoriet. Og der har jeg jo armslængde til den ekspertgruppe. Det er rammer, som er helt normale og gængse i forhold til, hvordan sådan en ekspertgruppe fungerer. Og det respekterer jeg”.

“Der er intet gedulgt eller skjult over, at de selvfølgelig mødes de medlemmer, der er i den følgegruppe. At de har et rum til at arbejde i – det er jeg helt tryg ved. Og hvad de ønsker at give aktindsigt i den ekspertgruppe, det er op til dem. Det er ikke noget, jeg skal blande mig i som minister”.

Det skal være nemmere at gennemskue, hvilket aftryk danske virksomheder sætter på klimaet, naturen og verden i al almindelighed – og så skal det være sværere at greenwashe.

I hvert fald, hvis det står til EU, der med med den nye lov Corporate Social Responsibility Directive vil skærper kravene til virksomhedernes CSR-rapporter. Det er heri, virksomheder for eksempel fortæller om deres grønne tiltag.

Direktivet, der sætter nye krav til, hvad virksomhederne skriver om deres ansvar og adfærd, bliver vedtaget af Rådet for den Europæiske Union på mandag. 

Og ifølge en af Danmarks førende forskere på området kan det komme til at gøre en stor forskel:

“Det er et skridt i den rigtige retning. Direktivet er en vigtig del af EU’s større grønne plan, og med den vil EU slå tonen an, hvad angår arbejdet med bæredygtighed,” siger Andreas Rasche, professor i virksomhedsansvar ved CBS.

Direktivet kommer blandt andet med nogle standarder for, hvad der skal rapporteres om. Det stiller også krav om, at en uafhængig instans godkender rapporteringen. 

Nye regler kan mindske greenwashing

De nye regler er en del af EU’s arbejde for at få europæiske virksomheder til at at tage ansvar for menneskerettigheder og miljø, som Danwatch har skrevet om tidligere. 

En samlet plan er vigtig for at kunne stille virksomheder til ansvar, mener Andreas Rasche:

“EU er ved at skabe et integreret system for virksomhedsansvar, hvor de både stiller krav til, hvordan virksomhederne påvirker verden omkring dem, og hvordan de kommunikere om det,” siger Andreas Rasche og fortæller videre:

“Det vil gøre greenwashing mindre sandsynligt.”

Selvom Andreas Rasche har rosende ord til det nye direktiv, så har han også kritikpunkter.

En af de nye tiltag fra EU er, at der skal være en sikkerhed for, at det faktisk er rigtig, hvad virksomhederne skriver i deres CSR-rapporter. Men ifølge Andreas Rasche er det ikke helt godt nok:

“Det er nyt, at EU forlanger en sikkerhed for, at rapporteringen er korrekt. Men det er en begrænset sikkerhed, og det betyder, at en revisor ser på den basale rapportering og siger god for den uden at gå i dybden med den, og det synes jeg ikke er tilstrækkeligt,” siger han.

Flere virksomheder skal stå til ansvar

Indtil nu har en enkel regel fra 2014 kridtet spillebanen op for, hvordan virksomhederne skal fortælle om bæredygtighed. Men hvor den regel kun omfatter de største virksomheder med flere end 500 ansatte, skal de nye regler gælde både store, mellemstore og små virksomheder.

“Det vigtigste ved det nye direktiv er, at det kommer til at omfatte langt flere virksomheder, end de tidligere regler. Bæredygtighed bliver mainstream,” siger Andreas Rasche.

Antallet af virksomheder i Europa, som skal rapportere om deres bæredygtighed og virksomhedsansvar, går fra omkring 11.700 til næsten 50.000.

Hundredvis af danske virksomheder omfattet

Det er svært at sige præcist hvor mange danske virksomheder, det vil gælde, fordi der både bliver kigget på omsætning, størrelse, og hvorvidt virksomheden er aktielistet. Men ifølge Danmarks Statistik har 850 store virksomheder flere end 250 ansatte i Danmark.

“Det kommer til at få stor betydning for danske virksomheder. De største danske virksomheder er allerede gode til den her slags rapportering, men for mange vil det være nyt, og det vil tage noget tid at blive komfortabel med,” siger Andreas Rasche.

Hos Danmarks største virksomhed Novo Nordisk hilser man de nye regler velkomne. 

“Vi bifalder intentionerne i CSR-direktivet”, lyder det i en mail fra virksomheden, der nu går i gang med at undersøge, hvordan det præcis vil påvirke dem.

De nye regler træder i kraft i tre etaper. Fra 2024 vil de gælde de største virksomheder med flere end 500 ansatte, fra 2025 bliver det de store virksomheder med flere end 250 ansattes tur, og fra 2026 gælder reglerne også aktielistede små og mellemstore virksomheder.

D. 7. april i år stod Christopher Arzrouni på en talerstol i konferencesalen på Hotel Scandic i København og remsede procenttal op.

Tallene var stigninger i aktiekursen på en række våbenfirmaer, der var blevet mere værd, efter at krigen i Ukraine var begyndt. Stigninger, som ville have gjort Christopher Arzrounis pension mere værd, hvis det ikke lige var fordi, hans pensionsselskab P+ havde solgt de aktier i december. 

Derfor var Christopher Arzrouni også utilfreds med en del af de mennesker, der sad i salen til generalforsamling i P+. Navnligt en gruppe af medlemmer, der på den foregående generalforsamling havde fået vedtaget et forslag om at frasælge investeringer i selskaber, der forsyner Saudi Arabien med våben. Men han var også utilfreds med bestyrelsen i P+, der havde gennemført forslaget. 

“Hvis der er nogen, der vil slå sig sammen og være venstrefløjsaktivister og investere i en bestemt type ting – enten fordi de er ligeglade med at tjene penge, eller fordi de tror, man kan tjene på noget særligt – så fred være med det. Men jeg … jeg er blevet bondefanget,” siger Christopher Arzrouni til Information.

Information og Danwatch har de seneste uger beskrevet, hvordan ansvarlige investeringer er begyndt at spille en større rolle i en række pensionsselskaber. Det er blandt andet sket ved, at kritiske medlemmer af pensionsselskaber har mobiliseret til generalforsamlinger og presset ændringer af investeringspolitikken igennem. 

Initiativerne har flere steder resulteret i markante frasalg af aktier i de store olieselskaber, mens det senest er lykkedes en række læger at få flertal for, at Lægernes Pension skal ud af atomvåben.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for den nye udvikling og måden, tingene bliver gennemført på. Herunder Christopher Arzrouni, der er skribent og politisk rådgiver. I dag arbejder han for tobaksgiganten Philip Morris, men han har tidligere været rådgiver i Socialministeriet, Fødevareministeriet og Finansministeriet og har derigennem sin pension i P+, der blandt andet repræsenterer de danske embedsmænd. 

Christopher Arzrouni mener, at P+ først og fremmest skal være ansvarlig over for ham som opsparer og sikre, at han får det størst mulige udbytte. Det er dog ikke fordi, han har noget problem med folk, der mener, at pensionsselskaberne skal tage mere ansvar for de konsekvenser, som deres investeringer har rundt omkring i verden

“Hvis folk har lyst til at investere i bestemte ting, så skal de endelig gøre det. Men de skal ikke nødvendigvis regne mig med. Og de skal ikke påføre mig tab”, siger Christopher Arzrouni.

Våben til Yemen … og Danmark

Da P+ i december solgte deres våbeninvesteringer, var der tale om 20 selskaber, der leverer våben til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emiraters krig i Yemen.

“Konflikten i Yemen er dybt problematisk og efterlader befolkningen i en håbløs situation. P+ anerkender dette og ser på situationen med stor alvor”, konkluderede pensionskassen i sin begrundelse.

Eksklusionerne skete, efter at et medlemsforslag var blevet vedtaget af et flertal af de delegerede på pensionskassens generalforsamling i 2021. Generalforsamlingen er godt nok den højeste myndighed i P+, men Christopher Arzrouni var alligevel forundret over, at bestyrelsen gennemførte forslaget.

»Jeg tænkte, at det var da utroligt, at de gør det,« fortæller Christopher Arzrouni til Information.

Selskaberne, der var for uetiske til at være en del af hans pensionsopsparing, var blandt andre Thales, Lockheed Martin, Rheinmetall og General Dynamics. Selskaber som alle sammen ganske rigtigt sælger våbensystemer til Saudi Arabien og UAE’s krig i Yemen, men som samtidigt også indgår kontrakter med den danske stat, som mange af medlemmerne i P+ arbejder for.

Thales leverer rejsekortet og radarer til den danske flåde, Lockheed Martin skal levere det danske forsvars F35-fly, og General Dynamics har leveret F16-flyene.

“De her virksomheder, som bliver sortlistet af embedsmændenes pensionskasse, er de virksomheder, som embedsmændene sidder og indkøber fra, når de agerer på skatteydernes vegne. Det er der et paradoks i”, siger Christopher Arzrouni.

“At det så efterfølgende har vist sig at være en gigantisk dårlig forretning for P+ at gøre det (at sælge aktierne, red.), er bare at føje spot til skade”.

’Go crazy’

Få måneder efter eksklusionerne startede krigen i Ukraine, og den massive fokus på oprustning, der fulgte efter, er noget, som våbenaktierne har haft gavn af, men som medlemmer af P+ nu ikke får del i. Derfor mener Christopher Arzrouni, at han er blevet bondefanget.

– Du valgte at deltage på P+’s generalforsamling i år, og det kan du jo gøre på lige fod med andre medlemmer. Er det ikke bare med at komme ind i kampen, og få folk med på dine synspunkter om, at I skal investere i de her våben?

