Nataliia Popovych vågner hver morgen op med en angst og uro i kroppen. Selvom hun befinder sig i sikkerhed i København, så har hun stadig familie og venner tilbage i Ukraine.
“Jeg vågner op og tjekker nyhederne hver morgen for at se, hvor mange og hvilke regioner på luftangrebsalarm-appen, der er blevet markeret med dyb rød i løbet af natten. En dyb rød farve betyder kraftige angreb fra droner eller ballistiske missiler. Min bror og hans familie, min mands familie og mange kolleger og venner forbliver i Ukraine, og jeg bekymrer mig konstant om dem.”
“Frygt og angst er blevet en del af min hverdag, selvom jeg har base i det indtil videre trygge København,” siger hun.
Nataliia Popovych er forperson for Ukraine House in Denmark, der er centrum for ukrainsk kulturarv og et hjem væk fra hjemmet for herboende ukrainere. Hun var selv i Kyiv den 24. februar 2022, da Ruslands brutale invasion begyndte.
“Jeg vil aldrig glemme følelsen af at lukke døren til min lejlighed i Kyiv den 24. februar 2022 og ikke vide, om jeg nogensinde ville åbne den igen. Jeg frygtede også for mit liv og spekulerede på, om jeg vil komme tilbage til mine børn, som på det tidspunkt ventede i København.”
“Ukrainerne vil aldrig overgive sig“
Danwatch har bedt Nataliia sætte ord på de tanker og følelser, hun har her, hvor krigen i Ukraine har rundet dag 1.000.
“Om morgenen vågnede jeg ved, at min bror sendte mig et billede af det sted, hvor han og hans kone havde tilbragt endnu en nat. Ligesom millioner af andre ukrainere sov de på puder og tæpper spredt i deres badeværelse i håb om væggene i bygningen, hvor de bor, kunne beskytte dem.
Det er sådan, jeg selv tilbringer nætter i Kyiv, når jeg regelmæssigt er der. Selv nætterne uden luftangreb. Angrebene er blevet så rutinepræget, at for mange ukrainere ledsages de sjældne perioder med stilhed også med en følelse af uro og frygt.
På dag 999 vågnede vi også op til forfærdelige nyheder fra Sumy, hvor et målrettet russisk angreb endte mindst 10 børns liv og efterlod snesevis af mennesker sårede. I løbet af dagen målrettede Rusland ballistiske missiler mod Odesa. Billeder derfra viser lig liggende på jorden – liv, der sluttede på et splitsekund.
Alle disse angreb – siden dag ét – har ét mål: at gøre Ukraine ubeboeligt. Rusland udrydder dem, der ikke kan nedbrydes til underkastelse.
I 1.000 dage har ukrainere modigt forsvaret selve forestillingerne om frihed og værdighed og retten til at eksistere som en nation – på deres egne vegne og på vegne af hele verden.
Siden da er ukrainere blevet kaldt modige, ressourcestærke og modstandsdygtige.
Men siden dag ét har ukrainere også mærket omkostningerne ved verdens forsinkede reaktion – støtte blev og bliver givet, men det er for lidt og for sent. Vestlig tøven er blevet og bliver betalt med ukrainske liv. Digtere, forfattere, filmskabere, fotografer, it-specialister, lærere, ingeniører, mennesker i alle samfundslag, hvoraf mange nu er blevet soldater, har stået over for det eksistentielle valg om at opgive deres håndværk for at sikre deres lands overlevelse.
Med ordene fra den afdøde ukrainske digter og efterforsker af krigsforbrydelser, Viktoria Amelina, der blev dræbt sidste år i Kramatorsk:
Vi føler alle, som om vi er vidne til den nye Executed Renaissance (En generation af ukrainske forfattere og kunstnere, der blev dræbt af det sovjetiske regime i 1920’erne og begendelsen af 30’erne, red.).
Nu bliver endnu en generation – 100 år senere – af ukrainske intellektuelle og kreative udslettet af en russisk kolonistyrke, der kæmper mod selve eksistensen af en distinkt ukrainsk identitet.
Ukrainerne ser ikke skarpe og beslutsomme beslutninger fra deres allierede om at udhule Ruslands finansiering af angrebskrigen. Sanktionerne har for mange smuthuller og er blevet anvendt selektivt for ikke at skade nationen bag aggressionen. Samtaler omkring unddragelse af sanktioner eller valget om at fortsætte med forretninger i Rusland er ofte indrammet på en måde, der antyder, at ukrainernes liv er mindre værd end aggressorens liv.
Indtil beslutningen for nylig om at tillade ukrainere at slå tilbage på russisk territorium – også selv om det er med begrænsninger – har Ukraine følt det som om, at verden har besluttet, at Ukraine skal tage faldet på vegne af alle andre; det vil sige at mærke tabet af menneskeliv, ødelæggelserne, brutaliteten i den russiske aggression, og at forsvare demokratiske værdier og den frie verden på egen hånd, på vegne af alle andre, med begrænset kapacitet og under betingelser pålagt af alle andre.
Danmark har på mange måder været enestående. “Ukraines kamp er en kamp for frihed, demokrati og retsstatsprincippet i hele Europa,” sagde den danske statsminister Mette Frederiksen. Hendes ord er blevet afspejlet af Danmarks aktive engagement og ikke kun verbal støtte.
At åbne landet for ukrainere, der flygter til sikkerhed og få dem til at føle sig velkomne. At være førende i F16-koalitionen og førende blandt nationer i at yde økonomisk, militær og humanitær bistand til Ukraine. For alt dette og mere til, vil ukrainere være Danmark evigt taknemmelige. I Danmark ser Ukraine sin mest pålidelige partnere til at skabe en retfærdig løsning på den russiske aggression. Storhed er ikke lande med store territorier, men lande, der er store i ånden og har evnen til at stå op for værdier i nødens stund. Ukraine ser Danmark som en stor nation og ven.
Ukrainerne er trætte, men ubesejrede.
Ukrainerne græder, tørrer tårerne og kommer tilbage i kamp.
Ukrainerne vil aldrig overgive sig.”