Ukraines blå og gule flag vajer i vinden med en blågrå himmel som bagtæppe ud til Københavns Havn.
Her har frivillige ved Ukraine House in Denmark siden et-årsdagen for den fuldbyrdede russiske invasion af Ukraine 24. februar 2022 været på en kulturdiplomatisk mission.
Et hjem væk fra hjemmet for herboende ukrainere og et udstillingsvindue for ukrainsk kulturarv, som ifølge stedets forperson, Nataliia Popovych, har været overskygget af det, hun kalder russisk imperialisme.
“Vi forsøger at placere Ukraine på det mentale og kulturelle verdenskort. Ukraine har en stærk historie – rig på musik, litteratur og kunst, der bliver overskygget af russisk imperialisme. Opgaven for Ukraine House er at skabe opmærksomhed omkring, hvad ukrainsk kultur er, og hvordan den adskiller sig fra andre i verden,” siger hun.
Jorden
Dørene er netop nu åbne for udstillingen “Heart of Earth”, kurateret af det anerkendte ukrainske kunstmuseum Mystetskyi Arsenal.
Udstillingen består af 17 ukrainske kunstneres værker, der alle sammen kredser om den ukrainske jord. Som et tilhørssted, natur og et potent våben. Fra sultkatastrofen Holodomor, der kostede millioner af ukrainere sultedøden mellem 1930 og 1933 og til i dag, hvor nye katastrofer har sat skub i en eskalerende økologisk krise i landet.
Værkerne varierer lige fra malerier af de ukrainske afgrøder, som er blevet revet op ved roden. Til skildringer af de døde kroppe, den ukrainske jord gennem tiden har opslugt – og til en skaldet, død pind, der på grund af den fertile ukrainske jord har formået at spire.
Også sprængningen af Nova Kakhovka-dæmningen nær Kherson, der lagde kornmarker under vand, sendte miner med vandmasserne og kastede enorme miljømæssige konsekvenser af sig – for landbruget såvel som økosystemet og vandforsyningen – tages under kunstnerisk behandling.

Sommerfugleeffekten
Fuldskala-invasionen var heller ikke mange dage gammel, før den globale fødevareforsyning endte i en regulær krise.
En direkte konsekvens af, at Ukraines jord med ét blev forvandlet til en endnu større krigsskueplads. Markerne tungt mineret, kornsiloer sprængt, korn stjålet, korn brændt og handelsruter blokeret i målrettede russiske angreb, som fik både fødevarepriser og politiske konsekvenser globalt til at stige mærkbart.
Årene inden fuldskala-invasionen mellem 2019 og 2021 stod Ukraine nemlig for svimlende 10 procent af verdens hvedeeksport, 15 procent af majseksporten, 15 procent af bygeksporten og næsten halvdelen af alt eksport af solsikkeolie på verdensplan.
Med lande som Egypten, Indonesien, Yemen, Libyen og Etiopien blandt de største aftagere af ukrainsk korn, fik krigen direkte konsekvenser i egne langt, langt væk fra den brutale slagmark, i det, som udstillingen beskriver som en russisk våbenliggørelse af den ukrainske jords afgrøder.
En våbenliggørelse, der dels skulle medføre omkostninger for ukrainske samarbejdspartnere på globalt plan – men også i rent fysisk forstand blev transformeret til en mineret og gold krigsskueplads.
En sommerfugls bask med vingerne, der skabte en orkan i en anden del af verden, som det lyder i et af værkerne.

Kulturelle huller
Ukraine House – og udstillinger som “Heart of Earth” skal binde bro mellem danskerne og ukrainerne, forklarer Nataliia Popovych. Og forståelsen bliver både dybere og bedre gennem kunsten, som Ukraine House udstiller for det danske publikum.
“Men forståelsen af ukrainsk kultur har så mange huller, der bør fyldes ud. Vores forsøg er netop at fylde dem ud gennem udstillinger, kunstprojekter, dialog og repræsentation af ukrainske kunstnere og poeter,” siger hun.
Kunst, hvor Ruslands invasionskrig, der raser i Ukraine på sit tredje år, ligger som et tungt og allestedsværende bagtæppe.
“Ukrainske kunstnere udtrykker, hvordan deres liv ser ud lige nu. De kan ikke isolere det politiske i deres liv. De har ikke valgt det, det er kommet til dem,” siger Nataliia Popovych.
Udstillingen kan opleves frem til 24. november i Ukraine House i København.