“Men det er for sent nu. Jeg har tabt pengene. Det er det samme, som hvis en flok tyve samles for at beslutte, hvem de skal bestjæle, og så vælger de at bestjæle mig. Og så siger du, at jeg skal komme ind i kampen og sidde sammen med tyvene og bestemme, hvem der skal bestjæles?”

– Er det den rigtige analogi?

“Det er i bund og grund det, det handler om. Hvis jeg kunne have taget mine penge og være gået forinden, ville en del af problemet være løst”, siger Christopher Arzrouni.

“Hvis I andre har lyst til at go crazy, så fint med mig. Bare jeg kan tage mine penge og gå, inden mit indskud bliver mindre værd. Men det er ikke det, der er tilfældet. Jeg er låst. Så kan du sige, at jeg skal komme ind i kampen og overbevise folk om, at det var en ufatteligt dårlig idé, og det kan jeg måske godt. Men tabet er taget”.

Krig er problemet, ikke våben

– Saudi Arabien og Emiraterne fører en på mange måder problematisk krig i Yemen. Det er der så nogle pensionskasser, der ikke vil være med til. Har du ikke nogen problemer med at tjene penge på at levere våben til den krig?

“Jeg har et problem med krige. Det har jeg. Jeg har ikke et problem med producenter af våben, der sælger dem legalt. Navnlig har jeg ikke et problem med producenter af våben, der sælger deres våben til Danmark”, siger han.

“Våben er en genstand. Om våbnene tjener et fornuftigt formål eller ej, handler ikke om våbnene, det handler om dem, der anvender våbnene”.

– Men den danske stat har selv sortlistet eksport af våben til Saudi Arabien. Danske selskaber må som udgangspunkt ikke sælge våben til hverken Saudi Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater…

“Men den danske stat køber af de pågældende virksomheder. Så længe den danske stat køber af de pågældende virksomheder, så kan jeg ikke se et problem i at investere i virksomhederne”.

Dårligt varslet

Problemet er ifølge Christopher Arzrouni ikke mobiliseringerne i sig selv, men at man som medlem ikke bliver varslet i god tid inden ændringer og bliver stillet overfor en klar mulighed for ikke at være med.

“Det jeg har noget imod er, at jeg skal gå ned med den synkende skude. Det gider jeg ikke,” siger Christopher Arzrouni

Han henviser til, at der ikke er tale om en håndfuld selskaber, som de danske pensionsselskaber ikke længere ønsker at investere i, men lange eksklusionslister, der i P+’s tilfælde fylder otte sider.

“Det øger min risiko som pensionsopsparer, at man ikke har mange æg i mange kurve. Jeg ser en voldsom risiko for, at jo mere aktivistiske pensionskasserne bliver, jo mere snævrer de deres investeringer ind og placerer deres æg i én kurv”, siger han.

Den frygt er dog ubegrundet, siger investeringsdirektør i P+ Kåre Hahn Michelsen, og forklarer, at P+ har 2500 forskellige aktier. Dertil kommer der investeringer i kreditobligationer, infrastruktur, ejendomme “og alle mulige andre ting”. 

“Vi har en forpligtelse til løbende at sikre, at der er en væsentlig spredning af risikoen – altså mange æg i mange kurve – og det mener jeg også vi gør”, siger Kåre Hahn Michelsen.

“Vi har for eksempel også andre våbenselskaber i porteføljen, så bare fordi der er nogen, vi ikke har, så mener jeg ikke, vi har øget risikoen”.

Et ansvar, der favner bredt

På generalforsamlingen i april 2022 havde P+ på den ene side fokus på, hvordan de kunne få det enkelte medlem i fokus, og på den side anden side, hvordan de håndterede den nuværende “brydningstid”, hvor bæredygtighed spiller en større rolle.

Kåre Hahn Michelsen henviser til, at der altid vil være forskellige hensyn, der skal balanceres, når man skal forsøge at varetage over 100.000 medlemmers interesser. 

Måden, P+ gør det på, er blandt andet ved at afholde generalforsamlinger, hvor medlemmerne kan komme med input og stille forslag, som det var tilfældet med salget af våbeninvesteringerne i 2021. 

“Det her initiativ er født på en generalforsamling sidste år. Det var et medlemsforslag, der fik opbakning fra et overvældende flertal. Over 80 procent stemte for forslaget, og der var heller ikke nogen på talerstolen, der talte imod det”, siger han. 

Af samme årsag mener han heller ikke, at man kan kritisere pensionsselskabet for ikke at informere om det mulige frasalg i god tid. Generalforsamlingen var i april 2021, mens implementeringen af forslaget blev meldt ud i december.

“Det har været oppe på en generalforsamling, der er blevet stemt om det, og det har stået i referatet. Det er da en form for information. Så jeg synes på ingen måde, at vi har prøvet at skjule noget over for medlemmerne,” siger Kåre Hahn Michelsen.

Men ifølge Christopher Arzrouni er det »simpelthen for nemt« at klandre medlemmerne for ikke at følge med i generalforsamlingsreferaterne.

“Det er umanerlig dårlig service. For selv hvis jeg havde været et meget aktivt medlem og læst referatet, ville jeg stadig ikke vide, hvilke virksomheder der konkret ville blive frasolgt. Beslutningen skal jo operationaliseres. Jeg ville da ikke have fantasi til at forestille mig, at Boeing eller Thales ville blive frasolgt”, siger han.

Der gik tre måneder, fra Danwatch dokumenterede historien Kakaobørnene & og de brudte løfter om børnearbejde i blandt andet Fairtrades plantager i Elfenbenskysten, til Fairtrade greb ind på de konkrete plantager. 

Danwatch dokumenterede, at børn ned til 8 år arbejdede i fire ud af seks tilfældigt udvalgte kakaoplantager, der leverer til Fairtrade. Oplysningerne om, hvor børnene arbejdede og under hvilke forhold, videregav Danwatch til Fairtrade, der lovede at sætte en undersøgelse i gang.

Du kan se en video med interviews med børnene her.

Den 12. November modtag Danwatch konklusionen på Fairtrades undersøgelse, og den viste risiko for børnearbejde blandt størstedelen af kakaobønderne i området, hvor Danwatch foretog interviews med børn og voksne kakaoplukkere. De specifikke børn fra Danwatch’s historie fandt Fairtrade dog aldrig frem til. 

“Det kommer ikke som en overraskelse for mig, at en undersøgelse et par måneder efter Danwatch’ undersøgelse ikke kunne finde disse børn”, siger seniorforsker på Südwind instituttet i Tyskland, Friedel Hütz-Adams til Danwatch.  

“Eftersom høstsæsonen for kakao var overstået i det relativt rolige september, så er disse børn tilbage i skole eller arbejder med noget helt andet”, siger han.

Friedel Hütz-Adams er også medlem af VOICE Network, et netværk af
ngo’er og fagforeninger, der arbejder for bæredygtighed i kakao og tackler spørgsmål som fattigdom, skovrydning og børnearbejde. Vi har bedt ham læse Fairtrades rapport og vurdere, hvad der skal til for at løse problemerne med børnearbejde i kakaosektoren. 

Kontrol hindrer ikke børnearbejde

Først et kig på rapporten fra Fairtrade. 

Fairtrade besøgte i september seks af deres egne kakaoplantager, hvor Danwatch i juni i fire ud af seks plantager interviewede børn ned til 8 år, der høstede kakao med skarpe machetes og bar tunge baljer med vand i mange timer hver dag. Danwatch var på uanmeldt besøg på plantager d.1-6. juni, altså mindst 12 uger før Fairtrades kontrolbesøg i september. På grund af Covid19 kunne undersøgelsen ikke ske tidligere, skriver Fairtrade. 

Fairtrade lavede træninger med kakaofarmere, der er knyttet til seks kakaoproducenter i området, hvor Danwatchs dokumenterede børnearbejde, og i samme område interviewede de en gruppe af børn, hvoraf størstedelen bekræftede, at børnearbejde er en risiko.

Fairtrade vurderede også kakaoproducenternes kontrol af børnearbejde, og de adspurgte producenter har alle opdaget børnearbejde blandt deres kakaoleverandører i de sidste 12 måneder. 

“Audits og undersøgelser i sig selv kommer ikke til at reducere antallet af børn, der arbejder, det er et helt andet sted problemet ligger”, siger Friedel Hütz-Adams.

Årsagen til børnearbejde er fattigdom

Ingen forældre har lyst til at tage deres børn ud af skolen for at arbejde, i hvert fald ikke, når forskerne spørger dem, siger Friedel Hütz-Adams.

“Interviews verden over med forældre til børn, der arbejder, også i kakaoplantager, viser, at forældre ikke har lyst til at tage deres børn ud af skolen for at lade dem arbejde”, siger han. 

De lader deres børn arbejde, fordi de er nødt til det, så hvis kakaofarmerne tjente mere og ikke var så fattige, ville børnearbejde reduceres, mener han.

 “Reduktion af fattigdom er et kæmpe skridt imod at reducere børnearbejde. Det var også tilfældet i Europa for 100 og 150 år siden. Hvad I har beskrevet i jeres undersøgelse for nogle måneder siden viser, at børnearbejde stadig er udbredt i kakaoproducerende områder, og ny forskning bekræfter det”. 

– Hvordan skal Fairtrade så gribe børnearbejde i deres plantager an?

“Selv hvis du fortsætter med at lave kontrol måned efter måned, så ændrer det ikke nødvendigvis situationen på jorden. Mere pres på farmerne leder muligvis til, at de bliver bedre til at skjule de arbejdende børn, eller mange af børnene begynder at arbejde med afgrøder, hvor ingen kommer for at kontrollere. Igen, fattigdom er den primære årsag til børnearbejde. Fairtradeproducenter har ikke de nødvendige midler og infrastruktur til at håndtere de her problemer”, siger han og fortsætter: 

“Men det er ikke det eneste problem, Fairtrade står overfor. Fairtrade har udregnet, hvor høj prisen på kakao skal være, for at bonden kan opnå en løn, man kan leve af, og for at opnå det, skal Fairtrades priser til farmerne være markant højere, end de er i dag. Og så opstår et nyt dilemma: Hvis Fairtrade vil garantere deres kakaofarmere en indtægt, som deres familie kan leve af, så ville kakaokøbere, der i dag bruger Fairtrades label, miste deres kunder i chokoladeindustrien”.

