5. august 2021

Når jorden brænder, tænder vi for aircon-anlægget. Det får temperaturen til at stige

Sommeren er mange steder rigtig varm i år og det kræver nedkøling. Men de svalende aircon-anlæg er med til at øge den globale opvarmning og har samtidig en social slagside. Læs om paradokset bag aircon-anlægget i denne uges overblik.


Illu: Sarah Hartvigsen Juncker.

Kraftige hedebølger raser denne sommer i blandt andet Italien, Grækenland, Canada og Grønland. Det har ført til faretruende skovbrande og tørker, og i juli er der smeltet omkring 8,5 milliarder ton is om dagen i Grønland. Men med varmen følger også et nødvendigt behov for nedkøling.

Aircondition er vores foretrukne middel til nedkøling på de varme sommerdage, men den svalende maskine har en række uigenkaldelige følgevirkninger, der paradoksalt nok er med til at øge den globale opvarmning.

I en ny bog med titlen After Cooling: on Freon, Global Warming, and the Terrible Cost of Comfort beskriver Eric Dean Wilson, der er professor ved Queens College i New York, minutiøst, hvordan de kemikalier der får aircondition til at virke har sat skub i klimaforandringerne. Da man introducerede køleskabe, frysere og aircondition i 1930’erne indeholdt de kemikaliet chlorofluorocarbon, der kendt som CFC-gasser eller freon. Denne kemiske blanding sivede langsomt ud fra kølerne og viste sig at lave huller i ozonlaget. Huller hvor solens UV-stråler frit kan passere og varme jordens overflade. Derfor blev CFC-gasserne forbudt i 1987, hvilket minimerede problemet. Dog opstår der hvert år i oktober stadig nye huller i ozonlaget over Antarktis.

I stedet for CFC-gasser bruger man i dag HCFC- og HFC-gasser i aircondition, men de har vist sig heller ikke at være uden problemer. Gasserne efterlader nemlig en stigende mængder klor i atmosfæren, og nedbryder ligeledes ozonlaget – dog i mindre grad end CFC-gasserne.

Aircon-anlæggene i vores biler, kontorer, hjem og butikker kræver ikke bare kemikalier. De kræver også strøm. I Texas hvor temperaturen lige nu ligger omkring 35 grader, har det førende energiselskab Electric Reliability Council forudsagt, at strømforbruget de første uger af august vil ligge på sit højeste i 2021 og samtidig sætte rekord for allerflest megawatts brugt på én dag nogensinde. Og det skyldes brugen af aircondition. I Grækenland har energiministeriet bedt befolkningen om, ikke at sætte deres aircondition på mindre end 26 grader, simpelthen fordi energiforsyningen er under så hårdt pres at den risikerer at bryde sammen. Befolkningen er også blevet bedt om ikke at tænde for vaskemaskinen midt på dagen, hvor strømforbruget er ekstra højt. Og når forbruget stiger, stiger priserne på strøm. Og det skaber en social slagside.

Uanset global opvarmning og øgede klimaforandringer er det livsnødvendigt at kunne køle sig ned under de nuværende hedebølger. Men det er langt fra alle, der har råd til aircondition eller råd til at tænde for deres aircondition. Et hold spanske forskere har undersøgt sammenhængen mellem dødsfald og hedebølger i Madrid og fundet frem til, at indkomst vægter tungere end alder, når det handler om at overleve i varmen. 

“Det er ikke bare et spørgsmål om at eje en aircondition. Du skal også have råd til at tænde for den. Der er folk der ikke tænder for køleanlægget fordi de ikke har penge til det,” siger forskeren Julio Diaz til den spanske avis El Pais. Også et nyt amerikansk studie viser, at lavindkomstgrupper er langt mere udsat, når det kommer til de varme somre, fordi de ikke har samme adgang til aircondition. 

Vores brug af aircondition er livsnødvendig, men indgår derfor også i det, der kan føles som en uundgåelig nedadgående spiral mod en varmere klode med varmere somre. Den aktuelle globale hedebølge har da også fået eksperter til at vurdere, at vi allerede nu er nået til et afgørende tipping point. Og at global opvarmning vil blive værre og få større konsekvenser end først antaget. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down