En grædende Benjamin Netanyahu på knæ foran Donald Trump tigger om en våbenhvile, mens iranske missiler regner ned over Israel.
Samtidig hober antallet af kister med amerikanske soldater sig op, og USA’s militærbaser på Den Arabiske Halvø står i flammer.
Til sidst træder den amerikanske præsident op på et podie, bygget af de føromtalte kister, hvor han holder et skilt op med teksten: “Sejr” – på bagsiden står der: “Jeg er en taber”.
Det morbide og absurde indhold udspiller sig i et Lego-lignende univers og er blot én af mange videoer, hvor den danske legetøjsgigant bliver brugt til at formidle budskaber om den igangværende krig.
Videoerne er produceret af den iranske gruppe Explosive Media, og efter længere tids korrespondance på sociale medier er det lykkedes Danwatch at få et interview med folkene bag for at høre, hvem de er, og hvorfor de har valgt at bruge Lego som visuelt univers.

“Vi er en gruppe på omkring ti personer i alderen 19 til 24”, oplyser en repræsentant fra gruppen over beskedtjenesten Telegram til Danwatch.
Alle er bosat i Iran, og de fleste i Explosive Media er studerende.
“Vi startede med at producere Lego-animationer sidste år under 12-dageskrigen (krig mellem Iran og Israel i juni 2025, red.), og efterfølgende har vi fortsat arbejdet”.
I et nyligt interview med BBC fortalte en anden repræsentant, at gruppen samarbejder med det iranske præstestyre om videoerne, som alle har ét budskab til fælles: At Iran vinder krigen over USA og Israel.
Gruppen vil ikke svare på Danwatchs spørgsmål om, hvordan de helt konkret samarbejder med de iranske myndigheder.
I flere af videoerne produceret af Explosive Media henvises der også til Jeffrey Epstein. Blandt andet i et klip, hvor Lego-mænd, der skal forestille Donald Trump, Benjamin Netanyahu og Satan, kigger i et fotoalbum med billeder af den nu afdøde og dømte sexforbryder.
Videoen med titlen “LIAR” har referencer til prinsesse Diana, Tupac Shakur og Michael Jackson og en antydning af, at de i virkeligheden blev dræbt af CIA.
Danwatch har spurgt, hvilket budskab Explosive Media ønsker at sende med deres mange videoer.
“Et godt kunstværk skal kunne tale for sig selv. Det skal formidle sit budskab og behøver ikke nogen til at forklare det. Vi mener, at vi er lykkedes med det”, lyder det fra gruppen, der tilføjer:
“Vores målgruppe forstår godt vores produktioners budskaber”.
Explosive Media er til stede på flere sociale medier, selvom gruppens profiler – blandt andet på Instagram og YouTube – er blevet lukket flere gange for at overskride platformenes retningslinjer om voldeligt indhold.
I skrivende stund har deres nye profil på X mere end 56.000 følgere, og deres seneste video udgivet 12. april er blevet set mere end 450.000 gange.
På musiktjenesten Spotify har deres sang “L.O.S.E.R” – en sang dedikeret til Donald Trump – fået mere end 74.000 afspilninger.
Gruppen ønsker ikke at svare på, om de har spurgt om tilladelse til at bruge Legos legetøjsunivers i deres videoer.
“Lego er universelt sprog”
En anden af gruppens videoer har titlen “Minabs Hævn”.
I et Lego-univers ser man en kvindelig lærer foran en gruppe børn. I det efterfølgende klip ser man én lille lyserød skoletaske blandt murbrokker og ruiner.
Videoen er en reference til det amerikanske angreb på pigeskolen i Minab, Iran, i slutningen af februar. Angrebet dræbte mere end 150 personer, hvoraf de fleste var skolebørn.
En anden video skildrer, hvordan israelske luftangreb rammer en fødeklinik i Libanon, og hvor mødre står tilbage med døde babyer.
Men hvorfor vælger Explosive Media at illustrere drab på uskyldige med Lego-klodser, når den danske virksomhed over hele verden bliver forbundet med leg og kreativitet for børn og barnlige sjæle?
“Lego er et universelt sprog. Der er ingen grund til at overdrive virkeligheden, og på samme tid kan man inkludere sjove detaljer i Lego-videoer. Lego er virkelig sjovt”, fortæller gruppens repræsentant.
Hvilke etiske overvejelser har I gjort jer, når I laver indhold om krig i et visuelt univers, som typisk henvender sig til børn?
“Som muslimer og iranere har vi altid vores egne moralske overvejelser. Vi bruger ikke løgne, umoralske ting eller bedrag”, lyder det.
Gruppen ønsker ikke at uddybe, hvad de helt nøjagtigt mener med det.
Adspurgt om de har modtaget kritik for deres indhold, er svaret til gengæld mere simpelt:
“Du kan læse kommentarerne på Twitter. Jeg behøver ikke sige noget. Vi har fantastiske venner”.
En inspiration for andre
Det er ikke kun Explosive Media, som bruger Lego-lignende animationer til at sprede iranske budskaber.
Også en profil, der kalder sig PersiaBoi Studios, deler videoer, hvor Lego helt tydeligt har været inspiration.
Blandt andet i videoen med titlen “Hormuz Hustle”, hvor den iranske hær vinder over Trump i kampen om Hormuz-strædet.
Danwatch har spurgt Lego, hvad de synes om, at deres univers bliver brugt i politiske og krigsrelaterede videoer, men Lego er ikke vendt tilbage på henvendelserne.
William Atak er grundlægger af bureauet ATAK, der rådgiver virksomheder om digitalt omdømme og strategisk kommunikation.
Ifølge ham er tavshed på nuværende tidspunkt den rigtige strategi for Lego.
“Hvis Lego går ud og tager afstand til indholdet, risikerer de at gøre historien større, end den er lige nu, ligesom de med en kommentar indirekte vil blåstemple videoernes indhold”.
Atak siger dog også, at Lego bør holde øje med situationen, og at legetøjsgiganten bør tage det alvorligt, når deres brand bliver koblet til krig og ødelæggelse.
“Der er også en risiko for, at aktører i andre krige og konflikter kan blive inspireret af det pro-iranske indhold og også begynde at lave Lego-lignende indhold”.
Når Explosive Media begrunder deres valg af Lego med at “det er sjovt”, så er det ifølge William Atak en bevidst strategi.
“De forsøger at pakke alvorlige budskaber som død og ødelæggelse ind i Lego, som hele verden kender for noget ufarligt, og dermed skaber de noget kontrast, der får folk til at stoppe op. Den opmærksomhed opfanger algoritmen, og videoerne når derfor længere ud”.