– Så det er chokoladeproducenterne i vores hjørne af verden, der skal acceptere en højere pris for Fairtrade chokolade?

“Ja, hvis de mener det, de siger. I de senere år har mange virksomheder hævdet at gå op i menneskerettigheder, men så snart det kommer til at betale den reelle pris, så begynder forhandlingerne, og det er tydeligt signaleret, at ingen prisstigning er tolereret udover i pilotprojekter. Og hvis chokoladevirksomhederne ikke får den pris, de vil have, så laver de deres egne bæredygtighedsmærker”.

Prisen på kakao er for lav 

Der er flere gode intentioner og bæredygtighedsmærker i kakaoindustrien end nogensinde før. Desværre er der også mere børnearbejde end nogensinde før, bekræfter Friedel Hütz-Adams. Og det er blandt andet mærkerne, den er gal med. 

“Selv på certificerede plantager er vi langt væk fra en indtægt, som familier kan leve for, og frihed for børnearbejde og andre menneskerettighedskrænkelser. Til den nuværende pris (på kakao, red.) kan det ikke være anderledes. Jeg var til en stor konference i Elfenbenskysten i 2016, hvor prisen for kakao faldt voldsomt, og en kakaoproducent rejste sig og sagde: Jeg har ingen penge til at betale mine børns skole og jeg kan ikke betale for voksne arbejdere, hvad skal jeg gøre? Lade min høst rådne og leve med en mindre indtægt eller sætte mine børn til at arbejde?

– Men det er jo det bæredygtighedsmærkerne lover. At de arbejder for, at arbejderne har fået en fair løn, og at børnearbejde ikke er tilladt i deres produkter? 

“Det er alt sammen dybt uigennemsigtigt for forbrugerne. Der er alle mulige slags mærker på kaffe, æbler, fisk og papir, og vi forventer, at forbrugerne skal finde ud af på daglig basis, hvad den seneste skandale er, og hvad de kan købe i stedet for? Det kan ikke være rigtigt. Jeg må kunne tage et produkt ned fra hylden og være relativt sikker på, at de mest basale menneskerettigheder er respekteret i produktionen af det produkt, som jeg er ved at købe. Og det skal stå i loven. Det kan ikke længere være virkeligheden, at virksomheder kan udvide deres markedsandele ved udelukkende at fokusere på pris uden hensyn til menneskerettigheder eller miljøpåvirkning”.

– Hvad skal der til, for at vi kommer derhen? 

“Vi har brug for bindende lovgivning fra EU og nationale regeringer, der tvinger virksomheder til at gøre deres værdikæder (varens vej fra producent til forbruger red.) transparente og gør alt, hvad de kan for at reducere og eliminere menneskerettighedskrænkelser. Det kan ikke kun handle om kontrol og transparens, men også pris- og lønssystemer, der sikrer kakaofarmerne en indtægt, som hans familie kan leve for. I kakaosektoren har bønderne brug for støtte til at forbedre deres landbrugsmetoder, investere i deres landbrug og få en mere varieret indtægt. Men det er ikke nok til at få dem ud af fattigdom. Derfor skal vi have en højere pris for kakao”. 

Vi har forelagt kritikken for Fairtrade International, men de er ikke vendt tilbage før redaktionens afslutning.

Der går en røverhistorie om, at den tidligere britiske udenrigsminister Harold Macmillan en dag blev spurgt, hvad der var mest sandsynligt ville slå hans regering ud af kurs. Hans svar var: “Events, dear boy. Events”.

Begivenheder, min dreng. Begivenheder. Om Macmillan sagde det eller ej er ikke rigtigt til at blive klog på, men i en ny bog af Danmarks OECD-ambassadør og tidligere Danida-chef Carsten Staur, har han  udpeget 12 begivenheder, som han mener formede Danmarks udenrigspolitik de 250 år, Danmark har haft et udenrigsministerium.

Men er udenrigspolitik bare begivenheder, der sker rundt omkring et land? Carsten Staur har en tese om, at alle landes udenrigspolitik på den ene side er proaktiv og på den anden siden er reaktiv i forhold til, hvad der sker rundt om det.

“Vi er et land, der skal navigere i en omverden, som flytter sig rundt om os. Når der sker noget nyt i den, må vi tage bestik af situationen. Men vi er også et land med en proaktiv dagsorden: Der er en række elementer fastsat af regeringen, vi gerne vil arbejde med i udenrigspolitikken. De ting forsøger vi at lægge ind over alt det reaktive, så vi har også nogle proaktive elementer”.

Sagen er den, siger Carsten Staur, at jo mindre et land er, jo større bliver den del af udenrigspolitikken, som er reaktiv. Og jo større et land er, jo større er potentialet for, at lave en proaktiv udenrigspolitik. Så hele pointen er, at et lille land som Danmark, i høj grad er styret af, hvad der sker i omverdenen.

Den tese får Carsten Staur bekræftet, når han ser på den verden, hans bog udkommer i, og sammenligner den med den verden, han for halvandet år siden så, da han begyndte at skrive bogen: 

“Corona er et klassisk og absolut aktuelt eksempel på det her. Da jeg startede på den her bog, var Corona en udmærket mexicansk øl. Nu er det noget helt andet. Så Danmark flyttes i høj grad rundt af ting, der sker i omverdenen. Det gør alle lande, men det gælder i høj grad for os mindre lande”, siger Carsten Staur. 

En plads ved bordet

Carsten Staur er på det nærmeste vandret direkte fra historiestudiet på Københavns Universitet med sit kandidatbevis i hånden og over til Asiatisk Plads på Christianshavn, hvor Udenrigsministeriet ligger. Siden han blev færdiguddannet for snart 40 år siden, har han nemlig fungeret i mange roller i udenrigstjenesten, blandt andet som dansk ambassadør i Israel, FN-ambassadør og nu som OECD-ambassadør. 

Han har siddet med ved bordet ved utallige forhandlinger og trækker på egne erfaringer i et kapitel om Muhammedkrisen. Og efter et langt liv i diplomati vil han med egne ord med bogen “opsummere nogle erfaringer med diplomatiet og det arbejde, som udenrigsministeriet gør”, siger han

Og det har han valgt at gøre over næsten 400 sider og med 12 nedslag i historien, hvor han analyserer, hvad der var smart og ikke-smart, og hvad man kunne have valgt at gøre i stedet. 

Noget af det, der ifølge Carsten Staur generelt har været rigtig smart, har været, at Danmark ofte har siddet med ved bordet, når nye samarbejdsformer og organisationer som FN, Nato og EU blev grundlagt.

For, som et berømt citat, der især tilskrives Al Capone, lyder, så er du enten med ved bordet, eller også er du på menuen. Og også Carsten Staur bruger det i sin bog:

“Hvis man sidder med ved bordet, når der forhandles, kan man altid blive enige om at skælde ud på dem, der ikke er med ved bordet,” siger Carsten Staur og kommer lidt nærmere det diplomatiske råderum, der kan opstå for et selv et lille land, ved sådan et bord. 

“Omkring sådan et bord bliver de magtforskelle, der er mellem landene, til en vis grad udjævnet. Selvfølgelig er der nogle lande, hvis ord tæller mere end andre, og som fylder mere end andre. Men hvis man er lille og kreativ og er med til at finde løsninger, som samlet set kan få ting til at glide, så er der mulighed for at få indflydelse i en international ramme”.

Penge i banken

Et andet diplomatisk greb, Carsten Staur vender tilbage til flere gange i sin bog er det at sætte penge i banken. Man kan også sige, at den ene tjeneste er den anden værd. I hvert fald går det ud på at hjælpe andre lande, når vi kan og så håbe, de også vil hjælpe os, når vi har brug for en tjeneste.

Især denne tilgang fyldte meget i det danske diplomati før 2.verdenskrig, indtil vi blev rendt over ende af tyskerne: 

“Før 1945 var Danmark et lille land, der forsøgte at manøvrere alene i en omverden, vi forsøgte at tilpasse os. Vi var meget lidt proaktive i den periode. I stedet havde vi travlt med at handle med alle og være gode venner med alle og forsøge at undgå at blive blandet ind i de problemer, der foregik omkring os. Men i 1945 træf vi et strategisk valg om at sidde med ved bordet – og tage del i det internationale samarbejde, der opstod. Først lidt forsigtigt, men efterhånden med større ambitioner”.

Det har med andre ord ikke altid været en naturlov, at Danmark var med, når der skulle træffes beslutninger internationalt. Et eksempel er den biografaktuelle historie om, hvordan Danmarks ambassadør i USA under 2. verdenskrig, Henrik Kaufmann, fik skaffet Danmark en plads blandt de 51 lande, der var med til at stifte FN i 1945.

Men også efter 1945 har Danmark brugt det at sætte penge i banken. Bare fordi et nyt greb kommer i diplomatens værktøjskasse, behøver man jo ikke smide det gamle ud: 

“Det er jo klassisk diplomatisk tænkning. Hvis vi er lidt hjælpsomme over for andre, som har brug for det, så sætter vi penge i banken hos dem, og hvis vi så får brug for at trække på de penge, så kan vi få hjælp fra dem. Det er altså også min erfaring fra mange års arbejde som FN-ambassadør og nu som OECD-ambassadør, at det holder”. 

Et eksempel er de danske sommerhuse. Da Danmark trådte ind i det daværende EF, fik vi lov til at beholde en regel om, at udlændinge som udgangspunkt ikke kan købe sommerhus i Danmark. Reglen blev senere indføjet i en protokol til Maastrichttraktaten. Men den slags særaftaler koster noget, og det er her, det ifølge Carsten Staur er smart at have en tjeneste til gode: 

“Den slags sager koster altså noget. Så kan man vælge, om man vil betale på forhånd eller bagefter”.

EU er en stor del af fremtiden

Man skal passe på med at spå om fremtiden, men Carsten Staur giver alligevel i sin bog et bud på, i hvilken retning, den danske udenrigstjeneste bør bevæge sig det, og det er i retning af mere EU:

“I 90’erne var USA den eneste dominerende supermagt”, siger Carsten Staur og forklarer, at i dag ser vi en anden verden, hvor der er flere store spillere:

“Kina og Indien er begyndt at blive større magter med hver deres stemmer på det internationale felt. USAs rolle er til gengæld blevet mindre, efter USA selv har valgt at trække sig mere tilbage – startende under Obama og forstærket under Trump”.

Derfor mener Carsten Staur, at Danmark har en interesse i at få EU frem på banen, så EU kan fylde mere i den internationale dagsorden:

“EU bliver fremover den vigtigste platform for dansk udenrigspolitik i en situation, hvor der er brug for Europas stemme i verden, og hvor Europa naturligt må udfylde noget af det tomrum, som USA efterlader”.

Dermed ikke sagt, at danskerne skal lægge alle deres æg i EU-kurven. Men EU er bare også, siger Carsten Staur, et helt klassisk dansk værn mod at være den lille i vores forhold til Tyskland: 

“Frem til besættelsen i 1940 var det dansk-tyske forhold et meget stort land og et meget lille land ved siden af hinanden. Det betød, at magtforholdet var meget klart. Når det multilateraliseres – altså når du bringer flere lande ind i ligningen – så sætter du Danmark og Tyskland ved et EU-bord, hvor der også sidder 25 andre. Og så er Tyskland bare ét land ved et meget stort bord”.

Carsten Staurs nye bog Skilleveje udkom 2. september på Gads Forlag

De undersøgte aldrig børnearbejde, forskerteamet, der tog til Elfenbenskysten for at finde ud af, om bæredygtighedsstandarder faktisk kommer kakaofarmerne til gode. 

Forskerne skulle interviewe 500 kakaofarmere, halvdelen af dem Fairtrade certificerede, den anden halvdel ikke certificerede. Og de vurderede hurtigt, at kakaofarmere – certificerede eller ej – sandsynligvis aldrig ville afsløre børnearbejde for forskere, fordi det er ulovligt. 

“Vi regnede ikke med, at vi ville få brugbare svar. Vi forsøgte at spørge både direkte og indirekte, men det gik ikke særlig godt, særligt hos Fairtrade kooperativerne, fordi farmerne her er ekstra opmærksomme på, at børnearbejde er ulovligt”, siger Eva-Marie Meemken, assisterende professor på Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. 

Men forskerne så børn arbejde med knivskarpe macheter i kakaoplantagerne, siger Eva-Marie Meemken. 

Konklusionen på deres undersøgelser var, at certificeringsordninger, der giver kakaobonden en lidt højere kilopris samt en økonomisk belønning til kooperativet, har en effekt, omend den er lille. 

“Den tilgængelige forskning viser, at certificering kan have positive effekter på priser og indkomster, men effekten er ofte ikke særlig stor. Det betyder bl.a., at landmænd stadig kan leve i fattigdom, selvom de er certificeret”, siger Eva-Marie Meemken.

Eva-Marie Meemken er en af ​​flere kakaoeksperter som Danwatch har interviewet i jagten efter svar på spørgsmålet om, hvad vi kan gøre ved ét af kakaoindustriens største problemer. Børn ned til 8 år, der høster kakao sammen med deres forældre. Hele 1,1 milloner børn arbejder i Elfenbenskystens kakaoindustri, et tal, der er højere end nogensinde før. 

Danskerne er vilde med mærkninger

Der findes flere mærkningsordninger på fødevarer solgt i Danmark. Et af de mest kendte er Fairtrade. Hele 87 procent af de danske forbrugere kender Fairtrade mærket – kun overgået af Ø-mærket og Nordisk Miljømærkning, viser en undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer (2018). Og mere end hver anden dansker – 62 procent – køber Fairtrade mærkede varer, fordi de har tillid til mærket. 

– Men hvad er det så vi ved om Fairtrade-produceret kakao eksempelvis? 

“Certificering øger kakaofarmernes indkomster, og de er med til at sikre en bedre håndtering af  landbrugskemikalier. Men certificeringer er ikke en silverbullet, der kan løse alle problemer”, siger Eva-Marie Meemken og uddyber, hvad certificeringsordninger kan være rigtig gode til.

“Fairtrade og andre certificeringer har overvågningssystemer, der kan være mere effektive end kontrol fra fattige landes regeringer. Certificerede bønder er ofte organiseret i kooperativer, hvilket betyder, at de har et netværk, hvor de deler viden, og kooperativet modtager en ekstra bonus, som de kan bruge til at bygge en brønd eller en skole eller købe gødning, eller hvad de end har brug for. Kooperativerne forpligter landmændene til at overholde reglerne. Det fungerer som gruppepres. Hvis du ser din nabo bruge børnearbejde, og du ved, at dit kooperativ kan miste sin certificering af den grund, er du mere fristet til at ændre situationen”, siger hun.

– Kan de afskaffe børnearbejde? 

”Hvis kakaobønderne havde en større indkomst, så er der større sandsynlighed for, at de vil sende deres børn i skole – det har vi set i Uganda. Og certificeringer som Fairtrade har en tendens til at øge kakaofamiliernes bevidsthed om vigtigheden af uddannelse og farerne ved børnearbejde.  Sommetider bruges pengene fra Fairtrade også til at bygge skoler eller skaffe undervisningsmateriale. Men hvad nu, hvis der ikke er nogen skole eller lærere, eller de ikke er uddannet godt nok? Hvad bliver resultatet af børnenes uddannelse så? Der findes ikke nogen certificering der kan tackle disse brede udfordringer. Udfordringerne kræver økonomisk vækst, og de skal adresseres af regeringer”, siger Eva-Marie Meemken.

Fairtrade garanterer ikke, at der ikke er børnearbejde bag deres kakao, men i markedsføringen af mærket fremgår det, at de arbejder for “en fair pris” til kakaobonden. 

Samtidig lever 77 procent af bønderne, der leverer til Fairtrade kooperativer i Vestafrika, under fattigdomsgrænsen på 1,27 USD, viser en undersøgelse fra Fairtrade selv.

Og det er i misforholdet mellem de faktisk forhold på jorden og løfterne bag mærket, at det går galt, siger Eva-Marie Meemken.  

”Jeg synes, at der er en kløft mellem de standarder, som Fairtrade lover at opnå, og hvad videnskabelige undersøgelser fastslår, at der rent faktisk opnået. Uoverensstemmelsen mellem lovede resultater og faktiske resultater kan reducere forbrugertilliden over tid, så dette er potentielt et problem for certificeringsordninger, såsom Fairtrade”. 

Pres på virksomheder og regeringer

Der er næsten 100 bæredygtighedsprogrammer i kakaobranchen i Elfenbenskysten i dag, viser en Fairtrade-undersøgelse (2018). Og hver gang en journalist afslører børnearbejde i certificeret kakao, bliver forbrugerne passive og mister deres tro på bæredygtighedsmærkerne, siger Eva-Marie Meemken. 

Børnearbejde er et følsomt emne, og overvågningen og kontrollen med børnearbejde er  vanskelig for både statslige aktører og private certificeringssystemer som Fairtrade, forklarer Eva-Marie Meemken.

“Vi er nødt til at lægge mere pres på virksomhederne, især de store internationale, der dominerer kakaosektoren. Vi kan bede dem dokumentere, at deres produkter ikke involverer børnearbejde. Regeringen kan også have en rolle her. Vi har allerede fastlagt regler for andre spørgsmål, f.eks. om pesticider. Når der er for mange pesticidrester i frugter fra Ghana, så sender vi dem tilbage”, foreslår Eva-Marie Meemken.

“Og EU kunne kræve kakao uden børnearbejde”, siger hun. 

Et tredje forslag kunne være at udvikle statslige standarder og mærker, der typisk er mere standardiserede, påpeger Eva-Marie Meemken.

Endelig kan man justere forbrugernes viden om hvordan chokolade faktisk bliver produceret. 

“Spørgsmålet er, om forbrugere ville være villige til at købe chokolade, der involverer mindre –  i stedet for ingen – børnearbejde?” 

Han begynder med at bekræfte, at størrelse faktisk betyder noget. Det handler om kakao, og som Thor Thorøe ser det, så er volumen den største årsag til, at problemer som børnearbejde er umuligt at udrydde, ihvertfald i Elfenbenskysten.

Thor Thorøe har i knap 10 år drevet socialøkonomisk virksomhed, nu materialiseret i is- og chokoladekæden Social Foodies, der er bygget på modellen om, at han både vil tjene penge og tage ansvar for hele værdikæden.

“Value for many, not money”, siger han lakonisk.

Vi har bedt Thor Thorøe og en række andre chokoladeeksperter, der arbejder med bæredygtighed om bud på, hvordan vi kommer problemet med børnearbejde bag vores chokolade til livs. Ved årsskiftet er det 20 år siden, at chokoladeindustrien første gang lovede, at børnearbejde i Elfenbenskysten skulle være slut. Børn skal i skole, ikke arbejde i kakaoplantagerne, sagde man.

I dag er der flere bæredygtighedsprogrammer i Elfenbenskystens kakaoindustri og –  sørgeligt nok – flere børnearbejdere end nogensinde før: Knap 1,1 millioner børn. Da Danwatch var i Elfenbenskysten i juni besøgte vi 10 kakaoplantager. Der var børn, der arbejdede på 8 af dem. 6 af plantagerne er Fairtradecertificerede. Der var børn på 4 af dem.

Læs hele undersøgelsen: Kakaobørnene & de brudte løfter

Med value for many mener Thor Thorøe egentlig bare, at det skal kunne betale sig for kakaobonden at levere et kvalitetsprodukt – fordi kakaobønner af den fineste kvalitet kan give op til 7 dollars pr. kg i stedet for 1,4 dollars kiloet, fortæller han. Og så skal chokoladeproducenterne holde sig til at købe kakao fra én producent, som man kender rigtig godt og købe mindre mængder.

– Kan du garantere, at der ikke er børnearbejde bag din chokolade? 

“Jeg kan garantere 100 procent, at der ikke er børnearbejde bag vores kakao. Vi producerer langt mindre, og hvis der var flere af vores slags, så ville det være lettere at sikre mod børnearbejde”, siger Thor Thorøe.

Pris følger ikke efterspørgsel på kakao

Svaret på, hvordan han tør stille den garanti, skal findes i hans vurdering af, hvordan systemet omkring kakaoindustrien de sidste 20 år er gået alvorligt i stykker.

“Det største problem, som er svært at komme til livs, er, at produktiviteten i Elfenbenskysten er blevet ved med at stige de sidste mange år. Det betyder, at jorden udpines, og høstudbyttet bliver mindre, samtidig med, at efterspørgslen stiger fra en stigende middelklasse i lande som Kina, Indien og andre spirende middelindkomstlande”.

En stigende efterspørgsel burde jo få prisen til at stige, men i Elfenbenskysten er prisen reguleret af regeringen i forhandling med de store opkøbere af kakao, Big Cocoa, to håndfulde multinationale virksomheder, der sidder på hele kakaomarkedet.

“Når bønderne skal levere mere kakao, og jorden er udpint, så skal de øge deres produktivitet, og det er her, at billig arbejdskraft som børnearbejde kommer ind i billedet”, siger Thor Thorøe.

“Det er de store kooperativer og plantager, der sælger til Nestlé eller Toms, dem, der opkøber standardiseret kakao i store mængder, der har de her problemer”.

Med standardiseret kakao taler Thor Thorøe om kakaobønner i ubestemmelig type og kvalitet, der høstes hos den enkelte kakaobonde, læsses på en lastbil med 100 andre sække kakao for så at blive solgt på en børs i en lagerhal med tonsvis af andre typer og kvaliteter af kakaobønner.

“Hvis bondens kakaobønner ikke har en kvalitet, der gør, at han kan få mere for dem, så må han gøre noget andet. Det kan være at få omkostningerne ned, og så begynder problemerne med korruption og organiseret handel med børn, der skal høste kakao”.

Thor Thorøe mener også, at man skal “passe på i sit analysearbejde”. Det er ikke alt, der kan kontrolleres af markedet.

“Akkurat som i Danmark for 100 år siden er det kulturelt betinget, at børn hjælper til i marken. Kakao er sårbart, det skal høstes og tørres og pakkes, og det har børn altid hjulpet til med”.

Fairtrade er ikke længere relevant

Bæredygtighedsprogrammer er sat i verden netop for at afhjælpe problemer som udpining af jorden, ineffektive dyrkningsmetoder og i sidste ende fattigdom og børnearbejde. Det sker bla. ved at træne bønderne i at dyrke jorden bedre, anvende gødning og kemikalier, så deres børn kan komme i skole i stedet for at luge ud i kakaoplantagen.

Og i Elfenbenskysten og Ghana, der tilsammen står for 60 procent af verdens produktion af kakao, er der hele 92 forskellige bæredygtighedsprogrammer, viser en undersøgelse fra Fairtrade i 2018. Hvordan hænger det sammen med, at antallet af børnearbejdere også er højere end nogensinde før?

“Fairtradetanken er rigtig god, de har været med til at sætte fokus på, hvad der egentlig sker i verden. Men den er blevet irrelevant”, siger Thor Thorøe og uddyber:

“Fairtrade er jo ikke en ngo, men en virksomhed, der trækker penge ud af de virksomheder, som gerne vil brande sig på at sælge bæredygtig kakao”.

Okay – men hvad er så løsningen? Og det er her, det begynder at gøre ondt.

“Jeg ved godt, at det er 70’er-agtigt at sige, men det handler om forbrugeren”, siger Thor Thorøe.

Så længe forbrugeren er vant til at få en plade Marabou for 20 kr, så ændrer tingene sig ikke, mener han.

– Er det forbrugerens eget ansvar, at der ikke er børnearbejde bag den chokolade, hun køber?

“Børnearbejde er i første omgang politikernes problem, og man burde kontrollere og bede om dokumentation for, at der ikke er børnearbejde bag et stykke chokolade. Og give bøder, når dokumentationen ikke er der. Måske skulle man være mere progressiv og advare mod børnearbejde på chokoladebarerne ligesom på cigaretpakkerne. Men politikere er svagpissere, det ved vi jo, så det skal begynde med forbrugerne”, siger Thor Thorøe.

“Problemet med Fairtrade er, at hvis bønderne ved, at de altid får 1,4 dollars per kg uanset verdensprisen, hvorfor skulle de så gøre en ekstra indsats for kvaliteten? Vi betaler gerne mere for bedre kvalitet, men med Fairtrade er der risiko for, at du får en dårligere kvalitet. Du kan ikke vide det”, siger Thor Thorøe.

Nu er det på tide, at han åbner op for, hvordan Social Foodies har fundet en løsning, der passer til deres vision og forretningsmodel. Thor Thorøe er også manden bag Paradis Is, der nogle år inde i succesen fik ideen om, at man både skal tjene penge og være ansvarlig på samme tid. Fordi det ene ikke behøver at udelukke det andet.

Pris og kvalitet hænger sammen

Derfor opfandt han Social Foodies, der sælger is, chokolade, flødeboller, snackbarer og andre syndige sager i deres egne butikker. Råvarerne er primært fra Sydafrika, Mozambique og Kenya, Zambia og Uganda, og filosofien er, at man skal være tæt på sine leverandører og stille krav og betale ordentligt. Så snyder de ikke, mener han. Det er dyrere, fordi kvalitet og ansvarlighed koster, til gengæld går hele overskuddet til socialøkonomiske formål.

Det er alt det, forbrugerne skal lære, mener han.

Men hvordan ved han, at børn ikke har høstet hans kakao? Og det er her, at størrelse bliver relevant. Selvom Social Foodies bygger på produktion i Afrika, har han for nu valgt Vestafrika – herunder Elfenbenskysten og Ghana – fra, når det gælder kakao.

“Det er for kompliceret at sikre os mod problemer som børnearbejde. Hvis det skal kunne lade sige gøre, skal man skal have en meget lille produktion, hvor ens  fætter driver plantagen, så man er fuldstændig sikker, ellers kan man ikke. Alt er styret af regeringerne i Ghana og Elfenbenskysten, og når kakaoen først lander i de store haller i hovedstaden, så er det svært at vide, hvor det kommer fra. Så man skal være fysisk tilstede for at sikre sig, at der ikke er børnearbejde”, siger han.

Derfor får Social Foodies kun kakaobønner fra én producent i Panama, et kooperativ, der er ejet af en tysk ngo, ForestFinance, hvis formål er at lave bæredygtig kakao. De træner farmerne og sikrer kvaliteten af kakaobønnerne.

“Vores mand i Panama bliver aflønnet efter, hvor meget vi aftager, og derfor har han en naturlig interesse i, at kakaoen er en god kvalitet det år”.

Det er det, der virker, siger han. Transparens og ærlighed og høj kvalitet og værdi i hele værdikæden. Social Foodies giver cirka 20 procent mere for deres kakaobønner end prisen på verdensmarkedet, fortæller han.

“Hvis ikke vi giver en ordentlig pris for kakao, så er farmerne ikke motiveret for at sælge en bedre kvalitet, så enkelt er det jo”.

Bæredygtighed bør dokumenteres

– Men hvad kan forbrugeren gøre, der gerne vil sikre sig at købe chokolade, der er produceret uden børnearbejde, moderne slaveri og truet regnskov? 

“Vi må ændre på måden, vi tænker og arbejder på. Supermarkederne burde stille krav til producenterne. Det er dem, der skal dokumentere, at der ikke er børnearbejde”.

Det kræver lovgivning, hvis supermarkederne skal stille krav til chokoladeproducenterne, og så er der spørgsmålet om den blødere lovgivning, initiativer, der motiverer til større ansvarlighed. Hvad med det?

“Hvis man endelig skal proppe penge i noget, der handler om at promovere at købe bæredygtigt, så kunne man sige, at alle jer, der har dokumenteret, at I har en bæredygtig produktion, I kan få rabat på afgifter på poser. Alle vil gerne flashe, at de er bæredygtige, og poserne er et godt sted at gøre det, men man skal kunne dokumentere det”.

Tiden er løbet fra certificeringsmærker som UTZ, Rainforrest Alliance og Fairtrade, der med et klistermærke lover forbrugeren, at deres chokolade er produceret under ordentlige forhold.

“Hvis vi som den type virksomhed vi er, ikke kan stå inde for, hvad vi siger, så er vi færdige som virksomhed. Sådan bør det være for alle”.

Man bør gå uden om mærkningsordninger, hvis man vil undgå at købe chokolade, hvor der er problemer som børnearbejde eller moderne slaveri i produktionen. Så enkelt kan det siges, men forklaringen fra Thomas Heilmann er noget længere. Han er salgs- og marketingskonsulent i kakao- og chokoladevirksomheden, Xoco Gourmet, der er bygget på filosofien om, at god chokolade ikke kun skal efterlade en ordentlig smag i munden, men også bidrage til at løse problemerne i kakaoindustrien.  

“Groft sagt er de industrier, hvor der er behov for mærkninger, a la Fairtrade, i udgangspunktet ikke fair, for hvis de var, var der jo ikke brug for Fairtrade”, siger han. 

I stedet for en mærkning skal forbrugerne se efter det, der mangler, når de køber chokolade. 

“Hvis du ikke kan se, hvor kakaoen kommer fra, så kan du ikke vide, hvordan det er produceret,” siger Thomas Heilmann. I bund og grund kan man kun udstede en garanti for, at der ikke er børnearbejde i en plantage, hvis man stiller et videokamera op, mener han. 

“Men hvis farmeren ikke bliver stillet i en situation, hvor de ikke har anden udvej, hvorfor skulle de så sætte deres børn i arbejde?”, siger han. 

Men selvom man ikke kan udstede garantier, så gør han det alligevel, da han bliver spurgt, om Xoco Gourmet kan garantere, at der ikke er børnearbejde i deres plantager?

“Ja, det kan vi”. 

Ræset mod bunden

Først lidt om de udfordringer, som kakaoindustrien står over. Danwatch dokumenterede i juli børnearbejde i 4 ud af 6 kakaoplantager vi besøgte  i Elfenbenskysten, der leverer kakao til Fairtrade. Både regeringen i Elfenbenskysten og Fairtrade forbyder børnearbejde. Alligevel er der ifølge et nyt studie flere børnearbejdere i Elfenbenskystens kakaoindustri end nogensinde før. 

Svimlende 1,1 millioner børn i Elfenbenskysten svinger machetes eller slæber tunge sække med kakaobønner hver eneste dag. 77 procent af Fairtrades kakaofarmere lever under fattigdomsgrænsen på 1,27 USD om dagen, viser en undersøgelse fra Fairtrade selv. 

Problemet er – ikke overraskende – et spørgsmål om profit eller rettere, at skabe værdi for alle i værdikæden, siger Thomas Heilmann. 

“Generelt er der meget få penge i industrien, og det efterlader meget få penge til bønderne, fordi de er de svageste i værdikæden for kakao. De internationale chokoladevirksomheder kan ikke bare hæve prisen, fordi forbrugerne ikke vil betale ekstra. Den værdi, der så bliver skabt, bliver derudover ulige fordelt, og når nogen lever i fattigdom, så er det et problem. Når du går ned i et supermarked og køber chokolade, så tjener supermarkederne på det, men farmerne fortsætter i fattigdom, og der er ikke noget lys for enden af tunnelen, hvis den forretningsmodel fortsætter. Et luksusprodukt skal også give en god smag i munden, ingredienserne skal ikke fastholde folk i fattigdom”. 

– Men hvordan kan det være, at børnearbejde fortsat er stigende, når der også er flere bæredygtighedsprogrammer end nogensinde før? 

“Det skal jeg ikke kunne sige, men hele ideen om, at man tager profit fra sit produkt og giver det til nogen, der skal løse problemet, altså NGO – og CSR-tanken, det tror vi ikke på. Man må fokusere på at udvikle mere værdi, så farmerne får skabt et bedre produkt”, siger Thomas Heilmann Rasmussen.  

Som at tisse i bukserne for at holde varmen

Problemet med råvarer som kakao, der i Elfenbenskysten masseproduceres og sælges på børser i én standardiseret masse, er, at man ikke kan se forskel på kvaliteten af forskellige typer af bønner. Og når farmerne ikke kan sælge bønner i forskellige kvaliteter, kan de heller ikke hæve prisen på deres kakaobønner. 

“Alle bønderne er i direkte konkurrence mod hinanden. Kakao er et produkt der udvikles i lande, hvor institutionerne ikke er så stærke, som man kunne ønske, og folk lever i fattigdom, og de er motiveret for at få en bedre situation. Det skaber en uønsket spiral mod bunden. Enten skal de producere mere ved få en større farm og dermed rydde truet skov, eller de kan skære i deres omkostninger, og så er det, at de risikerer at ende med børnearbejde eller moderne slaveri. Det er jo et problem, som vi ikke kan acceptere”.

– Flere aktører i kakaoindustrien, herunder certificeringsordningerne mener, at løsningen for bønderne er at skrue op for produktiviteten. Hvad mener du om det?  

“Hvis man beder farmeren om at producere dobbelt så meget, så får han kun det halve for sin kakao, og så er han lige vidt. Det er ikke en løsning, det er som at tisse i bukserne for at holde varmen”.

Det er heller ikke en løsning at bede supermarkederne om at tage ansvar ved at lade være med at presse prisen overfor chokoladeproducenterne, mener han. 

“Hvis supermarkederne skal give afkald på deres profit, så ryger varen bare ned af hylden. Så vores tilgang er at skabe mere værdi i kakao og chokolade”. 

Fuld sporbarhed og mere værdi til alle

Ideen kommer fra vin. Som med druer er det ikke ligegyldigt, hvor kakaobønner stammer fra, eller hvordan de forskellige sorter dyrkes, fortæller Thomas Heilmann Rasmussen. I 2007 rejste stifteren af Xoco Gourmet, Frank Houmann at rejse junglen tynd i Honduras, Belize, Guatemala og Nicaragua for at finde de kakaobønner, hvis smag og kvalitet gjorde dem bevaringsværdige. De fandt en mindre skov af næsten udryddede kakaosorter, som de besluttede at rehabilitere, dels på egne plantager og dels hos kakaofarmere i landene. I dag har Xoco Gourmet aftaler med 400-500 kakaofarmere, fortæller Thomas Heilmann Rasmussen.

“Dealen er, at vi yder teknisk assistance til farmerne, så de får indsigt i, hvordan vi gør, og hvordan de kan blive bedre til at dyrke deres kakao. Derfor får vi også stor viden fra dem. Nogle af dem har også andre kakaosorter, som de sælger til andre chokoladeproducenter, men mange af dem er skiftet over til vores sort, Mayan Red, dels fordi de får assistance, de får en væsentlig bedre pris, og vi garanterer at købe al den kakao, de producerer”.

Xoco Gourmet betaler 2,8 USD pr kg kakaobønner til bonden, hvor kakaobønderne i Elfenbenskysten får 1,4 USD pr kg kakao, en pris, der er fastsat af regeringen i forhandling med chokoladeindustrien.

Priserne er ikke direkte sammenlignelige, fordi levevilkårene ikke er ens i Vestafrika og Mellemamerika, men så alligevel. I Nicaragua koster 12 æg knap 2 USD og 1 kg tomater koster 4,41 USD, imens de samme varer i Elfenbenskysten koster hhv. 2,70 USD og 1,82 USD, viser data fra websitet numbero.com.

“Mange af kakaofarmerne har vi arbejdet med i 12-13 år, så vi kan se effekten af, at de nu får et større output, fordi de dyrker bedre. En tidligere farmer har været i stand til at købe en bil og finansiere sin datters uddannelse, der nu er blevet revisor”. 

– Men hvordan kontrollerer I, at kakaofarmerne overholder arbejdstagerrettigheder?

“Vi har stor kontrol med vores farmere. Hvis vi har to kakaotræer, hvor det ene er vores, som de får flere penge for, så er det logisk, at man vil være motiveret for at smide de andre kakaobønner ind på vægten til Xoco Gourmet kakao. Så vi laver kontrol og yder teknisk assistance én gang om måneden”, siger Thomas Heilmann Rasmussen og uddyber:

“Vi ved præcis hvilke farmere, der har lavet det ton kakao, som ligger på lastvognen, når det er samlet sammen, og vores kunder ved det, fordi der sidder en QR kode på pakken, der viser, hvem der har dyrket kakaobønnerne. Vi synes det er vigtigt, at folk kan sætte ansigt på”. 

Fra Michelin til supermarkedet

Og dermed nærmer vi os spørgsmålet om, hvordan Thomas Heilmann så skråsikkert kan love, at der ikke er børnearbejde i produktionen af deres chokolade. 

“Vi har fuld sporbarhed hos alle vores bønder, og vi møder dem én gang om måneden. Når bønderne begynder at tjene flere penge, så er de ikke pressede på samme måde. De køber flere træer og planter ud, og derved bliver deres farme større. Vores eneste udfordring har været, at farmerne smider en andet slags kakao på vægtskålen, fordi de så får mere for det”. 

– Nu taler du om øget værdi i hele værdikæden, og så taler du om Michelin restauranter. Er det kun muligt at lave ordentlig chokolade, der koster virkelig mange penge, eller kan det lade sig gøre at lave chokolade, der ikke koster en formue? 

“Man kan ikke købe Xoco gourmet i supermarkedet endnu. Vi sælger chokolade til Michelinrestauranter og nogle bagere, og vi er i gang med at komme ind forskellige steder i København. Vi sælger også kakaobønner til chokolademagere, der laver chokolade på vores bønner. Men en anden udfordring er, at forbrugerne ikke er klar over, at chokolade ikke bare er chokolade. I sidste ende er det forbrugerne, der skal betale noget mere, og det gør de først, når de forstår, hvorfor de skal gøre det. Vi har selvfølgelig ambitioner om at få det ud til så mange som muligt, men vi er groft sagt mere interesseret i, at forbrugerne lærer, at kvalitetschokolade koster mere, og at vi får andre chokoladeproducenter med på det”, siger Thomas Heilmann og uddyber:

“Værdien på kakao skal op, og værdien skal fordeles retfærdigt. Slutproduktet afhænger jo af, hvad man kommer ind i maskinen, og derfor skal kakaobønderne betales ordentligt for det. Bønderne får større indflydelse på deres afgrøder, når de pludselig forhandler et luksusprodukt, som markedet ikke er oversvømmet af”.

Xoco Gourmet chokolade kan altså ikke købes i dagligvarehandlen endnu, det forventes at komme til efteråret. Så er vi jo lige vidt. Spørgsmålet er, om det er muligt at få prisen ned, hvis bæredygtighed stadig skal være nummer et prioritering. Læs næste interview med en social iværksætter, der har sat sig for at opdrage forbrugerne til at købe bæredygtig chokolade.

Det er næsten tortur om igen. En lille gruppe midaldrende mænd står foroverbøjet med hænderne på ryggen og læner panden op ad muren.

I fællesskab har de sat tremmer for vinduerne i en forladt skolebygning uden for Beirut og boret skudhuller i væggene med en boremaskine. De gør sig klar til at genindspille rædslerne, som de var udsat for under deres årelange ophold i Syriens berygtede fængsel Tadmor, i forbindelse med borgerkrigen i Libanon og Syriens besættelse af landet.

[Boks1]

Dokumentarfilmen ‘Tadmor’, som vises i København under filmfestivalen Arabian Nights i Cinemateket fra d. 18. august – 8. september, er et klaustrofobisk kammerspil om de grufulde tilstande i et syrisk fængsel med glimt af indsigter i, hvordan man overlever.

Et nyt, fælles sprog

Ved skiftevis at spille offer og gerningsmand rekonstruerer de 23 mænd overgrebene og fortæller i interviews åbent om at leve i fængslets små, mørke rum med endeløse dage med tortur og ydmygelser. Dette rollespil er et fortællegreb, som andre dokumentarfilm såsom The Act of Killing fra 2012 har benyttet sig af med stor succes, fordi det giver seeren mulighed for indlevelse. Også i Tadmor har det den ønskede virkning.

Oprindeligt var det ikke planen, at de tidligere fanger skulle genopføre deres traumatiske oplevelser, fortæller instruktøren Monika Borgmann over en telefonforbindelse til Libanon.

“At perfome blev deres sprog. Ord er ikke altid tilstrækkeligt til at beskrive det ubeskrivelige”, siger Monika Borgmann.

Det har været en lang proces at lave dokumentarfilmen. Monika Borgmann og hendes mand og medinstruktør Lokman Slim lærte de medvirkende at kende i 2008 i Beirut og derfra voksede idéen om at skildre deres oplevelser. De efterfølgende år opbyggede de en fortrolighed og tillid til hinanden. Borgmann fortæller, at når de tidligere politiske fanger fortalte om overgrebene, rejste de sig op fra stolen og imiterede hvad der havde hændt. Mændene kunne nemmere “tale” sammen på denne måde, og det førte til, at de selv opførte en live-performance i Beirut, som senere blev opført også i Tyskland.

Det udviklede sig videre til scener i dokumentarfilmen.

Hvordan reagerede de på at opføre minderne?

“Det var ekstremt svært for dem. Det førte dem tilbage til individuelle og kollektive traumer gennem flashbacks. Men det var deres ønske at fortælle verden om, hvad der skete på denne måde. De ledte an og vi fulgte efter”, siger Monika Borgmann.

“De føler et moralsk ansvar overfor dem, som døde og de som stadig sidder i fængsel i Syrien, om at fortælle, hvad der skete”, siger hun.

Forrædere i Libanon

Under borgerkrigen i Libanon fra 1975-1995 forsvandt der mange mennesker, som sympatiserede med andre politiske overbevisninger end dem i det Syriske regime. Mange libanesere blev sendt i fængsel i Syrien, hvor de ofte blev flyttet rundt. Tadmor fængslet blev anset for at være sidste stop.

“Tadmor bliver anset for at være det værste af fængslerne i Syrien. Her blev man ikke længere afhørt af efterretningstjenesterne. Man var der kun for at lide”, fortæller Monika Borgmann.

Rapporter fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch bekræfter dette billede.

Tadmor blev drevet af Bashar Al-Assad og var fuldt operationelt indtil 2015, hvor ISIS krigere stormede stedet og befriede fangerne i et propaganda-stunt, der blev filmet og lagt på YouTube. Det gav adgang til nye fotos af de umenneskelige forhold inde fra fængslet.

Fængslet ligger i den historiske by Palmyra, der engang var en rig oase i ørkenen nordøst for Damaskus. Palmyras ruiner er betegnet af UNESCO som kulturskatte med “fremragende universel værdi” og har tiltrukket tusindvis af turister inden opstanden i 2011 og fremkomsten af terrorgruppen ISIS.

De fleste af de politiske fanger, som medvirker i dokumentaren, blev løsladt i 2000 efter den tidligere leder Hafez al-Assad døde og hans søn og nuværende leder Bashar al-Assad overtog magten.

De tidligere politiske fanger, som medvirker i dokumentarfilmen sad fængslet i Syrien mellem 8-15 år, nogle op til fem år i Tadmor. Da de vendte hjem til Libanon var landet fortsat besat af Syrien, og de blev anset for forrædere over en bred kam. Ingen modtog kompensation og ingen fik psykologisk hjælp, fortæller Borgmann.

“De var unge mænd på omkring 18-20 år, da de blev sat i fængsel i Syrien og i midt-trediverne, da de vendte hjem. Ingen uddannelse, ingen arbejdserfaring, blot fysisk og psykisk fuldstændigt ødelagte. Derfra skulle de bygge deres eksistens op”, siger Monika Borgmann.

Hør mere om, hvordan det er gået for de medvirkende og for andre politiske fanger, når Monika Borgmann fortæller om tilblivelsen af dokumentarfilmen d. 8. september i Cinemateket, København.

“Regeringen kontrollerer dette lands naturressourcer. Liberias naturressourcer. Og mange ville nok være enige med mig i, at det aldrig er kommet befolkningen til gode” – Silas Siakor.

Silas Siakor er græsrodsaktivist med international pondus. Han har været med til at vælte en krigsherre og præsident ved at troppe op i FN’s Sikkerhedsråd i New York med en veldokumenteret rapport i hånden. Han har modtaget en international pris for sine afsløringer af, hvordan illegal tømmerhugst finansierede en årelang borgerkrig. Og han er familiefar. I Liberia.

I den nye dokumentar, ‘Silas’, instrueret af canadiske Anjali Nayar, kaster Silas sig igen over tømmerindustrien i det vestafrikanske land med en ildhu, der burde få enhver korrupt politiker eller virksomhed til at ryste i bukserne.

Tvangsforflyttelser og ulovlig tømmerhugst

Dokumentaren portrætterer hans kamp mod såkaldt “land grabbing” i den liberianske tømmerindustri. Land grabbing sker, når et jordområde overtages af eksempelvis multinationale selskaber, og lokalbefolkningen flyttes uden at blive konsulteret eller kompenseret.

I Liberias tilfælde dækker tømmerindustrien ifølge dokumentaren en fjerdedel af landets areal, hvilket har ført til tvangsforflyttelser af lokalsamfund og ulovlig tømmerhugst af urskove.

“Når man læser avisoverskrifterne er det altid ret overfladisk. “Et lokalsamfund får frataget retten til deres land”. Men det er ikke ubetydelige mængder land, nogle gange er det en fjerdedel eller halvdel af hele landet. Hvordan kan det ske?” siger instruktør Anjali Nayar til Danwatch.

Liberias naturressourcer, heriblandt tømmer, har været centrum for 25 års krig og konflikt i landet.

Læs Global Witness’ rapport fra 2017 om liberianske politikeres involvering i landets tømmerindustri her.

Hvad den enkelte kan gøre

Dokumentaren har fulgt Silas siden 2011, hvor landets første demokratisk valgte kvindelige præsident, Ellen Johnson Sirleaf, er blevet valgt i kølvandet på borgerkrigen, der sluttede i 2003. Sirleaf gik til valg på at udrydde korruption i statsapparatet og reformere tømmerindustrien i landet.

Silas, som selv stemte på Sirleaf, erfarer dog, at reformerne aldrig bliver implementeret i praksis, og dokumentaren følger hans arbejde med at afsløre lyssky forretninger mellem politikere og tømmerselskaber samt ulovlige tildelinger af landstykker og tvangsflytninger af lokalbefolkninger.

I dokumentaren viser Nayar blandt andet, hvordan Silas hjælper en lokalbefolkning i deres kamp mod et palmeolieselskab, som vil fælde den nærliggende skov for at plante palmer. Men ifølge instruktøren er det ikke filmens hovedbudskab at udstille Liberias helte og skurke.

“Den handler ikke som sådan om, at folk bør stoppe med at købe produkter lavet på palmeolie, eller at de bør boykotte et multinationalt selskab. Den handler mere om at inspirere folk og vise, at det er muligt at gøre en forskel – og om, hvad den enkelte person kan gøre for at opnå det,” siger Nayar.

This Is My Backyard

Dokumentaren, som tog omkring 5 år at producere, afbilleder et nærmest omvendt George Orwellsk overvågningssamfund, som man kender det fra bogklassikeren ‘1984’. Silas’ hold af borgerjournalister vender nemlig kameralinserne i deres smartphones mod selskaberne og staten for at dokumentere ulovligheder og korruption, når det sker.

Anjali Nayar er nemlig ikke kun filminstruktør og journalist, men også teknolog. I udarbejdelsen af dokumentaren om Silas udviklede hendes hold en mobilapplikation kaldet TIMBY. Navnet står for “This Is My Backyard” og er en app, der nemt og hurtigt kan kategorisere og uploade video- og billedmateriale taget fra smartphones.

“Det er umuligt at dokumentere alt, hvad der foregår i et lokalsamfund. Så det blev et spørgsmål om, hvordan man systematisk kunne fange alle de ting, der foregik forskellige steder i landet for at kunne fortælle hele historien,” siger Nayar til Danwatch.

Trusler er en fair pris at betale

Silas vandt i 2006 Goldman Environmental Prize på baggrund af hans dybdeborende undersøgelse, der afdækkede den daværende præsident Charles Taylors omdirigering af profitter fra ulovlig skovhugst til at finansiere militser i Liberia.

[INSERT_ELEMENTOR id=”9015″]

Silas krediteres af FN for at have spillet en afgørende rolle i afsløringen af menneskerettighedskrænkelser i den liberianske tømmerindustri, som førte til et internationalt importforbud af liberiansk tømmer. Charles Taylor blev afsat i 2003 og efterfølgende dømt ved den Internationale Straffedomstol (ICC).

“Vi vidste, at det var på tide, at almindelige liberianere sagde fra over for det, der skete. Så vi sagde: Hvad end der sker, så er det en fair pris at betale,” siger Silas i dokumentaren. Nayar fortæller til Danwatch, at Silas jævnligt modtager trusler fra selskaber og statsmyndigheder.

“Hans motivation har siden krigen været at forbedre situationen. At få systemet til at virke og at stille systemet til ansvar. Det handler i sidste ende om ansvarlighed og gennemsigtighed,” fortæller Nayar om Silas.

Dokumentaren vises i forbindelse med filmfestivalen i København CPH:DOX, som løber fra d. 15/03 til d. 25/03. Silas Siakor kommer til festivalen fra d. 18/03 til d. 21/03. Tryk her for at læse mere om filmen på CPH:DOX’s hjemmeside.

Når man spørger Konstantin Baranov om, hvordan den russiske stat har chikaneret hans egen organisation International Youth Human Rights Movement, fornemmer man, at der er ting, som det er bedst ikke at udtale sig om.

Ikke engang til et dansksproget medie.

Konstantin Baranov har kæmpet for menneskerettigheder, siden han var 18 år. Danwatch talte med ham, da han i sidste uge besøgte København for at fortælle, om de metoder den russiske stat bruger til at kue civilsamfundet, blandt andet gennem lovgivning.

“Efter det russiske valg i foråret 2012 blev der vedtaget mange nye love, som har gjort vores liv som NGO’er meget svært, inklusiv ‘The Foreign Agent Law’ og sanktioner imod fredelige demonstranter. Det hele gik meget hurtigt. Lovene blev vedtaget på et par dage uden nogen offentlig debat”, siger Konstantin Baranov.

På kant med loven

‘The Foreign Agent Law’ er en russisk lov, der kræver at ikke-statslige organisationer, der modtager penge fra udlandet, skal registreres som udenlandske agenter. Baranovs organisation, International Youth Human Rights Movement, er en international organisation, som arbejder i 30 lande for at fremme menneskerettigheder. De er afhængige af penge fra andre lande for at kunne drive deres NGO.

“Resultatet er blevet, at enhver aktivitet – ikke kun fra menneskerettighedsaktivister men enhver form for civilsamfundsaktivisme – nu befinder sig på kanten af det ulovlige. Et hvert skridt du tager kan blive tolket som en overtrædelse af loven”, siger Konstantin Baranov.

Ifølge lektor ved Århus Universitet med særlig kendskab til russiske forhold, Mette Skak, har den fortolkning bestemt bund i virkeligheden.

“Selvom der stadig er forskelle på Rusland og etpartistaten Kina, så ser vi i Rusland i disse år en række stramninger af mulighederne for at være politisk aktiv på en måde, som er Kreml- og Putin-kritisk. Samtidig er der i nogle henseender en livlig offentlig debat i Rusland. Men den russiske regering er tydeligvis bange for udlandets mulige indflydelse på, hvad der foregår indadtil i Rusland”, siger hun.

Konstantin Baranov mener, at det handler om at lukke munden på dem, som staten er uenig med, eftersom at pengestrømmene stadig bevæger sig frit på tværs af grænser mellem virksomheder og stater.

“Den russiske regering modtager ikke udenlandsk finansiering i form af udviklingsbistand, da vi har profitten fra oliereserverne. Men andre af de tidligere sovjet-lande modtager langt større beløb udefra end civilsamfundet gør. De ønsker selv at modtage penge fra vesten, samtidig med at de laver restriktioner på finansiering til dem, som de ikke kan kontrollere fuldt ud”, siger han.

Du har kaldt metoderne for “sofistikerede”, hvad mener du med det?

“Foreign Agent-loven er et af eksemplerne. Sammenligner man med andre landes restriktioner rettet mod NGO’ers aktiviteter og finansiering, så har de været langt mere åbenlyse. I Rusland beder man NGO’er om at registrere sig og være fuldstændig gennemsigtige, men vi vidste alle sammen lige fra begyndelsen, at dette var et redskab skabt til at kontrollere, pålægge selvcensur og lukke ned for aktiviteter.”

I takt med at menneskerettighederne og NGO’erne er blevet mistænkeliggjort af regeringen, er der opstået en polarisering mellem befolkningen og organisationerne, mener Konstantin Baranov. Ifølge ham er resultatet blevet, at NGO’ernes værdisæt og arbejde fremstår i et mistænkeligt skær af noget elitært og udefrakommende.

Mette Skak, lektor ved Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, bekræfter det billede.

“Hvis den russiske regering kan få den brede russiske offentlighed til at anse regimekritikere for en art udskud, så betragtes det som en succes”, siger hun.

Udfordrer krigens regler

Konstantin Baranov mener, at den skærpede konflikt mellem USA og Rusland har gjort, at enhver handling bliver tolket som et indlæg i informationskrigen mellem øst og vest. Det har været med til at politisere NGO’ernes arbejde, mener Konstantin Baranov. Han oplevede det særligt, da konflikten i Ukraine var allermest tilspidset.

Hvilken rolle spillede civilsamfundet i konflikten?

“Dækningen af konflikten i det østlige Ukraine er meget ensidigt og partisk i de russiske medier. Eksempelvis da de russiske autoriteter nægtede, at der var russiske soldater i det østlige Ukraine, men der samtidig kom kister hjem med russiske borgere. Civilsamfundet udfordrede det officielle billede med andre oplysninger og fortolkninger.”

Konstantin oplevede, hvordan aktivister og NGO’er, som forsøgte at korrigere de officielle forklaringer omkring krisen på Krim-halvøen, blev mål for statens forfølgelse.

“Nogle af vores kollegaer fik fingre i officielle dokumenter over dræbte russiske soldater i Ukraine og offentliggjorde oplysningerne. Den primære kilde fik øjeblikkeligt en sag om bedrageri mod sig og fik en betinget dom. Dette måtte hun gennemgå, og hun er en kvinde i halvfjerdserne. Civilsamfundet prøver at udfordre reglerne i denne her informationskrig, og måden den bliver ført på – og bliver ofte retsforfulgt for det.”

Hvordan er opbakningen til jeres arbejde i den russiske befolkning?

“I perioden mellem 2014-2016, hvor konflikten i Ukraine var på sit højeste, var stemningen meget fjendtlig for NGO’er. Smædekampagner forsøgte at miskreditere vores arbejde, og regeringen prøvede at skabe en splittelse mellem befolkningen og NGO’er og aktivister. De fremstillede os som nogen, der repræsenterede fremmede stater”, siger han.

Konstantin Baranov er ikke længere en synlig figur i den russiske offentlighed. Det er både et personligt valg men også et bevidst valg fra hans organisation International Youth Human Rights Movement.

Russisk eksportvare

Konstantin Baranov mener, at Rusland er verdensberømt for sin undertrykkelse af civilsamfundet, og han ser, at andre stater lader sig inspirere af de metoder, som den russiske stat har forfinet.

Hvor ser du ellers, at civilsamfundets svækkes?

“‘The Foreign Agent Law’ har vist sig at være attraktiv for mange regeringer og stater. Der har været gentagne forsøg på at adoptere en copy-paste-version af loven i Kirgisistan, men det er heldigvis blevet afvist. Israel har introduceret noget lignende. Det er åbenlyst, at de er inspireret af at se, hvordan den russiske stat er sluppet af sted med at begrænse civilsamfundet, fordi det internationale samfund ikke har redskaber til at gribe ind.“

Hvad med i Vesteuropa?

“Nogle af de vesteuropæiske samfund indskrænker også civilsamfundets aktiviteter. Ofte sker det i en kontekst af terrorbekæmpelse, særligt i Frankrig og Storbritannien. I Frankrig er der eksempelvis den meget berygtede lov, som populært bliver kaldt ‘The crime of solidarity’, som retter sig imod de aktivister og NGO-grupper, som hjælper migranter. Vi har også set forsøg på at gennemføre anti-protest love i USA. Mere end 10 stater har allerede indført strammere regler for demonstranter.”

En kamp om suverænitet

Da vi spørger Konstantin Baranov, om der ikke er nye udfordringer i tiden – som eksempelvis terrortruslen og flygtningekrisen – der skaber de reaktioner, rynker han sine øjenbryn.
For ham at se er præmissen helt forkert.

“Det handler om, hvordan man fortolker de ting som sker. Forestillingen om flygtningekrisen er overdrevet. Europa så endnu større bølger af immigration mellem første og anden verdenskrig. Mange vesteuropæiske nationer står ikke overfor så store menneskemængder. Det handler nærmere om, at populistiske bevægelser bruger migranter som syndebukke for at vinde den offentlige debat”, siger Konstantin Baranov.

Han peger i stedet på, at vi lever i en tid, hvor stater og politikere forsøger at generobre suverænitet og derfor vender sig væk fra det internationale samarbejde og mistænkeliggør de internationale konventioner.

“Menneskerettighederne, og de ideer som ligger bag, er under angreb. De ord og det sprog vi bruger bliver miskrediteret”, tilføjer Konstantin Baranov.